Kronik

Han har jo ikke noget tøj på

Tvang Martin Krasnik Lars Hedegaard ud i en selvfremstilling som rablende idiot? Var det et forsøg på karaktermord for åben skærm? Nej, snarere var der tale om et afgørende skift i behandlingen af den såkaldte ’islamkritik’, som har haft uhindret og relativt ukritisk adgang til medierne i mere end 10 år – trods det faktum, at kritikken bygger mere på tro end på viden
Islamkritikken er blevet behandlet ukritisk. For en afvisning af Lars Hedegaards perspektiver og pointering af, hvor gak gak det end er, bliver en indirekte støtte til hans potentielle morder. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Islamkritikken er blevet behandlet ukritisk. For en afvisning af Lars Hedegaards perspektiver og pointering af, hvor gak gak det end er, bliver en indirekte støtte til hans potentielle morder. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

27. marts 2013

KRONIK – Siden 11. september 2001 og efter Muhammed-krisen er ’islamkritik’ gradvist blevet et accepteret begreb, som betegner kritik af islam som religion, filosofi, politik og livsform. Det er samtidig blevet en levevej for folk, som i islam ser en fascisme, der truer demokratiet, friheden og nationen. Islamkritik er dog mere end det. Islamkritik er også et fællesskab, som udfolder sig på blogs, i Trykkefrihedsselskabet, i nationalkonservative kredse og i Dansk Folkeparti. Islamkritik er et værktøj og et våben. Det virker som spydspids for kritik af medierne, politikerne, universiteterne, multikulturalismen, eliten og ’de røde’. Den handler kort sagt også om alt muligt andet end islam.

Den typiske holdningskuffert for en islamkritiker inkluderer ’nationen’, ’kristendommen’, ’kulturen’ og ’demokratiet’ – ikke som kontraktligt fællesskab, men som et historisk-kulturelt eller sentimentalt fællesskab. Man kan sige, at ligesom multikultur oftest er en del af pakken for det yderste venstre, er islamkritik en del af pakken for det yderste højre. Man skal være blind for ikke at se parallellerne til 1970’ernes og 1980’ernes Israel-Palæstina-debat: De røde, revolutionære holdt med palæstinenserne, de borgerlige med Israel.

Hedegaard som vismand

Lars Hedegaard sagde det selv under det famøse interview. Islamkritik indbefatter alternative medier, uddannelsesinstitutioner og alternative netværk. Denne moduddannelse varetages i dag af blogs, bøger, interviews og netværk som f.eks. Trykkefrihedsselskabet. Det skyldes, at de store medier, uddannelsesinstitutioner og netværk er ’dhimmificerede’ (ikkemuslimer, der underkaster sig islams overherredømme, red.), ’islamificerede’ eller underlagt en relativistisk multikulti-holdningstvang. Betegnelserne bruges ofte synonymt. Derfor kan institutionerne ikke stoles på, og islamkritikere må derfor stole på den viden, som fremlægges i egne cirkler, uanset at denne viden ikke kan verificeres eller gives epistemologisk effekt af anerkendte institutioner eller forskere.

Det handler om tillid. Islamkritikerne har fremelsket deres egne vismænd, professorer eller tillidsmænd, for hvem officiel akademisk anerkendelse er underordnet. Tværtimod er en afvisning fra det ’dhimmifiserede’ system nærmest et hæderstegn. Det er et tegn på, hvor kritisk, frittænkende og selvstændig vismanden/kvinden er. Lars Hedegaard er en sådan vismand. Han er islamkritikkens fremmeste historiker; han har været inde i det dhimmificerede system, og han har haft sin åbenbaring, sin omvendelse til klarsynet. Det er mod og klarsyn til vide, hvad der er sandt, selv om alle andre er blevet ofre for propagandaen. Som skabelon er der ligheder med både religiøse og politiske sekter, antisemitisme og endda science fiction.

Opgør med de intellektuelle

Krasnik myrdede et perspektiv, som han selv og andre journalister har givet uendelige mængder plads og opmærksomhed i mange år. Ikke fordi de selv nødvendigvis deler holdningen, men de har været fascinerede af det, og derfor har de og mange andre kurtiseret det. En flirt, der er slut nu. Mangen en islamkritiker er blevet hevet ind i studierne og i spalterne udelukkende på baggrund af muligheden for, at der er noget råddenskab i det autoriserede, velmenende, venstresnoede videnssystem.

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at de journalistiske superstars tror, at ’islam’ har planlagt en overtagelse af verdensherredømmet gennem indvandring el. lign., men islamkritik som kritik af den autoriserede universitetsviden og kritik af ’de gamle intellektuelle’ har været meget interessant for mange journalister og debattører. Indimellem har islamkritik endda været et værktøj for den moderne oplysnings- og fornuftsorienterede humaniora, som ’dhimmificeringen’ har undertrykt i mange år. Et umage venskab, som Krasnik nu har myrdet.

Ukritisk behandling

Eksemplerne på dette er mange. Når Hedegaard og co. udgiver bøger, kronikker, holder møder, har det været massivt dækket. Hedegaard og co. er blevet sat til at ’duellere’ med universitetsforskere. De har fået oceaner af spalteplads til ’anmeldelser’ af forskeres bøger, trods det at det i princippet er imod oplysnings- og fornuftstanken og intet har med kritik at gøre. Som interviewet med Krasnik så tydeligt illustrerede, er vismanden selv langt ude af et fornufts- og oplysningsstridigt spor.

Kim Møller (en anden prominent alternativ ekspert) er et også godt eksempel. Møller omformede sit dilettantiske historiespeciale til en martyrpublikation, Vejen til Damaskus, udgivet af vennerne i Trykkefrihedsselskabet, som fik lange anmeldelser og temaomtaler i nærmest alle medier. Det var og er en vittighed, hvis ikke det var, fordi Møller sad i diverse civiliserede programmer og blev anmeldt, som om der var tale om noget vigtigt.

Faktum er, at islamkritikken er blevet behandlet ukritisk i de kloge medier, fordi den er blevet brugt til at kritisere noget andet – det være sig universitetet, navngivne forskere, de venstreintellektuelle eller multikulturalismen. Den 17. marts gjorde Krasnik det til dum og doven journalistik at give islamkritikere fri spalteplads.

Viden som ren retorik

Et af de fundamentale problemer i, at medierne de sidste mange år har sat islamkritikere op mod autoriteterne, er, at det i virkeligheden er baseret på en form for relativisme. Det er i princippet baseret på en sandheds- og autoritetskritik, som også kan ses som en mærkelig form for demokratisering, hvor det er validt at hævde, at global opvarmning ikke findes; at det var Mossad, som sprængte World Trade Center i luften; at ’islam’ er en koordineret magtovertagelsesplan; at Obama faktisk er muslim, eller at korstogene var en fælles europæisk forsvarshandling mod ’islams’ ekspansion. Og at det er mediernes rolle at ligestille disse positioner med den etablerede videnskab i en perverteret version af at høre begge ’parter’ i en sag.

Resultatet er en eliminering af det videnssyn og en underminering af det universitet, som islamkritikerne ellers hævder at ville genrejse. Viden bliver ren retorik og politik, og videnskaben er reduceret til ’en position’. Islamkritikken og mediernes omfavnelse af den bliver et centralt symptom på kildekritikkens død.

Judashandlingen

Krasnik stillede de reelt kritiske spørgsmål til Hedegaard: Hvad er kilderne kilder til? Er der overhovedet en sammenhæng mellem dine påstande og dit belæg? Hvilken sammenhæng blev kilden til i, hvad vil den, og hvad er den repræsentant for?

Islamkritik blev udstillet som en tro- og tillidssag. Man skal på forhånd acceptere, at det faktisk forholder sig sådan med islam og muslimer, før man kan se sammenhængen mellem påstande og belæg, og her skal ’se’ forstås i en magisk betydning. Faktum er, at på klassiske universitære, historievidenskabelige præmisser er Hedegaard, Helle Merete Brix, Torben Hansen og Kim Møller (for at nævne et par hovedpersoner) tvivlsomme historikere.

Et vigtigt aspekt af den perverterede parallelitet mellem islamkritik og videnskab er etableringen af falske modsætninger. En total afvisning af Hedegaards perspektiver og pointering af, hvor gak gak det faktisk er, bliver en indirekte støtte til hans potentielle morder. Her excellerer DF’ere som Winkel Holm og Krarup. Eller at en total afvisning af islamkritikkens perspektiver skulle implicere, at der ikke er grund til at kritisere islam, muslimer, islamforskning, universiteter, multikulturalisme, indvandring og mediers politiske toninger.

Men islamkritikken er bare ikke kritik. Hedegaard er ikke kritisk; han er troende.

Tak til Martin Krasnik for en ægte public service-oplevelse forankret i en grum, men skøn og nødvendig Judashandling.

Jakob Egholm Feldt er lektor i historie på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dino Avdibegović
  • Bente Simonsen
  • Stig Henriksen
  • Peter Gordy
  • Inger Sundsvald
  • Jens Falkesgaard
  • Anders Reinholdt
  • Matias Tinghus
  • Marie Jensen
  • Morten S. Andersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Hans Larsen
  • Tue Juncker-Løndal
  • Olav Storm Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Tommy Knudsen
  • Karin Bennedsen
  • Simone Molin Friis
  • Tom Paamand
  • Viggo Okholm
  • Gunnar Astrup Madsen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Claus Madsen
  • Henning Pedersen
  • Morten Hartz Kaplers
  • Uni Machanga
  • Sune Keller
  • Benny Larsen
  • Tina Kaas Andersen
  • Susan Flyger
  • Per Møller
  • Kylle Zimmermann
  • Søren Christensen
  • Anders Kristensen
  • Zehra Aras
  • Dorte Sørensen
  • Dorte Winkler
  • lars rosholm tørresø
  • Bo Stefan Nielsen
  • Line Laudrup
  • Malan Helge
  • Lars Jorgensen
  • Carsten Mortensen
  • Allan Rabjerg
  • Martin Frøsig
  • Jens Frederiksen
  • Subhana Ahmed
  • Erling C Havn
  • Jørn Sonny Chabert
  • Ivan Mortensen
  • Olaf Tehrani
  • Else Damsgaard
  • Lone Christensen
  • Holger Madsen
  • Anders Krog
  • Jesper Larsen
  • Jonas Bech
  • Klaus Garde Nielsen
  • Signe Kaffe
  • Sine Grønborg
  • Peter Andersen
  • Per Jongberg
  • Trille Hassager
  • Holger Lyngklip Strøm
  • Benno Hansen
  • Vibeke Svenningsen
  • Tove Lodal
  • Niels Mosbak
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Philip B. Johnsen
  • Rasmus Rask Poulsen
  • Hans-Henrik Hansen
  • Troels Thomsen
  • steen nielsen
  • Bochra Zareini
  • Christel Gruner-Olesen
  • Rasmus Knus
  • Jesper Frandsen
  • Søren Roepstorff
  • ole eising
  • Kirsten Andersen
  • Merete Jung-Jensen
  • Peer Bentzen
  • Per Holm Knudsen
  • Astrid Rasmussen
  • Steffen Gliese
  • Steen Sohn
  • Simon Hauptmann
  • Thomas Frisendal
  • Søren Jessen
  • Viggo Helth
  • Tonny Helleskov
  • Grethe Preisler
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jørn Vilvig
Dino Avdibegović, Bente Simonsen, Stig Henriksen, Peter Gordy, Inger Sundsvald, Jens Falkesgaard, Anders Reinholdt, Matias Tinghus, Marie Jensen, Morten S. Andersen, Rasmus Kongshøj, Hans Larsen, Tue Juncker-Løndal, Olav Storm Jensen, Torben K L Jensen, Tommy Knudsen, Karin Bennedsen, Simone Molin Friis, Tom Paamand, Viggo Okholm, Gunnar Astrup Madsen, Heinrich R. Jørgensen, Claus Madsen, Henning Pedersen, Morten Hartz Kaplers, Uni Machanga, Sune Keller, Benny Larsen, Tina Kaas Andersen, Susan Flyger, Per Møller, Kylle Zimmermann, Søren Christensen, Anders Kristensen, Zehra Aras, Dorte Sørensen, Dorte Winkler, lars rosholm tørresø, Bo Stefan Nielsen, Line Laudrup, Malan Helge, Lars Jorgensen, Carsten Mortensen, Allan Rabjerg, Martin Frøsig, Jens Frederiksen, Subhana Ahmed, Erling C Havn, Jørn Sonny Chabert, Ivan Mortensen, Olaf Tehrani, Else Damsgaard, Lone Christensen, Holger Madsen, Anders Krog, Jesper Larsen, Jonas Bech, Klaus Garde Nielsen, Signe Kaffe, Sine Grønborg, Peter Andersen, Per Jongberg, Trille Hassager, Holger Lyngklip Strøm, Benno Hansen, Vibeke Svenningsen, Tove Lodal, Niels Mosbak, Martin Karlsson Pedersen, Philip B. Johnsen, Rasmus Rask Poulsen, Hans-Henrik Hansen, Troels Thomsen, steen nielsen, Bochra Zareini, Christel Gruner-Olesen, Rasmus Knus, Jesper Frandsen, Søren Roepstorff, ole eising, Kirsten Andersen, Merete Jung-Jensen, Peer Bentzen, Per Holm Knudsen, Astrid Rasmussen, Steffen Gliese, Steen Sohn, Simon Hauptmann, Thomas Frisendal, Søren Jessen, Viggo Helth, Tonny Helleskov, Grethe Preisler, Maj-Britt Kent Hansen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens E. Hansen

Tja - nu ser vi frem til Krasniks næste epokegørende indsats: et kritisk interview med en islamistisk imam e.l.

.. and pigs can fly ...

randi christiansen

Sidst DR2 forsøgte sig med sligt, var da Adam Holm forsøgte et interwiev med en londonbaseret mullah. Det gik helt galt - A.H. blev, eller lod sig snakke baglæns ud ad studiet. Var det et stunt for at vise, at dialog med ´disse mennesker´ikke kan lade sig gøre, eller stak han bare op for bollemælk ? Det er for tyndt , og må kunne gøres bedre

hussein ferdowsipour

kære Jakob Egholm, jeg synes at du og mange andre glemmer at skrive om andre islamkritikere end dem på den yderste højrefløj. Vi som har oplevet sharia på tæt hold, har set kvinder bliver stenet ihjel, har set kritikere bliver hejst op af krane, har set at kvinder og mænd bliver pisket offentligt og har oplevet torturen på vores krop under islams navn, har oplevet islam som et fascistisk, udemokratisk, ulogisk religion.
Det er på tide at danske intelektuelle og især venstrefløjes vågner op og gør et opgør mod islamismen, som har fordærvet en stor del af verden og kræver hundredevis af ofre hver dag.

Stefan Garvig, Carsten Hansen, Martin Frøsig, Robert Ørsted-Jensen og Stig Rasmussen anbefalede denne kommentar
Stig Rasmussen

Kaspar Olsen: At anklage Israels oprettelse for at være skyld i islamofobi(som om muslimer er passive elementer) er ævl uden indhold og en så tynd undskyldning som noget kan være.
1. Progromer mod jøder og kristne fandt regelmæssigt sted i den arabiske verden, længe før Israel blev oprettet.
2. Langt de fleste undersøgelser viser at europæerne er imod Israels hårdhændede metoder men i andre sammenhæng samtidigt mistror og frygter de muslimske mindretal i Europa.
3. Den terror der er begået de sidste mange år af muslimske terrorister har haft Muhammed tegningerne som grundlag og/eller besættelsen af Iraq og Afghanistan som undskyldning.

I så fald bør at du så samtidig mener at Hedegaards rablerier er det samme som zionisme siger vist mere om hvor lidt du har sat dig ind i konflikten, men dine one-liners tager sikkert kegler til festerne på RUC...

Robert Ørsted-Jensen

Israel er heller ikke årssgan, som det påstås, til islamofacismen. Det er USA og de tiudligere tiders kolonialisme, heller ikke. Problemet er at der er stærke grupper i de forskellige islamiske fraktioner, der vender sig mod det de opfatter som vestlige værdier og levevis og drømmer om at genoplive en fortideig islamisk storhedstid. De vender sig imod ideen om sekulært demokrati ytringsfrihed og ret til religionskritik - atsammen ting som de anser for skøgeagtigt og noget hvis voksende indflydelse de ønsker at dæmme op for med oprettelse af teokratier.

Israel og USAs ofte tåbelige politik anvendes selvsagt - men det er ikke årsagen, selv helt uden USA og ISrael - ville vi stadig have den bevægelse.

Det er oplysninsgtidens idealer disse islamister bekæmper - og os der er eksponenter for somme - de ønsker at indæmme.

Robert Ørsted-Jensen

Modsvaret bør være at man gør en mere målrettet indsats for at vinde det store flertal i muslimske lande for ideen om sekulært demokrati.

Mange lande (f.eks Irak og Libanon, ja de fleste lande i området) regere over befolkninger som er så etnisk og religiøst splittede at demokrati med indbyggede garanter for beskyttelse af mindretal er den absolut eneste mulighed de har hvis et rimeligt stabilt og socialt og politisk velabalanceret styre skal etableres.

Modsvaret er derfor ikke det oppiskede hysteri som tryggefrihedssalskabet er eksponent for, men derimod dialog med de kræfter i den muslimske verden som evner at indse hvad - verdens størrste muslimske nation Indonesien i stadig tiltagende grad indser - nemlig at vejen frem er demokrati med indbyggede garantier for mindretal og og respekt for menneskerettigheder og ytrinsfrihed.

Robert Ørsted-Jensen

Udmærket eksempel Carsten - problemet bliver selvsagt mere akut af det faktum at pågældende politiske leder også er en ledende religiøs skikkelse blandt de muslimske brødre i Ægypten. At fremstille ham satirisk er derfor også nærmest blasfemisk i deres øjne.

Robert Ørsted-Jensen

Er det bare mig eller optræder og argumenterer Jakob Feldt ikke som om Danmark var en planet uden for vort solsystem. Som om alt hvad der er sket sker i vores nabolande og i lande som vi nofter sammenligner os selv med - overhovedet ikke betyder det mindste. Fremstår han og argumenterer han ikke netop som om verden uden for Danmark ikke sksisterer? ikke vores meget nationale og ekstremt navlebeskuende forfatter her behændigt ignorer.?)

Han ignorerer i alle tiulfælde følgende:

Den 14. februar 1989 udstedte Ayatollah Khomeini en fatwa inklusive en dødsdom og en pris på hovedet af en Britisk forfatter som end ikke var/er – muslim.

Undskyld mig – men det er altså helt umuligt at benægte at ekstreme grupper der tilhører den muslimske tro fra dette øjeblik og gentaget i flere begivenheder siden, åbenlyst demonstreret at de nærer ønsker om at gribe ind og ændre på vores lovgivning hvad ytringsfrihed angår.

Vores frihed skal begrænses under hensyn til deres religion og religiøse følelser og de har ikke veget tilbage fra at forsøge at (mis-)bruge FN til dette formål!

Det kan derfor ikke afvises at der er stærke og stærkt voldelige kræfter der tilhøreerr denne religion, et højtråbende ekstremistisk mindretal måske, men stadigvæk, og – lad os ikke glemme det – med en hel national regering bag sig – der nærer ønske om at påtvinge europa dele af en islamisk og derfor religiøst funderet lovgivning.

Nej – jeg mener ikke (som trykkefrihedsselskabet og Hedegaard fremstiller det) at dette gør hele den islamiske tro og alle muslimer til vores fjender!

Men man kan fandeme ikke siger som Feldt gør her – at der ikke eksisterer en ’fascisme’ knyttet til islam, ’der truer demokratiet, friheden og nationen’!

For sådan en fasciusme eksisterr bestemt – og denne facisme har endog gået adskilligt videre end bare det at true os (og dem vi sammenligner os med). Dette kan ikke og må ikke ignoreres. Men vejen er ikke at gøre en hel religion og alle dens tilhængere til vores fjernder.

Philip B. Johnsen

Marie Krarup (MF for DF)- ifølge hendes indlæg under en høring i Proviantgården i anledning af tiåret for Irakkrigen.
– ”Bør der ikke være nogen som helst begrænsninger for den enkelte nationalstats muligheder for at gå i krig. En beslutning herom må alene bero på en politisk overvejelse i den enkelte stat, baseret på statens egne interesser og værdier”.

Søren Krarup dansk præst, forfatter og politiker og tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti mellem 2001 og 2011 og far til Marie Krarup, forsvarede sin datters udtalelse under høringen fra tilskuerpladserne.

Men i Søren Krarups bog ’Dansen om menneskerettighederne’ (2000) har Søren Krarup forsvaret serbernes massakrer på deres muslimske medborgere ud fra den betragtning, at en suveræn stat har ret til at behandle sine borgere, som den finder passende, også selv om det sker efter Luthers barbariske opskrift, derfor kritiserede han Nato’s indgreb mod disse massakrer som et indgreb mod de serbiske terroristers ret til selvbestemmelse.

Trykkefrihedsselskabet blev stiftet i 2004 af Lars Hedegaard, David Gress, Kai Sørlander, Søren Krarup og Jesper Langballe.

Det er fakta, at man støtter Lars Hedegaard og trykkefrihedsselskabet, er en personlig sag, Danmark er et frit land med ytringsfrihed.

Trykkefrihedsselskabet.

Link: http://www.trykkefrihed.dk/trykkefrihedsselskabet.htm

høring i Proviantgården i anledning af tiåret for Irakkrigen.

Link: http://politiken.dk/debat/ECE1933223/soeren-krarup-svingede-tasken-da-ar...

Søren Krarups bog ’Dansen om menneskerettighederne’ (2000)

Link: http://politiken.dk/debat/ECE1345650/filminstruktoer-krarup-goedede-jord...

Udlandet forstår ikke helt, hvem der er hvem i dette rollespil.

Det er ligeså meningsløst at "kritisere islam" - som at kritisere Middelhavet eller Alperne.

En befolkning på 1500 millioner ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden.

Asien vil heller ikke "flytte sig nærmere Vesten" eller længere væk fra Vesten" - den bliver liggende, hvor den er.

Den eneste praktiske mulighed er en langsom reformation.

Men denne reformation modarbejdes ofte af grupper der søger at etablere magtbastioner af egennyttige grunde.

Siden 1920erne har politiske reformatorer søgt at begrænse islamisternes indflydelse på politik og lovgivning.

Ingen leder kan erklære sig for "ikke-muslim" - det ville være selvmord.

I Tyrkiet fratog Atatürk islamisterne deres indflydelse på politik og lovgivning 1923 - 24:

http://en.wikipedia.org/wiki/Mustafa_Kemal_Atatürk

Det skete ikke uden modstand - der var flere oprør 1924-30:

http://en.wikipedia.org/wiki/Mustafa_Kemal_Atat%C3%BCrk#Opposition_to_Mu...

"In the years following 1926, Mustafa Kemal introduced a radical departure from previous reformations established by the Ottoman Empire.

For the first time in history, Islamic law was separated from secular law, and restricted to matters of religion."

I de øvrige lande valgte de nationale partier og ledere, der kom til magten efter uafhængigheden, at følge i Atatürks fodspor.

Både Nasser og Hafez al-Assad tog afstand fra det Muslimske Broderskab, fordi det var en hindring for udviklingen.

Tesen om, at "Koranen er vor forfatning" - kan ikke bruges som udgangspunkt for en nutidig realisering af menneskerettigheder, eller for teknisk og økonomisk udvikling.

Den generelle holdning blandt politiske ledere er, at man foretrækker langsomme reformer.

I alle de sydasiatiske lande er der en stærk kløft mellem den moderne og den tilbagestående del af samfundet, og de uddannede lag er ikke til sinds at sætte muligheden for udvikling over styr.

I Saudi Arabien og de øvrige Golflande havde briterne i 1920erne indsat konger, mens de øvrige lande efterhånden blev republikker.

USA/UK/Frankrig har generelt været imod republik, lige stemmeret etc., fordi udenlandsk dominans lettere kan sikres når parlamentarisme forhindres.

Dette resulterede i en polarisering mellem de folkerige - for det meste oliefattige - store lande, der blev republikker, mens de oprindelige olielande fortsatte som absolutte monarkier.

USA fortsatte med at basere sin politik på det Saudiske monarki, og har siden 70erne har USA oprustet landet voldsomt.

Der er ingen folkelig basis for denne USA-støttepille - regeringerne er ikke folkevalgte.

Man benyttede landet som brik i krigene i Afghanistan.

USA har udvist en stigende fjendtlighed mod de omkringliggende folkerige republikker, kulminerende i de to krige mod Irak.

Det er enhver regerings opgave at sikre sit lands uafhængighed og udvikle det, men dette er tilsyneladende nok til at provokere den amerikanske galde.

Siden 1980erne er Saudiske oliepenge istigende grad blevet brugt til fundamentalistisk mission.

Saudiske kredse søger at øge deres magt ved at udbrede fundamentalistiske former for Islam.

Det nye siden 2011 er, at også USAs er rykket ind på fundamentalisternes side - ovenikøbet med våbenleverancer til terrorister, for at kuppe sekulære regeringer.

Nato søges paradoksalt nok spændt for vognen, ved inddragelse af middelalderregimerne som partnere, hvilket gør Nato til middelalder-islamisternes væbnede gren.

Tak for en god kronik. Jeg er helt enig med skribenten og håber inderligt han har ret i at interviewet markerede et skift i dansk journalistiks tilgang til "islamkritikerne".
Jeg ærgrer mig stadig over at have zappet væk fra deadline da jeg så at Lars Hedegaard skulle i studiet. Jeg orkede simpelthen ikke at se ham hyldet for sine ekstreme meninger af en tandløs mikrofonholder, som det er sket alt for ofte. Jeg kan forstå at jeg undervurderede Martin Krasnik - det ville jeg gerne have set...

Robert Ørsted-Jensen, Niels Mosbak, Steffen Gliese og Martin Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Robert, hvordan bærer du dig ad med at se DRs hjemmeside i udlandet? Jeg finder det stærkt hæmmende under rejser ikke at kunne se tv-avis og debat.

Peter Hansen

"Robert, hvordan bærer du dig ad med at se DRs hjemmeside i udlandet? Jeg finder det stærkt hæmmende under rejser ikke at kunne se tv-avis og debat."

Nogle af udsendelserne kan man faktisk godt se, mens andre - ofte tidligere udsendelser ikke er tilgængelige - det varierer lidt, og jeg ved faktisk ikke hvordan DR's politik på området er.

Robert Ørsted-Jensen

Peter Hansen
Det er ret enkelt, jeg slå bare op på DRs nyhedswebside http://www.dr.dk/Nyheder/?t eller på www.­dr.­dk/­nu/­nyheder

Tidligere dr udsendelser kan ofte googles hvis ikke de kan findes eller ses på DRs egen webside. DRs søgemekanisme er klodset og gammeldags, når jeg googler finder jeg sgu ofte link til det jeg søgte på drs sider - og det på det dr selv.

Steffen Gliese

Du misforstår, Robert, jeg har ikke noget problem med at finde de fakttiske udsendelser, jeg får simpelthen en meddelelse i skærm-ruden, der fortæller mig, at jeg ikke kan se DR, hvis jeg opholder mig i udlandet.

Steffen Gliese

Det var selvfølgelig meget lettere, da vi ikke havde så mange muslimer i landet. Så kunne vi holde fast ved den almindelige kristne holdning: at Islam er en spekulation i kristent og jødisk tankegods for at tilfredsstille mentaliteten hos den arabiske mand.
Islam er formodentlig det tætteste, vi kommer mentaliteten i Oldtidens middelhavslande, hvad der jo kan være ganske interessant at studere. I hvert fald er det tydeligvis på lange stræk, hvad vi selv indenfor en hundredårig periode har fjernet os emancipatorisk fra. Og der er vel ikke nogen objektiv grund til, at det samme ikke skulle ske for muslimerne? De er i høj grad nu også en del af moderniteten, og det rykker tit hurtigt og pludseligt.
Se f.eks. hvad der er sket for den yngre del af den kristne højrefløj i USA - de har meget svært ved at acceptere elementer af ideologien, der for blot ti år siden var uomgængeligt moralistisk vraggods.
Men ellers lever vi jo øjensynligt i tider med apokalyptiske forestillinger - syndsbevidstheden vinder frem i Vesten, i takt med ateismen.

Robert Ørsted-Jensen

Peter Hansen
Den meddelse får jeg kun på visse programmer, I reglen ikke danske programmer, men aldrig på almindelige danske nyheder og programmer som deadline. Nogen af dem kan man endog abbonere på og downloade som potcast (deadline mener jeg tilbyder den service), hvad du måske burde overveje, det skulle ikke give dig disse problemer. Dit problem er muligvis meddelelser den server du anvende i udlandet sender til dr/tv2 eller hvad det er du vil se, snarere end dansk tv selv.

Allan S. K. Frederiksen

Det undrer mig at ret få har bemærket at hele den argumentation Jakob Egholm Feldt benytter er social konstruktion!

Social konstruktivismen er generelt på vej ud som værende accepteret indenfor morderne videnskab...

Carsten Hansen

Problemet med fundamentalistisk religiøsitet, islamisme eller andet, er at dette er så langt ude at det tiltrækker rabiate modstandere/forsvarere..

Desværre betyder dette at de yderste fløje erobrer debatten med deres enøjede synspunkter. Trykkefrihedsselskabet og USA-hadere er eksempler på dette.

Philip B. Johnsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Ok, det er jo fuldkommen korrekt og godt at få præciseret, at det ikke er alle jøder, som er lige så underlagt religionsfasscistisk vanvid som islamfascisterne - desværre har de, som er besat af denne menneskelige perversion, flertal i Knesset, og gør dermed staten Israel ansvarlig for noget, der ligner folkemord. Det jødiske folks historie er i sandhed et af menneskehedens frygtelige dramaer illustrerende konsekvenserne af forkerte beslutninger.

Versaillesfreden gødede jorden for Hitler, endnu engang måtte jøderne være syndebukke og et posttraumatisk Israel kom til verden - et skadet folk med mærkelige overbevisninger- opskriften på ballade.

Og hvorfor synes de at kontrollere verdens største militærmagt? Et stadig ubesvaret spørgsmål.

Robert Ørsted-Jensen

Du burde betegne isrealer som isreaeler Randi, det fungere bedre, ikke mindst fordi ikke alle isrealere er jøder, og slet ikke alle er religiøse. Fundamentalt set er det at være jøde emnsbetydende med at man er madlem af det mossaiske trossamfund. Er man det er man ikke jøde, sådan burde det være, men lad os så sige at der er sådan noget som kultur-jøder, ligesom der er kulturkristne.

Philip B. Johnsen

Fundamentalisme kan ikke gradbøjes, hvis i som debattører vælger, at diskutere ud fra at finde løsningen gennem de fundamentalistiske gruppers argumentations standpunkter, kan i godt glemme det, i udlandet og her hjemme i Danmark, når trykkefrihedsselskabet, Islamister, religiøse zionister og de ortodokse jøder ikke kan tale sammen, ligger det i sagens natur fordi de er fundamentalister og har en religiøs funderet overbevisning til grund for hvad de siger, argumenter skrevet af gud er ikke til at diskutere.

Det er problemet i Danmark, vi kan ikke finde løsninger på problemer mellem danskere med forskellig hudfarve, på grund af forudfattet holdninger til internationale problemer, med de fundamentalistiske grupper, der i sagens natur ikke kan blive enige nogensinde, det er på tide, at komme ind i kampen for os andre, der vil have livet til at handle om noget andet en fundamentalisme.

Carsten Hansen

Phillip.

Hvis du dermed mener, at det er på tide at folk med et mere nuanceret syn på problemstillingerne og en bredere forståelse for hvordan verden er skruet sammen, kommer på banen med seriøse løsnings- og handleforslag, så er vi enige.

Philip B. Johnsen

@Carsten Hansen

Men jeg mener det jeg skriver, og jeg er enig med dig i, hvad du skriver, vi skal finde ”nuanceret syn på problemstillingerne”.

Men jeg ville ønske du spurgte om: Hvorfor skal debatten ikke handle om standpunkter, der er taget af fundamentalister?

Det skal vi ikke, fordi der er brug for formulering og tilgang til problemstillingerne, her hjemme som i udlandet, der er funderet i vilje til fremskridt, at tage et standpunkt, der er taget, af fundamentalister vil tage patent på sandheden til fordel for en uforsonlig holdning, som fundamentalisterne repræsentere.

Det er ikke fundamentalister der bør bestemme den politiske dagsorden i værdidebatten, eller nogen anden debat i et demokrati, når fundamentalisterne repræsentere et antal der er så minimalt, som tilfældet er i Danmark og i mange andre lande, i alt fald.
For problemet i Danmark er, vi ikke kan finde løsninger på problemer mellem danskere med forskellig hudfarve, på grund af forudfattet holdninger til problemstillinger, optaget af fundamentalister.

Der er for mig intet galt i at være fundamentalist om det er, som kristen i trykkefrihedsselskabet, islamister, religiøse zionister eller ortodokse jøder, hvis man overholder lovgivningen i Danmark, kan man nyde af demokratiets ytringsfrihed og trykkefrihed mm, men jeg vil fraråde, at politik eller anden form for diplomati bygges på fundament af fundamentalisme, for det bliver aldrig demokratisk, det er i modstrid med fundamentalismens natur, hvor rigtigt og forkert, i alle livets forhold, uden fravigen er ord skrevet af gud fra en bog.

Carsten Hansen

Det undrer mig at Randi Christense den 29/3 kl. 20.10, citerer fra en anden tråd om Hedegaard og ytringsfrihed.
Denne citering er et klart eksempel på hvordan det kan gå, når det falder en svært at skelne.

Hvor tråden "Det handler netop om ytringsfrihed", drejer det sig om retten til at ytre sig.
Denne tråd drejer sig om indholdet af det der ytres.

2 vidt forskellige ting.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er enig i at vi under ingen omstændigheder må lade os dirigere af en ekstremistisk dagsorden eller give efter for en sådan. Det er netop det der har været mit hoverdargument hele tiden.

randi christiansen

Carsten & Robert - Ikke noget med at forholde sig til ubelejlige pointer, men ved I hvad, gør mig en tjeneste, bare lad som om jeg ikke er her - det er vist det mest hensigtsmæssige for alle, jeres debatform er simpelthen uinteressant og uinspirerende, og jeg må nu indrømme, at jeg har bedre ting at foretage mig end at spilde tiden med jer - godnat

Egentligt mærkværdigt at Ytringsfriheds-sagen i Danmark kun varetages af det lettere islamofobiske Trykkefrihedsselskab.
Risikerer folkets adgang til at ytre sig ikke at blive lidt ensidigt røgtet derved ?

Robert Ørsted-Jensen

Jeg kommenterer gerne hvis jeg ser et nyt (ikke mindst et nyt og interessant) point, men jeg har ikke set et sådant.

Carsten Hansen

Det er et faktum, at der er forskel på at forsvare folks ret til at ytre sig og på at forvare folks ytringer.

Folk med yderligtgående synspunkter må ytre sig, men det er absolut nødvendigt at folk med mere nuancerede tilgange til problematikkerne, blander sig i debatten

Robert Ørsted-Jensen

...og der er ikke i min oirfbog sådasn noget som et 'ubelejlige point' - sådan nogetn vil falde under interessante points

Stefan Garvig

Kan man forestille sig, at Martin Krasnik i et tv-interview ville gå lige så hårdt til en halal-hippie eller en imam fra det muslimske samfund i Danmark?
Ja, selvfølgelig! Man kan jo forestille sig alt.

Men mon et sådant interview vil finde sted?

Det ville i så fald være et kærkomment indslag i debatten om islam og være en fin balancering af DR’s behandling af islams indflydelse i dagens Danmark. Lars Hedegaard har fået en halv time på DR2’s Deadline – så bør modparten vel også få samme lejlighed til at lufte sine meninger og holdninger over for Martin Krasnik.
Det ville være særdeles interessant at høre Martin Krasnik i et sådant interview.

De overbeviste islamtilhængere - f.eks. Abdul-Wahid Pedersen – burde tage plads i den varme stol over for en skarpsleben journalist med et nøje kendskab til koranen og islam generelt.
Måske Martin Krasnik?

Eller måske snarere et interview mellem Lars Hedegaard og Abdul-Wahid Pedersen – med en neutral ordstyrer?

randi christiansen

Jeg har ombestemt mig :

Carsten - denne debat handler overordnet om, hvordan vi møder islamfascisme - er fx hån hensigtmæssig?

Robert - Islam er en religion og visse af dens tilhængere tolker dens skrift som alibi for at kræve andres underkastelse af deres diktum, heraf islamfascime
Jødedom er en religion og visse af dens tilhængere tolker dens skrift som alibi for tx at undertrykke palæstinenserne og nægte dem retfærdighed, heraf jødisk fascisme

Selvfølgelig er det i disse jødefascisters interesse, at deres fjender miskrediteres. Hvor aktiv en rolle de spiller heri, kan der kun gisnes om.

Jeg kan anbefale Susanne Brøggers kronik i Søndagspolitiken for at nuancere billedet

Robert Ørsted-Jensen

Der eksisterer facisme i alle nationer og religioner. Og hvad angår Israel, hvem har benægtet det? Tværtimod er ekstrem religiøsitet og former for fascistisme et afgørende problem ikke mindst i netop Israel og bestemt også på den palestinensiske side. Jeg ville være den sidste til at benægte det. Men derfra og så til at begrave sig i idiotiske konspirationsteorier og traditionel anti-semitisme om international jødisk sammensværgelse er der ligesom et skridt. I det hele taget skal man holde sig fra generaliserende påstande på enhver etnisk gruppe hvis ikke man ønsker at blive konfronteret med berettigede beskyldninger om racisme,

Ingen har i øvrigt på noget tidspunkt påstået eller anbefalet at hån er det første og eneste redskab der skal anvendes, det er bare et af flere redskaber der skal kunne anvendes.

Robert Ørsted-Jensen

Som også Garvig antyder så bør der ikke være noget I et frit samfund som skal respekteres som værende er så 'helligt' så det ikke kan udsættes for skarpe journalistiske krydsforhør.

Carsten Hansen

Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om nogen grupperinger, politiske som religiøse, der ikke indeholder individer der benytter sig af hån !.

Og det ændrer sig nok ikke de første par hundrede år. Det er en del af ytringsfriheden

Videre debat om dette er en død sild.
Jeg forslår at hvis nogen ønsker at fortsætte den debat, så gør det i tråden: "Det handler netop om ytringsfrihed", i stedet for at spamme denne streng.

Philip B. Johnsen

For at få lidt håndterbar forståelse af problemer, er det godt med præcisering.
Hvordan har islamfascister og jødefascisters påvirker samfundet i Danmark?
Hvad konkret ser man gerne ændret, så denne indflydelse i Danmark ikke længere er uacceptabel?

Fundamentalisme ender ofte med intolerance, derfor er problemløsning nødvendig når problemer opstår.
Jeg ønsker demokratisk fredlig sameksistens med mine medmennesker i Danmark, så jeg vil gerne forstå den konkrete problemstilling.

Jeg ved der er problemer, men lad os diskutere dem.

randi christiansen

Carsten og Robert - jeg svarer kun på, hvad I selv bragte på bane - og igen fordrejer du Robert, der er ikke tale om udelukkende at benytte hån, men om hvorvidt hån er hensigtsmæssig overhovedet

I forholder jer kun til det fremførte med enten afvisning, hån eller ignorering, og atter illustreres det, at jeres interesse ikke er samtale, men at paradere egne anskuelser - det er spam, og hvad I eksemplificerer er, at hån (ref tidligere tråd) ikke virker - heller ikke på jer

Robert Ørsted-Jensen

Ja det kan jeg sådan set da godt være enig med dig i, Phillip. Blot kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om Danmark i snæverste forstand, eller det vil så blive på baggrund af de inndtryk jeg har fra hvad jeg læser på de dsnaks websider. Men jeg mener heller ikke at problemstillihgen er dansk, hvad Salman Rusdie eksemplet understreger. Situationen i Danmark sig ikke kvalitativt elller faktuelt når det gælder religiøs fundamentalisme og beslægtede fascistiske tendenser og deres indvirken på samfundet og den offentlige debat. Jeg ser helt tilsvarende problemstillinger her i Australien, bortset fra at vi er nabo til Indonesien verdens største muslimske land og i tiltagende grad et fungerende sekulært demokrati og et land som i tiltagende grad slår hårdt ned på islamisk ekstremisme af enhver art. Alene af den sidste grund har man ikke en hallal-optrædende venstrefløj der hele tiden føler sig kaldet til at generalisere og forsvare selv den meste ekstreme form for islamisk fascisme. Det var også en ædryeligørende oplevelse at en sådan gruppe log henved 200 overvejende unge australiske turister ihjel på Bali (Australiens svar på Malloca og Ibiza etc) for et par års siden. I det hele taget er man her, i lighed med USA og Canada, mindre etnocentrisk og bedre til og har mere erfaring i at stille krav til og integrere folk fra fremmede kulturer end man er i Danmark og andre vesteuropæiske lande og der er også bredere enighed om at multikultur er kommet for at blive.

Robert Ørsted-Jensen

Jo Randi - hån er i mange situationer hensigtsmæssig og det eneste der virker når man vil fremtvinge en debat eller sætte stolen for døren når de gæælder religiøse fanatikere. Det ved vi fra hundrede års Europæiske historie. Det er den mår det sommer tider skalæ gøres på. Men Vestergaards muhammedtegning var stadig ikke en hån. Men hvorfor kan du ikke bare acceptere at vi er dybt uenige på det punkt. Alene det forhiold at du blive ved og ved i samme riller tyder på at du ikke er så sikker på dine egne synspunkter som du udadtil påstår at du er. Men jo også håbn er en legitim del af det der kalders ytrinsgfrihed, og i alle tilfælde er det udøveren der selv må forholde sig til om noget er en hån eller om der bare er tale omn satire eller hvad det er. Vi skal ikke have staten og straffeloven til at afgøre den slags for så er det ikke længere et frit samfund vi lever i..

Sider