Kronik

Sig det med en krop

Den nøgne krop er blevet et politisk protestvåben – fra bare bryster i Ukraine til blottede mandenumser i Spanien. Men hvordan påvirker bevægelserne vores kropsforståelse? Og trækker de i traditionelle eller helt nye retninger?
’Efter så mange beskæringer er vi efterladt splitter-nøgne’, står der på banneret i en aktion gennemført af en gruppe brandmænd i byen Mieres, nær Oviedo i Spanien, hvor brandmændene brugte deres kroppe til at gennemføre en protest.

’Efter så mange beskæringer er vi efterladt splitter-nøgne’, står der på banneret i en aktion gennemført af en gruppe brandmænd i byen Mieres, nær Oviedo i Spanien, hvor brandmændene brugte deres kroppe til at gennemføre en protest.

Eloy Alonso

8. marts 2013

Trods al kønsdebat og den utvivlsomme forskel, der er i vores tillærte eller medfødte forhold til begge køn, var der vist ikke nogen, der troede, at kønsforskellen stadigvæk ligefrem sidder i nøgenheden, og at vores hjerne håndterer synsindtryk af mænd- og kvindekroppe forskelligt. Men det er faktisk tilfældet, og i den forbindelse kan det være interessant at se nærmere på en ny civil protestbølge, der har taget det europæiske landkort med storm. Bevægelsen bruger den nøgne krop som en politisk enhed, en protestzone om alt mellem himmel og jord – fra politik til økonomi, fra menneskerettigheder til kirke og stat.

Sommeren 2012. Vi befinder os i Spanien. På brandstationen i Mieres smider spanske mænd tøjet og viser sig frem i bar røv for at protestere over nedskæringer. Ikke noget hverdagssyn i et katolsk land. I anstændighedens navn har de rebelske brandmænd dog beholdt både støvler og brandhjelme på. Gracias!

Sommeren 2012. Vi befinder os i Ukraines hovedstad, Kiev. Aktivister fra kvindegruppen Ru Femen hærger fodbold-EM slutrunden. Den ukrainske protestorganisation har efterhånden også medlemmer uden for landets grænser og er berygtet for sine iøjnefaldende aktioner, da de altid foregår i bar overkrop. Gruppen nyder global berømmelse og skaber opsigt. Denne gang er formålet at sætte fokus på kvindehandel og kvinders rettigheder. Ellers har de sat alt fra kvinderettigheder til kirke og stat på dagsordenen. For nylig overfaldt en topløs Femen-aktivist lederen af den russisk-ortodokse kirke i Kievs lufthavn. Her var formålet at beskylde ham for bl.a. at skade Ukraines interesser ved at forsøge at trække landet ind i en union med Rusland. Gruppen er ikke bange for at forarge og har sågar demonstreret uden tøj på Peterspladsen i Vatikanet.

Sommeren 2012. Vi befinder os i Tyskland. Bayerns Statsopera indleder München Opera Festival 2012 med en Spencer Tunick installation ved navn Nøgen Ring. I denne anledning poserer 1,700 nøgne kunstelskende deltagere sammen, malet i rødt og guld i diverse konstellationer forskellige steder i den bayerske hovedstad. To år tidligere var det Sydneys ikoniske operahus, der var scene for et lignende nøgenshow af Tunick, hvor 5.200 nøgne mænd og kvinder deltog.

Politisk nøgenhed

Måske skulle man læse disse stenhårde brandmænds bagdele, bare ukrainske bryster og malede nøgenfigurer som mere end bare nøgne politiske protester. Måske handler det også om at kræve retten til at forvalte sin krop, akkurat som man har lyst til. En demonstration af at sådan kan man også se ud og bruge sin krop.

Vi er alle mere eller mindre opdraget med og betinget af at opfatte bestemte zoner på kroppen som tabubelagte. Disse zoner finder kun deres udstillingsberettigelse i og med, at de seksualiseres eller erotiseres. Men den nye nøgenhedsbølge bruger disse zoner politisk offentligt. En genskrivning af kroppens erotiske zoner tager form. Her har vi noget, der ikke alene er enestående i klassisk politisk forstand, men endnu mere i kønspolitisk forstand.

Er den nøgne krop ved at blive ytringsfrihedens sidste bataljon? Eller er det et tilsløret oprør mod den overseksualiserede og overerotiserede nøgenhed, samtidig med at man nu vil bruge den om en ’civil’ sag? To fluer med et smæk!

Det kunne vække minder til 60’ernes hippiebevægelse, men mottoet er nu ikke længere pacifistisk som datidens ’make love not war’. Som Tamara Marsenyuk, professor i kønsstudier på Kievs Mohyla-akademi, siger: »Femens strategi må efter min mening betragtes som en postmoderne græsrods-feminisme.«

Revolutionerende og traditionel

Men denne feminisme er ikke begrænset af landegrænser i små enklaver samlet til sommercamps, rockkoncerter eller nøgenstrande m.m. som i 60’erne. Denne gang er det mere alvorligt og mere grænseoverskridende i bogstaveligste forstand. Denne gang handler det ganske enkelt om at gøre kroppen ’civil’ i globale sager.

Her har de skabt sig en unik mulighed for ikke blot at omforme og skabe civilsamfunds nye selvorganisering, men at skabe sociale relationer, som udgør selve samfundet – netop qua den blottede krop. Hver eneste gang, de demonstrerer, udfordrer de nogle værdier, som på samme tid er samfunds- og kropsrelevante.

Omvendt følger disse nøgenaktivister faste mønstre, der i sig selv bærer kodede budskaber og efterlyser opmærksomhed, fordi der i denne på overfladen progressive civile kropsudstilling også kan anes en traditionel opfattelse af kroppen og (selv) opfattelse af kønnets status: (1) De protesterer i homogene grupper, (2) de blotter forskellige kropsdele, der er kønsspecifikke; således viser kvindeaktivister brysterne og mandeaktivister røven.

Kan der bag de forskellige markeringer være et slags kønshierarki, der siver igennem? Hvor vi stadig forbinder visse kropsdele med seksualitet hos det ene køn, men ikke hos det andet? Mænd i bar overkrop er et hverdagssyn, hvorimod kvinder, der viser bryster, stadig skaber rabalder.

Men når både kvinder og mænd optræder i samme ’nøgenhedsuniform’, som de har gjort i München, sker der en slags neutralisering af nøgenheden og dermed af kønnet – til trods for det er det netop kroppens kønslighed, der visualiseres.

Den nye protestbølge indeholder altså ikke blot politiske, men også kodede kropslige budskaber – nogle traditionelle (bryster og bar røv), andre mere grænsesøgende (begge køn deler nøgenhedsuniform) – som trækker dybe spor i kropskulturen, bl.a. tilbage til 60’erne og 70’ernes protestbevægelser, men for så vidt også til de mere traditionelle kønshierakier.

Hjernen ser os forskelligt

Hjernen har forskellige måder at analysere synsindtryk af mænd og kvinder på, og denne kognitive proces hænger tæt sammen med, hvordan vi genkender dele og helheder. Vi ser ikke manden som dele – et ben, en arm, en hofte, et hoved – men som en ’global’ helhed. Genstande opfatter vi derimod som dele; kniv, gaffel, tallerken, bord og dug.

Men nye videnskabelige forsøg viser, at vi opfatter kvinder, som vi opfatter genstande – altså som dele: »Det er virkelig påfaldende. Kvinder bliver set på samme måde, som vi opfatter genstande,« som lektor i psykologi, Sarah J. Gervais, har formuleret det i artiklen Seeing women as objects.

Og det er ikke kun mænd, der ser kvinder sådan. Det er gennemgående for alle forsøgspersoner – også kvinder – at de har let ved præcis at genkalde sig kvindens barm eller hofter. »Kvinder ser altså også andre kvinder sådan. Der kan ligge forskellige motiver bag, men man kan ikke forklare dette fænomen med, at det skal gøre det lettere for mænd at finde en passende mage,« lyder det i artiklen.

Det ændrede dog en del på resultatet, når man valgte at vise ikke-seksuelt ladede kropsdele i stedet, for eksempel hænder og fødder. Så blev kvinder straks mere ’globale’ for beskueren.

Mere end politiske protester

Hvordan opfatter vi nøgenaktivisterne? Og hvordan er deres opfattelse af dem selv? Hvordan hænger nøgenhedsaktivismen sammen med vores opfattelse af ’helheder’ og ’genstande’ – og vil den påvirke denne måde at se på i en ny retning, hvor vi også begynder at se på kvindekroppen som en ’helhed’ i stedet for bryster, hofter, lår m.v. – eller snarere bekræfte den gamle?

Det kan der være delte meninger om. Men en ting er sikker: Med den nye kognitiv kortlægning af kroppen in mente er det tydeligt, at den nye protestbølge indeholder kodede budskaber, der trækker dybe – og af og til ganske traditionelle – spor i vores fælles kropskultur; mænd viser røv, kvinder viser bryster. Derfor kan det være væsentligt at tolke fænomenet i en bredere ramme end den rent politiske, som aktivisterne selv foretrækker og forsvarer sig med.

 

Nur Beier er forfatter og skøn-litterær & akademisk oversætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Folk, der protesterer med deres nøgne krop, protesterer også mod sig selv. Der er noget selvdestruktivt i det, da det er en af de smukke ting i deres eget liv, de krænger ud og nedvurderer. Måske en udløber af Facebook-selvudstilling eller net-ekshibitionisme, eller måske gammeldags "blotter" - kultur. Se mig, væm dig, bliv provokeret, så modig jeg er, jeg udfordrer al anstændighed og giver dine gængse normer én på tuden, men jeg rammer også mig selv, for jeg taber min værdighed.