Kronik

Politikkens totale kortslutning

Er, gør og bør. Verberne er ladet med rim, rytme og takt. Tre små uskyldige ord gnider sig op ad hinanden. Men hvad sker der, hvis de kortsluttes og bliver til uskelneligt marehalm i magtfulde og opdragelseslystne politikeres mund?
De seneste år er alle toneangivende politikere i Folketinget begyndt at bedrive pædagogik med os: Vi skal opdrages til at tage ansvar. Vi skal arbejde og betale skat.Vi skal forstå, at vi er dyre i drift. Vores blotte væren repræsenterer en kolossal omkostning for staten, mener kronikøren. Her er Anders Fogh Rasmussen på besøg hos Helle Thorning-Schmidt i november.

Keld Navntoft

12. marts 2013

Mennesker er til; de eksisterer. Men de forholder sig ikke altid i ro; de gør nemlig ting og sager. Dertil kommer, at der næsten altid er nogen, der mener, at de bør gøre noget bestemt. På denne måde kobles er, gør og bør tæt til hinanden, når vi producerer, konsumerer, interagerer – og ikke mindst når vi frekventerer samfundets uddannelsesinstitutioner. Ofte glider de tre små ord umærkeligt sammen i samtidens højlydte drøftelser om organiseringen af alt det undervisnings- og lærdomsmæssige i dette land, hvad enten talen gælder SU-reformen, helhedsskolen, lærernes arbejdstid, inklusionsdagsordenen, arbejdssløse kandidater, eleverne på de tekniske skoler eller universiteternes fagudbud.

Den politiske retoriks bærende dogme kan formuleres således: Du er under uddannelse. Gør dig hurtigt færdig. Du bør ikke belaste økonomien = samfundet = staten = de hårdtarbejdende danskere = skatteyderne = os alle sammen!

Det er tilsyneladende vildt provokerende og irriterende for det politiske og forvaltningsmæssige system, at mennesker kan være uforudsigelige, lyststyrede og ’erfaringslabile’. Pludseligt vil og gør de noget andet og vinker farvel til den slagne vej.

Livsbanen vrides, nye udfordringer søges. Man bliver klogere og vælger noget andet. I gamle dage drømte små børn om at køre brandbil og flyve jetjagere. I dag drømmer mange unge om at blive skuespillere og popstjerner. Men som 20-30-40-årig på vej til jobbet, siddende i kø på motorvejen eller småblundende i et overfyldt morgentog, må mange imidlertid sande, at livsdrømmene (heldigvis) blev skiftet ud.

Politikernes opdragelsestrang

At ville noget med nogen, men med hvilken ret? Det er et af pædagogikkens stedsegrønne og anmassende grundspørgsmål. Traditionelt er pædagogik blevet forstået som noget, der primært bedrives på tre scener: mellem voksne og børn i familien, mellem lærere og elever i folke-, fri, handels-, håndværks-, høj- og gymnasieskolerne m.v. og mellem undervisere og studerende på professionsuddannelserne og universiteterne.

Men for tiden er toneangivende politikere i Folketinget begyndt at bedrive pædagogik med hele befolkningen som målgruppe via offentlighedens (læs: mediernes) servile mellemkomst. Vi skal opdrages til at tage ansvar. Vi skal arbejde og betale skat. Vi skal skynde os gennem studierne. Det er ildeset at fjumre og dvæle. Vi skal forstå, at vi er dyre i drift. Vores blotte væren og bliven repræsenterer en kolossal omkostning for staten og erhvervslivet. Der konstrueres smagfulde og stiliserede fjendebilleder af ’Dovne Robert’, ’Fattig-Carina’ og ’Sterile Mette’. Sådan, som de er, bør rigtige danskere ikke være. Sådan, som de ikke gør, må vi gøre: Tage fat, gøre os rige og kun gøre os fortjente til at modtage assistance fra samfundet i yderste nødstilfælde.

Ultimo 2012 skete der en hidtil uhørt forråelse af det politiske sprog. En meget uværdig, uvenlig og upassende tone bredte sig fra Tinge. Pædagogiseringstiltagene drejer sig om, at vi skal bringes til at tænke på en særlig måde. Vi skal lære at lede os selv ind på den rette hylde i konkurrencestaten. Politikerne opdrager borgerne og moraliserer højlydt over de uforstandige, langsomme og dyre medborgere.

Den totalitære styringsfantasme

Et menneske bliver født. Hvad vil hun bibringe verden? Hvad vil han kæmpe for? Det ved vi intet om. Principielt er livet en åben mulighedsværen, ikke en køreplan med faste stoppesteder og én forhåndsbestemt endestation.

Samfundets frihedsgrader beror på, at der er grobund for produktive udvekslinger mellem menneskets væren og gøren og de værdidomme og normer, det lever iblandt og selv er med til at holde i hævd. Bøger findes; men hvad gør de ved mig, når mine øjne vender siderne? Læsningens begivenhed kan ikke forhåndsdiskonteres. Trykket på miljøet er voldsomt. Hvordan skal en økologisk dømmekraft holde den produktive gøren i ave, når der samtidig serveres konkurrenceevnepakker og unisont prædikes økonomisk vækst? Det har vi ikke fundet et stabilt svar på … endnu, og måske findes svaret slet ikke inden for kapitalismen.

En linedanser gør sig klar til sit nummer. Falder hun ned? Det ved vi ikke, men vi håber det ikke. Og skulle det ske, vil sikkerhedsreglerne sikkert blive skærpet. Læreren begynder at foredrage. Kommer nogle af pointerne til at få afgørende betydning for vort liv? Får vi pludselig smag for teori og abstraktioner, selvom vi troede, at den slags ikke var noget for os? Måske … Læreren er én, der gør sig ihærdige anstrengelser; men får det værdi og betydning? Vi véd det ikke, og kun forrykte evidenstænkende og -krævende læringsteoretikere, økonomistiske planlæggere og finansministerielle regnedrenge tror, de kan kortslutte og bortviske forskellene mellem væren, gøren og skullen.

Noget af det skammeligste og mistrøstigste ved den nuværende regerings uddannelsespolitik er, at den er hovmodig på den kedelige måde. Den bærer ved til en totalitær styringsfantasme. Ved hjælp af elevplaner, trinmål, tests, evalueringer, fastholdelseskontrakter, hurtigere studieforløb, erhvervsrettede uddannelser og SU’en som styringsteknologi skal der kreeres produktive arbejdsbier.

I denne maskine tiltales mennesket udelukkende som et strategisk dyr med stærke egeninteresser. Det skal lære at tænke What’s in it for me?, og først når alle disse små bække danner en stor å, kan Forretningen Danmark klare sig i den stadigt mere globaliserede kamp på verdensmarkedet.

Husk på mellemrummene

Helt massivt overses, glemmes og fortrænges menneskers viden og faktiske livserfaringer. Alt det, der overrasker og optager os, rummer ikke-identiteter mellem er, gør og bør i form af uafgørlige og konfliktrige samfundsmæssige dramaer, sociale dynamikker og eksistentielle udfordringer. Mennesket er den art, der gør en hel masse, som det efterfølgende kan bruge lang tid på enten at fortryde eller glæde sig over. Sådan er menneskets liv.

Menneskeheden er ophav til en masse kontraintentionelle og kontraproduktive ting og er henvist til at rydde op efter sig selv. Af egen kraft må den som en anden Baron von Münchhausen lære at trække sig selv op ved håret af sin egen sump.

Der er ingen hjælp at hente hverken i gamle trosforskrifter eller i den reduktive politiske jargon. Mennesker, der tror, at de kan være kreative eller innovative på kommando eller får at vide, at de bør være det, bliver det meget sjældent.

Nysprogets massive fordringer formår ikke at flytte bjerge hverken inden for tænkningen, kulturen, kunsten eller i arbejdssfæren. Enhver pædagog og underviser er henvist til at arbejde i de mellemrum, som er, gør og bør måtte åbne og tilskynde de lærende til at befolke og udforske. At være hovmodig på den gode måde er at insistere på, at der kan skabes fælles og intens opmærksomhed om at udvide dannelsesrummet for det mulige. Det, der er lært, gør det muligt at udforske noget andet og mere, end det man i forvejen kan. Den filosofisk interesserede bør møde hovedværket og ikke blot et ’pædagogisk’ uddrag. Den, der har lært at mestre et vristspark, må gøre sine hoser grønne ved at træne dykkende bananskud og flugtende saksespark. Den, der er god til at skrive stil, men har overlæsset sine hidtidige tekster med nutidsverber og handlende subjekter – må øve sig i at skrive og skraldgrine af sætninger af typen: »Smilende forlod jeg timen, mens dannelsestanken atter blomstrede i Dannevang og i mit sind … «

 

Steen Nepper Larsen er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Campus Emdrup, Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem af Sophia – tænketank for pædagogik og dannelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Pedram Aktari
  • Steffen Gliese
  • Steen Sohn
Niels Duus Nielsen, Pedram Aktari, Steffen Gliese og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer