Kommentar

Rod i samlivet

Vi har behov for klare og gennemsigtige regler for, hvornår nogen lever i et ’samlivsforhold’. Ellers kan borgerne ikke indrette sig efter det
4. marts 2013

Kære social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), inden for det sidste år har der igen været stor medieopmærksomhed på, om ’ulovligt enlige’ snyder sig til sociale ydelser. Samtidig har det været i fokus, at sociale klienter ofte befinder sig i en retslig situation, som er helt uigennemskuelig. Det er bl.a. kommet frem i en sag om utilstrækkelig sagsoplysning, som Folketingets ombudsmand har offentliggjort i maj 2012, på en høring afholdt af Folketinget i september 2012 samt på et debatmøde arrangeret af Retspolitisk Forening i november 2012.

Det svære spørgsmål er, hvorvidt en modtager af en social ydelse er enlig, eller om vedkommende lever i et ’samlivsforhold’, som kommunen anser for ægteskabslignende. Hvis der foreligger et sådant samliv, vil det betyde bortfald og måske tilbagebetaling af en række sociale ydelser til enlige såsom ordinært og ekstra børnetilskud, hel eller delvis friplads i daginstitution, boligstøtte, førtidspension, ældrecheck og flere tillæg til folkepensionister. At miste disse ydelser kan sætte borgeren i en velfærdstruende situation.

Det er derfor meget foruroligende, at der i to tv-udsendelser i januar i år (Aktion Socialt Bedrageri på DR) blev vist klare eksempler på fejl i sagsbehandlingen, hvor kontrolmedarbejdere gav vildledende og forkerte oplysninger. To juraeksperter har fremsat en tilsvarende kritik i Orientering på P1 den 25. januar.

Klare kriterier

Socialminister Henriette Kjær udtalte helt tilbage i 2004 (Jyllands-Posten den 11. august 2004), at der burde laves nogle mere moderne og retfærdige retningslinjer. Det er derfor på tide, at der tages konkrete initiativer fra social- og integrationsministerens hånd. Og der er brug for nytænkning.

Det er således tankevækkende, at der i Danmark stilles mindre krav til, at en social ydelse mistes som følge af et samlivsforhold end i Norge og Sverige, som vi sædvanligvis sammenligner os med.

Det bør ligeledes nævnes, at Familiestyrelsen i en afgørelse af 4. januar 2011 har skærpet kravene til bortfald af ægtefællebidrag på grund af nyt kæresteforhold.

Vi vil opfordre til handling på to områder:

For det første bør der udfærdiges en klar definition af, hvornår der foreligger et ægteskabslignende samlivsforhold. Både sagsbehandlere og sociale klienter har brug for langt tydeligere retningslinjer. I dag er den centrale vurdering, om der foreligger ’fælles husførelse’. Dermed er der åbnet op for en meget vid – og ofte for vid – fortolkning. I almindelighed er det en forudsætning, at der er fælles bopæl – dog er den formelle tilmelding til folkeregistret ikke afgørende. Netop her er der mange sager, når et par bor hver for sig og tit ses. Det stilles som et krav i sagsbehandlingen, at myndighederne skal foretage »en selvstændig, konkret og individuel prøvelse«, hvilket har ført til yderst forskellige vurderinger fra kommune til kommune.

To års samliv

En definition fungerer langt bedst, når den bygger på objektive kriterier. I Ingrid Lund-Andersens doktordisputats, Familieøkonomien fra 2011, stilles der forslag om, at der som udgangspunkt overalt i lovgivningen indføres en ensartet definition af samlivsforhold med afsæt i den definition, som findes i arveloven fra 2007: »To personer lever sammen på fælles bopæl og venter, har eller har haft et fælles barn eller har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sidste to år.«

For denne gruppe bør der også indføres en forsørgelsespligt, ligesom der bør være sammenhæng mellem den privatretslige og den offentligretslige forsørgelsespligt.

For det andet bør der laves en nøje plan for, hvordan kommunens sagsbehandlere kan blive bedre uddannet i de forvaltningsretslige regler, ligesom de konkrete retningslinjer til kontrolmedarbejdere bør gøres mere anvendelige og detaljerede. Meget kunne tale for, at bonusordninger til ihærdige medarbejdere bliver afskaffet, så der ikke er incitamenter i systemet til at begå direkte ulovligheder og udsætte sociale klienter for ydmygende behandling.

God og forsvarlig forvaltning kræver, at reglerne er klare og gennemsigtige, og at retstilstanden er forudsigelig. Det betyder så også, at borgerne kan indrette deres adfærd, som samfundet ønsker og foreskriver det.

 

Ingrid Lund-Andersen er professor i familie- og arveret, dr.jur. og medlem af Retspolitisk Forening. Bjørn Elmquist er advokat og formand for Retspolitisk Forening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er vist et gammelt tankegods med forsørgelses-pligt. Hvordan fungerer det på det mobile. Mobiliteten, må lide et knæk - ved at stavnsbinde folk, i forhold, til stand.

Det lyder anti-liberalt - der må bankes i bordet - bang the table - om nødvendigt.

"For denne gruppe bør der også indføres en forsørgelsespligt, ligesom der bør være sammenhæng mellem den privatretslige og den offentligretslige forsørgelsespligt."

Hvorfor?

Lise Lotte Rahbek

Selvfølgelig skal der indføres klare regler af hensyn til borgere og myndigheder,
og nidkærhed i kommunens favør bør ikke kunne belønnes.

Men jeg har stadig ikke forstået, hvorfor samboende bør have forsøgerpligt overfor hinanden. Hvis ægteskab og samboende sidestilles, så er der nogle skattefradrag, som også skal sidestilles.
Og ærlig talt - hvad er den familiepolitiske og bolig-politiske hensigt med at gøre det mindre attraktivt at bo sammen, fordi man risikerer at hænge med en økonomisk møllesten om halsen i tilfældet af, at kærligheden ikke kan holde til at blive forsørger for et andet voksent, selvstændigt menneske i en individualiseret nutid?