Kronik

Velgørenhed på markedsvilkår

Kompetent velgørenhed kræver penge, mod og markedsvilkår. Hjælpeorganisationer skal ikke bedømmes på administrationsprocenten alene, men på hvor effektive og innovative de er i deres hjælpearbejde. Og det kræver, at de får lov at tage chancer
Hele 70 procent af danskerne donerer hvert år penge til velgørende fområl.  Penge vil vi gerne give, men vi vil ikke investere vores egen tid til nødhjælp.

Morten Haugborg

26. marts 2013

Vi danskere vil gerne hjælpe. Ifølge den mest omfattende opgørelse over global velgørenhed, Charities Aid Foundations World Giving Index, lå Danmark i 2012 på en syvendeplads, målt på, hvor stor en del af befolkningen, der donerer til velgørenhed. Omtrent 70 procent af danskerne donerer hvert år penge til velgørende formål.

Men vi er måske ikke så gode og flittige, som vi umiddelbart går og tror. Når der i stedet måles på, hvor stor en del af befolkningen der investerer egen tid i velgørende formål, dumper Danmark nemlig ned på plads 45, en rangering vi i 2012-opgørelsen delte med Panama og Sudan.

World Giving Indexs resultater bygger på en omfattende global spørgeskemaundersøgelse foretaget af Gallup. Gallup har interviewet 155.000 mennesker i 148 lande, så selvom resultaterne kan afvige fra lignende undersøgelsers, leverer indekset i mine øjne det bedste tilgængelige sammenligningsgrundlag. Misforholdet mellem generøsiteten målt i kroner og øre kontra den tid, vi investerer i velgørenhed, siger intet om danskernes empati med mennesker i nød. Men den afspejler, at vi i vidt omfang har institutionaliseret og udliciteret velgørenheden. Vi udtrykker lidt firkantet helst vores sociale engagement i kontanter, og det gør selvsagt spørgsmålet om, hvad vi får for vores velgørenhedskroner ekstra vigtigt. Det får vi desværre alt for sjældent et brugbart og fyldestgørende svar på.

Ubehjælpsomme målestokke

Hovedproblemet er, at vi reelt ingen velfungerende kontrolmekanismer har for, hvilken impact nonprofit organisationerne har i verden. I mangel af bedre har vi ophøjet den offentlige gabestok i form af pressen til øverste dommer, og administrationsprocenten – det vil sige den andel af de donerede midler, som går til lønninger, administration og infrastruktur – til det udslagsgivende lod i vægtskålen.

De danske velgørenheds- og nødhjælpsorganisationer måles og vejes ikke på, hvor mange mennesker de hjælper, hvor innovative de er, eller hvor bæredygtige deres projekter er på sigt. De dømmes i stedet på, hvad det koster at administrere og implementere hjælpen. Og når en organisation tages under ukærlig behandling i pressen, er udgangspunktet som regel den nemme forargelse frem for kritisk seriøs analyse af den faktiske indsats.

Det er der selvfølgelig mere end én grund til. Ansvaret ligger hos såvel organisationerne som medierne. På den ene side er journalisterne for dovne, ikke dygtige nok eller tilstrækkeligt engagerede til at gennemskue og formidle de komplicerede problemstillinger og projektdata. På den anden side må organisationerne tage på deres kappe, at de generelt ikke formår at kommunikere projekternes præmisser og målsætninger på en tilstrækkelig brugbar facon.

Svære projekter opgives

Det halter på begge sider, og konsekvensen er en mediebehandling af hjælpearbejdet, som er vildledende snarere end oplysende, og som i sidste ende skaber dårligere vilkår for de mennesker, organisationerne er sat i verden for at hjælpe. Fordi organisationerne af angst for pressens dom desværre opgiver langsigtede og svære projekter, der indebærer højere administrationsomkostninger og ikke producerer her-og-nu-resultater.

I et større perspektiv betyder pressens fordummende fokus på administrationsomkostninger og organisationernes mangelfulde informationsindsats, at velgørenhedsprojekterne konkurrerer indbyrdes på falske og uhensigtsmæssige parametre, som gør det umuligt for donorerne at afgøre, hvor pengene bruges bedst. Der findes godt 1.100 godkendte nonprofit organisationer i Danmark, og for et land med blot 5,6 millioner indbyggere er det i udgangspunktet alt, alt for mange. De donerede midler deles simpelthen ud på for mange hænder – indsatsen bliver for fragmenteret.

Nye, retvisende parametre

Skal vi sikre, at vi vitterligt gør en forskel i verden for vores penge, har vi brug for en større grad af meningsfyldt og gennemtænkt konkurrence i velgørenhedssektoren. For at sikre det, må vi indføre nye og mere retvisende parametre for den indbyrdes konkurrence – parametre, som sikrer, at komplekse og fagligt stærke projekter ikke drukner i mængden af kommercielle og fagligt svagere velgørenhedsprojekter. Parametre, som samtidig kan tilfredsstille donorernes naturlige ønske om dokumentation og transparens og gøre det lettere for dem at guide donationerne derhen, hvor de gør en forskel for deres personlige hjertesager.

Vi har brug for en fælles, let målbar standard, som orienterer sig efter et sæt kriterier, jeg har valgt at samle under betegnelsen ’Impact For Money’. De kunne inkludere: Stærk evidens for en positiv effekt på menneskers liv.Evne til at dokumentere effektivitet – forstået både kortsigtet og langsigtet. Transparens og gennemsigtighed.

Puritansk kvælergreb

Ønsker vi fremadrettet en slagkraftig og effektiv velgørenhedssektor i Danmark, er det imidlertid ikke gjort med bedre kommunikation alene. Der er også brug for en helt grundlæggende holdningsændring i befolkningen og hos organisationerne. Som det er nu, bliver sektoren i vid udstrækning fastholdt i det, den internationale nonprofit-ekspert Dan Pallotta i sin bestseller Uncharitable beskriver som »et puritansk kvælergreb«. Der findes populært sagt et regelsæt for kommerciel virksomhed, et andet for non-profit-virksomheder. Krydser man som nonprofit-virksomhed denne usynlige grænse til drift på gængse markedsvilkår, falder hammeren prompte. Det så vi blandt andet effektfuldt demonstreret i sagen om tidligere Dansk Røde Kors-generalsekretær Jørgen Poulsens aftrædelsesgodtgørelse. Poulsen, i mere end et årti et stærkt flagskib for sin organisation, blev miskrediteret og nær ødelagt i pressen, fordi han gjorde et kontraktligt krav gældende. Han vovede at antyde, at kvalitet koster, også i en nonprofit-organisation, og dermed trådte han et halvt skridt udenfor det puritanske kodeks, der regulerer nonprofit-organisationernes adfærd som en streng katolsk fader.

I en stadig mere konkurrencepræget verden er vi imidlertid nødt til at slække på dette puritanske kvælergreb, hvis vi vil undgå langsomt, men sikkert at udhule vores non-profit-sektors evne til at gennemføre komplekse og ambitiøse projekter. Vi er nødt til at lade sektoren agere på markedsvilkår, når den skal tiltrække kvalificerede fagkræfter, men også i forbindelse med markedsføring og de risikobetonede investeringer og udviklingsprojekter.

Mod til at fejle

Markedsføring opfattes gerne som spild af donationer. Men hvis organisationerne fremadrettet skal kunne sætte det nødvendige fokus på – og tiltrække midler til – de væsentlige sager, er de nødt til at kunne agere offensivt i en medievirkelighed, hvor vi dagligt udsættes for et sandt bombardement af budskaber og tilbud fra danske og internationale virksomheder.

De samme virksomheders ejere har grundlagt deres succes ved at tage kalkulerede chancer – ved at investere med risikoen for at fejle. Også her skal non-profit-sektoren have lov at tilnærme sig den kommercielle sektor. I det private erhvervsliv er fejlslåede investeringer et naturligt vilkår, i nonprofit-sektoren skal det koste hoveder, når et projekt kuldsejler. Det er en spilleregel, som sektoren såvel som befolkningen bredt anerkender. Risikovillig kapital er et fremmedord i velgørenhedssektoren, og det er synd og skam, for det betyder til syvende og sidst, at vores organisationer afstår fra at prøve kræfter med de sværeste projekter.

Vil vi have fuld valuta for vores godhed, kræver det kort sagt, at vi er villige til at lægge pengene i hænderne på dygtige folk med modet til både at gøre en forskel og til at fejle.

Danmark ligger i øjeblikket på en global syvendeplads, når det gælder kontant generøsitet, og vi er også stadigvæk blandt de bedste til at bruge pengene fornuftigt. Men vi bliver snart nødt til at indse, at også idealisme kræver professionalisme, når målet er at ændre verden.

 

Jonathan Løw er bestyrelsesmedlem og medstifter af nonprofit- organisationen YouMe Family

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Jeg kan ikke gennemskue artiklen. "Danmark ligger i øjeblikket på en global syvendeplads, når det gælder kontant generøsitet, og vi er også stadigvæk blandt de bedste til at bruge pengene fornuftigt." Det kan man jo altid komme og sige.

Jeg tænker sådan her: Danmarks bruger fra statskassen 16 milliarder kr. i ulandsbistand. Hvor mange af disse penge når frem til de som har de største behov? Og hvor tjener en Danida eller Røde Kors og andre ansatte i nødhjælpsorganisationerne. Og hvordan skal man vurdere hvem, som skal have hjæp. Er det politisk orienteret eller er det ud fra Jesus tankegang om at vi alle er lige. Uanset hvilket land vi er født i. Og hvilken politik dette land fører officielt. Personligt tror jeg, at det er blevet en industri, hvor der er penge at hente for medarbejderen og der hvor der er behov. Og at mange penge går i forkerte lommer. Jeg har frafaldet min tidligere indstilling om, at hvad skal man ellers gøre, end at yde hjælp gennem organisationerne. Nu er det både og. Jeg gør det direkte privat og samtidig gennem én organisation.

Men jeg er samtidig forarget over, at vi kan give vores egne borgere en fattighjælp, så lav, at de måske også skal have hjælp fra Røde Kors og andre. Det er jo hul i hovedet og viser ikke alene idiotien i den danske politik, men også foragten for vorers danske borgere. Det er et nyt syn på mennesker, som er dukket op. Men så forstår jeg slet ikke hjælpen til andre landes borgere. Vi må da redde vores egne borgere først, før vi kan tage hånd om andre. Og med de tal vi har omkring selvmord og selvmordsforsøg, depressioner og anbringelser af børn uden for hjemmet, så er der rigeligt at tage fat på hjemme.

Jeg kan og vil da heller ikke afvise YouMe Family-projektet, men jeg synes nok, at man skal gennemgå alle hjælpeorganisationerne og se hvordan deres penge bliver fordelt, og også se på hvordan de sørger for sig selv. Og må man da håbe at YouMe Family, viser sig som en ny og bedre form end de traditionelle hjælpeorganisationer.

Lise Lotte Rahbek

Der er noget galt med artiklens fakta.

Når der i stedet måles på, hvor stor en del af befolkningen der investerer egen tid i velgørende formål, dumper Danmark nemlig ned på plads 45

Hvordan er de beregninger lavet?
Hvad betyder det af investere egen tid i velgørende formål? Er det hattedamer, der menes? Rige mænds hustruer som arrangerer velgørenhedsparties? Nej, dem har vi ikke mange af.
Til gengæld har vi en meget stor andel mennesker som udfører forskellige former for frivilligt ulønnet arbejde - men det er måske (ikke) indregnet ?
Den præmis er mildest talt ulden.

Og så sluttes der af med denne svada:

Så vi skal acceptere endnu flere højtlønnede professionelle investerings-konsulenter og professionelle meningsdannere og lobbyister?

Nej tak.
Vi har sgu så rigeligt af den slags.

Bo Carlsen, Kaspar Olsen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hovsa.
Det kursiverede citat fra artiklen skulle være:

Så vi skal acceptere endnu flere højtlønnede professionelle investerings-konsulenter og professionelle meningsdannere og lobbyister?
Nej tak.
Vi har sgu så rigeligt af den slags.

Mange hjælpeorganisationer er overhovedet ikke interesseret i 'befolkningenens egen tid'.
De vil langt hellere have masser af kontanter, så de kan ansætte snesevis af professionelle konsulenter og lønnede medhjælpere.
Hjælp til selvhjælp....?

Martin Madsen

Administrationsomkostninger er det VIGTIGSTE at måle på! Jeg kunne ikke drømme om at give penge til den "professionelle" godgørenhedsindustri. Jeg hader "facere" og hele tanken om at de bare samler penge ind til deres og direktørernes løn. Øv!
Støtter gerne frivillige organisationer og resten vil jeg helst betale over skatten,

Jette Abildgaard

Hm.....jeg maatte laese denne artikel...simpelthen fordi vi er ved at starte en non-profit og, derfor genkender jeg lidt af det fra artiklen, ligesom der er ting deri, som faar mig til blot at sige ''naa''!

Investering af egen tid er f.eks. i en opstartsfase, som vores er i, at arbejde for os, uden at vi kan garantere nogen betaling foer vi begynder at faa funds....for at faa disse funds eller, for i det hele taget at kunne soege dem, da kraever det et arbejde.....og, blot fordi man er founder af et projekt, betyder ingenlunde at man er specialist paa alle de omraader projektet indeholder, - hvilket er hovedaarsagen til man beder folk (de mennesker der har evnen til at udfoere de ting man skal have gjort) give noget af deres egen tid!

Vi starter ikke i Danmark, men har en del Danskere med i projektet og, lige netop at finde disse, har vaeret en kaempe opgave (laes kamp), som vi nu heldigvis er faerdige med og, har fundet nogle vidunderlige Danskere til vort projekt, men det koster...ikke penge, men et 100% benhaardt arbejde at finde Danskere der er villige til at tage en saadan risiko....og dette har intget at goere med om man beder dem om 1 tiimes arbejde eller, om man beder om 1000 timers arbejde! Hele den foerste periode var det eneste feedback vi fik ''husk, jeg koster'',''jeg er dyr'' eller ''I kan komme tilbage naar I er kommet i gang'' og...i begyndelsen slog disse reaktioner fra Danmark naesten bunden ud...ikke oekonomisk (vi havde ingen penge), men denne saa helt tydelige fiksering paa egne personlige penge-interesser frem for, hvad man skulle hjaelpe med! Danmark er det foerste og eneste sted dette probem er kommet frem (vi arbejder me 3 kontinenter) og, det faar mig til at stille spoergsmaalstegn ved, HVOR meget Danskerne reelt oensker at hjaelpe naar det kommer til stykket??

I artiklen her, staar at Danskerne ligger paa en 7 plads naar det kommer til at ville hjaelpe oekonomisk, men langt nede paa listen naar det gaelder om at tage haenderne op af lommen og, det kan jeg desvaerre kun alt for godt genkende fra lige netop jagten paa gode, dygtige mennesker, der ikke er bange for at tage en risiko og, som toer tro paa vort projekt...i Danmark kommer det foerst og fremmest an paa den personlige indkomst.....vi har paa intet tidspunkt bedt om penge, blot hjaelp til at kunne lave de ting der var/er noedvendige for at vi kan komme i gang...

Men som sagt....lidt over 2 aar senere...har vi nu fundet de helt perfekte Danskere...men blot det...altsaa lang tid foer projektet bliver en realitet, startede kampen...det ER en kamp og, hvis man ikke er saelger og god til at markedsfoere sit projekt i Danmark, da faar man aldrig i livet en Dansker med...Vi er gode og, vi fik de bedste, men min pointe her er, at jeg godt forstaar Danmark ligger saa langt nede paa listen naar det kommer til at skulle udfoere et job uden at vaere ca. 190% sikker paa man tjener mindst lige saa meget for det som naboen...

Markedsfoering er livsvigtig i lige netop Danmark, for ellers faar man intet og, vhis det drejer sig om charity, da maa man acceptere at en non-profit netop er noedt til at vaere gode til at markedsfoere sig, for ellers har man tabt Danmark og ja, nogle af de penge der kommer ind via donationer - de vil da gaa til netop det...for ellers vil I jo ikke donere..;)

Jeg tror, at I i Danmark mangler at se, at ikke alle steder faar man alting skubbet ind med skeer og, I skal laere at forstaa, at for at kunne lave en god non-profit og for at kunne faa den til at vaere velfungerende, da er det ikke kun ejeren af denne non-profit der skal ligge lidt gratis arbejde ind engang imellem...det er alle...for hvis man ikke goer det, da faar ingen noget tilbage overhovedet...;)

Tak til I soede Danskere, der som alle dem fra de andre lande paa vort projekt, tror paa os og I andre....slap af...ikke alle er snydere og svindlere og, engang imellem er man noedt til at risikere at bruge enten sine haender eller, sin hjerne for at kunne hjaelpe et projekt i gang og for at kunne goere det til et godt projekt, som da netop vil indbringe en god indkomst...hos os dog ikke i den stoerrelsesorden som den gode Joergen Poulsen....vort projekt er godt og sjovt, men ikke et der skal give - eller kommer til at give enkeltpersoner (uanset hvem af os det er) muligheden for at blive millionaerer hvis de/vi stopper...

Penge er gode lille Danmark, men det er ikke alt.....;)

Lise Lotte Rahbek

Jette Abildgaard

Et godt salgstrick, hvis man vil have folk med på en ide,
er at tale til folk på en anerkendende måde
og måske springe over at definere,
hvad du synes, de som nationalitet måtte mangle at indse
og vente lidt med at sige,
at de alle sammen jo alligevel kun tænker på penge.
Det kan godt virke lidt provokerende at indlede med at definere folk negativt, når man gerne vil tale med dem.

Jette Abildgaard

Lise Lotte Rahbek,

Tak...og, jeg skal jo ikke saelge noget til Jer her paa information...I har blot faaet mine tanker og, er altid velkomne til at give mig Jeres tilbage.....og, ioevrigt har det da vaeret en god ''kamp'' i Danmark ;)

Michael Kongstad Nielsen

Har ikke den store fidus til velgørende organisationer. De gør vist mest vel for dem selv. Hvad enten de skal ud og missionere, eller har ondt i egen samvittighed, eller bare skal betrygge sig selv gennem administration.

Ved de velgørende organisationer nok om det land eller område, de går ind i? Kan de gøre gavn, eller måske snarere skade? Hvis moral og samfundsideal er det, de understøtter, hvilke opfattelser af rettigheder og familiemæssige organiseringer kommer de med? Korresponderer det med modtagernes? Allerede navnet "YouMe Family" kan godt give mig kuldegysninger og klamme fornemmelser. Kulturimperialisme i pæn indpakning.

Hvad frivilligt arbejde uden løn angår, findes der et utal af danskere i sådanne aktiviteter, fodboldtrænere, spejderledere, besøgsvenner, hundeluftere, ældre damer, der henter naboens børn, etc.

Jeg synes, at 1 % af BNP, der går til U-landene, må kunne bruges til noget godt, jeg ved ikke, om de gør det nu. Men lad da bare alle de ikke-pengetjenende arrangementer køre afsted, kun synes ikke, at det er særligt interessant at prøve at give folk dårlig samvittighed over dit og dat, - organisationerne må selv rode med deres egne eventuelle dårlige samvittigheder.

Hvad er velgørenhed andet end det man i tidligere tider kaldte aflad? De riges måde at holde de fattige nede på sådan en måde, at de lige kan overleve og derfor ikke tyer til oprør. En fin måde at fastholde kapitalismen med dens indbyggede udbytning af nogle til gavn for andre.

Slavoj Zizek har nogle interessante pointer her: http://www.youtube.com/watch?v=hpAMbpQ8J7g

Peter Ole Kvint

Det er de samme steder i Afrika, som altid har problemerne. Problemernes årsag er at nomaderne ikke kan sælge dyrene når de mangler fodder til dyrene. Og hvis de kan sælge dyrene, så er korn og andet, som kan gemmes er meget dyrt.

Løsningen er at bygge jernbaner så der kan opkøbes dyr til slagtning, og der kan sælges mad billigt efterhånden, som folk får brug for det. Men de ville ødelægge Velgørenheds industrien.