Kronik

Lykke skaber vækst – ikke omvendt

Mere ’fri tid’ – ikke flere penge til forbrug – er det, vi vestlige mennesker vil have. Når klimaet samtidig skriger på mindre forbrug, burde politikerne gribe bolden og indse, at klimavenlige løsninger, livsstil og produkter, kan blive vores vigtigste eksportvare og samtidig give et lykkeligere samfund
Den mest efterspurgte ressource i den velstillede del af verden er tid, ’fri tid’: Tid til sig selv, tid til fordybelse, tid til samvær med andre og tid til alt det, der er vigtigt.

Den mest efterspurgte ressource i den velstillede del af verden er tid, ’fri tid’: Tid til sig selv, tid til fordybelse, tid til samvær med andre og tid til alt det, der er vigtigt.

Peter Mark

Debat
25. marts 2013

Onsdag var det FN’s ’lykkedag’, og Jørgen Steen Nielsens artikel om, hvordan 40 års velstandsstigning ikke har gjort os lykkeligere, var endt på Informations forside. For os, der forsker i lykke, kan den konklusion ikke overraske.

Mennesker i den rige verden drømmer ikke om at øge deres materielle komfort yderligere. Tværtimod: Der findes helt andre håb og drømme end dem, som kan opfyldes i et indkøbscenter.

Internationale forskningsresultater indikerer, at velstillede menneskers normer og værdier er ved at ændre sig – i retning af mere fri tid frem for flere penge.

I regeringen ser vi denne modsætning mellem det gamle og det nye paradigme i forholdet mellem klimaminister Martin Lidegaard (R) og den øvrige regering.

I kronikken den 4. januar skrev Lidegaard, at kun »håb og drømme« kan redde klodens klima. Lidegaard vil »skabe en fundamental grøn omstilling af hele samfundet«. Men den vækstpakke, som regeringen har fremlagt, sigter ikke mod at skabe en ’grøn omstilling’. Den peger tilbage mod det gamle paradigme fra før 2008.

Resten af regeringen har tilsyneladende overhørt Lidegaards tanker, som mere afspejler det paradigme, vi er på vej ind i, hvor klima og miljø bliver et grundvilkår for vækst og arbejdspladser.

Regeringen vil på traditionel vis stimulere vores forbrug, så efterspørgslen kan vokse over en bred kam. Ligesom man forsøger i alle omkringliggende lande. Men mange forbrugsvarer produceres i fjernøsten, så effekten vil være begrænset. Regeringen må i stedet have modet til at gå nye ’grønne’ veje, som Danmark tidligere har gjort. Også fordi det gør os lykkeligere.

Klimaløsninger efterspurgte

Ifølge de internationale forskningsresultater er det, som velstillede mennesker ønsker sig i deres liv, som sagt mere fri tid. Vi vil ikke længere bare arbejde og forbruge mere. Resultaterne tyder på, at der er en sammenhæng mellem lykke og livsglæde og det, man kan kalde en mere bæredygtig livsstil; at vi nedsætter vores daglige CO2-udledning betragteligt.

Tager man 99,7 procent af videnskabens resultater om klimaforandringer alvorligt, bliver ekspertise og knowhow om bæredygtige forandringsprocesser og teknologi de mest efterspurgte varer i fremtidens globale samfund.

Forskningen rummer flere overraskelser: Statistisk set er mennesker med overvejende materielle værdier mindre lykkelige end andre (f.eks. Gatersleben, 2008).

Stræber man i høj grad efter penge og materielle goder, viser undersøgelser, at man statistisk set oplever mindre livsglæde (f.eks. Reisch, 2001).

Er man optaget af materielle værdier, er man tillige mere eksponeret for stress, depression og fysiske sygdomme (Brown & Kasser, 2005).

Disse forhold forklarer, hvorfor mennesker drømmer om nye former for livsglæde og mening i tilværelsen.

Hvordan det mere præcist forholder sig i Danmark, bør undersøges nærmere. Det kunne blive det første skridt i retning af en grøn revision af velfærdssamfundet, som målrettet skal skabe innovation og vækst i det nye paradigme, som verden er på vej ind i. De virksomheder og lande, som først forstår de nye grundvilkår og de potentialer, de rummer, er selvfølgelig også dem, som bedst kommer ud af den økonomiske krise.

Vores vigtigste eksportvare

Regeringen skal skabe rammer for et living lab, et samfund som udvikler ekspertise i ’bæredygtig omstilling og levevis’. Det er dét, mennesker i Vesten drømmer om.

Det er oplagt at skabe en vækstpakke, der sigter mod at skabe livsglæde og lykke, uden at vi spolerer det globale klima yderligere. Globalt vil det blive en af de mest efterspurgte ’varer’ i det nye paradigme. The Danish way med velfærdsstaten og andelsbevægelsen som springbræt kan blive vores vigtigste eksportvare.

Danmark har allerede et fantastisk varemærke, men skal vi udvikle det, må regeringen og erhvervslivet blive opdaterede på de grundvilkår, som allerede nu er afgørende for skabelsen af livsglæde og følgelig vækst i det 21. århundrede; CO2-fri livsstil, miljø- og klimarelaterede produkter, viden og ekspertise om bæredygtig omstilling.

Vores eget forbrug har skabt vækst og arbejdspladser i 50 år. Men som Information berettede onsdag, har den voksende økonomiske velstand i Vesten allerede siden 1970’erne ikke afspejlet sig i den enkeltes oplevelse af livsglæde og mening i tilværelsen.

I u-landene er situationen naturligvis en helt anden, men i lande som Tyskland og USA er det ikke et større forbrug, som gør velstillede mennesker (i arbejde) lykkeligere.

I rige lande har middelklassens familier omfattende gæld i hus, forbrug og bil, hvilket fastholder dem i et intensivt arbejdsliv. Så den komfortable levestandard er også et bur, og det er måske derfor, at den mest efterspurgte ressource i den velstillede del af verden er tid, ’fri tid’: tid til sig selv, tid til fordybelse, tid til samvær med andre og tid til alt det, der er vigtigt.

Hvor blev fritidssamfundet af?

Ved børskrakket i USA i 1929 havde arbejdstagere og -givere længe drøftet nedsat arbejdstid. Men i forlængelse af den økonomiske krise i 1930’erne valgte Roosevelt og økonomen Keynes som bekendt den modsatte vej.

Den samlede produktion af varer og tjenesteydelser skulle sættes i vejret, således at ’BNP-velfærdskagen’ voksede, og der kunne blive en (større) bid til alle. Det var måske et forståeligt valg i den tid, ligesom det er i dag, men dengang blev det startskuddet til forbrugersamfundet, som kopieredes overalt i Vesten – i de skandinaviske lande fra omkring 1960.

50 år i forbrugersamfundet har nu afsløret, at velstillede mennesker vil noget andet. Keynes fortalte sine samtidige, at det, der ventede deres børnebørn, var ’fritidssamfundet’ med et drastisk reduceret arbejdsliv. Men stik imod Keynes’ forudsigelser er produktivitetsgevinster primært blevet omsat til forbrug i stedet for til fri tid. I Skandinavien har lønmodtagere ikke opnået nævneværdigt mere fritid i de seneste 30-40 år. ’Fri tid’ har været en eftertragtet ressource i 100 år, og selvfølgelig vil viden og knowhow om, hvordan man skaber bedre rammer for livskvalitet og lykke, være eftertragtet.

Paradigmeskift

Internationale (materielle) lykkemålinger placerer ofte Danmark i top tre. Men det samme gælder også vores forbrug af antidepressionspiller. Måske spiller det ind, at mange arbejder langt flere timer, end de magter, og at det, de får ud af det, ikke skaber væsentlig personlig livsglæde?

Regeringens traditionelle løsning på finans- og vækstkrisen – at ’vi skal svinge dankortet noget mere’ – passede fint i en tid med billige naturressourcer og fossil energi, men sådan ser verden ikke længere ud. Desværre har politikere nationalt og internationalt ikke fået øjnene op for, at miljø- og klimaperspektivet er blevet et globalt grundvilkår, som er afgørende for innovation og vækst.

Som ved tidligere paradigmeskift er det de færreste, som kan se de muligheder, den nye virkelighed indebærer. Det forstærkes, når ledende politikere, både i Danmark og Bruxelles, er omsværmet af lobbyister fra det gamle paradigme, der forsøger at beskytte deres egeninteresser.

Selv om basale materielle goder er vigtige for vores daglige liv, og selv om velstillede mennesker statistisk set oplever en større livskvalitet end mennesker med en lav indkomst, kan forskningen ikke finde en sammenhæng mellem lykke og øget materiel velstand. Andre forhold er vigtige for den enkeltes oplevelse af lykke og livsglæde. Forskningsresultater indikerer, at ’sociale relationer’, ’menneskelig tillid’ og ’fysisk og psykisk sundhed’ er helt centrale værdier.

Den afgørende ’ressource’, som er determinerende for disse værdier, er ’fri tid’. Tid, som man selv bestemmer over: samvær med venner, frivilligt lokalt arbejde og sports- og træningsaktiviteter relaterer stærkt til oplevet livsglæde i statistiske undersøgelser.

Politikere og planlæggere skal derfor barrikadere døren for lobbyisterne og i stedet turde tænke politisk visionært og skabe rammer, der gør det muligt for mennesker at skrue op for ressourcen ’fri tid’. Menneskelig vækst er et bæredygtigt udgangspunkt for at skabe grøn vækst.

 

Karsten Bruun Hansen er ph.d. og postdoc ved Center for Design, Innovation og Bæredygtig omstilling, AAU i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Knudsen

Hvor mange gange skal det åbenlyse konkluderes før der er nogen der handler på det? Hvor stærk er ignorancen hos de folkevalgte egentlig?

Hans Christian Askou

'Dont tell it, show it?' Hvad nytter det at en gruppe forskere konkluderer sådan og sådan, hvis de samtidigt personligt repræsenterer noget andet? [stress, dårligt arbejdsmiljø, drømmen om en karriere og anerkendte publikationer. Jeg har svært ved at se, det bliver 'konkluderet' som praktisk, udlevet liv. Hvor må det være et fascinerende liv at studere ulykkelige mennesker?

Steffen Gliese

Mærkevaretyranniet kom til min egen lille barndomsby, da jeg 14 år gammel, i form af en ny cowboybuksebiks. Som barn gik jeg ofte i tøj, min farmor syede til mig, det var ikke usædvanligt, af samme grund var jeg vant til at have rigtig meget forskelligt tøj. Ellers var det gabardine og fløjl, der kendetegnede buksestilen.

randi christiansen

Jacob Knudsen
25. marts, 2013 - 15:06 #

"Hvor mange gange skal det åbenlyse konkluderes før der er nogen der handler på det? Hvor stærk er ignorancen hos de folkevalgte egentlig?"

Følg pengene og du får forklaringen - den 1% slipper ikke slanterne - endnu. Hvad mon der skal til ? At de opdager, at det eneste ´lykkefix´der er tilbage for dem er at deltage i etablering af en miljø-og socioøkonomisk bæredygtig fordelingsnøgle, at dele med de fattige ? Hahahahahaha ... måske ?

Lise Lotte Rahbek

Indskrænkningen af 'fri tid' foregår også i forbindelse med evindelige effektiviseringer og stopurstyrranni
og bortskaffelse af pause-begrebet på arbejdspladserne,
da man afskaffede rygningen.

Det tror faen at folk gerne vil have tid til at leve DERES liv,
men de får ikke lov.
De skal jo trække ploven for herremændene.