International kommentar

Opgør med bonuscirkusset

Hvorfor har vi tilladt finansverdenen at ophæve enhver sammenhæng mellem arbejdsindsats og belønning: Er en bankdirektør med en årsgage på 100 millioner virkelig 10 gange bedre end en bankdirektør, der kun tjener en tiendedel af det?
13. marts 2013

Jeg forsøger at forstå argumentet om ubegrænsede bonusudbetalinger til finansverdenens mest funklende stjerner. Jeg ved ikke, om der fandtes sådanne topstjerner, da jeg en gang for længe siden begyndte på min karriere som bankkunde, men øjensynligt findes der i al fald i dag sådanne banker, som er rede til at kæmpe med næb og klør for retten til at udbetale grænseløst høje bonusser til personer, som allerede har grænseløst høje lønninger.

Jeg går ud fra, at det til dels handler om sådanne unge mænd, som vi her i Sverige tidligere kaldte for ’finanshvalpe’, og som for ikke så længe siden var godt på vej til at smadre hele det globale finanssystem og få verdensøkonomien til at forulykke i processen. Og som desuagtet stadig insisterer på at have ret til adgang til ubegrænsede beløb i lønninger, bonusser og pensioner.

Ja, det gælder også dem, som styrer og indretter de banker, som var gået konkurs, dersom ikke regeringer var gået ind og havde garanteret deres overlevelse.

’Ekstra motivation’

Det gælder eksempelvis den britiske Royal Bank of Scotland, som siden den dyreste redningsaktion i verdenshistorien har måttet trækkes med nye årlige milliardtab, men hvis chef, Stephen Hester, sidste år havde en årsløn på 12 millioner kroner og en årlig bonus på 24 millioner, hvortil kommer en såkaldt langsigtet motivationsplan til en værdi af 42 millioner om året.

Hvorfor nogen skulle behøve en ekstra motivation ud over de 36 millioner om året i løn, og bonusser ligger helt uden for min fatteevne? Men faktum er, at i 2012 tjente Stephen Hester sammenlagt 78 millioner kroner. Ganske vist afstod han fra 10 af sine bonusmillioner, da medierne rettede søgelyset imod hans eksorbitante selvberigelse, men det kan vel nærmest betragtes som småpenge i denne forbindelse.

Og hans tilfælde er ikke undtagelsen. Det er reglen.

Motivationsplaner og bonusudbetalinger på mange millioner så langt øjet rækker.

I bankverdenen er det helt åbenlyst, at sammenhængen mellem arbejdsindsats og belønning definitivt er blevet brudt. En bankchef, som får hundrede af millioner, kan umuligt gøre sit job 10 gange bedre, end den, som blot får 10 millioner.

Et spørgsmål om status

Der kan i det hele taget ikke være nogen rationel begrundelse for, hvorfor aktionærerne i en bank, for slet ikke at tale om aktionærerne i en tabsgivende bank, skulle lade de ansvarlige chefer bevilge sig selv flere penge i årsgage, end de fleste af bankens småsparere kommer til at tjene i løbet af et helt liv eller to. Og navnlig da ikke når pengene på ingen som helst måde står i nogen proportion til bankens resultat.

Hvorfor bankcheferne mener, at de selv er så mange penge værd, er et spørgsmål for sig. Det mest nærliggende svar lader til at være, at de penge i deres verden af mange milliarder er blevet forvandlet fra et middel til et mål, fra kapital til statussymbol. Den, som har flest penge, vinder. Den, som må se sig overhalet af en rival med flere milliarder, føler sig muligvis som en taber. Da en saudiarabisk finansmand og en af ejerne af den amerikanske bankgigant Citigroup haltede bagefter på erhvervsmagasinet Forbes’ liste over verdens rigeste mennesker, anklagede han magasinet for at regnet fejl og henviste til en anden liste, hvor han indtog en højere placering.

En trussel eller et løfte?

Da EU’s finansministre i sidste uge satte loft for bankernes bonusser, blevet der et helvedes hus i finansverdenen. I Storbritannien blev beslutningen betegnet som et dødsstød for London som finanscentrum. Den stakkels chef for Royal Bank of Scotland ville herefter blot få 42 millioner i stedet for 78 og ville derfor antagelig ikke være motiveret til at gøre sit bedste. Finansverdenens ypperligste genier ville desuden hurtigst muligt flytte til USA eller et andet land, hvor de fremdeles ville kunne få ubegrænsede bonusser.

Og her taler vi altså ikke om et europæisk bonusstop, men blot om en grænse for, hvor høj bonussen kan blive i forhold til lønnen og desuden med bibeholdelse af en mulighed for, at aktionærerne selv kunne vælge at hæve grænsen. Banklandet Schweiz har netop holdt en folkeafstemning om at gå endnu hårdere frem med et klart ja til nye mere vidtgående beføjelser for, at aktionærer omvendt kunne stække bonusudbetalingerne. Så det spørgsmål, som protesterne imod bonuscirkusset i sidste ende vækker, er: Hvad er det i hele taget for en finansverden, vi har fået?

Og hvad er det for en slags mennesker, som styrer og indretter den?

At de nu truer med at flytte andre steder hen, opfatter jeg ikke som nogen trussel. Snarere som et løfte.

Løftet om en noget bedre og noget mere anstændig finansverden end den, som for ganske nylig var fuldkommen opsat på at køre verdensøkonomien i sænk.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator

© Göran Rosenberg og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • mariann offersen
  • Poul Simonsen
  • Niels Mosbak
  • Erik Nissen
  • Aase Bak-Nielsen
  • Erik Jensen
  • Grethe Preisler
  • Palle Pendul
mariann offersen, Poul Simonsen, Niels Mosbak, Erik Nissen, Aase Bak-Nielsen, Erik Jensen , Grethe Preisler og Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den slags informationer er næsten ikke til at bære, men sandheden skal jo frem. Ud fra enhver betragtning er det helt ufatteligt, at den slags kan lade sig gøre. Man kan vel ikke beskrive disse typer på anden måde end, at de er .... nå nej, jeg må styre mig. Igen og igen hører man argumentet, at hvis man ikke betaler, så får man ikke de bedste og/eller de rejser til udlandet. De bedste??? Og lad mig tilslutte mig, at det må være en velsignelse for ethvert samfund, at samtlige typer af denne art købte en enkeltbillet og overholdt alle deres trusler om aldrig at vende tilbage.