Han har jo ikke noget tøj på

KRONIK – Siden 11. september 2001 og efter Muhammed-krisen er ’islamkritik’ gradvist blevet et accepteret begreb, som betegner kritik af islam som religion, filosofi, politik og livsform. Det er samtidig blevet en levevej for folk, som i islam ser en fascisme, der truer demokratiet, friheden og nationen. Islamkritik er dog mere end det. Islamkritik er også et fællesskab, som udfolder sig på blogs, i Trykkefrihedsselskabet, i nationalkonservative kredse og i Dansk Folkeparti. Islamkritik er et værktøj og et våben. Det virker som spydspids for kritik af medierne, politikerne, universiteterne, multikulturalismen, eliten og ’de røde’. Den handler kort sagt også om alt muligt andet end islam.

Den typiske holdningskuffert for en islamkritiker inkluderer ’nationen’, ’kristendommen’, ’kulturen’ og ’demokratiet’ – ikke som kontraktligt fællesskab, men som et historisk-kulturelt eller sentimentalt fællesskab. Man kan sige, at ligesom multikultur oftest er en del af pakken for det yderste venstre, er islamkritik en del af pakken for det yderste højre. Man skal være blind for ikke at se parallellerne til 1970’ernes og 1980’ernes Israel-Palæstina-debat: De røde, revolutionære holdt med palæstinenserne, de borgerlige med Israel.

Hedegaard som vismand

Lars Hedegaard sagde det selv under det famøse interview. Islamkritik indbefatter alternative medier, uddannelsesinstitutioner og alternative netværk. Denne moduddannelse varetages i dag af blogs, bøger, interviews og netværk som f.eks. Trykkefrihedsselskabet. Det skyldes, at de store medier, uddannelsesinstitutioner og netværk er ’dhimmificerede’ (ikkemuslimer, der underkaster sig islams overherredømme, red.), ’islamificerede’ eller underlagt en relativistisk multikulti-holdningstvang. Betegnelserne bruges ofte synonymt. Derfor kan institutionerne ikke stoles på, og islamkritikere må derfor stole på den viden, som fremlægges i egne cirkler, uanset at denne viden ikke kan verificeres eller gives epistemologisk effekt af anerkendte institutioner eller forskere.

Det handler om tillid. Islamkritikerne har fremelsket deres egne vismænd, professorer eller tillidsmænd, for hvem officiel akademisk anerkendelse er underordnet. Tværtimod er en afvisning fra det ’dhimmifiserede’ system nærmest et hæderstegn. Det er et tegn på, hvor kritisk, frittænkende og selvstændig vismanden/kvinden er. Lars Hedegaard er en sådan vismand. Han er islamkritikkens fremmeste historiker; han har været inde i det dhimmificerede system, og han har haft sin åbenbaring, sin omvendelse til klarsynet. Det er mod og klarsyn til vide, hvad der er sandt, selv om alle andre er blevet ofre for propagandaen. Som skabelon er der ligheder med både religiøse og politiske sekter, antisemitisme og endda science fiction.

Opgør med de intellektuelle

Krasnik myrdede et perspektiv, som han selv og andre journalister har givet uendelige mængder plads og opmærksomhed i mange år. Ikke fordi de selv nødvendigvis deler holdningen, men de har været fascinerede af det, og derfor har de og mange andre kurtiseret det. En flirt, der er slut nu. Mangen en islamkritiker er blevet hevet ind i studierne og i spalterne udelukkende på baggrund af muligheden for, at der er noget råddenskab i det autoriserede, velmenende, venstresnoede videnssystem.

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at de journalistiske superstars tror, at ’islam’ har planlagt en overtagelse af verdensherredømmet gennem indvandring el. lign., men islamkritik som kritik af den autoriserede universitetsviden og kritik af ’de gamle intellektuelle’ har været meget interessant for mange journalister og debattører. Indimellem har islamkritik endda været et værktøj for den moderne oplysnings- og fornuftsorienterede humaniora, som ’dhimmificeringen’ har undertrykt i mange år. Et umage venskab, som Krasnik nu har myrdet.

Ukritisk behandling

Eksemplerne på dette er mange. Når Hedegaard og co. udgiver bøger, kronikker, holder møder, har det været massivt dækket. Hedegaard og co. er blevet sat til at ’duellere’ med universitetsforskere. De har fået oceaner af spalteplads til ’anmeldelser’ af forskeres bøger, trods det at det i princippet er imod oplysnings- og fornuftstanken og intet har med kritik at gøre. Som interviewet med Krasnik så tydeligt illustrerede, er vismanden selv langt ude af et fornufts- og oplysningsstridigt spor.

Kim Møller (en anden prominent alternativ ekspert) er et også godt eksempel. Møller omformede sit dilettantiske historiespeciale til en martyrpublikation, Vejen til Damaskus, udgivet af vennerne i Trykkefrihedsselskabet, som fik lange anmeldelser og temaomtaler i nærmest alle medier. Det var og er en vittighed, hvis ikke det var, fordi Møller sad i diverse civiliserede programmer og blev anmeldt, som om der var tale om noget vigtigt.

Faktum er, at islamkritikken er blevet behandlet ukritisk i de kloge medier, fordi den er blevet brugt til at kritisere noget andet – det være sig universitetet, navngivne forskere, de venstreintellektuelle eller multikulturalismen. Den 17. marts gjorde Krasnik det til dum og doven journalistik at give islamkritikere fri spalteplads.

Viden som ren retorik

Et af de fundamentale problemer i, at medierne de sidste mange år har sat islamkritikere op mod autoriteterne, er, at det i virkeligheden er baseret på en form for relativisme. Det er i princippet baseret på en sandheds- og autoritetskritik, som også kan ses som en mærkelig form for demokratisering, hvor det er validt at hævde, at global opvarmning ikke findes; at det var Mossad, som sprængte World Trade Center i luften; at ’islam’ er en koordineret magtovertagelsesplan; at Obama faktisk er muslim, eller at korstogene var en fælles europæisk forsvarshandling mod ’islams’ ekspansion. Og at det er mediernes rolle at ligestille disse positioner med den etablerede videnskab i en perverteret version af at høre begge ’parter’ i en sag.

Resultatet er en eliminering af det videnssyn og en underminering af det universitet, som islamkritikerne ellers hævder at ville genrejse. Viden bliver ren retorik og politik, og videnskaben er reduceret til ’en position’. Islamkritikken og mediernes omfavnelse af den bliver et centralt symptom på kildekritikkens død.

Judashandlingen

Krasnik stillede de reelt kritiske spørgsmål til Hedegaard: Hvad er kilderne kilder til? Er der overhovedet en sammenhæng mellem dine påstande og dit belæg? Hvilken sammenhæng blev kilden til i, hvad vil den, og hvad er den repræsentant for?

Islamkritik blev udstillet som en tro- og tillidssag. Man skal på forhånd acceptere, at det faktisk forholder sig sådan med islam og muslimer, før man kan se sammenhængen mellem påstande og belæg, og her skal ’se’ forstås i en magisk betydning. Faktum er, at på klassiske universitære, historievidenskabelige præmisser er Hedegaard, Helle Merete Brix, Torben Hansen og Kim Møller (for at nævne et par hovedpersoner) tvivlsomme historikere.

Et vigtigt aspekt af den perverterede parallelitet mellem islamkritik og videnskab er etableringen af falske modsætninger. En total afvisning af Hedegaards perspektiver og pointering af, hvor gak gak det faktisk er, bliver en indirekte støtte til hans potentielle morder. Her excellerer DF’ere som Winkel Holm og Krarup. Eller at en total afvisning af islamkritikkens perspektiver skulle implicere, at der ikke er grund til at kritisere islam, muslimer, islamforskning, universiteter, multikulturalisme, indvandring og mediers politiske toninger.

Men islamkritikken er bare ikke kritik. Hedegaard er ikke kritisk; han er troende.

Tak til Martin Krasnik for en ægte public service-oplevelse forankret i en grum, men skøn og nødvendig Judashandling.

Jakob Egholm Feldt er lektor i historie på Roskilde Universitet