Kommentar

Lærernes fagforening blokerer for udvikling

Det er åbenlyst, at forskellige lærere ikke alle har brug for samme forberedelsestid. Det ved skolelederne, det ved forældrene, og det ved lærerne. Alligevel er fagforeningen lodret imod
Debat
20. marts 2013

I den standende debat om hvordan lærernes arbejdstid skal bruges, er der en tendens til at rode begreberne sammen. Undertegnede, der har tilbragt sit arbejdsliv i folkeskolen som lærer og siden leder, håber, at nedenstående eksempel kan medvirke til at kaste lidt lys over den centrale problematik vedrørende forberedelsestiden.

Eksemplet er taget fra den skole, jeg var leder for, og jeg har gjort mig umage for at fremstille sagen i fuld overensstemmelse med virkeligheden.

Lærer A underviser i biologi, geografi og dansk i 4.-9. klasse. A er uddannet i disse fag og både fagligt og pædagogisk meget kompetent, har f.eks. taget diverse kurser for at følge med udviklingen. A’s undervisning er grundigt forberedt og varieret med henblik på at engagere eleverne i det faglige stof, og eleverne er generelt glade for A’s fag og får relativt meget ud af de forenede anstrengelser. På trods af sin faglige uddannelse er det helt klart nødvendigt for A at bruge tid på forskellige former for forberedelse.

Lærer B underviser i idræt på forskellige klassetrin og i matematik på mellemtrinet 3.-7. klasse. B er ligeledes uddannet i disse fag, som han har undervist i i en længere årrække. Hans undervisning er klasseundervisning, hvor der f.eks. ’rettes’ i løbet af lektionen. B’s lektioner gennemføres i ro og orden, eleverne (og forældrene) er i almindelighed trygge ved B’s undervisning. Jeg ved med sikkerhed, bl.a. fra B selv, at han ikke bruger megen tid på forberedelser – ’bogen’ følges, og det hele bygger på den såkaldte erfaring.

Både A og B havde dette skoleår 24 lektioner (= 18 timer). Det var indlysende for alle, inkl. lærer A og B samt skolens tillidsmand, at den overenskomstfastsatte forberedelsestid, der giver alle samme forberedelsestidsfaktor, ikke er rimelig. Lærer B kunne uden at overskride samlet normal arbejdstid have taget f.eks. 30 ugentlige lektioner (= 22,5 timer). Dvs. skolen, eleverne og samfundet kunne have fået betydeligt mere for pengene.

Lærer A og B ligger selvfølgelig i hver sin ende af skalaen mht. brug af forberedelsestid, men de illustrerer problemet med den faste forberedelsestid. Og jeg gentager: Alle med kendskab til forholdene kan se det urimelige, men løsningen, at tjenestetidens fordeling skal forhandles lokalt på skolen, er der nogen, der ikke bryder sig om, måske fordi det uvilkårligt vil medføre en udvikling mod, at lærerne får forskellige vilkår alt efter det arbejde, de udfører på skolen.

I den nuværende debat er der da vist ingen, der taler for en afskaffelse af forberedelsestiden, men derimod om tid hertil, der står i rimeligt forhold til arbejdet.

Tænk ud af boksen

For tiden gør lærernes fagforening sig alle mulige anstrengelser for at kunne fastholde indflydelsen på anvendelsen af læreres arbejdstid. Man propaganderer bl.a. med, at det ikke er gavnligt for eleverne, at skulle udsættes for lærerne længere tid end nu. Det er i sammenhængen vanskeligt at komme i tanke om noget mere forstemmende end en faggruppe, der tilsyneladende har så lidt respekt for sin egen indsats. Men det kan desværre tænkes, at kampagnen vil lykkes – de fleste danskere har jo tilbragt en halv snes år i den danske folkeskole. Spørgsmålet er dog, hvorfor fagforeningen nærer en så åbenlys mistillid til, at man lokalt på skolerne kan finde ud af at fordele arbejde, så det svarer til de lokale behov og udviklingsønsker? De fleste ledere har også i dag et nøje kendskab til lærerarbejdet, og en god skoleleder er da helt klar over, at man ikke kan opbygge en god skole uden lærernes positive opbakning.

Man kunne faktisk godt forestille sig skoler, hvor man blev enige om, hvilke opgaver der skulle prioriteres og løses, og derefter fordelte dette arbejde mellem lærerne i gensidig tillid og forståelse, uden at parterne derefter skulle aflægge et større timeregnskab. Det kunne oven i købet tænkes, at det kunne være en af vejene frem mod at genskabe tillid og respekt over for skolen blandt forældre og børn og generelt i samfundet.

Jeg er ked af at mene det, men jeg er efter et langt liv i folkeskolen ikke i tvivl om, at lærernes fagforenings rigide holdning til fordelingen af arbejdet på skolen er en afgørende hindring for en positiv udvikling af skolen.

Leif Olsen er pensionist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leif Olsens indlæg i debatten viser at lederne i skolerne ikke evner at se ud over egne interesser og sympatier.
I det "virkelige" eksempel LO henviser til er lærer A "fagligt og pædagogisk meget kompetent", hvorimod lærer B er "ligeledes uddannet i disse fag".
Umiddelbart har begge liniefag. Kurser er i praksis noget men søger og bevilges af lederen (og ofte ikke får pga nedskæringer). Det forventes også at en leder kan anbefale et kursus til en lærer for at give denne ny inspiration.
Du er som skoleleder IKKE udannet leder, men skolelærer. Og det skinner igennem.
Med mindre du har været pensioneret de sidste 20 år burde du medtænke effekten af de ufattelig mange ændringer folkeskolen har været udsat for.
Og sidst læser jeg , mellem linierne godt nok, at idræt ikke betyder noget og slet ikke kræver forberedelse. Det er der nok nogler der ikke er enige i.

Mvh Thomas

Jens Michael Brünings-Hansen

"Alle med kendskab til forholdene kan se det urimelige, men løsningen, at tjenestetidens fordeling skal forhandles lokalt på skolen, er der nogen, der ikke bryder sig om, måske fordi det uvilkårligt vil medføre en udvikling mod, at lærerne får forskellige vilkår alt efter det arbejde, de udfører på skolen". Sådan skriver ovenstående pensionist og tidligere leder i "folkeskolen".
Jeg ved ikke hvor længe siden det er han var leder i Folkeskolen, men det kunne godt være en del år siden. I dag er det sådan at alt forandres i undervisningen hele tiden. Mine kolleger i Folkeskolen knokler rigtig mange timer, også langt mere end de bliver aflønnet for. Uanset om det er geografi eller idræt eller dansk i 2. klasse eller hvad som helst. Læringsrummet i klasserne eller hvor det måtte være, er et rum under konstant forvandling, fordi ingen kender fremtiden, heller ikke du LO eller jeg, det drejer sig om at hver enkelt elev når sit maksimale udbytte i forhold til muligheder. Jeg har været i Folkeskolen siden 1977, men er i en anden skoleform nu, men jeg kender rigtig mange fantastisk dygtige og flittige lærere i Folkeskolen og desværre også nogle som er blevet ramt af de konstante forandringer, som fx inklusion, og har fået deres livsgrundlag trukket væk under sig bl.a. pga. deres arbejdslederes manglende evner og vilje til at passe på medarbejderne. Du har som leder sikkert været fremragende, jeg ved det ikke, men det DLF har været udsat for ved disse såkaldte "forhandlinger" er enestående. KL har rettet en pistolmunding mod tindingen på Anders B. og beordret ham til at give lederne hals-og håndsret over 1924 timer af lærernes tid. Nogle ledere er jeg overbevist om vil kunne håndtere en sådan frihed, men andre er jeg bange for vil ikke kunne administrere den på en fair og retfærdig måde. Arbejdstidsregler er til for at beskytte medarbejderne. Desværre mangler du historisk dybde og indsigt i din kommentar.
Dette indgreb/angreb vil få gennemgribende konsekvenser for Folkeskolen. De fleste der overhovedet kan vil trække deres børn ud af dette regeringseksperiment over i privatskolerne, og tilbage vil være 17-20% af de der har brug for megen støtte og ekspertise. Ressourcerne vil flyde med de flygtende elever og Danmark vil have mistet sin sidste kulturbærende fælles institution, vi ender som England. Men det synes du måske er værd at stræbe efter?

Som helt udenfor stående, er det rart at læse det, som med anvendt logik er indlysende rigtigt. Alder og erfaring må ligeledes være en faktor i ligningen.
Når en ældre lærer angiveligt kan udtrykke : "Du skal ikke nasse på mit arbejde", er der noget galt.
En hvilken som helst anden "produktionsvirksomhed" må ledes og virke efter en fælles plan og erfaringer deles. Ellers går noget i fisk og nogle medarbejdere må forlade pladsen.
Det virker ikke rationelt, at alle lærere selv skal tilrettelægge undervisningen og ændre fra år til år, uden at bruge et fælles gods.
Kopimaskinen har kronede dage.
Jeg mindes bogudlevering, indbinding og kladdehæfter. Ikke A4 løsblade.
Kan I fagfolk fortælle, hvor jeg tager fejl ?

Dorte Sørensen

Er problemet ikke mere, at hvis det som Kl og regeringen lægger op til er, at skolelederne selv skal fordele lærernes arbejdstid og forebredelse per fag - med en mulig aftale med den enkelte lærer.
Er dette forslag virkelig til samfundets og elevernes bedste. Har lærernes fagforening ikke ret i at kollektive minimumsgrænser vil give lærerne tryghed og dermed skabe en bedre undervisning.

Jeg forstår ikke hvorfor ikke lærerne blev taget med i de forebredende forhandlinger om Helhedsskolen som regeringen tog med KL. Tænk hvormegen bøvl vi kunne have undgået.
Derudover hvis regeringen virkelig ønskede mere undervisning fra lærerne, hvorfor er de tidskrævende elevplaner per elev per fag ikke afskaffet. Bare et eksempel på mange tunge administrative opgaver der er pålagt lærerne.

Leif Olsen tror han ved, hvad han taler om, men det gør han ikke. Siden Leif Olsen forlod skolen og (endnu længere) siden han var menig lærer, har skolen forandret sig til ukendelighed. Nu skal læreren i sit daglige arbejde udføre en lang række opgaver, som ikke eksisterede dengang.
-Differentiering, altså dete at tilrettelægge uindervisning ud fra den enkelte elevs behov og forudsætninger samt i samarbejde med eleven jf folkeskolelovens § 18 stk 4
-Inklusion, dvs sikre elever, der på Leo Nygaards tid var eksluderet, en værdig plads i klassen og nogle givtige læringsforløb.
- Dokumentation, dvs en konstant strøm af information til skoleleder, afdelingsleder, kolleger, forældre og skolepsykolog
- Målfastsættelse og evaluering, herunder elevplaner, nationale test og elevsamtaler
- Udvidet skole-hjem samarbejde telefonsamtaler, møder, kommunikation via skoleintra, herunder udfærdigelse af ugeplaner og årsplaner.
- Takling af vanskeligheder i arbejdet med børn fra etniske minoriterer, som næppe fandtes i skolen i Leifs lærerliv.
- Tilrettelæggelse af tværfaglige projekter
- omfattende krav om samarbejde med kolleger, pædagoger og andre eksterne partnere (socialrådgiver, børnelæge etc)

Læg dertil at klasserne er blevet større og vanskeligere at tumle og at lærebøgerne er væk. Læreren kan ikke længere bare følge bogen.

Leif Olsens gamle trygge skoleverden er en saga blot. Han ved ikke, hvad det er at være lærer anno 2013. Hans klogerier er pinlige.

Ja man skal huske at læse korrektur inden man klikker 'send'. Undskyld Leo Nygaard, som bliver blandet sammen med Leif Olsen ovenfor!

Henning Olsen Skjoldager

Skoleleder Olsen har da ret i, at forskellige fag kræver forskellig forberedelse i forskellige klasser. Men det ville være et uoverskueligt og til tider tilfældigt bureaukrati for en skoleleder at skulle vurdere hver enkelt lærers behov for forberedelsestid i de forskellige fag i forskellige klasser. Derfor indeholdt den oprindelige arbejdstidsaftale indgået mellem KL (Thorkild Simonsen) og DLF (Martin Rømer) af 26. marts 1992 netop en GENNEMSNITLIG tid til forberedelse i erkendelse af det uhyrlige bureaukrati en differentieret forberedelsestid ville medføre. Det kunne da give en endnu "sjovere" fagfordeling, hvis lærerne også skulle overveje hvor megen forberedelsestid der nu fulgte med dansk i 3.b i forhold til tysk i 7.a.
Henning Skjoldager
Forhenv. lærer, kredsformand, viceskoleleder og skoleleder.

Leo Nygaard. Der hvor du - og Leif O - tager fejl, er derm, hvor I tror at lærerens forberedelse handler om stoffet. Men det, der tager tid, er klasseledelse, relationsarbejde, differentiering, inklusion, evaluering (herunder rettearbejde), skriftlig dokumentation, planlægning, kommunikation og logistik samt faglig opdatering. Intet af dette kan genbruges.

Skulle lederen differentiere forberedelsen, måtte han nødvendigvis forholde sig hele denne række af forhold, der hver især kan have afgørende indflydelse på forberedelsens omfang: En række faktorer, der hver for sig varierer voldsomt, er bestemmende for behovet for forberedelse:

Klassens størrelse og sammensætning, herunder dens historik og forekomsten af inkluderede elever samt andre elever med særlige behov og disses konkrete art, lærerens faglige forudsætninger, sammensætningen af lærerens arbejdsplan mht. antal klasser og fag og disses fordeling, omfanget af støtte i klassen, den specifikke forældregruppes samarbejdsvilje og forventninger mht. informationsniveau, omfanget af krav vedr. samarbejdsrelationer til teamet og andre faggrupper, adgangen til relevant undervisningsmateriale, krav om materialefremstilling, krav om formaliseret forældresamarbejde i forbindelse med undervisningen, klassens faglige niveau og sociokulturelle baggrund og omfanget af rettearbejde. Alle disse forhold vil variere fra fag til fag, fra klasse til klasse og fra år til år, og skolelederen vil derfor være nødsaget til at vurdere den enkelte lærers skema, bestående af 25-30 lektioner, opgave for opgave. Endvidere må lederen nødvendigvis i et vist omfang tage højde for lærerens arbejdsevne og helbredstilstand.

Det har ingen gang på jorden at forestille sig, at en skoleleder skal gå så dybt ned i hver lærers arbejde, at han han kan få et oplyst grundlag for en rimelig differentiering af forberedelsestiden. Resultatet ville blive arbitrær ledelse på mavefornemmelser, ævl og kævl og ufred og frustration i lange baner, Plus naturligvis et monsterbureaukrati. Hvorfor dog skabe så meget ballade, når vi har et system, som alle på skolen kan leve med?

Sauer - Du beskriver alle undskyldningerne for en forringet skole og arbejdsplads. Jeg opfatter det som beklagelser.
Jeg talte kun om "stoffet" - ja.
Men hvor kommer alt det andet fra. Fra staten, mere og mere !
De berømte 30 love på 10 år, som bl.a indeholder alle de "ikke-skolestof"- arbejdsopgaver, som forstyrrer vores skole i arbejdet med mine børnebørn.

Så nævner du forhold om klassens sammensætning, "sociokulturelle" forhold.
Ulykkerne begyndte, da man ville gøre børn ens, selv om de var og stadig er uens.
Man afskaffede realen. Den to-delte skole. Den var ikke politisk korrekt i socialisters øjne.
Så fandt man ud af at de kloge børn blev understimuleret og at de dumme sad i en krog.
Senere opfandt man diagnosebørn, som blev flyttet væk.
Der har været deling i rene pige og drenge timer.
Nu skal de urolige ind i klassen igen.
Hver tiår (eller hver regering) kom med deres eneste rigtige og bedre skole.

Alt dette kom oppefra og jeg kan tvivle på om en stor del af skoleverdenen egentlig var imod, men tav og samtykkede.
Jeg er overbevist om at "skolen" ville ha` været et meget bedre sted at være, for børn, lærere og ledere, hvis alle de kloge i den ambitiøse, herskende klasse havde holdt deres kæft.
Som de burde nu !

Anders Sigsgaard Skov

Det centrale problem i folkeskolen er svage ledere. F.eks. sådan en som Leif Olsen der åbenbart følte at lærer B kunne udvikle sin undervisning mere, men Olsen kunne ikke finde en fornuftig måde at sige det på. Det problem, at skoleledere ikke evner at vejlede og udvikle deres lærere, er årsagen til folkeskolens nedtur.
Vil det blive bedre hvis skolelederne får mere magt? Næppe. Lærer A er tydeligvis tændt på at lave god undervisning, lærer B gør det der skal til og ikke mere. I et system hvor man skal ansøge om udviklingstimer, vil den opportunistiske B befinde sig bedre end A. B gør jo det der skal til - og hvis man ønsker projektansøgninger og snak for pengene, så får man det. A vil derimod opleve det kommende cirkus af ansøgninger som irrelevant i forhold til As undervisning i 3b, blandt andet fordi A vil føle sig forpligtet på ansøgningen, mens B jo - ligesom i den skole der var ledet af Leif Olsen - blot vil finde den nemmeste og hurtigste vej væk fra arbejdet.

Jens Falkesgaard

Vi skal også huske, at skolelederne er under konstant økonomisk pres fra deres respektive kommuner. Så hvor stor er fristelsen ikke, til at undlade at besætte en åben stilling, mod blot at dele undervisningen ud på de tilbageblevne lærere?

Hvilke mekanismer indholder diktatet fra KL og Finansministeriet, der forhindrer denne udvikling?