International kommentar

Hvad stiller Vesten op med sine sære syriske sengekammerater?

Vestens alliance mod Assad-regimet er svanger med uholdbare modsætninger. Syriens tragedie består ikke blot i dets egen blodige borgerkrig, men også i det internationale samfunds fatale splittelse
Debat
30. marts 2013

I de seneste par uger har der været megen hændervriden over situationen i Syrien. Og med god grund. For hver nye udvikling er den gordiske knude kun strammet mere til, mens udsigterne til, at nogen ville hugge den over, har fortonet sig yderligere.

En af de meste dystre udviklinger var, at grundlæggeren af Den Frie Syriske Hær (FSA), den forhenværende oberst i regeringshæren, oberst Riad al-Asaad, blev alvorligt såret ved et målrettet bilbombeattentat, umiddelbart før Den Syriske Nationale Koalition overtog Syriens plads i stedet for Assads regime ved Den Arabiske Ligas møde i Doha.

Det vides ikke, hvem der stod bag attentatet – var det Assad-loyale grupper, eller var det rivaliserende islamistiske oprørsfraktioner? Bekymrende var det også, at det igen kom til kampe mellem kommandant Abu Azzams nationalistiske og relativt sekulære Farouq-brigader og den ultrakonservative islamitiske gruppe Jabhat al-Nusra (som USA betragter som en terrororganisation med bånd til al-Qaeda) kulminerende med endnu et mislykket attentat på Abu Azzam.

Skrøbelig koalition

De tro grupper er blandt de mest effektive, bedst organiserede og bedst kendte af de mange militsgrupper, der kæmper mod den syriske præsidents styre. Deres interne fejde er kun lige begyndt, men varsler ilde for Syriens fremtid efter Assads fald.

Krige kører som bekendt uhyre sjældent efter planerne, men Syriens tragedie ligger i nok så høj grad i skrøbeligheden ved den koalition, der støtter oprørerne, som i oprørernes manglende evne til at fremtvinge de afgørende sejre i deres egne politiske og militære kampe.

Siden Rusland og Kinas veto i FN i begyndelsen af 2011 har det internationale samfund ikke været i stand til at finde nogen fælles stemme i forhold til Syrien: På hold A har vi USA, EU, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar, mens Rusland, Kina, Iran og diverse andre spillere udgør hold B.

I stedet for at løse krisen har disse konkurrerende aktører udlignet hinandens bestræbelser i de to år, som er gået siden da. Som hovedkræfterne bag initiativet til Libyens befrielse fra Muammar Gaddafi er franskmændene og briterne tydeligvis indstillet på at gøre mere end at træne oprørssoldater i Jordan eller skrue op for den humanitære bistand til flygtninge.

Men deres pres for at bevæbne Den Frie Syriske Hær i selve Syrien kan ikke skjule, at de ikke har styr på deres egne allierede og endnu mindre da på det modsatte hold.

På Den Arabiske Ligas møde blev der igen krævet en mere robust FN-aktion, men dette afspejler hverken de diplomatiske realiteter eller udviklingen i området. Journalister, der dækker Syrien indefra, har afsløret, hvordan Tyrkiet og Golfstaterne for længst er i gang med at træne, finansiere og bevæbne oprørsgrupper, men fra et fransk-britisk perspektiv er det klart de forkerte grupper.

Sidste uges nyhed om, at klorbaserede kemiske våben skal være taget i brug fra et område kontrolleret af Jabhat al-Nusra, den islamistiske milits, der støttes af Qatar, står på ubehagelig vis i skarp kontrast til den mere sekulære Frie Syriske Hærs appeller om militært isenkram fra Vesten.

Skyggerne fra Irak

Hidtil har USA siddet på hænderne. Dets nye udenrigsminister, John Kerry, har ikke formået at overbevise præsident Barack Obama om at flere våbenleverancer til Syrien på længere sigt vil kunne redde liv. Alliancen med Qatar, Saudi-Arabien og Tyrkiet i Syrien bygger stadig på tilfældige omstændigheder. Det står overhovedet ikke klart, om alle på hold A ønsker det samme. At ville stække den iranske eller endog russiske indflydelse i Syrien er ikke det samme som at ville sikre det bedste resultat for det syriske folk.

Med skyggen fra Irak-krigen hængende tungt over enhver overvejelse om vestlig intervention, er det umuligt at mobilisere nogen indenrigspolitisk støtte i både Europa og USA til et sådant skridt. De næstbedste muligheder forbliver fremdeles flyveforbudszoner og humanitære korridorer. Men heller ikke nogen af disse skridt har umiddelbart udsigt til at kunne blive folkeretsligt levedygtige eller fungere i praksis på jorden.

Lokale dagsordener

Det, som virkede så fint i Libyen i 2011, ligner nu snarere et tilfældigt kunstgreb. I betragtning af EU’s seneste spændinger over for Rusland i forhold til Cypern, Kinas standhaftige vetoer, og Tyrkiets og Qatars regionale aktivisme, kan den NATO-ledede libyske angrebskrig gå over i historien som en af de sidste handlinger fra et konsensusbaseret ’internationalt samfund’. Jo mere krisen skærpes, jo mere får de lokale dagsordener forrang.

Hvorvidt dette betyder, at Golfstaterne foretrækker, at stærke hellige krigere kommer til magten fremfor demokrater, eller om Tyrkiet hellere vil bakke op om nogle af Syriens etniske og sekteriske grupper fremfor andre, bliver det ikke det syriske folk, der kommer til at gå sejrrigt ud af konflikten, i al fald ikke i den forstand, man ønsker sig i USA og EU.

At indse deres egen alliances dysfunktionalitet i Syrien og at handle derefter bør nu være en afgørende prioritet for de fremtidige britisk-franske planer. Er der virkelig ikke andre alternativer end at fastholde en lunken støtte til en stadig mere snæver, splittet og dårligt udrustet gruppe syriske oprørssoldater, der i stigende grad kommer i modsætningsforhold til en anden, der er bedre bevæbnet og bakkes op af Vestens egne regionale allierede?

 

Claire Spencer er leder af tænketanken Chatham Houses Mellemøsten- og Nordafrika-program

 

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Relativt sekulære Farouq-brigader... og længere nede: Den mere sekulære Frie Syriske Hærs appeller om militært isenkram fra Vesten... (Får
den det ikke allerede i overflod fra Saudi-Arabien og Qatar, og hemmeligt fra CIA via Jordan og Tyrkiet, Claire Spencer?
Ellers er det den sædvanlige fremstilling af Mellemøsten-forskere, der gnider sig op ad USA og Nato.
Jan Øberg og andre kritiske forskere kommer jo aldrig til orde i medierne,
som er blevet, om muligt, endnu mere totalitært ensrettede siden krigen mod Jugoslavien - og Irak-krigen (selvom franske og tyske interesser i Irak, og dermed modstand mod krigen dog skabte, og fortsat skaber en vis debat, også herhjemme)
Konsensus-idyllen om, at Nato, der invaderer Libyen og den imperialistiske angrebsalliance, der invaderer Syrien, via dets "oprørere," - selvfølgelig mod en grufuld diktator og i menneskerettighedernes navn for at skåne civilbefolkningen, skal jo nødigt forstyrres.
Men i deadline d. 26. marts advarede chefen for PET, Jakob Scharf, alligevel indtrængende mod at danskere tog til Syrien for at hjælpe de syriske oprørere. Der er en overhængende risiko for, at de dér villle blive trænet i terror, og derefter vende hjem og udgøre en potentiel terror-trussel, forklarede Scharf.
Jamen, opinionen i Danmark, Europa og USA får jo hele tiden tudet ørene fulde med, at terrorgrupper er marginaliseret i Syrien, og at det dermed langt overvejende er de moderate, politisk reformkrævende oprørere, med den Frie Syriske Hær i spidsen, der dominerer oppositionen!
Så hvorfor denne advarsel, Scharf?
Fordi Scharf repræsenterer Politiets Efterretningstjeneste, hvis opgave er at beskytte Danmark mod potentielle terrortrusler, og følgelig skal stå til ansvar for dets vurderinger. Og derfor er tvunget til at efterforske på et grundigt, objektivt grundlag.
Når Scharf udtaler sig så kategorisk, som tilfældet er, er det naturligvis en konstatering af, at flertallet af oprørerne, inklusiv Farouq-brigaden og Den Frie Syriske Hær (som er domineret af Det Syriske Muslimske Broderskab), langfra er moderate, men udgør en integreret del af al Queda terror-netværket.
- Og at det således i virkeligheden er de moderate, politisk reformkrævende oprørere, der er marginaliseret (og som naturligvis heller ikke arbejder sammen med væbnede terrorister).
Men den Arabiske Liga presser som bekendt på at bevæbne oppositionen (yderligere), og opinionen skal tro, at Nato og EU fortsat er tøvende, fordi de er "usikre" på om våbentilførsel havner i de "forkerte" hænder.
Men ligesom Scharf, ved de øvrige vestlige efterretningstjenester naturligvis godt hvor våbnene havner. Nato og deres allierede i Mellemøsten skyr ingen midler for at få afsat Assad, og i stedet indsat et marionet-styre.
Forskellen på Scharf og dem er blot at førstnævnte slår åbent alarm.

Niels Engelsted

Hvorfor er danske soldater døde i Afghanistan? Fordi USA med success mobiliserede og bevæbnede fanatiske fundamentalistiske kræfter mod russerne, men da russerne kørte ud af Afghanistan med deres panser og lastvogne fortsatte de hellige krigere, og snart måtte amerikanerne selv kæmpe mod dem i Irak og andre steder. Blowback hedder det. Det kunne også kaldes loven om uintenderede konsekvenser, men efter Afghanistan kan denne lov ikke længere være de vestlige magter ubekendt. Alligevel mobiliserede man de hellige krigere mod sekulære Gaddafi i Libyen og danske F-16 kampfly fungerede som krigernes luftvåben, men var de til at stole på? Nej, da fik chancen slog de den amerikanske ambassadør og CIA-agent ihjel. Nu har man længe mobiliseret dem til krig og terror mod den sekulære Assad i Syrien, skulle man så forvente et andet udfald denne gang? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg ved ikke om Villy Søvndal har forstået det, men i det mindste har Scharf.