KRONIK – Hvis ovenstående forbud lyder bekendt er det, fordi læseren af denne kronik enten kommer til at tænke på janteloven, eller fordi han eller hun for nyligt har læst en selvhjælpsbog. De fleste af disse handler netop om, hvordan man gennem den uforbeholdne positivitet kan opjustere sit lykkeniveau. Her er surmuleri og bekymring forbudt.
Selv om sammenligningen mellem selvhjælpsbøger og janteloven kan synes helt skæv, er der alligevel en vis sammenhæng. Janteloven blev formuleret for at udstille fællesskabets tyranni, mens vi i dag savner en lige så åbenlys udstilling af det, man kan kalde lykkens tyranni. For i modsætning til janteloven, der overser det enkelte menneske, overser selvhjælpsbaserede lykkebøger, at lykken vedrører fællesskabet ligeså meget som det enkelte menneske. Lykkelovens nye tyranni fortæller os, at vi frem for alt andet skal tilstræbe vores egen personlige lykke. Slip bekymringerne om det derude og sørg for, at alt er godt derinde.
Siden Axel Sandemose første gang præsenterede Danmark for janteloven i romanen En flygtning krydser sine spor, har den fungeret som et af de stærkeste symboler på alt det, vi løsslupne og moderne mennesker foragter ved det forpligtende fællesskab. Alt det, der måtte forhindre os i at sprudle i original individualitet. Det er blevet så kraftigt et symbol, at den ellers fiktive lov pådrages den direkte skyld for alt fra bristede X-factor-drømme til mislykkede fysikeksamener. Det er altid jantelovens skyld. Kun sjældent talentet eller det simple faktum, at vores omgivelser glemte forpligtelsen til at fortælle, at talent og træning netop var, hvad vi savnede.
Som en tatovering
Mentalt er vi for længst sluppet fri af fællesskabets snærende bånd. Ingen mener for alvor, at de skylder andre noget. Ingen mener, at fællesskabet skal diktere eller styre, hvordan de lever deres liv. Janteloven er i dag det ironiske billede på, at vi i en foranderlig og dynamisk verden ikke må lade andre stå i vejen for vores egen lykke. Den negative holdning til janteloven er som at have en tatovering. Vi har tatoveringen, fordi vi gerne vil understrege vores særegne vildskab, men vi overser, at da de fleste andre også har én, er vi hverken særegne eller vilde. På samme vis hævder næsten alle, at de fleste andre tynges af en mental jantelov, mens man selv netop hæver sig over dens indbyggede smålighed. Ironisk nok er den negative holdning til janteloven i sin normalitet så langt fra en understregning af den personlige originalitet, som noget kan komme. Janteloven er nemlig så selvindlysende forkert, at ingen uden at føle sig lidt fræk kan holde af den. Desværre har vi endnu ikke haft held til at afsløre de lige så forkerte forbud, der virker bag de lykkelige selvhjælpsforfatteres udgivelser. Hvis en lykkebaseret omskrivning af janteloven fik en brøkdel af samme medfart som janteloven, ville vi måske tænke os en anelse om, før vi kastede os over den næste bog om mere lykke til os selv.
Lykken ses som individuel
Boghandler og biblioteker bugner af selvhjælpsbaseret lykketerapi. De præsenterer groft sagt to opfattelser af, hvad lykke er. I den første forklares lykken som den berusende øjeblikstilstand, der alene begribes i nuet, og som kræver vores fulde opmærksomhed, hvis vi skal opleve den (nogen kalder det mindfulness). Lykken genereres af specifikke oplevelser, som når vi ser en smuk solnedgang, danser eller griner. Lykken findes her kun ved at give nuet sin fulde opmærksomhed.
I den anden opfattelse er lykken en indre og gerne åndelig grundtilstand, der er helt upåvirkelig af omgivelsernes forandringer. Lykke er noget, vi finder inde i os selv. Den kan ikke hentes i ydre eller fysiske foranstaltninger og forhold som en fed bil, et godt sexliv eller godt job. I stedet for at søge lykken i alt det, der ikke synes tilgængeligt for os alligevel, skal vi tilføre lykke til det, vi har.
På den måde er der også håb for den del af verdensbefolkningen, der ikke er født på livets solside. Lykken bliver i spirituelt perspektiv tolket som den grundlæggende følelse af fred og velvære, der følger os, uanset om vi befinder os i en situation, der ude fra set kunne synes lidt trist. Det materielle er ikke afgørende. Fælles for selvhjælpsforfatternes budskaber er, at lykken alene er et individuelt forhold. Det studser de færreste måske over, men da vi som mennesker nu en gang er født ind i en social tilværelse, hvor selv eneboeren er et produkt af fællesskabet, er det svært at se, hvordan lykken alene skulle finde sted i eller for det enkelte menneske alene.
Med inspiration fra den positive psykologi hævder man, at lykken mest intensivt findes, hvis man er i stand til at skabe sin egen mening med tilværelsen. Og i de fleste selvhjælpforfatteres optik skal meningen hentes inde i os selv. Problemet er blot, at mening altid må forstås som en objektiv størrelse. Den personlige oplevelse af mening eller for den sags skyld lykke er ikke nok.
Ikke en personlig oplevelse
I filmen The Matrix skal hovedpersonen, Neo, vælge mellem på den ene side det bekymringsfrie liv uvidende om, at hans tanker og handlinger er styret af en stor computer, og på den anden side et bekymret liv, hvor han tager oprørskampen op for den frie handlings skyld. Han vælger det sidste, og det gør han, fordi han ikke vil slå sig til tåls med den personlige oplevelse af et fredfyldt liv, og fordi han føler, at han skylder andre at kæmpe for dem. Min påstand er, at Neo med alle sine bekymringer alligevel er ægte lykkelig.
Hvis lykken er knyttet til det meningsfulde liv, skabes lykken ikke ud fra vores tilfældige og personlige oplevelser af, hvad der er godt, dårligt, rigtigt eller forkert. Hvis nogen påstår, at de oplever det som meningsfuldt at hive bajere indenbords hver dag alene i en lejlighed, så tager vedkommende fejl. Det samme kunne i øvrigt nok siges, hvis samme mand skiftede bajerne ud med meditation, men i fortsat isolation vendte ryggen til sin sociale omverden. Lykken må, som det antydes, altid skabes gennem kommunikation og forhandling med andre og i troen på, at der er nogle objektive værdier, som er værd at kæmpe for. Det lykkelige liv er ikke bekymringsfrit.
En lykkelig moral
For Aristoteles i oldtidens Grækenland handlede lykken først og fremmest om at lykkes som et socialt væsen. I dette perspektiv kan det lykkelige liv byde på masser af utilfredshed, forargelse og irritation. Alt det selvhjælpsforfatterne foragter. Det afgørende for Aristoteles for, hvorvidt disse følelser i sidste ende var en del af et lykkeligt liv var, at de blev udfoldet i fornuftige handlinger, der var til gavn for fællesskabets bedste. Aristoteles opfattelse af lykken er egentlig ganske naturalistisk anlagt, fordi den lykkelige her er et menneske, der i de udfordrende situationer har været i stand til at leve i overensstemmelse med menneskets sociale natur. Pointen er, at mennesket som socialt væsen kun er i stand til at virkeliggøre sig selv i samvær med andre og gennem et etisk ansvar for fællesskabet.
Selvhjælpsforfatternes forbud mod at koncentrere sig om andre end sig selv er derfor ligeså ulykkeligt forkerte som de forbud, der som i janteloven vil undertrykke den frie og individuelle selvudfoldelse.
Rasmus Kjær er uddannet cand.mag. i pædagogik og filosofi, er konsulent og foredragsholder samt forfatter til bogen ’Selvhjælp på hovedet’, der udkom i sidste uge
Absolut tankevækkende, at det opfattes som abnormt at have behov for enerum til tider og dyrke og søge inspiration i melankolien er også abnormt, ligeså tankevækkende er at denne abnormitet ligefrem har været og er en nødvendighed for mange af de bedste forfattere vi kender til.
Der er en simpel sandhed i, at den største lykke ved selvhjælpslitteratur ligger hos forfatteren.
Forslag til ny lykkelov.
Det må indføres ved lov at folk skal være lykkelige mellem kl. 8-16, arbejder folk om aftnen bør det tidsrum kunne udvides.
Det ville gavne mange store medicinalfirmaer og dermed gavne BNP.
Jeg har et par enkelte gange været i selskab med lykkefundamentalister.
Kommer man med en kritisk bemærkning om dette eller hint,
så enten glor de somom der falder skrubtudser ud af munden på en,
eller vender ryggen til med et overbærende smil og lidt senere får man så en bemærkning om at kunne arbejde lidt mere med at være positiv.
Det er helt afgjort ikke lykkefolket som ændrer verden til det bedre. Det lader de os fortabte brokhoveder om. Det er jo også en form for arbejdsdeling. :)
Hvad med at holde op med at kun tænke på sig selv hele tiden.
Der er noed, de fleste synes at ha misforståed : dette at ´gå ind i sit lønkammer´er at ligne med at gå ind i et rekreativt rum, hvor der skabes kontakt til sider af een selv, tilværelsen m.v., som der normalt ikke er tid til eller præcedens for i en travl hverdag.
Således forfrisket efter dette ´indre bad´, denne genopladning, er man bedre rustet til at klare hverdagens udfordringer på en hensigtsmæssig måde.
Fysisk rengøring er en selvfølge, mht mentalhygiejne famles der stadig nærmest i ukendt land. Men selvoplevelse er selvfølgelig en forudsætning for forståelse.
Og så lige dette : pmærksomhed giver næring til et emne - flyt opmærksomheden og emnet vil forsvinde fra bevidstheden - selvfølgelig, men viser, at jeg bør være dén, der kontrollerer min opmærksomhed. Dette er i al sin enkelhed, hvad ´mindfulness´går ud på - nærvær, opmærksomhed - som er forudsætningen for ret handlen - og således derfor en udmærket og ofte absolut tiltrængt øvelse.
Debattøren herover lægger op til at lykkeforskning ? mindfulness (set som fagperson, er det lidt uklart hvad han egentlig kritiserer) er en eller anden form for egotrip. En forloren lykkejagt, der udelader at tage det sociale med i ligningen. Hvad angår mindfulness og mindfulnessbaseret kognitiv terapi tager han fejl. De der har mediteret (herunder mindfulness mediation) og har stiftet bekendtskab med deres sjæl / højere bevidsthedsniveauer, ved at budskabet indefra, indefra én selv, er et kald til socialt engagement. En fornemmelse af en større samhørighed, større sammenhæng. Folk risikerer sågar at blive vegetarer af at meditere (ja, man skal passe på). I den dybe meditation træner man sit nærvær. Med et ord: Kærlighed. Kærlighed til livet med alle dets gode beboere.
Kilden til moral, etik og næstekærlighed springer fra dit hjerte. Det ville Aristoteles sikkert også have sagt. Du bliver nødt til at starte med dig selv. Her er tale om en dyb erkendelse. En erkendelse der udspringer af meditation (som på billedet over artiklen). Det er også den slags visdom man nok bør besidde uanset meditationserfaring.
Snarere end at se mindfulness meditation som et egotrip, kan det betragtes som et længe ventet "wake up call" til at hæmme tidens egoisme og forjagethed. Når mindfulness så bliver beskyldt for at bidrage til egoisme er der tale om dilettanteri og misinformation. Slet og ret. Jeg har som psykolog vejledt hundredevis af klienter med mindfulnessbaseret kognitiv terapi og ved hvad jeg taler om. Størstedelen af disse gode sjæle er blevet mere kærlige af at stoppe lidt op og udholde deres eget selvskab. De er blevet bedre mennesker af det. Det ville gøre Aristoteles stolt.
Der er måske noget i tiden, nogle måder at arbejde på, nogle psykologiske teorier, nogle strømninger i visse underafdelinger af selvhjælpsbøger, der kan kritiseres på en eller anden måde. Kritik af psykologiske teorier er velkomne, men der må være faglig tyngde, ellers er det som at stikke tungen ud af vinduet. Når man så oven i købet konstaterer at læserne jubler græmmes man.
Hvis dette og andre indlæg der har været mod områder inden for moderne psykologi (coaching, AI, positiv psykolgi mv.) kan bruges til noget, er det, at man kan vende det til en kritik af universiteterne. Hvor er fagligheden blevet af? Er det nok at kunne argumentere. Bør man ikke sætte sig ordentligt ind i ting før man kører det store retoriske apparat i stilling. Postmodernismens tomhed hærger åbenbart stadigvæk. Hvad ville Aristoteles sige? Han ville nok tale om sofisteri.
Debattørerne nedsabler områder, for at stå der på den bare skovund os sige ”se mig”.. Man tager livet af sit eget fantasifoster og siger ’Se mig, jeg har dræbt monstret!” I psykologisk fagterminologi hedder det perverteret narcissisme.
God weekend. Ked af det sure opstød.
Lad være med at frygte jeres eget selvskab i stilhed. Det bliver I ikke egoister af.
/psykolog
Thomas Bjarke Markersen
I behøver i øvrigt heller ikke, at frygte jeres eget selskab... kh thomas
Du må ikke bekymre dig om det, du ikke kan gøre noget ved. Du må ikke fastholde dig selv i sorg. Du må ikke fortryde fortidens handlinger. Du må ikke frygte en fremtid, du intet sikkert ved om. Du må ikke lade din åndelige lykke styre af materielle goder. Du må ikke tænke negative tanker
Ovenstående kan kun beskrives som universelle, eviggyldige og 100% fornuftige, kloge og sande råd.
Når disse udsagn alligevel kan give visse folk kvababbelser, så har det nok at gøre med at der hersker en udbredt og grundlæggende manglende forståelse af lykkens natur og præmisser. Til gengæld er misforståelserne talrige.
Renhed er Moderen til Fred og Lykke, siges det. Her starter det. Så fyndigt kan det koges ned. Så hvis man vil realisere ægte lykke, og hermed mener jeg den indre, ubetingede og konstante lykke, da kommer man ikke uden om at indse og realisere renhed i alle dets aspekter, i.e. i tanke ord og handling. Det er sådan set det, al spirituel visdom handler om i sidste ende.
Negerer man den aforisme, så står man med et udsagn om, at al ufred og ulykke skyldes urenhed i tanke, ord eller handling.
Følgeligt er det fuldstændigt sandt, at lykken er en resource, som skal udvindes i den enkeltes hjerte og sind, og der findes ingen andre veje eller genveje til den. Ingen andre end jeg selv kan i sidste ende forårsage min egen lykke eller sorg. Andre kan højst blive agenter eller instrumenter for disse. Det er et meget enkelt, men også meget stort og kontroversielt påstulat, som ganske rigtigt støder mange. For det lægger et personligt ansvar på dem for deres ulykke og andre fiaskoer i livet - plus at det stiller krav til dem, som de måske ikke føler, de kan leve op til - og derfor irriteres ekstra meget over.
Endelig kan det også være, at de selv med deres bedste evne ikke kan se, at de bærer et ansvar i den sammenhæng, men tværtimod mener, at alle mulige andre er skyld i deres miserer.
Det er en af de mest udbredte illusioner i menneskets sind, og den overbevisning afskærer dem de facto for at foretage de nødvendige justeringer og ændringer i tanke, ord og handling for at ændre ulykke til lykke.
Jeg skal være den første til at medgive, at selvhjælps- og terapi-kulturen hurtigt kan blive kvalmende - men man må forstå at skille skidt fra kanel. At literaturen kan være ulidelig er ikke ensbetydende med, at de grundlæggende tanker er forkerte.
At vejen til et godt liv går gennem et sundt sind er en erkendelse, der er lige så gammel som den menneskelige kulturhistorie, og har formentlig været mere indlysende tidligere i historien. Den aktuelle 'selvhjælpsbølge' er et relativ nyt fænomen. Vi er nogle, der har arbejdet med disse ting det meste af vores liv, men det har bestemt ikke været mainstream.
Det er kun glædeligt, at denne bevidsthed har fået en rennaisance.
/O
Jeg forbeholder mig min ret som menneske til at mærke ALLE følelser inde i mig, det være negative som positive. Det er det der gør mig til et menneske. Kun at være negativ er ikke sundt, men det kan sandelig heller ikke være sundt kun at være positiv hele tiden.
Hvordan skal man kunne genkende glæde, positivitet og lykke hvis man ikke har det modsatte?
Og helt ærligt, hvis det skal være så positivt og lykkeligt det hele, hvorfor er der så et negativt ladet ord som "ikke" i lykkens jantelov? ;)
Korrektion:
Negerer man den aforisme, så står man med et udsagn om, at al ufred og ulykke skyldes urenhed i tanke, ord eller handling
Det er naturligvis en kontraponerering - ikke en negering
/O
Voldsomt begavet indlæg - tak for det !
Der er intet somhelst naturligt i sorg og negativ tænkning. Det er udelukkende et produkt af dårlige vaner, spirituelt underskud og det, man populært kalder 'dårlig karma'.
Det er essensen af 'Selvhjælsbudskabet', hvis man skal sætte det lidt på spidsen.
Over tid accepterer og tilvænner vi os en negativ, eller i det mindste en dualt fluktuerende normaltilstand, men det er i virkeligheden en afvigelse fra vores iboende og naturlige 'raske' tilstand.
Hernæst træder intellektet, bakket op af egoet, ind og forsvarer, retfærdiggører, efterrationaliserer og opbygger 'negative filosofier' for at forklare og legitimisere de negative tanker og følelser, a la: "Uden erfaringen af sorg, kan vi ikke påskønne lykken". Det er argumenter, der er lammet af det dualistiske paradigme, som folk i almindelighed er fanget i; Offer-paradigmet, hvor subjektet er underlagt en metafysisk antagelse om uomgængelige mentale fluktuationer.
Men det er slet og ret selvbedrag. Der er ingen mentale fluktuationer uden årsag. Sindet er i sit uforstyrrede udgangspunkt rent, lyst, fredfyldt, positivt og lykkeligt. Det er tankerne, der forstyrrer denne tilstand, og vel at mærke, de negative tanker.
Negative tanker udspringer igen af fundamentale underskudstilstande som frygt, ego, vrede - samt alle deres afledte. Den åndelige fordring består i, at kunne overvinde disse indre dæmoner/laster - og da vil der ikke være nogen barriere tilbage mellem jeg og min lykke.
/O
Konformitet i egenlykke og navlebeskuelse.
Hm......naar jeg laeser alt i denne artikel, saa kommer jeg til at taenke paa, om der kan vaere en lille sandhed i, at de mennesker der konsekvent paastaar de er lykkelige, ofte netop er det modsatte!?
For, er det ikke saadan, at hvis man hele tiden maa/skal sige at man er noget - lykkelig/glad/ulykkelig (det kommer ud paa et) da er det ofte fordi man netop ikke er i den tilstand men, 'blot' er usikker?
Fortsat god weekend i ''verdens lykkeligste land''.....
Lykke er ikke, som man har det, men som man ta'r det - og selvfølgelig i realiteten afhængigt af, hvordan man kan ta' det.
Glimrende artikel.
Selvfølgeligt er begrebet lykke et komplext fænonem, og derfor svært at definere helt entydigt.
I en vis forstand har man som enkeltindivid selv et vist ansvar i forhold til at afklare, hvad man vil og kan med sit liv.
Når den proces er godt intergreret, fyldbyrdes lykke for mig at se, i samværet med andre, og står ikke længere alene som et individuelt anliggende.
Faren ved meget moderne spirituelitet, er at det let kan ende som selvoptagenhed på et "højere niviaeu". So to speak.
Jeg ville blive lykkelig den dag vi lod være med at inddele alt i negativt og positiv kasser.
For hvad kan man egentligt objektivt definere som positiv/ negativ. Kan man overhovedet komme med så generelle retningslinjer for hvad er positivt og hvad er negativt.
Det mener jeg ikke at man kan for verden er slet ikke så unuanceret, begiver, oplevelser kan og vil i mange tilfælde have begge dualitet i sig, derfor fornægter vi dette er vi blinde overfor hvor komplekst f.eks. En begivenhed er og hvor meget dualitet en begivenhed kan resultere i.
Så i stedet for at snakke om at vi skal stræbe efter lykke, bør vi stræbe efter ro og balance, en balancegang er en middelvej, imellem ekstremer. Det er på denne vej at vi bedst kan lære, forstå og agere mest hensigsmæssige ikke blot overfor en situation og andre men også i forhold til os selv. For på en middelvej vil Vi kunne se, frostå og lære af de komplekse mønstre både i og uden for os selv, uden at vi ender i en eller anden positiv forblændelse eller bliver så aktive fordi vi finder det hele uretfærdigt.
Vi skal have en større forståelse og indsigt, uden denne bliver verden aldrig et bedre sted og her er det at skabe selvindsigt nok det bedste sted at starte. Men dette betyder ikke at det slutter der.
Heidi Larsen
22. marts, 2013 - 23:57 :
"Og helt ærligt, hvis det skal være så positivt og lykkeligt det hele ... "
Hvorfor skal det hele være mere ulykkeligt end det behøver at være ?
Randi Christiansen
Hvorfor ikke opfatte kritisk sans eller tendens til humørnedfald som talenter, som er lige så meget værd som positivitet?
Hvorfor er det at være konstant positivt lykkelig en (positiv) værdi i sig selv?
Hvorfor skal alle være es og håbe på at blive lykkelige på samme niveau?
Det er da fedt at være glad, men energien til at ændre ting og til at handle, kommer oftere fra vrede end fra lykke.
Jeg synes nærmest det må være belastende at være langtidslykkelig..
men jeg kan jo ikke vide det.
lykke er relativ.
det kunne være dette;
Find ud af hvilke fejltrin;
- du kan komme til at begå under indflydelse af alle de stoffer som samfundet tilbyder dig at "beruse dig på".
- som samfundet direkte eller indirekte tvinger dig til at begå under hensyn til vedtagne normer og "behov".
- osv.
Således begavet må du nu fravælge at begå noget som helst fejltrin og du kan (og skal kræve) fremover at eksistere uden at sætte nogen negative fodspor i tilværelsen.
At således leve uden at at gøre skade og uden derfor at op-akkumulere dårlig karma er en af vejene til sand lykke.
Selvhjælpsbøger og mindfulness kan også bruges til at få personlig styrke til at kæmpe for fællesskabet inklusive de svage i fællesskabet.
Sindsrobønnen, som jeg mødte for en del år siden i en selvhjælpsbog, siger det meget enkelt: "Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan og visdom til at se forskellen."
Så hverken mindfulness eller selvhjælpsbøger behøver ikke at være så ringe endda.
Jeg tror, at den person, der lever sit liv efter selvhjælpsbøgers anvisninger af vejen til evig og konstant lykke, er at sammenligne med den kunstige nattergal. Jeg ville foretrække den ægte.
At acceptere det, som andre har bestemt, er aldrig vejen til lykken, Birgit Kraft.
Det var netop min pointe Peter Hansen.
Men ligesom jeg i en diskussion kan indse nogle ting ved hjælp af andres argumenter, kan jeg også i nogle tilfælde bruge andre menneskers erfaringer via bøger og kronikker.
randi christiansen
øh... ? Du tager en halv sætning ud af kontekst og stiller et modspørgsmål... en halv sætning der er en del af noget der er skrevet med et glimt i øjet, hvis du nu så min smiley for enden.
Nej, tingene skal da ikke være mere ulykkeligt end det behøver at være, det har jeg da heller ikke på noget tidspunkt skrevet noget om, men hvad i alverden har det med at gøre, at jeg synes det er lidt komisk at der er et negativt ladet ord som "ikke" i Lykkens Jantelov når nu de så gerne vil have vi er glade og positive?
Mange prøver at definerer én vej til lykke. Det er min erfaring, at man selv må finde ind til sit inderste og derfra definere sin egen lykke og vejen dertil. Det virker til at være en meget stor opgave for ikke at sige umulig, og prøve at definere lykken for andre.
Det drejer sig i høj grad om at holde bolden på egen bane halvdel. Man kunne spørge sig selv, hvorfor man har så travlt med, hvordan andre mennesker vælger at leve deres liv. Måske er det bare en bekymring over at de ikke gør det "rigtigt", altså lever livet på den rigtige måde. Jeg tror vi skal til at have mere tillid til, at det den enkelte vælger at gøre er præcis det rigtige for vedkommende. Jeg tror personligt ikke at der findes omveje her i livet, nogle veje er blot mere udfordrende og længere end andre.
Hvis nogen føler deres liv bliver beriget igennem selvhjælpsbøger, fordi de får nogle værktøjer, som giver mening for dem, så skal jeg være den sidste til at dømme dem og sige, at det hverken er oprigtig lykke eller noget andet. Det må igen være op til den enkelte.
Lise Lotte Rahbek, skrev:
"Det er da fedt at være glad, men energien til at ændre ting og til at handle, kommer oftere fra vrede end fra lykke."
Hvis det er din erfaring så perfekt, dyrk vreden når du har brug for det. Men man skal nok passe på med at gøre det til en naturlov.
"Selvhjælpsbøger om lykke" som en helt konkret afgrænset størrelse, giver måske mening når vi gerne vil være enige, eller når vi drives af motivation for at komme af med noget negativ energi, og derved finder en lynafleder. Det ses fx ofte med muslimer og vejret.
Men altså. I refleksionens klare lys, er emnet, der bliver debatteret her, som en sæbeboble. Prik til det med en finger, og det forsvinder.
Hvad er det for en selvhjælpsbog, der siger at man ”ikke må koncentrere sig om andre”. Hmm?
Hvor kommer den ukærlige udstilling af mediterende kvinder fra, jf. fotoet? Hvad handler det om? Vil Rasmus gerne gøre sig på andres bekostning?
Jeg sidder med en fornemmelse af, at ingen kan være uenige, når det kommer til stykket. -- Det lykkelige liv findes i spændingsfeltet mellem frihed og bånd. -- Case closed. I den tågede heksejagt på ”selvhjælpsbøger” projiceres alskens kræfter imidlertid ud . Her opleves givetvis en følelsesmæssige forløsning? Men hvad er det lige der bliver jagtet her? Det fortaber sig.
Desuden skal mening ikke defineres objektivt. Fornemmelsen af mening og retning kommer inde fra dig selv af. Forhåbentlig. Med mindre du er i Jehovas Vidne.
Jeg kan forstå, at Rasmus og andre (ingen nævnt, ingen glemt), der har harceleret mod positiv psykologi, mindfulness, coaching, AI mv.. synes at kunne se en væsentlig ting i tiden, der skal kritiseres. Noget med lykke. Noget med at nogen måske siger, at vi skal være lykkelige hele tiden. Skribenten mener, at mindfulness er en del af en sådan en slags jantelov. Det, mine damer og herrer, er noget rod.
Jeg tror vitterligt, at disse kritiske debatindlæg skyldes manglende viden, også selvom det kommer fra undervisere og sågar professorer! Hvilket er en ærgerlig situation. Samt, at nogle måske føler sig forbigået af den åndelig revolution, der foregår lige nu. Ja, du læste rigtigt, vi har som psykologer genfundet åndelighed. Hippiernes budskab er endelig sivet ind i lærebøgerne. Og det er altså en god ting. Som en del af åndelighedens væsen, inviterer jeg alle med på toget. Ingen skal holdes uden for. Herunder kan du blive lidt mere indviet hvis du vil. Og det gælder også dig, Rasmus. Og dig og dig og dig, der såre fejlfortolker hvad det nye fokus på lykke og mindfulness handler om.
Lidt om moderne psykologi…
I mindfulness undertrykker man ikke det negative, tværtimod. Her tillader vi os netop at se på det. Vi siger heller ikke, at bekymring er forbudt. Vi ser med stor nysgerrighed, kærlighed og respekt på bekymringen. Vi ser om bekymringen har noget på sig, vi ser på om der er et skrøbeligt fundament, der forårsager bekymringen. Et overdrevent kontrolbehov..? En arkaisk mestringsstrategi? Et usikkert indre barn du endnu ikke har rummet? Generaliseret angst? Lidt OCD? etc... Andre gange gør vi den martrede klient blidt opmærksom på, at livet også rummer andet, end det, man kan bekymre sig over. (set fra psykologens stol, måske ikke den gængse mindfulness vejleders pude)
Hvad angår ”det forbudte” ved at have negative følelser? At nogen måske (jf. sæbeboblen) siger, at man ikke må det? I sorg og kriser er de negative følelser uundgåelige. Kun en psykopat ville påstå andet. Vi må tillade os sorgen, ligesom vi vil tillade et barn, at være ked af, at blive holdt uden for i skolen. Samtidigt har alt en tid. "Tomheden" i det indre, har en funktion. Her gror det nye, det nødvendige næste skridt i fuldt liv. Jf. fx Jesus’ 40 dage i ørkenen, den ”arketypiske eksistentielle krise”. Læg mærke til perioden ”40 dage”. Ligesom vi ikke tillader barnet at låse sig inde på sit værelse i et halvt år, uden at ville se nogen. På samme måde ved mange af os intuitivt, hvornår vi skal begynde at genorientere os fra selvfokus og ked-af-dethed, til gradvist at tillade os selv at nyde solen i ansigtet. Ved et stort tab kan det selvfølgelig være en livslang proces.. Jeg kender eksperter i positiv psykologi og mindfulness og ingen af dem vil være uenig i det, jeg lige har nedfældet. Hvis en psykolog/coach/skribent/kursusleder siger, at man ikke må dvæle ved det negative, gentager de højst sandsynligt den følelsesmæssige invalidering, de selv blev udsat for som børn, hvis de fik at vide, at de ikke måtte være kede af det, af selvoptagede forældre. Problemet viser sig her: Der er ikke noget galt med hverken positiv psykologi, AI, lykkeforskning, eller mindfulness for den sags skyld. Måske er der nogen, der arbejder med det på en amatøragig måde, folk elsker at lege psykologer, men metoderne og forskningsområderne er ikke odiøse i sig selv. Når amatører så begynder at kritisere amatører, er der rock i synagogen. Når hævdvunden åndelig visdom og upåklagelig grundforskning sættes under ét og fejes af, i en armbevægelse, trækker jeg grænsen. Information har været fuld af den slags forhastede og studentikose udflugter og fagligt forarmede kronikker imod moderne områder indenfor psykologien.
At dyrke det negative inde i én selv, at søge sig selv i navlepilleri, at søge at holde fast i en negativ følelse, der skærmer dig fra (dig selv og dermed) andre, er ikke en dyd, og slet ikke en dyd ifølge Aristoteles. Og nogle svage sjæle kan ikke tåle det. Apropos Nietzsches ord, "når man stirrer ned i dybet, stirrer det tilbage." Der er mange, der får ødelagt deres liv og ødelægger andres liv, fordi de identificerer sig for meget med irrationelt tanke- og følelsesindhold, der har frygt, vrede, eller depression som grundfølelse. Det ødelægger det sociale liv, det sociale engagement (!) det ødelægger nærværet, det skaber angst, aggression, misbrug, vold, krige og you name it.. Det går mod humanisme og civilisation.
Lidt om den ”åndelige revolution” ☺
stadie 1) Du forsøger at horde positive følelser/tanker/fornemmelser og du forsøger at undgå det negative. Hvilket er en typisk daglig underholdning for de fleste af os. Ofte forårsager det bekymringer og stress, ofte er det bare et lettere ligegyldigt selvcentreret liv, som, set i et køligt, rationelt lys, faktisk virker mod hensigten. At forsøge, at undgå negativ indre energi, svarer til at forsøge, at drukne et badedyr. Man kan sige, at man på dette stadie oplever sig uadskilt, eller fusioneret med tanke- og følelsesindhold. Livet er lidt af et cirkus på dette plan. Vi er som dukker på snore for en strøm af flimmer fra de millioner af processer, der kører parallelt og kaotisk i vores evigt aktive og frit associerende hjerne. Vi hopper og danser, for vi er i vores impulsers vold. Vi bliver tilknappede, frygtsomme, ukærlige og usolidariske i denne selvfokuserede dans med vores biologi. Og det opponerede hippierne imod.
til
stadie 2) Ved hjælp af fx mindfulness forsøger du at acceptere alle dine fornemmelser og tanker, positive som negative. Du tillader dig selv, at være i verden fra øjeblik til øjeblik uden at dømme og vurdere, med det formål, at opleve det ufiltrerede liv, det ”hele liv”, som det udfolder sig i dig, og uden for dig. Med smerte og glæde. Resultatet er en bedre helhedsforståelse af dig selv og din kontekst. Når du ikke længere er slave af forsøg på at undgå det negative i dig og holde fast i det positive, bliver du som Pinocchio, der kan bevæge sig uden snore. Du opdager dit liv og dit ansvar for det. Med lidt træning bliver din deltagelse mere vis og mindre barnlig, mere erfaringsbaseret og mindre impulsstyret, mindre bekymret og mere modig. Din handling i verden vil i højere grad følge de klassiske dyder, idet retfærdigheden, modet og hensynsfuldheden udspringer af det nærvær, du opdager at evne, når du træder ud af ursumpens formplumrede sind. Nærværet opfordrer dig til dygtighed. Med afsæt i nærvær, kritiserer man fx ikke mindfulness uden af, at have sat ind i det. (Accepten af dig selv og din kontekst skal ikke forstås sådan at du tolerer uretfærdighed – slet ikke.)
I kan jo forsøge at lade jer omvende ;-) hvis i ikke allerede er der: tanketimeout.dk
/Thomas
(Jeg burde i grunden skrive på en klumme til et dameblad nu. Ja, jeg er heller ikke perfekt. Jeg prøver at undgå følelsen af pres i forbindelse med at skulle skrive noget officielt, noget, der skal vurderes af andre officielt... Som den gode skribent måske har erfaret, hvis han har læst min kritik af hans kritik, kan det koste det lidt høvl og stikke nakken frem, Pinocchio blev endda slugt af en hval! og det er bare en del af pakken. C’est la vie og det er okay… live and learn. Nu er kaffen klar og jeg skal i gang… tak for, at du har læst mit indlæg. Og tak Rasmus, for at give mig en undskyldning for formulere mig lidt på skrift…)
Sejr Bjørke
Æhe.. hvordan kan min formulering om at handlekraft oftere kommer af vrede end af lykke blive opfattet som førstebehandlingen af en naturlov??
Hvis du har erfaring med at lykke gør dig og din omverden handlekraftig, så skriv om det.
Men lad være med at gøre mine ord til en slags naturlovslobbyisme.
SÅ slem er jeg faktisk ikke.
Jeg støtter Birgit Krafts kommentar: sindsrobønnen er den mest realistiske måde at anskue verden på (om man så vil involvere gud eller ej må være op til den enkelte...). Mennesker bliver netop fortvivlede, vrede og resignerede af at have urealistiske forestillinger, hvad det kan udrette. Et resigneret menneske udretter intet, et vredt menneske er først og fremmest destruktiv. Or fortvivlelse er heller ikke for sundt (og kan ende i bajerne i ensomhed...).
Er menneske med en realistisk forestilling om, hvad det kan udrette vil være i stand til at handle. Dette udelukker ikke drømme om en bedre verden i det fjerne.
Gud, jeg må huske at sige sindsrobønnen en gang i mellem igen :-)
En kort tillægsbemærkning: det virker på mig, som om strømningen med at tage ansvar for sig selv kom som modbevægelse eller også svar på den tid i 70erne og 80erne, hvor folk fralagde sig ansvaret for noget som helst med henvisning til en dårlig opvækst m.v. Bebrejdelsernes tid. Ikke ensbetydende med, at vores fortid ikke kan forklare en del. Men vi må bare ikke stoppe der.
Jeg har på fornemmelsen af, at den meget lykketænkning er de forkæledes og materielt mega-velstillede velfærdsdanskers sidste ærgelse, - hvorfor er jeg ikke lykkelig? Nu, hvor de venstreorienterede ikke truer længere, liberalismen har sejret, egoismen fået lov til at folde sig ud, og selvoptagetheden og selvudstillelsen har nået nye højder, så mangler der alligevel noget - lykken. Men fortvivl ikke, der findes bøger mod den slags mangelfonemmelser, og forfatterne tjener kassen og bliver lykkelige som de første.
Hvad det enkelte menneske ikke kan kan gøre noget ved, skal man undlade at tænke på, hvis man vil være lykkelig. Men det kunne måske være, at flere mennesker i fællesskab kunne gøre noget ved det. Så skal man ganske vist stige ud af sig selv, og det er ikke lige oppe i tiden, men gør man det, får sindsrobønnen nok nogle nye dimensioner.
Om vreden vil jeg sige, at den både kan være naturlig, sund og brugbar i begrænsede doser, ikke den, der er rettet mod én selv, men den, der har indignationen som følgesvend, og som udløser lyst til at kæmpe, kæmpe mod uret og undertrykkelse, mod hvad man møder af uretfærdighed. Og det kan godt være lykkeligt, selvom det er politik, og mange lykketænkere vist afstår fra politik. Fra verdenslitteraturen: Homers Illiaden starter: "Vreden, gudinde, besyng", og så gik Achilleus ellers i krig mod Troja, der holdt den skønne Helene indespærret (eller hvad det nu var). Eller John Steinbeck, "Vredens druer", om den lange seje klassekamp i 1930-ernes USA. Vreden kan godt være brugbar, men ikke alene, sammen med andre (følelser og mennesker) bliver man i stand til at udrette noget.
Vi opfatter verden fra vores eget unikke udsigtspunkt. Det er vores egne tanker og bevidsthed, der farver den verden vi ser derude, disse følelser og tanker eksisterer bogstaveligt talt kun inden i os selv, hvor er de ellers? Vi føler at vi kan gå ud i verden og handle og manipulere med andre mennesker, men i virkeligheden har vi ikke særligt meget magt derude, i udadrettet handling og aggression mod andre mennesker eller ideer, omstændigheder osv.
Der er en tendens til at vi selv bliver til det som vi forsøger at bekæmpe. Som små børn der står og råber: " Det er mig, der har ret! - Nej det er MIG der har ret..." Og sådan kan vi fortsætte til evig tid. Medmindre vi er villige til at gå indad og undersøge hvor vi får alle disse holdninger, følelser og meninger fra.
Måske vil vi med tiden kunne gennemskue at al aggression i virkeligheden stammer fra vores eget indre, og at verden er en projektorskærm, der viser os hvor meget had, vrede og negativitet i alle afskygninger, som vi kan indeholde. Dette er ikke ment som en kritik af negative følelser. Men vi må nå frem til en erkendelse af at negative følelser er noget vi alle kender til. Vi er ikke bedre eller dårligere end andre. Vi er ikke mere eller mindre skyldige, vi er alle i den samme båd.
Næstekærlighed handler måske i virkeligheden om at tilgive sig selv. Hvis vi kan det, tror jeg også vi kan tilgive alle andre. Hvis vi kan tilgive alt, kan vi skabe fred i verden, både på det indre og ydre plan.
Mange har forsøgt, og i mange år, at udrydde krigen i det ydre, ude i verden omkring os.
Men er det ikke naivt at tro at vi kan stoppe krig i det ydre, hvis vi ikke engang er i stand til at slutte fred med alle sider i os selv?
Had, vrede og frygt er alle følelser, som vi ikke kan bruge til noget nyttigt. De skaber kun splid. Det er faktisk muligt at leve uden at opleve styrken i disse følelser, hvis man vælger ikke at GIVE dem styrke. Vi har jo et valg, og det glemmer vi ofte, men det er også meget nemmere at pege på alt det dårlige i verden og konkludere at verden ville være bedre, hvis bare DE ANDRE ville holde op med at slås.
Ryd op i tankerne og følelserne i dit eget indre og du vil blive en sol der stråler af kærlighed, varme og fred. Dette kan smitte og spredes til andre, men vi kan ikke give noget til andre, som vi ikke selv har. Vil du give verden fred - så vær dog selv fredelig. I ord, tale og tanker om andre og verden. Hav gode forventninger. Tro på at alt kan lade sig gøre. Og se verden forandre sig.
En stor tak til Thomas Bjarke - også for hans anerkendelse af og forståelse for hippiernes budskab
Det er fan'me sygt! Om noget lider danskere af en mangel på at få det slynget ud - og så skal der lægges yderligere låg på den sunde følelsesudfoldelse.
refleksioner efter at have læst Thomas Bjarke og Britta Hansens indlæg.
I visse afarter af New Age fokuseres der på at den søgende adept bliver på sin platform og derfra forholder sig neutral.
man kan og skal have den mistanke at mørke kræfter bag New Age søger at pacificere disse søgende adepter på den gode sti.
(jeg har set en del eksempler på personer der tydeligvis ikke hørte hjemme på New Age - fronten - - igennem årene)
pointen er imidlertid denne at de negative "voldemort-kræfter" aldrig ligger stille men kører på med mange negative projekter. hvad enten det er sygdomme eller kemi - eller genmodificerering - eller krige osv.
en anden pointe er at så lidt som en eneste god søgende adept "kan vinde stort land for det positive liv" ved at afstå fra at acceptere nogen som helst ondskab - hvad enten denne ondskab søges rettet mod andre mennesker i andre lande eller der er tale om snedig ondskab "som kan ligge som en sammenrullet slange og hugge til" når mennesker befinder sig på udsatte steder i svage positioner.
derfor skal man ikke acceptere hvad som helst der står i diverse New Age selvhjælps-bøger som var det pure sandhed.
New Age feltet kan som grundregel være beskidt og kontamineret og reelt har man kun sig selv og sine egne erfaringer at stole på.
som antydet er "voldemort-segmentet" magtesløst og værgeløst grundet på den indlysende regel at ondskab ikke tildeles magt.
"voldemort-segmentet" frygter derfor enhver positiv aktiv adept.
(Positiv = energi)
(negativ = ingenting)
finder man ud af at man selv som person ikke kan udrette nok kan man efter at tænkt sit liv og sin horisont (af f.eks omgangskreds) igennem - da eksempelvis spørge gud om hjælp til at handle optimalt til fordel for alt hvad der er godt og bevaringsværdigt her på kloden.
prøv det - du bliver ikke skuffet.
- - - -
personligt er jeg meget irriteret over de efterhånden helt tydelige forsøg på at pacificere de positivet tænkende mennesker ind i tanketom stilstand.
det kan ske ved at der formidles et budskab om at andre (eksempelvis aliens) tager sig af problemerne.
eller ved mere løgn - at problemerne skyldes menneskehedens dårlige karma.! som om ! Tværtimod !
Peter Hansen
25. marts, 2013 - 08:21
Kunne du ikke bare prøve på at forstå, hvad der forsøges formidlet? Det handler IKKE om at lægge låg på noget, men om at blive et bevidst menneske, som derfor ikke kan slavebindes. Forudsætningen for det er, at man ser klart, hvad der foregår. Det er hensigten med disse ´mentale pauser´, reflektionsstunder eller hvad du vil kalde det - hensigten er øget bevidstgørelse, og endnu en gevinst ved disse ´bønnemøder´er, at man vender tilbage med fornyet energi og dermed en bedre evne til at håndtere sin livssituation i retning af - selvfølgelig - mere frihed og kærlighed og alt det gode, vi som mennesker efterspørger.
Dette handler om oplysning i bogstaveligste forstand - om at tænde lyset i mørket. Som en klog har sagt : mørke er fravær af lys. Tænd lyset!
Kaspar Olsen
25. marts, 2013 - 09:51: " - at problemerne skyldes menneskehedens dårlige karma.! som om ! Tværtimod !"
Må lige spørge dig Kasper, hvad du mener med dette? Er det ikke således, at aktion giver reaktion? Eller mener du, at fordi vi stadig kun i et eller andet endnu ikke nærmere defineret omfang må siges at have ansvar for vore handlinger, i tilsvarende omfang derfor ikke kan drages til ansvar ?
Randi Christensen
Hvad mener jeg ? Blot at jeg på min erfarings-platform har hørt og set og læst ( i såvel livet som bøger og anden lekture såvel radio som TV som Youtube - undervisning) alle disse undskyldninger for at forblive ydmyg og passiv som tænkende væsen. Samme tendens er i religionerne kristendom og Buddhisme osv. (you name them all)
Budskabet er grundlæggende - forbliv HELT passiv i din tankegang og tro intet godt og forvent intet godt af dit herskab og øvrighed. Således igennem århundreder !
Og Hollybabylon fucker stadig frækt hovedet ud på såvel børn som unge som gamle med uendelige rækker af TV-serier og film hvor ondskaben gives figur og navn og magt og ikke mindst en hensigt der IKKE kan stoppes - såvidt vi som fixerede seere skal forledes til at tro.
Reglen er dog denne enkle;
Positiv = energi
negativ = ingenting
Ondskab har ingen magt.
Der ER ingen "dark side of the force".
Der ER ingen kamp i mellem ondskaben "Voldemort" og Harry Potter som om de var ligestillede i magt .
"Voldemort" er ingen match - han er mindre end ingenting.
Altså et blændværk af rang.
Endda lykkes det ofte med at pacificere adepterne i New Age.
De sendes ind i en tro på åndelig pacifisme og Neutralitet og ikke at blande sig.
Men der findes sågu' ingen åndelig pacifisme.
Ånd er f.eks også at uendeligt opretholde og beskytte det gode oprindelige perfekte skaberværk.
Så man skal blande sig og tænke positive tanker - stråle som en regnbue med alle de gode ønsker for livet og meget mere.
Men at New Age reelt kan være rablende idiotisk.
Når New AGE er infiltreret af personer der søger at fastholde disse søgende adepter i lutter tanketom neutralitet set i lyset af at så lidt som en eneste tanke på sommerfugl der basker lidt med vingerne kan stoppe al igangværende ondskab på den hele klode .
Ovenstående ord funderet i at jeg (desværre - og dog ikke) har en hel del oplevelser og erfaringer i bagagen angående negative personer oftest funderet i "grupperinger" der arbejder yderst snedigt og specialiseret og metodisk i forsøget på at minimere al positiv tænkning.
Hvis vi mennesker blot kunne fatte at en eneste positiv tanke kan stoppe megen igangværende ondskab ville vi alle gå "terminator"- amok udi positiv tænkning.
Da den eksisterende menneskehed således på ingen måde får lov til at fatte deres eget positive potentiale (og må leve som mugglers) kan mange mennesker oftest finde sig besværet i unødvendige konflikter der skulle have været taget af lidt positive tanker endda før opstarten "og likvideret" (beklager udtrykket - sproget mangler udtryk) før konflikterne / problemerne blev massive og måske farlige og livstruende.
Hvad angår karma og ansvar for vores handlinger - synes jeg det er begreber hvor der kan gives mange svar alt efter arten af spørgsmål.