Klumme

Krig på film

Den tredje mands argument er en filmisk lektion i politiske realiteter, sort på hvidt og med alle de blinde vinkler, som er så bekvemme for den, der hverken vil give afkald på helgenglorien eller sejrspalmerne
15. marts 2013

I filosofihistorien taler man om ’det tredje menneske’ som betegnelse for et bestemt argument imod Platons idélære. På engelsk: The third man argument. I filmhistorien kunne man også tale om ’the third man argument’, men i en helt anden betydning. Her med henvisning til Carol Reeds sort-hvide kultklassiker fra 1949, The third man. På dansk: Den tredie mand.

Filmens kulisse er det besatte og bombeødelagte Wien et par år efter 2. Verdenskrig. ’Den tredje mand’ alias Harry Lime (Orson Welles) er gået under jorden for ikke at blive pågrebet af det interallierede politi, der har afsløret ham som bagmand for et forbrydersyndikat. Som sådan driver ’den tredje mand’ sortbørshandel med penicillin, der koster adskillige livet eller førligheden, når hospitalerne behandler dem med det ofte stærkt fortyndede og derfor dødsensfarlige medikament.

En af nøglescenerne, som vil erindres af enhver filmnørd, udspiller sig i en gondol i pariserhjulet i Prater, Wiens store forlystelsespark. Dér har Limes gamle ven, Holly Martins (Joseph Cotten), sat ham stævne for at få en forklaring på de forbrydelser, han har begået. Martins indleder sit moralske tredjegradsforhør:

»Har du nogensinde set nogen af dine ofre?«

»Ofre? Vær nu ikke så melodramatisk!«

Gondolen er i mellemtiden nået så svimlende højt op, at kameraet kan følge Limes distancerende blik på de miniaturemennesker, der tumler rundt i karruseller og på gynger nede på jorden.

»Kig ned! Og sig mig så, om du virkelig ville begræde det, hvis en af disse prikker én gang for alle holdt op med at bevæge sig? Hvis jeg tilbød dig 20.000 pund for hver prik, der standsede sin bevægelse, min ven, ville du så virkelig bede mig beholde mine penge, eller ville du overveje, hvor mange prikker du kunne undvære? Skattefrit, min ven, skattefrit, den eneste måde, man nu om dage kan spare lidt penge op.«

Det er ikke bare en hærdet forbryder, der her giver sit mistrøstige menneskesyn mund og mæle. For et par år før har allierede bombemaskiner fløjet et halvt hundrede togter mod Wien. Piloterne har siddet i deres maskiner og kigget ned på byen for at orientere sig. Og så har de åbnet lugerne og kastet deres dødbringende last over millionbyens prikker. Selvom de allierede længe før de begyndte at bombe hovedstaden i det annekterede Østrig, var blevet enige om at betragte landet som det første offer for Hitlertysklands aggression.

Vi kender det også i dag, når skrivebordspolitikere omdefinerer venner til fjender og vice versa. Ligesom vi også kender til bombardementer, der forvandler mennesker til prikker – ikke bare set fra et par kilometers højde, men sågar på en monitor på den anden siden af kloden, hvor en mand med et joystick styrer en drone, der skal slette en bestemt prik (plus de prikker, der tilfældigvis tangerer den). ’Den tredje mand’ fortsætter sin argumentation:

»Ingen bekymrer sig om mennesker. Regeringerne gør det ikke. Hvorfor skulle vi så? De taler om folket og proletariatet, jeg taler om tåber og godtroende fjolser – det er det samme. De har deres femårsplaner, og jeg har mine.«

»Du plejede at tro på Gud!«

»Åh, jeg tror skam stadig på Gud, min ven. Jeg tror på Gud og nåden og alt det der. Men lad nu de døde i fred! På Jorden havde de ikke meget, som de nu behøver at savne, de arme djævle. Hvad tror du på?«

Martins svarer ikke. Redeligvis, for selvom hans retfærdighedssans ikke er så korrumperet som Limes, tøver han ikke med at fordrive ondt med ondt, da han senere får lejligheden til at narre sin gamle ven i en fælde og skyde ham. Før det kommer så vidt, får Martins endnu en lektion af Lime:

»Vær nu ikke så dyster! Når alt kommer til alt, er det ikke så slemt. Som man siger: Under Borgiaerne havde Italien 30 år med krig, terror, mord og blodsudgydelser, men det skabte Michelangelo, Leonardo da Vinci og renæssancen. I Schweiz havde de næstekærlighed – de havde 500 år med demokrati og fred, og hvad kom der ud af det? Kukuret!«

Vitalisme og genialitet tjener for Lime som retfærdiggørelse af at gradbøje det enkelte menneskes ukrænkelighed. Den slags tager vi pligtskyldigt afstand fra i dag. Men når vi rejser til Wien, går vi på Kunsthistorisches Museum for at se de gamle mestre og ikke for at finde svar på Limes spørgsmål:

Hvad tror du på?

 

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Klummen i morgen: Kim Kristensen om politiske angreb og pressens fokus på sådanne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu