Klumme

Jødepåske og kristenmyte

Venskabelige overvejelser i påske højtidens anledning
Debat
30. marts 2013

Jøderne i den kristent dominerede verden i Europa og USA, hvor den religiøst inspirerede antisemitisme også trivedes fint, har altid haft en gennemgående skidt presse. Og hvad deraf fulgte. Efter hin påskeuge i Jerusalem år e.Kr. 30 whatsoever, da Jesus, en aramæisk talende ung tømreruddannet nazaræer fra Galilæa, på foranledning af det jødiske ældsteråd blev arresteret, bragt for en romersk besættelsesdomstol, torteret og siden henrettet, har jøderne måttet døje adskilligt. Deres medvirken ved ’den salvede’ messiansk udråbte dæmonuddriver og lægprædikants brutale død blev ikke glemt.

Kilderne til påsken er sparsomme; eksempelvis findes kun én indskrift med navnet Pilatus, hvor den håndvaskende romer betegnes som præfekt, ’foresat’, men uden, at den ellers anonyme embedsmand sættes i forbindelse med hin person, han altså på jødernes foranledning lod henrette. Der var så mange jødiske freelancesandsigere i tiden. At skaffe sig af med sådanne oprørere mod Pax Romana skete ofte ved imperiets foretrukne henrettelsesmetode, den generalpræventive korsfæstelse.

Af Jesus selv er der jo ingen konkrete spor, skønt kristne siden sektens gennembrud har søgt at bevise menneskesønnens jordiske tilværelse. Splinter af Kristi kors svarer vel i samlet mængde til en middelstor skov; for ikke at tale om de hellige steder i Jerusalem med Gravkirkens grav, man bogstaveligt talt kravler ind til, samt indbygget Golgata med hul i gulvet efter korset der tilbedes som åsted til proaktiv materiel understøttelse af troen. Parentetisk bemærket, menes Jerusalems antikke henrettelsessted at være placeret uden for byens mur, hvor der i vore dage ligger en busholdeplads, og hvor topografien kan minde om den hovedskalsklippe, til hvilken navnet Golgata (gulgulta) hentyder.

Ingen røg uden ild

I den klassiske fornuftsbårne kildekritik siger man ofte, at det er mere rimeligt at antage Jesu eksistens end det modsatte; som bekendt ingen røg uden ild. Polemisk sagt: pudsigt at troende ofte har lagt så stor vægt på at hævde det konkrete gudsbevis, da troen jo er en dyd i sig selv og ifølge evangeliernes ord stilles som forudsætning for frelsen: den betingelsesløse kærlighed til næsten og til Gud alias Jesus, samt den betingelsesløse tro, hvad enten Gud beskrives som enhed over alt og alle eller i mystisk treenighed af far, søn og spiritualitet: Helligånden – med Thomas Bredsdorffs ord – en størrelse ikke en djævel nogensinde har begrebet. Eller i hvert fald har forklaret forstandigt. Ikke som andet end Guds udsendte stedfortræder. En luftig inseminør af ung aramæisk kvinde, Maria eller Mirjam i sprogligt kikset udlægning af denne gudsmoder som jomfru. Lige fra englens bebudelse og besvangringen til barnefødsel i stalden i Betlehem: jomfru. Vel nok verdens mest fuldfede bortforklaring af et fejltrin: Jamen, jeg har altså ikke været sammen med nogen; lige med ét kom der bare en engel med vinger på og sagde, at jeg nok snart ville kvalme om morgenen! Jamen, altså!

Mest slående er velsagtens, at den voksne Jesus ifølge kilderne i evangelierne ikke omtaler sig selv som Messias, hvilket kan tyde på at det er tilhængerne, menighederne, der siden udstyrede deres ’profet’ og afdøde åndelige inspirator og overhoved med denne yderst ophøjede og for så vidt også uopnåelige jødiske titel. At Jesus ville være stemplet blasfemiker, om han blot havde antydet sin messianske status, kan der ikke herske tvivl om. Netop antydningen, når han beskrev arten af sin mission, stemte ikke rabbinere og farisæere mildt. Hvad fanden bildte han sig måske ind! Sådan en bonderøv fra Tiberias, en endeløst snakkende dagdriver – berygtet for at hænge ud med simple folk, toldere og fiskere, og som hævdede, at han kunne gå tur på vandet. Den holdt ikke i den lokale byret.

Radikal bevægelse

Uroen og henrettelsen i påskedagene, i forvejen jo en jødisk højtid, efterfulgtes af en forbløffende hurtigt voksende radikal bevægelse med udgangspunkt i fiskeren, disciplen, pave nummer 1 Peters menighed på 3.000 nydøbte jøder. Ekspansionen fulgtes op af den omvendte skeptiker Saul fra Tarsos, bedre kendt under navnet Paulus, kristendommens fremmeste ideologiske teolog. Han var efter betænkeligheder kommet op i omdrejninger efter en mystisk oplevelse og modtog dåben i det nu borgerkrigshærgede Damaskus. Selvsagt forklarer religiøse den hurtige udbredelse og sejrsgang for kristendommen ved Guds sandhed. Det har man lov at tro. Mere prosaiske forklaringer findes i en høj grad af effektiv organisering af de kristne menigheder varigt næret af en god og slidstærk underholdende påskelegende om vold, død og sejr over døden.

Polyteisme

Og så skal man heller ikke opfatte omvendelse for bogstaveligt. Folk slap ikke nødvendigvis deres gamle guder, fordi der kom en ny. (Det gjaldt også langt senere i Harald Blåtands store kristne spring fremad). Man kunne godt tro på mere end én højere magt. Romerske borgere så at sige samlede på guder; man kunne ikke forsikre sig nok.

Den kristne myte dyrker gerne forfølgelsen af urmenighederne. Men alt tyder på, at beretningerne er overdrevne. Løverne i Colosseum spiste ikke kristne hver dag, eller indtil kejser Konstantin ophøjede kristendommen til praktisk magtcentreret statsreligion. Da fik påsken forrang for andre helligdage, mens jøderne fik en lige så lang næse, som antisemitismen siden har kaldt Jesu mordere. Modsætningerne mellem kristne og jøder blev mere knubbede og i sidste ende uendeligt langt mere blodige end mellem kristne og romere og til jødernes fordærv. Den ting har kirken i historiens løb nidkært fastholdt.

Alt forladt og glædelig Pesach!

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Olav Bo Hessellund

- og det store paradoks er jo, at hvis ikke det jødiske præsteskab og Pilatus havde sørget for at korsfæste Jesus, så havde der ikke været nogen opstandelse og dermed heller ingen kristendom. Ja, menneskene er mærkelige...

Lars Schmidt

Ja den jomfrufødsel! Mon ikke det var Josef selv som i en lystig stund såede historien da tømmersjukkerne drillede, at den vist ældste ikke rigtig slægtede sin far på sådan rent udsendesmæssigt; og var der ikke lidt med ham der .... Hvad siger Josef: 'Ah, det var vist en engel der fløj ind af vinduet, haha, - og Maria er god nok og det er Jesus også, og så snakker vi ikke mere om det'. Josef tager hammer og økse og skrider. Een af de andre har en ung knægt med sig, og han siger 'fa'ar, tror du virkelig det var en engel'? Og far svarer 'ja, det var det nok. Og lad os så komme igang igen'. Og denne knægt blev stor og mødte en dag 30 år efter Paulus, og da var Jesus ved at være et navn i folkemunde. 'Wow, du kendte ham som barn. Hvordan var han egentlig, du må da ha' hørt noget'? 'Jo, og ved de hvad de sagde (hviske, hviske), jeg hørte selv hans far, og min egen far sagde at den var god nok'. Jo, sådan kan man spekulere over historiers tilblivelser i selvopfundne anekdoter. Det er ret uskyldigt, så længe man ikke bygger en verdensreligion på det.