Kommentar

Kunsten er forsvundet fra dansk film

Man satser på det sikre, effektive underholdningsplot, mens eksperimenterne – de film, der skubber mediet – ikke har en chance for at opnå støtte
12. marts 2013

Jeg indrømmer det med det samme: Jeg er fedtet ind i filmbranchen. Min kone Tea er instruktør, min søster Karoline er producent, min far Jørgen er instruktør, og min bror Asger er det samme. Når vi mødes til familiemiddage, så er film og filmbranchen en del af snakken. Selv skriver jeg og laver musik. Nogle gange til film og tv.

Hvorvidt min familie er enig i det følgende, ved jeg ikke. Men nu kender I i hvert fald mine tilhørsforhold.

Jeg er næsten holdt op med at se dansk film. Hele rækken af ’bestemt ental’-film – I ved: Jagten, Skytten, Festen, Arven, Julefrokosten, Bænken osv. Min smag er noget med enten elegant science fiction eller unikke kunstfilm. Og ingen af tingene er kendetegnende for dansk film.

Det er let at forstå, hvorfor vi ikke laver særlig meget elegant (læs: dyr) science fiction i et så lille land. Det er til gengæld ærgerligt og besværligt at skulle forklare, hvorfor Danmark – der har så relativt fornem en filmtradition – ikke producerer nogen nævneværdig filmkunst, med tryk på ordet kunst. Vi laver jo masser af succesfulde film inden for mange genrer, men næsten ingen kunstfilm.

Problemet er symptomatisk for en udbredt idé om, at kunst i sig selv ikke er noget ’særligt’. Vi lærer helt fra folkeskolen, at historier (romaner, film, skuespil osv.) handler om sådan noget som ’identifikation’ og ’følelser’ og ’eftertanke’, defineret som kvaliteter et værk kan have mere eller mindre af. Eller være bedre eller dårligere til at levere mere eller mindre effektivt.

Så man har en glidende skala fra dårlig (ikke effektiv) underholdning, over god underholdning og helt op til fantastisk (effektiv) underholdning, som så dermed også er Stor Kunst. Som om det er forskellige punkter på det samme spektrum.

Hvis god underholdning er mere effektiv end dårlig underholdning, er Stor Kunst derfor bare vildt effektiv underholdning. Vi identificerer os vildt meget. Vi føler vildt meget. Vi tænker vildt meget over det bagefter.

Ideen om, at den kunstneriske oplevelse slet ikke er en del af den samme skala, men findes et helt andet sted, er ilde hørt. At kunst kan opstå i et ineffektivt og koldt værk, eller i et flygtigt og uforståeligt værk eller i et irriterende og kedeligt værk. Lige så vel som i en mega blockbuster.

For kunsten er i sin natur uforståelig. Den kan netop ikke reduceres til ord som identifikation eller effektivitet. Den kan ikke genfortælles tilstrækkeligt. Man er nødt til at opleve den og gå rundt med den bagefter, som et ord man ikke kan nævne, et problem man kun kan tale rundt om, en følelse man ikke forstår.

Der findes gnister af uforklarlighed i selv den mest skemasat-te underholdning, og kunstfilm kan være dybt forudsigelige. Det er ikke enten/eller, og jeg ønsker ikke at gøre op med mainstreamkulturen. Den er der, og jeg nyder at bruge den. Men vi må kunne tale om forskellen på underholdning og kunst og gøre op med den effektivitetsbaserede læsning, som gør sig gældende i folkeskolerne, kunstanmeldelserne og også i vores funktionærforhold til kunststøtte.

For resultatet af dette kunstsyn er, at man i dansk filmstøtte udelukkende orienterer sig efter effektiviteten. Film er som bekendt en åndssvagt dyr kunstform, og derfor bliver konservatismen også tydeligst her. Hvem tør kaste millioner efter noget uforklarligt?

For tiden er det rutine, at selv kunstfilm – som vel skulle være en vis procentdel af satsningsområdet – bliver dømt støtteværdige på baggrund af, om de overholder filmdramaturgien (læs effektiviteten), som den forstås i dag: Ligger plotpunkterne, som de skal? Kan filmkonsulenten lide castet? Er filmen politisk vigtig? Giver filmen mening? Er den troværdig? Osv.

Og mens der er meget godt at sige om effektivitetsanalyser, så passer de dårligt med kunst. Specielt kunst der ikke er lavet endnu! Derved får man ryddet ud i film, der ikke giver mening. De uforklarlige film. De film, der kan noget andet. De film, der skubber mediet. De film, der ikke er som de andre.

Bare se på dansk film i dag, som er domineret af effektive (gode!) underholdningsfilm og så film, der hverken er kunst eller særligt effektive.

Det er en velkendt læresætning inden for filmbranchen i dag, at hvis Lars von Trier (nok vores vigtigste instruktør og nærmest den eneste, der får lov) søgte filmstøtte i dag, som ung førstegangsinstruktør med sine stærkt eksperimenterende film, havde han aldrig fået støtte.

Tænk over det. De nye Lars von Trier’ere er derude allerede. De får bare ikke lov at lave film i Danmark.

Kristian Leth er musiker og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Mikkel Mortensen
Tom Paamand og Mikkel Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Min marts-plakat til Husets Biograf er et eksempel på vaskeægte undergrund. Jeg er ulønnet, og filmene er som altid det mest skæve der er til at opdrive.

Men selv her kan man finde eksempler på at der leftles for hvad man forventer at "målgruppen" vil have. Se for eksempel KILLER KLOVNS FROM OUTER SPACE. Her har jeg valgt at bruge en moderne plakat, i stedet for den originale. Ligeledes har jeg boosted farveren og tilføjet en eksplotion til THE FIGHTING FIST OF SHANGHAI JOE. Altsammen valg der øver vold mod de oprindelige filmplakaters grafiske udtryk, men som jeg vurdere har større chance for at tiltrække publikum.

Det samme var tilfældet da vi viste Ti West's INKEEPERS .. filmen havde en plakat der var utrolig smuk og tro mod filmen og håndtegnet. Der var nærmest lidt art nouveau over den. Den var også lidt ... kedelig. Filmen havde dog også en anden plakat som intet havde med filmen at gøre, men som nok tiltrak horror-publikummet bedre. Jeg valgte den sidste.

Ligeledes valgte Husets Biograf at den ikke ville invitere pressen til forpremiere da den viste japansk cyberpunk. Simpelthen fordi det var for ekstremt, og at vi ikke ville risikere at de ikke vendte tilbage.

Ovenstående er blot indenfor lille snuskede Husets Biograf, der har en enkelt sal med plads til 60 gæster. Så selvfølgelig er der den samme spekulation indenfor dansk støtte til smalle film. Selvfølgelig vil man støtte smalle film, men kun hvis de kan ramme et bredere publikum ... Jeg forstår virkelig godt at producere bevæger sig i retning af det sikre, når de skal invistere flere millioner i en film.

Jeg tror at stort set alle har en tendens til at ville satse på det sikre, at bevæge sig i retning af mainstream for at ramme et bredere publikum. Når jeg indsender dette indlæg, er noget af motivationen ligeledes at andre brugere skal "like" det. Mon ikke det samme gælder når avisens leder skrives?

Jens Overgaard Bjerre

Det er problematisk, at der er nogle, som skal bestemme, hvem som skal have penge til at producere kunst for. Alle har jo en mening og selv den mest objektive kan være styret af ubevidste bevæggrunde. Desuden er det jo de rapkæftede folk, som sidder i bestemmelsesudvalgene. Og de kommer ofte fra den højere middelklasse, hvor alting er defineret en gang for alle i rædsel for, at der skulle komme 'noget' (andet) og jage deres meninger og forståelse på flugt. Bare hør den nye kulturminister udtale sig om hvordan hun vil foreslå, at man gør en indsats for et despressivt yderområde som Lolland. Hun siger først, at nu (heldigvis) er finansloven og kunstydelserne jo allerede aftalt for i år ( 6 mia. kr.), men en leje af en fabrikshal så de unge kan spille musik i en sådan, kan vel ikke koste alverden. Det er hendes forslag til løsning af yderområdernes flugtproblemer. I hvertfald ind til nu. Men hun er også oppe mod stærke kræfter. Det er hele den højere middelklasse og DERES børn, hun skal slås med. Puha, at tage noget fra dem, det bliver svært. Men så længe der ikke sker noget her, og man ikke lader pengene flyde mellem de sociale lag, sker der aldrig noget. Hvis kunsten skal nå helt ned til bunden af befolkningen,og det skal den vel, så skal en del af kunsten måske også komme fra den nederste del af befolkningen. Uanset hvor svært man i kunstudvalgenenes bevillings-systemer har for, at forstå denne sociale side af samfundet.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilken film KL mener der er kunst? Er det feks Fight Club? Eller måske Schindlers Liste? Eller måske nogle af Stanley Kubricks film, såsom A Clockwork Orange??
Og hvad med TV-serier, såsom Homicide?

Kunststøtte er erhvervsstøtte ikke kunststøtte, måske der skulle være to ordninger.
Men jeg forstår ikke hvorfor der ikke bliver lavet si fi film, hvis der er nogen som har evnen og ideerne. Grøn-skærm og CGI koster ikke mere end on location optagelser eller andre studieoptagelser.