Kronik

Nyliberalisme er det nye sort

Fra venstre til højre anvender man nyliberalisme som et afpolitiseret styringsredskab. I nyliberalismens optik er politiske beslutninger et spørgsmål om nødvendigheder. Derfor må der indføres reformer, der effektivt løser de problemer, som det ineffektive demokrati ikke formår
9. marts 2013

Det siges, at nyliberalisme er en ideologi uden ideologer. At nyliberalisme er et ord, kommentatorer og samfundsanalytikere har opfundet til at beskrive en løst koblet og for det meste upræcist defineret mængde fænomener i den politiske virkelighed.

For eksempel taler mange om konkurrencestaten, liberaliseringer og effektivisering som nyliberalismens kendetegn. Det er administrative reformer, der har karakter af et opgør med velfærdsstaten og den offentlige sektor. Velfærdsstaten er blevet for omkostningstung, ufleksibel og bureaukratisk til at modstå presset fra nye globale økonomier og holde lønomkostninger og skattetryk nede. Staten har brug for en dosis markedskræfter og et større fokus på konkurrenceevne, der kan skabe klarere ansvarsfordeling og incitamenter, og som tjener markedet i stedet for den offentlige sektor, individet frem for fællesskabet.

For nyliberalismen vejer hensynet til konkurrence langt stærkere end hensynet til fællesskabet. Det overraskende er, at denne styringsideologi ikke er forbeholdt liberale, men i dag går på tværs af partier.

Bruges som styringsideologi

Nyliberalismen er ikke båret af stærke ideer eller tænkere. Den har ikke en positiv fortælling om staten og repræsenterer ikke et alternativ til velfærdssamfundet. Derimod er den udtryk for en opfattelse af staten, der kan mobiliseres, når staten er ineffektiv, ufleksibel og ude af stand til at nedbringe antallet af langtidsledige eller skabe kortere behandlingstider på hospitalerne.

Nyliberalismen er en styringsideologi. Den er ikke et politisk program med tilhængere, ophavsmænd eller interesseorganisationer, netop fordi den ikke udgør et dynamisk alternativ til det eksisterende samfund, men lever som en kritik af det bestående velfærdssamfund og dets institutioner.

I modsætning til klassisk liberalisme har nyliberalisme ikke som sit primære mål at begrænse statens volumen over for markedet, eller skabe den minimalstat som klassiske liberalister drømmer om. Nyliberalismen indeholder liberale elementer oversat til statsapparatet: Den går ind i statens funktioner og liberaliserer de forskellige politikområder som jernbaner, energiselskaber, hospitaler og universiteter indefra. Det betyder ikke, at nyliberalismen er en irrelevant måde at beskrive bestemte samfundstendenser på.

Derimod skal vi forstå nyliberalismen som et tankesæt eller kompleks af ideer, der kan bevæge sig på tværs af politiske partier og tilpasse sig forskellige institutioner. Regeringer fra venstre til højre, i syd og i nord, har iværksat nyliberale reformer. Herunder et stigende fokus på erhvervsorientering, effektivisering, konkurrenceevne og vækst, som de vigtigste drivkræfter i samfundsudviklingen.

En administrativ stat

Nyliberalismen gør det muligt at forstå, hvordan klassisk socialdemokratisme i stigende grad kombineres med en stærk liberalistisk økonomisk politik. Helle Thorning-Schmidt (S) anvender et nyliberalistisk sprog, når hun argumenterer for sociale værdier, solidaritet og fællesskab samtidig med, at den socialdemokratiske regering fører en blå økonomisk politik, der skal nedbringe erhvervsskatten, reducere kontanthjælpen og skabe bonusordninger og incitamenter blandt offentligt ansatte.

Og nyliberalismen kan være med til at forklare, hvordan det er muligt, at den offentlige sektor voksede under Anders Fogh Rasmussen-regeringen, netop fordi nyliberalismen ikke står uden for det politiske system, som klassisk liberalisme, men udgør en bestemt administrativ forståelse af staten baseret på konkurrence, evaluering, frie valg og så videre.

Der findes forskellige definitioner af nyliberalismen. Nogle anvender nyliberalismen som betegnelse for politiske filosoffer som Michael Oakeshott, Friedrich von Hayek, Robert Nozick og James Buchanan. Andre bruger betegnelsen til at beskrive den økonomiske politik, som Ronald Reagan og Margaret Thatcher førte i 1980’erne. Atter andre bruger den til at beskrive indførelsen af markedsprincipper, belønningsmekanismer og strategisk ledelse i det offentlige.

En anonym reformbølge

Imidlertid er det vigtigt, at man på trods af disse forskellige definitioner ikke taber det afgørende ved nyliberalismen af syne: at den kan bevæge sig på tværs af partier, politikker og landegrænser som en nødvendig, men ofte anonym reformbølge. Nyliberalismen – og dens administrative variant New Public Management – har som styringsideologi en indbygget tendens til at afpolitisere sig selv. Den fremstiller politiske beslutninger som et spørgsmål om nødvendigheder. Skoler og universiteter er ude af stand til at uddanne de studerende til det globale arbejdsmarked. Reguleringen af finanssektoren er skadelig for konkurrenceevnen. Effektiviteten i de offentlige ydelser er for lav. Derfor må der indføres reformer, der effektivt løser problemerne. Hvordan kan nogen være uenig i det? Det er en politik, hvor effektiviteten af politiske handlinger er vigtigere end legitimiteten.

Det ineffektive demokrati

Heri består nyliberalismens politiske taktik: Dér hvor nyliberale markedsprincipper og konkurrence indføres, opgives det traditionelle demokratis omsorg for den langsigtede institutionelle og intellektuelle udvikling. Det er de værdier, der kan opgøres nu og her, og som kan omsættes på det globale marked, der tæller – ikke abstrakte idealer om adgang til uvildig videnskabelig ekspertise, et korruptionsfrit embedsapparat, uafhængige medier, frie domstole osv. Det skyldes, at nyliberalismen grundlæggende opfatter demokrati som ineffektiv og konkurrencekraft, innovation og entreprenørskab som neutrale, næsten apolitiske tiltag, der skal bringe det gamle velfærdssamfund ind i globaliseringens tidsalder. Vækst og konkurrenceevne skal definere indholdet i samfundsborgerens liv fra vugge til grav.

Ideologiens begrænsninger

Det har en række negative strukturelle og intellektuelle konsekvenser. Den globale finanskrise, der begyndte i 2008, og den nuværende eurokrise er begge produkter af den uregulerede kapitalisme, som er skabt i de seneste tre årtier. Problemet er, at den nyliberale stat ikke besidder de nødvendige midler til at kompensere for det tab af institutionelle kapaciteter, som den medfører. Finanskrisen og klimakrisen har med tragisk tydelighed demonstreret, at fraværet af statslig regulering ikke skaber den velfærd og retssikkerhed, som borgerne har brug for.

En vigtig grund til at fastholde nyliberalismen som politisk kategori er behovet for at diagnosticere nyliberalismen langt mere grundigt. Specielt venstrefløjen må erkende, at brugen af det nyliberale tankesæt er trængt ind i dens egne rækker. Især socialdemokraterne i Europa fremstiller sig selv som naturlige modstandere af markedsfundamentalismen, alt imens de implementerer samme økonomiske tænkning overalt i den offentlige sektor, herunder en udpræget brug af incitamentsstrukturer, bonusordninger, performancemålinger og så videre. Kun få personer på venstrefløjen har været i stand til at formulere en sammenhængende analyse af, hvilke strukturelle ændringer der sker i takt med, at økonomi og samfund ændrer sig.

Nyliberalismen har vist sig at være et særdeles velkomment redskab for både blå og røde partier og fortjener passende opmærksomhed.

 

David Budtz Pedersen er postdoc og projektleder ved Humanomics Research Programme, AU. Theresa Scavenius er ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab, KU

Læs også artiklen: www.information.dk/453056

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Leo Nygaard
  • Merete Jung-Jensen
  • Michael Larsen
  • Bill Atkins
  • Jens Falkesgaard
  • Vibeke Svenningsen
  • n n
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Thomas Ryberg
Leo Nygaard, Merete Jung-Jensen, Michael Larsen, Bill Atkins, Jens Falkesgaard, Vibeke Svenningsen, n n, Martin Karlsson Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Thomas Ryberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Passende opmærksomhed på linje med en hund der hopper og glammer og snapper hjernedødt 24/7. En kugle for panden ?
For før får vi ikke fred til at 'debattere' hvad filen der stak den.
Og man tror da ikke at den selv har noget at tilføje.

Merete Jung-Jensen, Jens Falkesgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

dyrere og dårligere offentlig service - dyrere og dårligere sundhedssystem og uddannelsesektor - dyrere og dårligere kollektiv transport - dyrere og dårligere postvæsen-dyrere telefoni -
dyrere og dårligere ledere i stat og kommune - mindre borgerindflydelse og synlighed meget mindre demokrati en ny overklasse af bureaukrater og mere ulighed - det er hvad markedsgørelsen af staten har givet os-

Bob Jensen, Susse Hansen og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Med andre ord er nyliberalisme bare et andet ord for den objektive videnskab, de lærer på statskundskab i København og har intet med politisering at gøre.

Henrik Jensen, Per Torbensen, n n, Anders Krog, Kristian Rikard, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Denne gift ødelægger samfund, fordi den kaster sig over det uvæsentlige og ophøjer det til altings mening; men det er ikke altings mening, det er tværtimod netop totalt uden substans. Jeg ved, at det ikke er et populært standpunkt, men ikke desto mindre er det rigtigt: ting koster ikke noget udover den pris, vi tillægger dem. Derfor er velfærdsstaten gratis.

Mikkel Nielsen, Jens Falkesgaard og n n anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det handler jo aldrig om - MÅ aldrig handle om effektivitet, men om at sikre, at alle har det bedst muligt - på jobbet og i samfundet i øvrigt.

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen

Så vidt jeg kan aflæse paradigmet, handler det om konkurrence og om at ha' det bedst.
Hvis alle har det godt, er der jo ikke noget ved at konkurrere om det, og så er teorien, at samfundet går i stå.

Mikkel Nielsen, Tue Romanow, n n og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

ja det var en god artikel der, Lise Lotte Rahbek :
'Folketinget burde være et tværsnit af befolkningen – erhvervsmæssigt, uddannelsesmæssigt, geografisk, med en passende fordeling på køn og alder. Ikke en enklave for djøffere'
Her knækker filmen med sikkerhed for det ellers så kvoteringsglade regeringsparti ^^

Eddie Pier, Susse Hansen, Mikkel Nielsen, Jens Falkesgaard, Lise Lotte Rahbek og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Endnu en artikel der slår fast at der intet alternativ er til den Nyliberale tankegang, sådan er det også med velfungerende diktaturer dem er der typisk heller intet alternativ til i hvert fald ikke set derfra hvor magten udøves.

Matias Tinghus, Leo Nygaard, Simon Olmo Larsen, Mikkel Nielsen, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

Dejligt at høre fra Arne Herløv Petersen-stor tak til Lise Lotte Rahbek.
En forfatter af guds nåde.

Steffen Gliese

Jeg synes altså, at man skal passe på med at tage forfattere til indtægt for positiv opfattelse af det, de beskriver. Tværtimod synes jeg, at denne artikel på særdeles rageknivsagtig vis får sagt alt det dårlige, man kan sige om neoliberalismen - og noget godt er der jo ikke.

I 1960erne, 70erne og 80erne opfattede ledende socialdemokrater fremskridtene som noget, der var opnået en gang for alle, og for al fremtid - som det blev udtrykt i Thomas Nielsens ord om at have "sejret ad helvede til".

Men ideen om fremskridtene som noget der er opnået endegyldigt holder ikke for en nærmere prøvelse.

De borgerlige vil helst anse arbejdsløshed og fattigdom som afvigelser fra en i hovedsagen fungerende liberal samfundsorden.

Men deres forestilling om en harmonisk helhed er en illusion.

Også i 1960erne oplevede nyankomne på arbejdsmarkedet perioder af lavkonjunkturer, med tomme opslagstavler på arbejdsformidlingen og arbejdsløshed i svage fag og randdistrikter.

Selve den liberale konkurrence tager - som fremhævet siden Marx - den form, at kapitalisterne i nedgangsperioder fyrer ansatte for at nedsætte deres omkostninger.

Derved mister disse ansatte en del af deres sociale rettigheder.

Dertil kommer, at den arbejdsaktive befolkning, fra ca. 18 - 67 år, udskiftes løbende, med mindst ca. 2 % om året.

De fleste af disse starter fra indkomstniveau 0.

Derfor nydannes de mindst formuende lag fra bunden - og disse har selvfølgelig også den mindste købekraft.

Alle disse ting er årsag til, at den sociale opdeling genreproduceres, hvis den ikke bekæmpes.

Der er rigeligt af grunde til at skabe en opdeling af samfundet i en top og en bund.

Denne opdeling forstærkes i lavkonjunkturperioder, med samtidige fyringer fra de større virksomheder.

Under en sådan krise taber også købmænd og håndværksvirksomheder deres omsætning, med lukninger og konkurser til følge.

Som Mogens Lykketoft beskrev i Politiken fornylig, rummer store uligheder kimen til en krise.

Den nyliberale redskaber kan således ikke kurere økonomien.

I vores begreb om opretholdelse af grundlæggende rettigheder skal det i stedet indgå, at disse skal løbende fornys.

Stat og kommuner skal "bringe toget op på skinnerne igen", og påvirke nyinvesteringerne.

Bill Atkins, Lise Lotte Rahbek, Jens Overgaard Bjerre, Jens Falkesgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Jungleliberalisterne bruger beskidte tricks og socialisterne har sovet i timen - nu er middagsluren slut venner

Hørte i dag Blachmann i p1 - den mand har fattet noget

Jens Overgaard Bjerre

I praksis viser nyliberalismen, eller superliberalismen, sig som statskapitalisme. Man ændrer samfundet ved at sælge ud af samfundets værdier. Jerbanen, postvæsnet,elektriciteten, vandet, hospitalerne og så videre. Der er ingen grænser. Det man får, er ineffektive aktieselskbaber, hvor staten har 51 procent af aktierne. Det er den blinde tro på, at 'det private' vil gøre konkurrencen bedre, selv de steder, hvor der der ikke kan herske konkurrence. F.eks. på hospitalerne vil det gå galt. Og går galt. Dong er et andet eksempel.

Men det er den nye tankegang hos Socialdemokraterne, hvor en Harry Potter bog eller film, er den største kulturelle forståelse, der kan fremvises. Glem for guds skyld alt om S. De gøre mere skade end gavn. Og bare vent, de vil sælge ud af Danmarks arvesølv i en fart man dårligt kan følge.

Så hellere fjenden, de sorte partier, så man ved hvad og især hvem man slås mod.

jan henrik wegener

Jammeren og raseriet over tidens "nyliberalisme" fortjener et par kritiske ord på vejen, så kan I gøre op med sig selv om I orker at modsiges.
For det er jo sagen: Der er så megen kritik, og krav om alternativer, men hvilke alternativer forestiller man sig?
Hvis man netop ikke mener at det der her kaldes "ny" liberalisme er hverken nødvendigt eller attraktivt:fint-men så må der vel kunne præsentes alternativer.
"Ny" foran liberalisme fortjener anførselstegn i og for sig som det sættes sammen med 1980erne. Det er dog et stykke tid siden Schlytter, Reagan, Thatcher, shahen og "mnuren".

Nyliberalisme er den løgn der skal få os til at tro, at de der sidder på pengene, også er samfundenes og vores allesammens bedste og klogeste ledere - blot må vi overholde en eneste regel for at være med: "Du må aldrig tale om taberne, de fattige, de de arbejdsløse, de sultne, samfundets tabere..." og den regel bliver lansomt men sikkert indpodet dybere og dybere i din bevidthed.

Det nyliberale mantra som også Lars Løkke har gentaget er: "Vi skal have sulten tilbage"...

...naturligvis i overført betydning, hvis du forstår.

blot er det nok en skrøne Arne Herløv Pedersen har støvet op med Cincinnatus - en konsul der pløjer, i Romerriget? Og så lader man vel ikke ploven stå ude i regnen?
Men ellers har han jo ret

Økonomismen er levebrød for de mange, som samtidig er tilrettelæggere af deres egen fodertrug.
Skal det ændres, kræves mange, meget modige politikere. At fortælle vælgerskaren om alternativerne til vores samfundsindretning er den opgave, der venter.
Besynderligt at høre en mand som Blachmann rive i et hjørne af kludetæppet men nogle karske ytringer mod politikerskaren. " Pernille , er du genial ? - Hun fniser, neeej ! - Hvad fanden laver du så i folketinget ?

randi christiansen

Leo - hørte du hele programmet? Synes ikke det tjener dig til ære, så let at affærdige Th.Bl.´s input. Han taler om radikalt forandrede livssyn i nøjagtig samme retning som vi andre humanister og han gør det modigt, provokerende, indsigtsfuldt og med kærlighed til livet og menneskene - man må blot håbe, at han ikke kommer på samme ´rejse´som Mette Frederiksen

Jan Henrik Wegener
11. marts, 2013 - 16:28

Alternativet eksisterer og det hedder ligevægtsøkonomi som i cirkulær økonomi, permakultur, økologisk økonomi, bæredygtig miljø-og socioøkonomi m.v. - studér bogen ´Den Store Omstilling´af Jørgen Steen Nielsen hvor dette bliver forklaret indgående og letforståeligt.

Randi - Du misfortolker. Jeg synes det var positivt, men bare overraskende fra hans side. Han er jo ikke politiker.
Han gav politikerne èn på hatten. Og Pernille Rosenkrantz befandt sig på en anden planet.
Hun affærdigede borgerløn som noget "teknik". Hun må jo vide hvad det er.

Jeg fornemmer udmærket at Blackman gerne vil noget godt - det nytter bare ikke at tro at 179 genier i folketinget vil være lykken - for nogen overhovedet.

Genierne skal arbejde uden for folketinget. Muligvis burde en del af medieforligets penge gives til genigrupper, der på nettet kunne tænkes at komme med nogle gode ideer. Ideer og meninger der kunne debateres og som havde en chance for også at blive promoveret i de "rigtige medier" - en slags "Ideernes, meningernes og formuleringernes X-factor"

Bill - Han mente nok ikke det med genierne så bogstaveligt. De ville iøvrigt ikke få det godt med al den partidiciplin.
"Ideernes, meningernes og formuleringernes X-factor" .
Den er jeg med på. Grundtvig på ny medie platform. Afstemning på SMS for stemmeberettigede.
Genial idé til DR 2. Sender du den selv ind til ledelsen ?

randi christiansen

Information samlede på et tidspunkt læsernes forslag til en bæredygtig verden som bidrag til SF´s landsmøde - det kom der ikke så meget ud af ... ?

Men promotion for "Ideernes, meningernes og formuleringernes X-factor" - helt klart

jan henrik wegener

Randi Christiansen: Det måske en god bog, men kan man sige at fordi et alternativ er tænkt, at det da "eksisterer"? Det ville jeg ikke mene.

randi christiansen

Jan Henrik Wegener
13. marts, 2013 - 14:43

Måske en sproglig detalje - men alternativet eksisterer i teorien og desværre indtil videre kun der, men det er jo ikke det samme som at sige, det ´ikke eksisterer´- hvordan skulle vi ellers planlægge forandringer, hvis vi ikke først arbejder med ideerne i teorien (naturligvis baseret på praktiske erfaringer)

Økologiske økonomer har altså tænkt sig rigtig godt om og bygger på solid forskning. Læs artiklen om tiden der er kommet for rapporten om ´Grænser for vækst´, hvor alle forskningsresultater underbygger rapportens konklusioner - skræmmende

jan henrik wegener

Det er mulkigt vi kun diskuterer en sproglig detalje, men jeg er ikke fuldstændig sikker på at der ikke ligger noget mere i diskusionen.Det er et problem hvis vi blander hvad der er og kan erfares sammenm med hvad der er muligt og hvad vi kan forestille os, eller ønske eller tro på.
I øvrigt kan jeg ikke se at alle eventuelle alternativer til "nylibneralisme" vil ære "bedre" til at løse de problemer "Grænser for vækst" debatten drejer sig om.

randi christiansen

Jan Henrik Wegener
14. marts, 2013 - 07:50

Det handler i essensen om at

Biotopen er et lukket kredsløb, som det derfor ikke er hensigtsmæssigt at forgifte, misbruge og fejlforvalte på noget niveau, og at den har

begrænsede fysiske ressourcer, hvilket er endnu en livsvigtig grund til at anvende disse med den yderste og helhedsorienterede omtanke

De økologiske økonomer har lagt sporene ud. Menneskeheden er - hvad enten den vil indse det eller ej - konfronteret med nødvendigheden af et meget omfattende paradigmeskift. At udsætte arbejdet med implementering forværrer kun situationen