Kronik

Han har jo ikke noget tøj på

Tvang Martin Krasnik Lars Hedegaard ud i en selvfremstilling som rablende idiot? Var det et forsøg på karaktermord for åben skærm? Nej, snarere var der tale om et afgørende skift i behandlingen af den såkaldte ’islamkritik’, som har haft uhindret og relativt ukritisk adgang til medierne i mere end 10 år – trods det faktum, at kritikken bygger mere på tro end på viden
Islamkritikken er blevet behandlet ukritisk. For en afvisning af Lars Hedegaards perspektiver og pointering af, hvor gak gak det end er, bliver en indirekte støtte til hans potentielle morder. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Islamkritikken er blevet behandlet ukritisk. For en afvisning af Lars Hedegaards perspektiver og pointering af, hvor gak gak det end er, bliver en indirekte støtte til hans potentielle morder. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

27. marts 2013

KRONIK – Siden 11. september 2001 og efter Muhammed-krisen er ’islamkritik’ gradvist blevet et accepteret begreb, som betegner kritik af islam som religion, filosofi, politik og livsform. Det er samtidig blevet en levevej for folk, som i islam ser en fascisme, der truer demokratiet, friheden og nationen. Islamkritik er dog mere end det. Islamkritik er også et fællesskab, som udfolder sig på blogs, i Trykkefrihedsselskabet, i nationalkonservative kredse og i Dansk Folkeparti. Islamkritik er et værktøj og et våben. Det virker som spydspids for kritik af medierne, politikerne, universiteterne, multikulturalismen, eliten og ’de røde’. Den handler kort sagt også om alt muligt andet end islam.

Den typiske holdningskuffert for en islamkritiker inkluderer ’nationen’, ’kristendommen’, ’kulturen’ og ’demokratiet’ – ikke som kontraktligt fællesskab, men som et historisk-kulturelt eller sentimentalt fællesskab. Man kan sige, at ligesom multikultur oftest er en del af pakken for det yderste venstre, er islamkritik en del af pakken for det yderste højre. Man skal være blind for ikke at se parallellerne til 1970’ernes og 1980’ernes Israel-Palæstina-debat: De røde, revolutionære holdt med palæstinenserne, de borgerlige med Israel.

Hedegaard som vismand

Lars Hedegaard sagde det selv under det famøse interview. Islamkritik indbefatter alternative medier, uddannelsesinstitutioner og alternative netværk. Denne moduddannelse varetages i dag af blogs, bøger, interviews og netværk som f.eks. Trykkefrihedsselskabet. Det skyldes, at de store medier, uddannelsesinstitutioner og netværk er ’dhimmificerede’ (ikkemuslimer, der underkaster sig islams overherredømme, red.), ’islamificerede’ eller underlagt en relativistisk multikulti-holdningstvang. Betegnelserne bruges ofte synonymt. Derfor kan institutionerne ikke stoles på, og islamkritikere må derfor stole på den viden, som fremlægges i egne cirkler, uanset at denne viden ikke kan verificeres eller gives epistemologisk effekt af anerkendte institutioner eller forskere.

Det handler om tillid. Islamkritikerne har fremelsket deres egne vismænd, professorer eller tillidsmænd, for hvem officiel akademisk anerkendelse er underordnet. Tværtimod er en afvisning fra det ’dhimmifiserede’ system nærmest et hæderstegn. Det er et tegn på, hvor kritisk, frittænkende og selvstændig vismanden/kvinden er. Lars Hedegaard er en sådan vismand. Han er islamkritikkens fremmeste historiker; han har været inde i det dhimmificerede system, og han har haft sin åbenbaring, sin omvendelse til klarsynet. Det er mod og klarsyn til vide, hvad der er sandt, selv om alle andre er blevet ofre for propagandaen. Som skabelon er der ligheder med både religiøse og politiske sekter, antisemitisme og endda science fiction.

Opgør med de intellektuelle

Krasnik myrdede et perspektiv, som han selv og andre journalister har givet uendelige mængder plads og opmærksomhed i mange år. Ikke fordi de selv nødvendigvis deler holdningen, men de har været fascinerede af det, og derfor har de og mange andre kurtiseret det. En flirt, der er slut nu. Mangen en islamkritiker er blevet hevet ind i studierne og i spalterne udelukkende på baggrund af muligheden for, at der er noget råddenskab i det autoriserede, velmenende, venstresnoede videnssystem.

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at de journalistiske superstars tror, at ’islam’ har planlagt en overtagelse af verdensherredømmet gennem indvandring el. lign., men islamkritik som kritik af den autoriserede universitetsviden og kritik af ’de gamle intellektuelle’ har været meget interessant for mange journalister og debattører. Indimellem har islamkritik endda været et værktøj for den moderne oplysnings- og fornuftsorienterede humaniora, som ’dhimmificeringen’ har undertrykt i mange år. Et umage venskab, som Krasnik nu har myrdet.

Ukritisk behandling

Eksemplerne på dette er mange. Når Hedegaard og co. udgiver bøger, kronikker, holder møder, har det været massivt dækket. Hedegaard og co. er blevet sat til at ’duellere’ med universitetsforskere. De har fået oceaner af spalteplads til ’anmeldelser’ af forskeres bøger, trods det at det i princippet er imod oplysnings- og fornuftstanken og intet har med kritik at gøre. Som interviewet med Krasnik så tydeligt illustrerede, er vismanden selv langt ude af et fornufts- og oplysningsstridigt spor.

Kim Møller (en anden prominent alternativ ekspert) er et også godt eksempel. Møller omformede sit dilettantiske historiespeciale til en martyrpublikation, Vejen til Damaskus, udgivet af vennerne i Trykkefrihedsselskabet, som fik lange anmeldelser og temaomtaler i nærmest alle medier. Det var og er en vittighed, hvis ikke det var, fordi Møller sad i diverse civiliserede programmer og blev anmeldt, som om der var tale om noget vigtigt.

Faktum er, at islamkritikken er blevet behandlet ukritisk i de kloge medier, fordi den er blevet brugt til at kritisere noget andet – det være sig universitetet, navngivne forskere, de venstreintellektuelle eller multikulturalismen. Den 17. marts gjorde Krasnik det til dum og doven journalistik at give islamkritikere fri spalteplads.

Viden som ren retorik

Et af de fundamentale problemer i, at medierne de sidste mange år har sat islamkritikere op mod autoriteterne, er, at det i virkeligheden er baseret på en form for relativisme. Det er i princippet baseret på en sandheds- og autoritetskritik, som også kan ses som en mærkelig form for demokratisering, hvor det er validt at hævde, at global opvarmning ikke findes; at det var Mossad, som sprængte World Trade Center i luften; at ’islam’ er en koordineret magtovertagelsesplan; at Obama faktisk er muslim, eller at korstogene var en fælles europæisk forsvarshandling mod ’islams’ ekspansion. Og at det er mediernes rolle at ligestille disse positioner med den etablerede videnskab i en perverteret version af at høre begge ’parter’ i en sag.

Resultatet er en eliminering af det videnssyn og en underminering af det universitet, som islamkritikerne ellers hævder at ville genrejse. Viden bliver ren retorik og politik, og videnskaben er reduceret til ’en position’. Islamkritikken og mediernes omfavnelse af den bliver et centralt symptom på kildekritikkens død.

Judashandlingen

Krasnik stillede de reelt kritiske spørgsmål til Hedegaard: Hvad er kilderne kilder til? Er der overhovedet en sammenhæng mellem dine påstande og dit belæg? Hvilken sammenhæng blev kilden til i, hvad vil den, og hvad er den repræsentant for?

Islamkritik blev udstillet som en tro- og tillidssag. Man skal på forhånd acceptere, at det faktisk forholder sig sådan med islam og muslimer, før man kan se sammenhængen mellem påstande og belæg, og her skal ’se’ forstås i en magisk betydning. Faktum er, at på klassiske universitære, historievidenskabelige præmisser er Hedegaard, Helle Merete Brix, Torben Hansen og Kim Møller (for at nævne et par hovedpersoner) tvivlsomme historikere.

Et vigtigt aspekt af den perverterede parallelitet mellem islamkritik og videnskab er etableringen af falske modsætninger. En total afvisning af Hedegaards perspektiver og pointering af, hvor gak gak det faktisk er, bliver en indirekte støtte til hans potentielle morder. Her excellerer DF’ere som Winkel Holm og Krarup. Eller at en total afvisning af islamkritikkens perspektiver skulle implicere, at der ikke er grund til at kritisere islam, muslimer, islamforskning, universiteter, multikulturalisme, indvandring og mediers politiske toninger.

Men islamkritikken er bare ikke kritik. Hedegaard er ikke kritisk; han er troende.

Tak til Martin Krasnik for en ægte public service-oplevelse forankret i en grum, men skøn og nødvendig Judashandling.

Jakob Egholm Feldt er lektor i historie på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dino Avdibegović
  • Bente Simonsen
  • Stig Henriksen
  • Peter Gordy
  • Inger Sundsvald
  • Jens Falkesgaard
  • Anders Reinholdt
  • Matias Tinghus
  • Marie Jensen
  • Morten S. Andersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Hans Larsen
  • Tue Juncker-Løndal
  • Olav Storm Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Tommy Knudsen
  • Karin Bennedsen
  • Simone Molin Friis
  • Tom Paamand
  • Viggo Okholm
  • Gunnar Astrup Madsen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Claus Madsen
  • Henning Pedersen
  • Morten Hartz Kaplers
  • Uni Machanga
  • Sune Keller
  • Benny Larsen
  • Tina Kaas Andersen
  • Susan Flyger
  • Per Møller
  • Kylle Zimmermann
  • Søren Christensen
  • Anders Kristensen
  • Zehra Aras
  • Dorte Sørensen
  • Dorte Winkler
  • lars rosholm tørresø
  • Bo Stefan Nielsen
  • Line Laudrup
  • Malan Helge
  • Lars Jorgensen
  • Carsten Mortensen
  • Allan Rabjerg
  • Martin Frøsig
  • Jens Frederiksen
  • Subhana Ahmed
  • Erling C Havn
  • Jørn Sonny Chabert
  • Ivan Mortensen
  • Olaf Tehrani
  • Else Damsgaard
  • Lone Christensen
  • Holger Madsen
  • Anders Krog
  • Jesper Larsen
  • Jonas Bech
  • Klaus Garde Nielsen
  • Signe Kaffe
  • Sine Grønborg
  • Peter Andersen
  • Per Jongberg
  • Trille Hassager
  • Holger Lyngklip Strøm
  • Benno Hansen
  • Vibeke Svenningsen
  • Tove Lodal
  • Niels Mosbak
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Philip B. Johnsen
  • Rasmus Rask Poulsen
  • Hans-Henrik Hansen
  • Troels Thomsen
  • steen nielsen
  • Bochra Zareini
  • Christel Gruner-Olesen
  • Rasmus Knus
  • Jesper Frandsen
  • Søren Roepstorff
  • ole eising
  • Kirsten Andersen
  • Merete Jung-Jensen
  • Peer Bentzen
  • Per Holm Knudsen
  • Astrid Rasmussen
  • Steffen Gliese
  • Steen Sohn
  • Simon Hauptmann
  • Thomas Frisendal
  • Søren Jessen
  • Viggo Helth
  • Tonny Helleskov
  • Grethe Preisler
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jørn Vilvig
Dino Avdibegović, Bente Simonsen, Stig Henriksen, Peter Gordy, Inger Sundsvald, Jens Falkesgaard, Anders Reinholdt, Matias Tinghus, Marie Jensen, Morten S. Andersen, Rasmus Kongshøj, Hans Larsen, Tue Juncker-Løndal, Olav Storm Jensen, Torben K L Jensen, Tommy Knudsen, Karin Bennedsen, Simone Molin Friis, Tom Paamand, Viggo Okholm, Gunnar Astrup Madsen, Heinrich R. Jørgensen, Claus Madsen, Henning Pedersen, Morten Hartz Kaplers, Uni Machanga, Sune Keller, Benny Larsen, Tina Kaas Andersen, Susan Flyger, Per Møller, Kylle Zimmermann, Søren Christensen, Anders Kristensen, Zehra Aras, Dorte Sørensen, Dorte Winkler, lars rosholm tørresø, Bo Stefan Nielsen, Line Laudrup, Malan Helge, Lars Jorgensen, Carsten Mortensen, Allan Rabjerg, Martin Frøsig, Jens Frederiksen, Subhana Ahmed, Erling C Havn, Jørn Sonny Chabert, Ivan Mortensen, Olaf Tehrani, Else Damsgaard, Lone Christensen, Holger Madsen, Anders Krog, Jesper Larsen, Jonas Bech, Klaus Garde Nielsen, Signe Kaffe, Sine Grønborg, Peter Andersen, Per Jongberg, Trille Hassager, Holger Lyngklip Strøm, Benno Hansen, Vibeke Svenningsen, Tove Lodal, Niels Mosbak, Martin Karlsson Pedersen, Philip B. Johnsen, Rasmus Rask Poulsen, Hans-Henrik Hansen, Troels Thomsen, steen nielsen, Bochra Zareini, Christel Gruner-Olesen, Rasmus Knus, Jesper Frandsen, Søren Roepstorff, ole eising, Kirsten Andersen, Merete Jung-Jensen, Peer Bentzen, Per Holm Knudsen, Astrid Rasmussen, Steffen Gliese, Steen Sohn, Simon Hauptmann, Thomas Frisendal, Søren Jessen, Viggo Helth, Tonny Helleskov, Grethe Preisler, Maj-Britt Kent Hansen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Hansen

Jeg glæder mig til den dag hvor ultrahumanister lærer at skelne mellem almindelige muslimer og så islamister.
Det synes ikke at disse ultrahumanister har forstået, at folk som Robert 0 og undertegnede hilser multikulturelle samfund velkommen , men dog stadig tager skarp afstand fra fascistoide ideologier som islamismen.

Jeg glæder mig til den dag ultrahumanister endeligt opfatter at de ikke tjener almindelige muslimers sag, ved at føje sig for islamister.
Hundrede millioner af almindelige muslimer lider under islamister idiotiske tilgang til deres religion.

Jeg glæder mig til den dag hvor ultrahumanister forstår at pænhed er = at hælde vand på en gås.
"Mere vand- mere vand" vil islamisterne bare råbe !

Carsten Hansen

En af de vigtige lære vi kan få ud af en debat som denne er, at vi godt kan stå på den samme side i det politiske landskab og alligevel være uenige om hvad der er klogt/ikke klogt.
I sager om fundamentalistisk religion og om hvordan den skal anskues og behandles, findes der ikke politisk enighed, hverken til højre eller til venstre.

Der findes ikke en generel berøringsangst i forhold til islam/islamisme på venstrefløjen og der findes ikke et generelt had til muslimer på højrefløjen.
Men som i de fleste sager, så bliver holdningerne mere bastante, når det kommer til de yderste fløje.

"Hver fugl synger med sit næb"; Er et mundheld det demokratiske samfund har taget til sig og implementeret i værdierne. Ytringsfrihed er kun ytringsfrihed hvis den gælder for alle og i samme lovmæssige rammer.
Heller ikke jeg og Robert (og sikkert også Stig) synes at det der ytres fra f.eks. Trykkefrihedsselskabet er særligt begavet, men medlemmerne her synger med deres næb.
Hvad angår Mohammed-tegningerne, så er der heller ikke enighed på på de politiske fløje, når det kommer til om der var tale om hån eller ej. Her synges der også med forskellige næb. Enhver tanke om lovmæssige ændringer eller ensretning defineret af "pænheds-principper" vil derfor aldrig kunne blive noget partier eller fløje kan blive enige om.

Det eneste folk med trang til "pænhed" har i værktøjskassen er, at appellere til andre; Hvilket de naturligvis er i deres gode ret til.

Stig Rasmussen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Det dele af venstrefløjen har til fælles med DF er at de i modsætning til os andre begge ikke vil respektere muslimer som værende danskere som dig og mig. Muslimer skal forblive et fremmedelement i det danske samfund,. Men hvor dele af venstrefløjen som her Randi og Phillip, vil have at de skal 'tolereres' der vil DF og Hedegaar have at de ikke skal tolereres.

Jeg for min part mener ikke at muslimer skal tolereres, jeg mener de skal respekteres som værende en del af det danske samfund, en del der bare har en anden trosbekendelse end andre dele. Det er det hele.

At tolerere musliomer er at behandle dem som jøder er blevet behandlet i Europa i flere hudnrede år indtil filmen knækkede i tyskland i 1933. Forskellen på os og tyskere og polakker etc var dengang, at jøder ikke var 'tolereret' i Danmark i 1933. Jøder havde da ikke være tolereret som et mindretal med særlige påbud og forbud, de var for de fleste af vores landsmænd bare danskere af den judæiske tro. Netop derfor ville et flertal af danskere ikke acceptere at de skulle mishandles. Det var den væsentligste grund til at de blev hjulpet til sverieg. De var landsmænd, og havde været vores landsmænd i mange generationer.

Muslimer bør også være landsmænd, og man taler fundamentalt ikke om landsmlænd som en gruppe der enten skal behandles med tolerance eller intolerance. Sådanne ord er sekundære, når det gælder - landsmlænd. Landsmænd er først og fremmest landsmænd, kun hvis de har et mentalt handikap eller lignende som giver en uacceptabel optræden anvender og kan og bør vi anvende ord som tolerance og intolerance.

Morale. Budskabet til vores mulmiske brødre og søstre er at de er velkommen, men at de mås bestræbe sig på at blive danske medborgere af muslimsk shia, sunni eller hvad de vil det er deres privatsag. Vi vil at der skal være plads til dem og at deres skikke skal respekteres, og integreres og at de som jøder, momoner og andre også skal have lov at bygge deres 'templer' og anlægge deres begravelsespladser.

Men men men, at blive dansk, betyder så til gengæld også, at de vil blive behandlet som danskere og at de må lære sig at behandle os andre som danskere. Religion er for danskere en privatsag. Man har ikke lov til at kræve at andre ikke må krituisere ens Gud eller ens Guder, eller stille krav om at ens Gud eller profets love skal adlydes også af alle andre end en selv, og hvis man vil missionere, må man være parat til at modtage også en blasfemisk og ubehagelig afvisning af ens danske mnedbogere. Sagt meget enket, alle har ret til at være salige i deres egen tro, men ingen har ret til at pådutte andre - end ikke deres egne familiemedlemmer - en tro og dens love med brug af trusler og vold.

randi christiansen

Når diskussionen imellem Hitz but Tahrir og integrationsborgmesteren i Deadline nærmer sig noget rigtig interessant om HbT's holdning til demokrati, bliver samtalen afsluttet, men hånende og provokerende tegninger promoveredes gerne i landets største medier. Endnu et eksempel på den uhensigtsmæssige tilgang der udøves overfor anderledes tænkendes reaktioner på danske normer og love.

Sandalerne med billede af Jesus blev efter protester trukket tilbage. Her kunne godt udøves hensyn til religiøse følelser - hvorfor så ikke overfor muslimer?

Sider