Kronik

Paradigmeskiftet efter Irak

Vi kan ikke bombe os til demokrati, hvorfor militære løsninger ikke kan og må stå alene. Det handler derimod om at finde en balance mellem det militære og det civile – dét er læren af Irak
Rigtigt mange ting gik galt med engagementet i Irak. Ting, som vi siden har forsøgt at lære af og rette op på. For prisen for den fejlslagne Irak-krig betaler irakerne stadig den dag i dag.

Henning Bagger

19. marts 2013

KRONIK – Den tidligere regerings beslutning om at gå i krig i Irak for 10 år siden var efter min opfattelse en forkert beslutning. Det mente jeg dengang, VK-regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen traf beslutningen om at gå i krig med det smallest mulige flertal, og det mener jeg fortsat. Når jeg i dag – 10 år efter – føler anledning til at se tilbage, handler det dog ikke så meget om diskussionen fra dengang om masseødelæggelsesvåben, som viste sig ikke at være der. Spørgsmålet om grundlaget for krigen sidder der en undersøgelseskommission og kigger nærmere på. Den skal have lov til at arbejde i fred.

Nej, min anledning er, at når vi i dag kigger tilbage på krigen i Irak, står det lysende klart, at rigtig mange ting gik galt med engagementet i Irak. Ting, som vi siden har forsøgt at lære af og rette op på. For prisen for den fejlslagne Irak-krig betaler irakerne stadig den dag i dag. Den seneste selvmordsbombe eksploderede i det nordlige Irak den 11. marts, og alene i årets første to måneder har der været 10 terrorangreb, som har kostet over 100 mennesker livet.

Landet står i dag over for en tredobbelt krise. En krise, hvor vi oplever en optrappet sekterisk konfrontation mellem shia- og sunnimuslimer, en åben konflikt mellem det kurdiske selvstyre i den nordlige del af landet og centralregeringen i Bagdad samt en risiko for, at landets skrøbelige politiske institutioner kollapser. Fortællingen om Iraks succesfulde overgang til demokrati har lidt mange tilbageslag. Og i den aktuelle situation, hvor forudsætningerne for mindretalsbeskyttelse og føderalisme synes fraværende, er det desværre svært på kort sigt at se løsningerne for sig.

Overdrevent militært fokus

Det er en foruroligende udvikling, der giver stof til eftertanke – en udvikling, som vi ikke må forsømme at tage ved lære af. Lad mig skitsere mine egne iagttagelser omkring den danske deltagelse i Irak-krigen og de lektier, den rummer for fremtiden.

Fogh/Bush-æraen var først og fremmest præget af en overdreven tiltro til militære løsninger som vejen frem. Man forsøgte populært sagt at ’bombe sig til demokrati’ og gjorde slet ikke nok for at understøtte og styrke samfundets bærende strukturer – ministerier, domstole, politi osv. Tværtimod. Man fjernede dem, fordi de var forbundne med Iraks diktator, Saddam Hussein.

Men man glemte at skabe alternativerne, og resultatet ser vi i dag. Uro og vold er en del af hverdagen, fordi der ikke er et samfund, som kan opretholde sikkerheden.

Så civilt som muligt

Når vi i dag deltager i interventioner i andre lande, er det ud fra princippet om, at det skal være så civilt som muligt – og kun så militært som nødvendigt. Vi har eksempelvis i Mali – også før vi besluttede at bidrage militært – brugt kræfter og penge på at understøtte sikkerhed og regeringsførelse. Og sideløbende med den militære indsats lægger vi pres på den maliske overgangsregering for, at den skal sikre fremdrift i de demokratiske processer frem mod et valg i landet.

Vi har gjort vores økonomiske støtte til landet betinget af det, og jeg og mine kolleger i EU har understreget vigtigheden af respekt for demokrati og menneskerettigheder over for den maliske udenrigsminister.

Også i Libyen har vi siden Gaddafis fald støttet etableringen af de grundsten, som et retssamfund må hvile på. Det gælder f.eks. støtte til retssektorreformer med bl.a. styrkelse af adgangen til domstole og kapacitetsopbygning af dommerstanden og anklagemyndigheden. Samtidig har vi haft fokus på indsatser, der spænder fra udviklingen af frie medier, fremme af menneskerettigheder, bekæmpelse af tortur til udvikling af politiske partier. Emner, som FN og det internationale samfund alle er stærkt engageret i. Vi er mange, der har taget ved lære af Irak.

To skridt frem og ét tilbage

Og ligeså klart det er, at vores indsats og tilgang i såvel Libyen som Mali ikke er garant for, at alt ender godt – ligeså klart er det, at den bidrager til at skabe et fundament og dermed en begrundet tro på en positiv udvikling. Også selvom vi må vænne os til, at fremskridt og tilbageslag vil gå hånd i hånd i lang tid.

Det samme gør sig gældende i Afghanistan, hvor vi nu – efter at vi har medvirket til at opbygge det afghanske sikkerhedsapparat, og i takt med at vi trækker de militære tropper ud – fastholder støtten til opbygningen af civilsamfundet.

Der er i mine øjne ingen tvivl om, at skepsissen mod krigen i Irak var velbegrundet. Krigen illustrerede med al tydelighed, at militære bidrag ikke kan stå alene.

Den nuværende regering vægter derfor i langt højere grad end Fogh-regeringen en aktiv og ansvarlig udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der skal forebygges og stabiliseres, så de militære indgreb i vidt omfang overflødiggøres og ikke får karakter af symptombehandling. Og når vi griber ind militært, er det vigtigt, at det følges op med civile, politiske og humanitære indsatser også.

Demokrati tager tid

Den nærliggende lære af vores erfaringer med Irak-krigen er, at det kræver tid og kræfter at konsolidere demokratiske institutioner. Frie og retfærdige valg er ikke tilstrækkelige i sig selv. Demokratiske institutioner skal være befolket af politikere, der forstår og vil demokratiet. Det sker ikke af sig selv i løbet af få år – især ikke i et land helt uden demokratiske traditioner.

Det internationale samfund – herunder også Danmark – satsede massivt på genopbygning og sikkerhed i de første år efter invasionen i Irak. Behovet var der efter massive ødelæggelser og en kritisk sikkerhedssituation.

Det skete imidlertid delvist på bekostning af støtte til den politiske overgangsfase med alt, hvad det indebærer af langvarige processer med inddragelse af civilsamfundsorganisationer, udviklingen af frie og uafhængige medier, offentlighedens deltagelse i forfatningsprocessen osv.

Vurderingen var dengang, at sikkerhedssituationen ikke tillod inddragelse af alle befolkningsgrupper i forfatningsprocessen. Vi ser resultatet i dag i form konflikter, som i stigende grad udkæmpes på gaderne i de irakiske byer.

Den lektie har regeringen lært fra Irak. Og så har vi desuden valgt at støtte os til nogle meget snusfornuftige principper.

Tre principper efter Irak

For det første må der ikke kunne rejses tvivl om, at det folkeretlige grundlag er på plads, når vi engagerer os i internationale aktioner. Kun i situationer med et helt akut humanitært behov kan vi afvige fra det princip, hvis FN viser sig ude af stand til at handle, og i stedet for – i overensstemmelse med folkeretten – deltage i interventioner i samarbejde med f.eks. NATO, EU eller regionale fora.

For det andet ved vi i dag, at lokalt politisk engagement – også på græsrodsniveau – er helt afgørende for, at der kan skabes holdbare fredsløsninger. Da Danmark deltog i befrielsen af Libyen med vores F16-jægere, skete det med opbakning fra Den Arabiske Liga. Tilsvarende bad overgangsregeringen i Mali det internationale samfund om hjælp i januar mod islamistiske oprørere. Og de afrikanske organisationer bakker op om og deltager selv i denne militære indsats side om side med franskmændene.

For det tredje har vi bundet os til et klart princip om, at udsendelse af militære bidrag sker med brede flertal i Folketinget. Det så vi, da vi gik ind i Libyen, og senest da Folketinget besluttede at støtte den fransk-ledede operation i Mali.

Vi har lært meget af Fogh/Bush-æraen. Ja, man kan sige, at bruddet med den æra har ført til et paradigmeskift i international sikkerhedspolitik. Der var en ubalance mellem det civile og det militære. Den har vi rettet op på.

 

Villy Søvndal (SF) er udenrigsminister

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Danmark har til dato ikke udviklet en realitetssans i den militære udenrigspolitik, Danmark var godt tjent med den flotte fredsbevarende indsats der blev leveret før, vi blev krigsførende, som moralens og de rigtige meningernes vogtere bringende demokrati til de trængende med våben, slående hårdt ned på de lokale urostiftere, men Danmark var uden plan for langsigtet løsninger.

Aksel Gasbjerg

Søvndal skriver indledningsvist, at han ikke vil komme ind på grundlaget for krigen, pga den siddende undersøgelseskommission.
Men alligevel skriver han:
"Fogh/Bush-æraen var først og fremmest præget af en overdreven tiltro til militære løsninger som vejen frem. Man forsøgte populært sagt at ’bombe sig til demokrati’..."
Også andre steder i artiklen samenkæder han den forbryderiske irak-invasion med snak om demokrati.
Lad det være sagt så tydeligt så selv udenrigsministeren forstår det: Irak-forbrydelsen havde hverken hele, halve eller kvarte antydninger af demokratiske motiver. Irak-besættelsen var en krigsforbrydelse med det formål at skabe kontrol over Iraks kolossale olieresserver.
Havde Iraks eneste råstof været dadel-palmer, ville krigsforbryder-trojkaen Bush, Blair og Fogh ikke have interesseret sig for Irak, uanset dets nok så diktatoriske styreform.

Niels-Holger Nielsen, Niels Mosbak, Rasmus Knus, Martin Hansen , Morten Lind og Ole Olsen anbefalede denne kommentar

Søvndal, hvornår plastres hele sendefladen til med undskyldningen for din påstand, at Chavez var kommet til magten ved et milltærkup?

Du er svær at tage alvorlig når du ikke har styr på selv den mest basale viden, som tager et øjeblik at slå op.

Man kan ikke komme ordentlig rundt i substansen i en lille kort kronik som ovenstående, så den burde nok have været "uskrevet".

Det, man imidlertid kan konstatere ud fra kronikken, er, at SF er blevet mere realistisk i udenrigspolitiske spørgsmål og idag ser militære løsninger som en naturlig del af "værktøjskassens" indhold - det erkendes sågar i kronikken , at det undtagelsesvist kan være nødvendigt at gå i krig uden FN-opbakning !!!

Den 'demokratiske undskyldning' kan næppe genbruges efter Irak og Afghanistan. Man kan imidlertid ikke afvise, at Søvndal selv tror på den, og på det han skriver.

En mulig afløser som begrundelse/undskyldning for militær intervention kunne være 'humanistiske årsager', der spillede en vis rolle ved interventionen i olierige Libyen. Den går rent ind i de Vestlige befolkninger. Den kunne således (mis-)bruges i tilfældet Syrien, men da landet savner væsentlige kulbrintereserver, er den humanitære situation i Syrien åbenbart ikke slem nok uanset hvor galt det går(!).

Bortset fra det, viser valgene i Egypten, Irak, Libyen og Tunesien at befolkningerne ikke efterstræber demokrati i Vestlig forstand. Det er nok her, hunden ligger begravet.

hvaffor et paradigmeskift?
"hvis et land har olie, vil vi bombe os til den, alt imens vi foregiver at ville give dem demokrati" - mener du noget er ændret ved det paradigme?

Per Dørup Jensen

Fantastisk som Søvndal kan hykle.
Søvndal bebrejder Fogh/Bush`s overdrevne tiltro til en militær løsning i Irak, og deres illusioner om at kunne bombe sig til demokrati uden samtidig at understøtte og opbygge det irakiske samfunds bærende struktur.
I Libyen vaklede Søvndal derimod ikke i sin tiltro til en militær løsning.
Efter at Danmark har været med helt i front til at ødelægge Nordafrika´s mest sekulære og førende velfærdssamfund samt støtte af det sorte Afrika, "er vi i Libyen godt i gang med at opbygge et civil- og retssamfund, udvikling af frie medier, fremme af menneskerettigheder, bekæmpelse af tortur og udvikling af politiske partier. Vi er mange, der har taget ved lære af Libyen."
Jamen. Er manden helt uinformeret om, hvad der foregår i post-Gaddafi-Libyen?
Tusindvis, der er modstandere af det ny islamistiske regime, bliver idag tortureret og fængslet uden rettergang. Libyen er blevet islamiseret. Libyerne har mistet deres sekulære velfærdssamfund med fri adgang til sundhed og uddannelse. Arbejdsløsheden er eksploderet. Kvinder er blevet tvunget bag slør og frataget deres rettigheder. Derudover er det libyske samfund hærget af kampe mellem magtkonkurrerende militser

Troels H. Poulsen, Niels-Holger Nielsen, Niels Mosbak, Rasmus Knus og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar

Ja, Villy er desværre ikke bare almindelig hykler. Han er kunstner!
(det er vi i de mindste gode til i Danmark, uanset partier og andet pis!)

"Det samme gør sig gældende i Afghanistan, hvor vi nu – efter at vi har medvirket til at opbygge det afghanske sikkerhedsapparat, og i takt med at vi trækker de militære tropper ud – fastholder støtten til opbygningen af civilsamfundet."

Det lyder måske meget godt i en snæver forsamling i UM eller i en eller anden politisk virkelighed, hvor powerpoint er afguden.

I den virkelige verden - I bedste fald blåøjet.

Niels-Holger Nielsen

Robert Kroll har fat i essensen: Det, man imidlertid kan konstatere ud fra kronikken, er, at SF er blevet mere realistisk i udenrigspolitiske spørgsmål og idag ser militære løsninger som en naturlig del af "værktøjskassens" indhold - det erkendes sågar i kronikken , at det undtagelsesvist kan være nødvendigt at gå i krig uden FN-opbakning !!! Så må det endegyldigt være slut med at pege fingre ad andre og kalde dem imperialister. Vi, vores (?) stat, er imperialismen.

Niels-Holger Nielsen

Per Dørup Jensen

I nat, da jeg skulle finde ud af hvordan man nu greb en kommentar an til denne udenrigsministerielle kronik, blev jeg netop nysgerrig efter at vide, hvad der sker i Libyen dags dato. Pressen, fra højre til venstre, er stort set tavs om situationen. Især kommentarene på nettet er ren Methusalem. Hvis man tager det store forstørrelsesglas frem viser det sig imidlertid, at situationen i Libyen er yderst labil. Det synes at være tilfældet at Tripoli (igen, igen) ikke 'har styr' på situationen, idet hele det sydlige Libyen er ude af kontrol. Benghazi (igen, igen) udviser stadig mere misnøje med Tripoli. Kristne forfølges, fængsles og myrdes. Det samme gælder sorte. Snesevis af tusinde våben fra Gadaffis såkaldte ukontrollerede lagre er spredt/fordelt til ? i Nordafrika. Skærmyslerne om kulbrinterne er kraftige nok til at standse gasleverancerne til Italien i flere dage. Der er også en del ubevæbnede demonstrationer og aktioner i gadebilledet. Forfatningen lader i højeste grad vente på sig og arbejdsløsheden er årsag til stor misnøje. 'Regeringen' beskyldes fra alle sider for ikke at adressere befolkningens problemer.

Hvorfor skal vi ikke rent pressemæssigt være med til fortsat at evaluere denne situation? Det var 'os', der lagde militær til (godt nok med Sikkerhedsrådets godkendelse, men det er helt underordnet i følge Søvndal). Skal vi ikke følge konsekvenserne til enden med demokratisk opmærksomhed og med den genopbyggende indsats, som Søvndal skriver så lyrisk om? Hvad udretter vi egentlig i det Libyske kaos? Er det en hemmelighed?

Morten Pedersen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Intervention eller ikke intervention. Det er et næsten ubærligt dilemma.
Ifølge Human Rights Watch var Hussein-familiens regime - sammen med Kim Jong Il’s – den tids mest blodige diktaturer.
I Irak og omegn forårsagede regimet i gennemsnit 170 drab om dagen - hver evige eneste dag i de 24 år, det var ved magten.
Gaddafi og hans familie var knapt så blodige, men ikke stort bedre.
Var det fint og ok, at verdenssamfundet undlod at gribe ind over for Hutuerne i Rwanda?
Skulle verdenssamfundet have undladt at reagere, hvis Hitler ikke havde angrebet Polen?
Det største problem med hensyn til invasionen af Irak, var vel at formålet først og fremmest var at plyndre landet, give det ’chokterapi’ og at lægge det åbent for ’friedmansk’ eksploitering. Besættelsesmagtens fokus og ’genopbygningshjælp’ derfor rettedes stift mod dette formål.
Og gik landet i opløsning.