Kontraktpolitikkens misforståelser

En af Anders Fogh Rasmussens (V) genistreger var hans succesrige forsøg med kontraktpolitikken. Den gik i korthed ud på, at regeringen skulle holde de – relativt få – løfter, den gik til valg på. Kontraktpolitikkens vælgermæssige succes er uomtvistelig. Men den var ikke god for landet. Forenklet sagt svarede den til, at en kaptajn afstod fra at styre uden om de isbjerge, der uforudset dukkede op i horisonten. Konsekvenserne så man tydeligst i fastholdelse af skattestoppet, der umuliggjorde selv mindre væsentlige korrektioner af kursen.

Det tjener hans efterfølgere til ære, at de ikke har videreført kontraktpolitikken for deres eget vedkommende. Men de fastholder sammen med store dele af pressen kontraktpolitikken i en ny version. De mener, at bogstaverne i ordene fra den nuværende regering er mejslet i sten. Og at alle opmærksomme vagthunde bør være mere bogstavtro end en rettroende muslim.

I denne følelsesladede atmosfære overses det imidlertid ofte, at der i et demokrati som det danske er mindst fem legitime grunde til, at man næsten nødvendigvis må skifte en del standpunkter. Specielt når man går fra at være et oppositionsparti til at være regeringsparti:

For det første er alle enige om, at der er en oppositionsrolle og en regeringsrolle. Man overser imidlertid ofte, at det betyder, at der er to forskellige sæt af forventninger og derfor også to forskellige sæt af holdninger og adfærd. En regering skal regere, og en opposition skal opponere. Lidt ligesom en advokat, der er den ene dag er anklager, den næste dag er forsvarer.

Det bliver aktuelt illustreret af Socialdemokraternes rolle i forhold til den nye offentlighedslov. Her var det naturligt, at de som opposition kæmpede for større indsigt i statsforvaltningens interne kommunikation. Men som regeringsparti var det naturligt at fremme en lovgivning, der giver et større frirum til fri sparring og dialog inden for et ministeriums ressortområde. I Hos Clement vurderede den tidligere topembedsmand Christian Nissen for nylig lovens paragraf 24 om ministerbetjening som en forsvarsskanse mod den tiltagende magt hos den fjerde statsmagt: pressen.

I regeringsrollen ligger også, at man træder ind i et nyt sæt af forventninger, krav og relationer fra et edderkoppespind af et embedsværk og interesseorganisationer. Mange af disse krav kan man begrænse, men det er tåbeligt at tro, at man som regering kan sætte sig ud over dem alle.

Man har et standpunkt …

For det andet skal man kunne tælle til 90. Den nuværende regering skal lave et kompromis mellem minimum fire partier. Og den gamle regering skulle lave kompromis mellem tre. Kun et lille barn med en værdifuld, men naiv retfærdighedssans vil fremture med, at det under alle omstændigheder i et flerpartisystem som det danske er forkert at bryde sine løfter. De fleste vil bøje sig for J.O. Krags realpolitiske diktum: »Man har et standpunkt, til man tager et nyt.« Udtalelsen faldt, fordi der var tvingende realpolitiske grunde til at forhandle med SF for at nå op på mere end 90 mandater til en nødvendig lovgivning.

For det tredje, er der de økonomiske realiteter. Der er i enhver stat en bedre mulighed for, at en regering får større indsigt i økonomien end oppositionen. Da den nuværende regering tiltrådte, lå der efter dens eget udsagn adskillige nationaløkonomiske overraskelser, da statsministeren første gang tjekkede sin indbakke. Og under alle omstændigheder vil regeringen i langt højere grad end oppositionen blive gjort ansvarlig for økonomien.

Den fjerde grund er, at man i lyset af nye oplysninger kan indtage en ny holdning. Det ville i en række sager være dybt beklageligt, hvis en regering ikke – ligesom f.eks. domstolene – ville kunne skifte holdning, når der enten forekommer nye oplysninger eller udviklinger i samfundet. Et eksempel på dette er holdningen til støtte til solcellepaneler. Støtteordningen blev uforudset populær, og en fastholdelse af de tidligere standpunkter kunne have fået uventet store økonomiske konsekvenser.

Fokusér på indholdet

Endelig er der holdningskampagner fra pressen. Her er både opgivelsen af betalingsringen og den næsten totale ophævelse af efterlønnen vel de største eksempler.

Specielt i lyset af forløbet omkring betalingsringen må der konstateres et meget stort hykleri i store dele af pressen. Først gennemfører man en langvarig kampagne mod betalingsringen, og når regeringen så bøjer sig for presset fra pressen – og den tendentielt manipulerede befolkning – råbes der løftebrud ud over hovedstadens tårne og tage. Hvis det havde været Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), der var statsminister, ville det være naturligt, hvis hun i forbindelse med sådanne sager resigneret sank tilbage i statsministerstolen og med et suk konstaterede: »Først pisser de på os, og så siger de, at vi lugter.«

Konklusionen er ikke, at enhver regerings politik ikke skal granskes nøje og udsættes for kritik. Det skal den selvfølgelig. Og den nuværende regering har rigeligt fortjent det. Men det, som man kunne håbe på, var, at det skete ud fra en saglig indholdsmæssig synsvinkel og ikke med en hovedvægt på løftebrudsflosklen.

En floskel, der primært er opfundet via Anders Fogh Rasmussens ødelæggende koncept om kontraktpolitik.

Afslutningsvis bør bemærkes, at den urimelige løftebruds diskussion allerede har haft konsekvenser. Og den værste er, at den har ført til en overfodring af den særlige variant af den indre svinehund, der hedder foragt for demokratiet.

Axel Holm er konsulent og cand.scient.pol.