De arbejdsløse er dovne samfundsnassere’. Sådan lyder den etablerede sandhed, og det er på den baggrund, at regeringen har lanceret dens vækstpakke, der skal skabe arbejdspladser ved at tage fra de nederste og give til de øverste i samfundet.
Jeg er ikke uenig i, at det er bedre for et menneske at være arbejdende skatteyder end at være placeret som samfundsuduelig nasser i tredje, om ikke division, så matchgruppe. Derfor er der også – umiddelbart – god mening i at nedlægge matchgrupperne, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nu vil gøre for derved at sende et signal om, at ingen skal opgives. Men den bagvedliggende tanke er jo først og fremmest at spare penge, og regeringens borgerlige plan om tage fra førtidspensionisterne, fleksjobberne, SU-modtagerne og kontanthjælpsmodtagerne og give til erhvervslivet er ikke bare farveblind, borgerlig politik. Det er også dumt.
For ja, det ville da være dejligt, hvis vi ved at nedlægge matchgrupperne kunne trylle hele matchgruppe 3 ud på arbejdsmarkedet. Men de mennesker, som er parkeret der, er jo meget ofte dem, man møder i psykiatrien og i misbrugsambulatorierne – folk der måske i virkeligheden kandiderer til en meget dyrere invalidepension. Jeg har de sidste uger skrevet klummer om resocialisering af kriminelle og psykisk syge via lærepladser og arbejdsterapi, hvilket giver forhøjet livskvalitet til de mennesker og samtidig er en samfundsgevinst, fordi det hindrer tilbagefald i sygdom og kriminalitet og på sigt kan få folk helt eller delvist væk fra overførselsindkomst.
Og virkeligheden er, at en effektiv revalidering af marginaliserede samfundsgrupper kræver en meget mere omfattende og ressourcekrævende indsats end bare at nedlægge matchgrupperne og insistere på, at den enkelte kun skal have én sagsbehandler (som Frederiksen nu gør). Resocialisering er en vigtig samfundsopgave, som vi kollektivt må tage ansvar for at løfte. Først og fremmest for de individer der af den ene eller anden ulykkelige grund ikke er arbejdsdygtige. Og her taler jeg ikke om dovne Robert, men f.eks. om de mange psykisk syge, arbejdsskadede, ekskriminelle, misbrugsramte mennesker for hvem det at få et arbejde og blive anset som del af samfundet står som en uopnåelig ønskedrøm. Men det kræver en helt anden koordineret indsats inden for området, end den man har i Danmark i dag.
F.eks. som den man har i Schweiz, hvor jeg har arbejdet næsten et år. Her har man et kæmpe apparat til at resocialisere folk, der af den ene eller anden grund er faldet ud af arbejdsmarkedet. Dels er der på de psykiatriske klinikker – udover ergoterapien, hvor patienterne kan tegne, male og lave lettere håndarbejdsmæssige ting – etableret en meget velfungerende, omfattende arbejdsterapi med træ-, papir-, metal-, syværksteder, lysstøberi, vaskeri samt gartneri og store dyrestalde. Patienterne skal have ordineret denne behandling af en læge, og arbejdsterapien varetages af specialuddannede terapeuter, der også har en håndværksfaglig baggrund, så de kan styre værkstederne (sådan en uddannelse findes ikke i Danmark). Terapeuterne rapporterer ugentligt til lægerne om patienternes arbejdsdygtighed i forhold til parametre som koncentrationsevne, udholdenhed, kognitive og motoriske færdigheder og samarbejdsevne.
Når patienterne i længere tid har klaret sig godt internt på klinikkens værksteder, kan de sluses ud i en ekstern arbejdsterapi, der bl.a. består af store arbejdsrehabiliteringscentre med autoriserede værksteder, hvor man f.eks. kan få et mekaniker- eller kokkesvendebrev med sig ud i samfundet. Dette tilbud gælder også for folk, der på grund af arbejdsskader eller fysisk sygdom skal omskoles til andet erhverv.
Etableringen af et sådant apparat ville være visionært, men ville samtidig kræve en kæmpe indsats på området, der i første omgang ville koste mange penge. Til gengæld ville det på sigt kunne betale sig, idet mange af de uarbejdsdygtige helt eller delvist opnår at kunne forsørge sig selv. Desuden ville det klæde regeringen at relancere det menneskesyn, der engang var fællesnævner for venstrefløjen: At vi som samfund hjælper svage samfundsborgere på fode igen i stedet for, at vi – dækket ind af en skummel pseudo-social retorik – sænker erhvervsskatten, imens vi barberer de svageste borgeres ydelser ned til en ydmygende fattighjælp.
Birgit Wandahl Bundesen er læge i psykiatrien
