International kommentar

Pavelige kardinalsynder

Pave Frans påstår at stå på de fattiges side, men i sin tid var han med til at gøre det af med Latinamerikas befrielsesteologi, der netop ville organisere de fattige i modstand mod deres undertrykkere
23. marts 2013

»Når jeg giver mad til de fattige, kalder de mig for helgen. Når jeg spørger dem, hvorfor de er fattige, kalder de mig for kommunist,« sagde den brasilianske ærkebiskop Dom Hélder Câmara engang. Hans bemærkning udstiller en af de store sprækker i den katolske kirke – og tomheden i den nye paves påstand om at stå på de fattiges side.

De modigste mennesker, jeg har mødt i mit liv, har alle været katolske præster. Da jeg for mange år siden arbejdede i West Papua og derefter i Brasilien, mødte jeg mænd, der igen og igen satte livet på spil for andres skyld. Første gang jeg bankede på døren til klosteret i Bacabal i den brasilianske stat Maranhão, frygtede den præst, der åbnede, at jeg var sendt ud for at dræbe ham. For samme morgen havde han modtaget den seneste af en række dødstrusler fra de lokale rancheros. Alligevel åbnede han døren.

Inde i klosteret mødte jeg en gruppe bønder – flere græd og rystede – hvis kroppe og ansigter var dækket af blå mærker efter geværkolbeslag, og hvis håndled bar præg af brandsår fra reb. De var blandt de tusindvis af mennesker, som præsterne forsøgte at beskytte imod områdets ekspansionistiske godsejere, som med støtte fra politiet, lokale politikere og et korrupt retsvæsen brændte deres huse ned, fordrev dem fra deres jordlodder og torterede eller dræbte dem, som holdt stand.

De modige præster

Jeg lærte noget om den frygt, som var præsternes daglige vilkår, da jeg en dag selv blev tævet og var lige ved at blive skudt af militærpolitiet. Men i modsætning til præsterne kunne jeg bare rejse væk. De blev tilbage, fordi de havde forpligtet sig til at forsvare mennesker, hvis kamp for at bevare deres jordlodder kunne være et spørgsmål om liv eller død: Fordrivelse betød underernæring, sygdom og mord i slumkvartererne eller en slavelignende tilværelse i guldminerne.

Disse præster tilhørte en bevægelse, der havde opnået eksplosiv udbredelse over hele Latinamerika efter offentliggørelsen af Gustavo Gutiérrez’ Befrielsesteologi i 1971. Befrielsesteologerne stillede sig ikke kun imellem fattige og dem, der vil slå dem ihjel og fordrive dem. De mobiliserede deres menighed til at modstå udplyndring og udbytning, belærte dem om deres rettigheder og så deres kamp som del af en lang fortælling om modstand, der begyndte helt tilbage med israelitternes flugt fra Egypten.

Dengang jeg sluttede mig til dem, tilbage i 1989, var syv brasilianske præster blevet myrdet, og mange andre i andre lande i Latinamerika arresteret, torteret og dræbt. Óscar Romero, ærkebiskop i San Salvador, var blevet skudt. Men diktatorerne, plantageejerne, politiet og revolvermændene var ikke deres eneste fjender. Syv år efter mit første ophold i i Bacabal vendte jeg tilbage og mødte den præst, der havde åbnet døren. Han kunne ikke tale med mig om disse ting. For han var bragt til tavshed som offer for kirkens store udrensning af afvigende stemmer. Guds løver blev ledet af æsler. Bønderne havde mistet deres beskyttelse.

Ratzingers villede uvidenhed

Angrebet blev sat ind i 1984, da Kongregationen for Troslæren (tidligere kendt som Inkvisitionen) udsendte et dokument skrevet af manden, der stod i spidsen for dette organ: Joseph Ratzinger, den senere pave Benedikt, der fordømte befrielsesteologiens »afvigelser og risiko for afvigelse« fra den rette lære. I forhold til Latinamerika benægtede Ratzinger ganske vist ikke, at »et oligarki af jordejere havde beslaglagt størstedelen af rigdommen«, at »militærdiktatorer gør elementære menneskerettigheder til skamme«, eller at »udenlandske kapitalinteressers praktiserer en brutal fremfærd«. Men Ratzinger insisterede på, at »det er fra Gud alene, at man kan vente frelse og forløsning. Gud, og ikke mennesket, har magt til at ændre på lidelsessituationer.«

Eneste vej frem var, at præster skulle forsøge at omvende diktatorer og lejemordere til at elske deres næste og udøve større selvkontrol: »Det er kun ved at appellere til en persons moralske potentiale og til det vedvarende behov for indre omvendelse, at social forandring kan opnås.« Jeg er sikker på, at generaler og deres dødspatruljer har rystet i bukserne over den bemærkning.

Men i det mindste kunne Ratzinger forsvare sig med, at han som forskanset bag Vatikanets mure ikke havde synderligt begreb om, hvad han var ved at ødelægge. Under inkvisitionens proces mod en af de førende befrielsesteologer, fader Leonardo Boff, blev Ratzinger af São Paulos ærkebiskop inviteret til Brasilien for ved selvsyn at erfare de fattiges situation. Det afslog han. Hvorefter han fratog ærkebiskoppen en stor del af dennes stift. Ratzinger var altså forsætligt uvidende. Den nuværende pave har ikke tilsvarende undskyldning.

Frans’ fordømmelse

Pave Frans ved, hvordan fattigdom og undertrykkelse ser ud: Flere gange om året holdt han messe i det berygtede Buenos Aires-slumkvarter Villa 21-24. Men som leder for Argentinas jesuitter fordømte han ikke desto mindre befrielsesteologien og insisterede på, at præster, der søger at forsvare og mobilisere de fattige, skal hindres i at virke i slumkvarterer og indstille deres politiske aktiviteter.

Nu bedyrer han så, at han ønsker sig en »kirke, der er fattig og er til for de fattige«. Men betyder det at give mad til de fattige? Eller indebærer det at stille spørgsmålet: Hvorfor er I fattige? Latinamerikas diktaturer førte i flere år krig mod de fattige, der mange steder er fortsat efter disse diktaturers kollaps. Forskellige fraktioner inden for den katolske kirke stillede sig på hver sin side i denne krig. Men uanset de erklærede hensigter hos dem, der angreb og undertrykte befrielsesteologien, var de i praksis allierede med tyranner, paramilitære dødspatruljer, jord-tyve, plantageejere og gældsslavehandlere. Og trods hele sin demonstrative ydmyghed stod pave Frans på den forkerte side.

 

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Benno Hansen
  • Niels Mosbak
  • Dennis Berg
  • Niels-Simon Larsen
  • Steen Sohn
Tom Paamand, Benno Hansen, Niels Mosbak, Dennis Berg, Niels-Simon Larsen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

morten hansen

Den siddende pave synder en endnu værre end blot hykleriet: at erklære sig de fattiges forkæmper og samtidig være modstander af befrielsen af disse. Meget værre:
http://paradigmet.blogspot.dk/2013/03/sa-du-rgen.html
Her findes også et lille crashkursus i, hvad jesuitterne er for nogle fætre.

Man begynder at forstå, hvad syndsforladelse/absolutionen er skabt for. Den er primært skabt for at absolvere kirkens ledere fra deres forbrydelse mod menneskeheden.

Morten Hansen

Meget interessant blog du har skrevet. Det der umiddelbart faldt mig ind efter at jeg havde læst den var, at de lande i Syd-Europa det er gået hårdest ud over økonomisk, Grækenland og Cypern, netop ikke er katolske, men ortodokse, og de indskydere der antages at have de største indskud i cypriotiske banker - russere, heller ikke er katolikker, men ortodokse. En økonomisk krig mod lande der ikke anerkender paven?

Pave Frans er bestemt den pave der skal til nu. Væk er tyskeren Ratzinger med hans genindførelse af symbolerne fra før det 2. vatikanerkoncil. Væk er mithraren, væk er de fine silkestoffer, væk er bærestolen, væk er de røde sko, væk er den røde hue og alle andre symboler på verdslig magt. Der er kun en enkel mand, klædt helt enkelt i en hvid kjortel/robe. Og dette symboliserer noget - det symboliserer en anden tilgang til livet end den som tyskeren Ratzinger stod for: en mere ydmyg tilgang til livet. Og uanset hvad Monbiot og I andre mener, så betyder symboler altså noget i denne verden. Væk er også tyskeren Ratzingers udfald mod alle andre religioner, mod islam, mod jøderne også?, mod de protestantiske kirkesamfund, som han kaldte ikke en 'rigtig kirke'.

Ind er kommet en mand fra Argentina, som ikke er perfekt, men hvilket menneske er perfekt? Ind er kommet en ydmyd mand fra Argentina som personligt dukker op hos den danske kirke i Argentina for at sige undskyld til en homoseksuel som blev stødt og krænket over denne mands, Bergoglio's ord, om homoseksuelle. Ind er kommet en mand, en mand som bøjer sig ned og vasker aids-syges fødder - i traditionen fra Joshua (jesus), som vaskede sine discisples (elevers) fødder. Og vent I bare - om et år eller to har denne 76-77 årige mand indført adskillige reformer i den katolske kirke...
[I ved det måske ikke, men selv en pave kan have fjender.....)

Og ved George Monbiot noget som helst om Pave Frans og hans ageren i Argentina? Dette synes ikke at være tilfældet. I så fald ville denne Monbiot, George, vide at Pave Frans (bergoglio) blev udnævnt til ærkebiskop i 1992 længe efter at det argentiske diktatur var faldet. I 1976-1983 da det argentiske diktatur var til og eksisterede var bergoglio altså kun leder af jesuitter-ordenen i Argentina. Og hvor stor magt tror Monbiot - og I andre - at en sådan person har. Stort set ingen - i hvert fald ikke ift. generalerne og ærkebiskoppen af Argentina.

Bergoglio forhindrede aldeles ikke præster i at arbejde i de fattiges slum-kvarterer. Han opfordrede to præster, som med våben i hånd, ville gøre modstand til at blive væk fra de fattiges kvarter; de gjorde de så ikke. Og blev taget som følge af dette. Og man skal ikke undervurdere den katolske kirkes magt bag kulisserne her - ofte sker det gode, som den katolske kirke (altid) bag kulisserne; hører om det gør vi sjældent.

Og befrielsesteologien var altså allerede tilstede 1970erne; den begyndte ikke i 1980erne. Jeg ved det, fordi jeg tit kom i Studenterbogladen i Aarhus i 1970ernes slutning af forskellige årsager. Og her købte jeg f.eks. ofte bøger af Dorothe Sölle. en tysk teolog. Og hun nævnede ofte befrielsesteologien fra Latinamerika i sine bøger/skrifter. Og allerede i 1970erne, under Pave Paul den Sjette (VI) tog den katolske kirke altså afstand fra befrielsesteologien med samme argumenter som Ratzinger senere bruger i 1984-1986. Og her har vi en af de store skillelinjer mellen dem katolske og den protestantiske kirke: i den katolske kirke er det Gud selv der handler, og bringer forandring; i den protestantiske er det gud selv som handler igennem mennesket, og derved bringer forandring.....