Oligarken, der gravede sin egen grav

Han var den oprindelige oligark. Og i en årrække var han kendt som ’Kremls godfather’ – et tilnavn, han fik af den nu afdøde journalist Paul Klebnikov. Men da Boris Beresovskijs livløse krop lørdag blev trukket op af hans badekar, var den 67-årige en knækket mand, der var holdt op med at se sine venner og sjældent vovede sig udenfor. Dagen før sin død udtalte han til en journalist fra Forbes, at han havde »mistet viljen til at leve«.

Dødsårsagen angives at være »hængning«, men uden tegn på voldelig kamp. Uanset mystikken omkring hans dødsfald, kan vi konkludere, at Beresjovskij blev ødelagt af det Rusland, han næsten egenhændigt havde skabt. Selv om han nærede indædt had til det nuværende regime, var det Beresovskij, der var pioneren, der skabte landets særlige ’slyngel-kapitalisme’, og som var hjernen bag dets første manipulerede valg. Beresovskij var det ligeledes, som nærmest ophævede adskillelsen mellem medier og regering, og som endda bistod med at få anbragt Vladimir Putin i præsidentembedet. Men på samme måde som det var tilfældet med Marx’ bourgeoisi, skulle det vise sig, at Beresovskij først og fremmest havde fremelsket dem, der gravede hans egen grav. Disse gravere var i første række Putin, som hurtigt satte alt ind på at knuse ham politisk, og oligarkrivalen Roman Abramovitj, der sidste år fældede sin forhenværende mentor med et finansielt nådestød.

Ved sin snuhed, hensynsløshed og insider-forbindelser opbyggede Beresovskij først et bil- og medieimperium og indsatte derpå sig selv i Kreml som præsident Boris Jeltsins grå eminence. I løbet af sin vej til magt og umådelige rigdomme hjalp den diminutive matematiker, der i en periode tillige var medlem af det russiske videnskabsakademi, med at etablere de to centrale institutioner, der har defineret det moderne Rusland, og som, vil mange kritikere mene, fremdeles holder det nede.

En mestermanipulator

For det første: Selv om han i det senere eksil behændigt fik positioneret sig som en forkæmper for demokratiet, var det Beresovskijs organisering af Jeltsins og Putins valgkampagner, der skabte den afgørende præcedens for Kremls nuværende metoder til manipulation af medier og politik.

Forud for valget i 1996, da en betrængt Jeltsin var oppe imod encifrede popularitetstal og en genopstået kommunistisk modstander, foreslog han oligarkerne, herunder Beresovskij, at slå en handel af. Denne quid pro quo-aftale omfattede løfter om lukrative andele i statsejede virksomheder til gengæld for deres støtte ved valget. Dengang støttede Beresovskij, der tidligere havde overtalt Jeltsin til at sælge ham aktiemajoriteten i det vigtigste nationale tv-selskab, den siddende præsident med et non stop-bombardement af positiv propaganda og en total marginalisering af hans politiske modstandere. Et år efter Jeltsins mirakuløse genvalg, blev Beresovskij behørigt belønnet med nøglerne til det tidligere statsejede luftfartsselskab Aeroflot.

Tre år senere var Beresovskij chefarkitekt for oprettelsen af Enhedspartiet som et redskab for den Putin, Jeltsin havde udpeget til sin efterfølger i august 1999. Under parlamentsvalget i december samme år brugte Beresovskij sin vigtigste tv-kanal til voldsomt at miskreditere Putins modstandere, Jevgenij Primakov og Moskvas borgmester, Jurij Lusjkov. Enhedspartiet, som fik næsten dobbelt stemmer så mange stemmer som Primakovs Fædrelandsparti, blev senere kendt under navnet Det Forenede Rusland.

Statslig beskyttelse

For det andet: Selv om han fremstillede sig selv som svoren tilhænger af det frie marked, var Beresovskij idemanden bag Ruslands nuværende uigennemsigtige symbiose mellem storkapital og statslig protektion. Han samlede virksomhederne i sit forretningsimperium ved at udnytte personlige relationer og uklare love og ved at indgå hemmelige aftaler med regeringen. Hans største aktiver – fra Aero-flot til olieselskabet Sibnet – blev erhvervet enten gennem lån til aktiekøb eller ved de nære personlige bånd til Jeltsin-familien, som Beresovskijs venskab med præsidentens indflydelsesrige datter gav ham. Landets nuværende elite – fra Roman Abramovitj til Mikhail Prokhorov – har trofast fulgt hans eksempel. Begge har investeret de finansielle ressourcer, de har samlet ved Kremls hjælp, i at tilbagebetale Kreml med loyalitet og politiske tjenester. Ligesom Beresovskij sad Abramovitj på et tidspunkt i regeringen. Og ligesom Beresovskij hjalp med at oprette Enhedspartiet for at indynde sig hos de patriotiske, nationalistiske vælgere blandt Putins modstandere, gør Prokhorov noget lignende over for de liberale med sit parti, Den Rette Sag.

Men selv om Beresovskij var primus motor med hensyn til at definere disse regler, måtte han i sidste ende se sig udmanøvreret af netop de mennesker, han havde investeret mest tillid i. Selv om han i Putin håbede at have fundet en præsident, der ville beskytte hans egen oligarkklike mod mulige trusler fra statsapparatet, måtte Beresovskij i stedet se sine egne virksomheder blive renationaliseret. Endog hans tidligere forretningspartner og protegé Abramovitj vendte ham ryggen. I et forsøg på at genvinde de summer, han angiveligt var blevet franarret af denne ved et tidligere forretningseventyr, måtte Beresovskij i realiteten se sig ruineret efter sidste efterår at have tabt en retssag, hvor han havde krævet tre milliarder pund i erstatning.

»Med Beresovskijs død er 1990’ernes epoke endegyldigt slut,« skriver den liberale netavis Gazeta.ru. Sådan forholder det sig ikke. Om noget har hans fald bevist, at de regler, han fastsatte, stadig gælder i Rusland den dag i dag: Økonomien er stadig domineret af korrupte oligarker, magt avler penge, og de, som falder i præsidentiel unåde, mister samtidig alt andet.

Vadim Nikitin er journalist og Rusland-analytiker

© Agence Global og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen