Klumme

Alle blot ofre?

Sporene fra Det Tredje Rige er et hit blandt turister. Og i debatter, hvor tyskernes ansvar stadigt hyppigere ofres på den humanistiske ligeværdigheds alter. Thi vi er alle mennesker, bødler og ofre en masse
5. april 2013

Kort før påske holdt jeg foredrag på den danske ambassade i Berlin: Sporene fra Det Tredje Rige. Ved et hændeligt uheld eller en freudiansk fejl var arrangørerne i deres annoncering kommet for skade at supplere titlens første substantiv med et ekstra r: Sporerne fra Det Tredje Rige. Men når ondt skulle være, var brøleren ganske sigende, for når man søger at nære den ofte rigeligt kulørte interesse for Hitlers førerstat, er dét netop spørgsmålet: spor eller sporer?

I hovedstaden i Den Tyske Forbundsrepublik er det ikke sporer, men spor fra Det Tredje Rige, man finder. Berlin er i dag oversået med mindesmærker, der som offentlige skriftemål bekender Tysklands historiske skyld for alverden:

Bedst kendt er mindesmærket for Europas myrdede jøder, 2.711 betonsteler, der som skamstøtter spreder sig ud over 19.000 kvadratmeter lige bag Brandenburger Tor. Da man anlagde mindesmærket, stødte man i jorden under det på adskillige bunkeranlæg fra nazitiden, som man symptomatisk for emnets følsomhed straks forseglede for at undgå, at neonazister og andre nationalromantikere skulle forvandle dem til valfartssteder.

Mange andre mindesmærker kunne nævnes, men som sådanne udgør de sjældent egentlige spor fra Det Tredje Rige. Der er dog undtagelser, frem for alle Neue Wache på Unter den Linden, en nyklassicistisk bygning fra 1818, som oprindeligt blev bygget som militær hovedvagt under det prøjsiske kongedømme, men som hundrede år senere blev ombygget til et mindesmærke for de faldne i 1. verdenskrig. Da nazisterne kom til magten, blev det forvandlet til et sted, hvor man ærede de døde soldater som nationens helte og martyrer. Med andre ord var det ikke længere et spørgsmål om at sørge, men om at fremmane de dødes krigeriske ånd af deres fjerne grave på slagmarkerne for at spore de endnu levende tyskeres kampvilje.

Efter 2. Verdenskrig kom Neue Wache til at ligge i DDR, hvor det kommunistiske regime efter nogen tøven omtolkede stedet til et mindesmærke for fascismens og militarismens ofre – hvorefter man igen som under det nazistiske regime kunne se militærparader og strækmarch foran den gamle bygning: militarisme i antimilitarismens navn!

Således gentager historien sig bestandigt, selvom dens kustoder hævder, at de netop vil hindre, at den gør det. Og således mente daværende forbundskansler Helmut Kohl også blot at tjene det moralske almenvel, da han i 1993 gennemtrumfede endnu en arkitektonisk og ideologisk omkalfatring af Neue Wache. Nu skulle bygningen være et samlet minde over alle, absolut alle, ofre for krig, voldsherredømme og fordrivelse, jøder, sintier og romaer – samt naturligvis tyskere.

På den måde endte Neue Wache med at blive et mindesmærke, hvor også de soldater, der myrdede jøder og kommunister bag fronten under Hitlertysklands angreb på Sovjetunionen, kunne minde sig selv som ofre for det totalitære regime, som havde forført dem. Det var for meget for en gruppe demonstranter, der ved indvielsen af det nye, gamle mindesmærke stillede sig op med et stort foto af en tysk soldat i færd med at skyde en nøgen kvinde og et lille barn: »Alle blot ofre?« stod der på fotografiet. Politiet reagerede prompte og opløste demonstrationen.

Men nu tilbage til den danske ambassade og mit foredrag, for den efterfølgende diskussion overraskede mig! Publikum var alt andet end drakoniske i deres dom over de menige tyskere, som de ikke mente havde kunnet gøre andet end at parere ordre. De levede jo under et repressionssystem med titusinder af kz- og andre lejre. Men hvis dette forhold diskulperer dem, så var lejrenes vagter og bødler heller ikke andet end uskyldige ofre for nazismen, for de måtte jo ligesom de fanger, de mishandlede og førte til galgen eller i gaskamret, selv frygte at blive sendt samme vej, hvis ikke de gjorde deres arbejde. »Alle blot ofre?«

Nej, alle var ikke ofre, for tyskerne havde trods nok så vanskelige forhold et valg, et valg, der konstituerer selve det menneskelige kår: den moralske dømmekraft. Det var den, de suspenderede, når de adlød deres foresatte. Og det er den, vi fremdeles suspenderer, når vi gør bødler og ofre til ét.

Sporene fra Det Tredje Rige er få, sporerne lykkeligvis færre – men måske er det snarere den etiske afsporing af den historiske lære, vi bør tage os i agt for.
 

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
  • Nic Pedersen
  • Steffen Gliese
Per Torbensen, Nic Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

tyskerne havde trods nok så vanskelige forhold et valg, et valg, der konstituerer selve det menneskelige kår: den moralske dømmekraft.

...hvis man under fattigdom og i voldsprægede tider kan basere noget som helst på dette påståede menneskelige vilkår, så ville der ikke være problemer i verden - slet ikke hvis tyskerne, alene af alle, skulle være dem der ikke kunne indse det bør være sådan.

Filosof ??? Hvor fa'n mon man får den titel fra.

Denne passus fra Wikipedia kan give et indblik i hvilken terror det tyske folk blev udsat for. SA blev oprettet i 1920 og fra 1933 havde SA uindskrænket magt over alt i Tyskland - selv top-nazister frygtede for SA:

Da Hermann Göring i 1933 blev indenrigsminister i Preussen, ansatte han advokaten Rudolf Diels til at overvåge radikale kræfter. Diels satte statspolitiet ind mod SAs terror. Ved én anledning tvang de sig ind i et SA-fængsel i Berlin bevæbnet med maskingeværer. Chokeret rapporterede Diels, at han i SA-fængslet fandt ca. et dusin bøller, som "arbejdede i femten minutters skift i mishandlingen af fangerne med jernstænger, gummikøller og pisk. Da vi kom, lå disse levende skeletter i rækker på snavset halm med betændte sår." [Knut Kristofersen: Den musikalske bøddel]

Nu blev selv Göring betænkelig over, hvilke kræfter han slap løs, når han pralede til SA af, at "Jeg er ikke pålagt at følge loven. Mit job er at tilintetgøre og udrydde – hverken mere eller mindre." SA havde taget ham på ordet.

Også SS følte sig truet af Diels, trængte sig ind i i hans lejlighed, låste hans kone inde på soveværelset og ledte efter bevis for kommunistsympatier. Diels fik den ansvarlige arresteret, men Heinrich Himmler klagede til Göring og fik manden udleveret til efterforskning af SS. Diels så ingen anden udvej end at flygte til Tjekkoslovakiet.

Peter Tudvad her i landet fik vi også en forsmag på hvad der var i vente:

"Mange af vore tyske kammerater er myrdet af dansk justits. I villigt samarbejde med Gestapo og Abwehr - det bliver der senere tale om - sporede den dem. Angav dem. Jagtede dem. Tog dem til fange. Udleverede dem til tortur, halshugning, nakkeskud. De sultedes til døde. De sparkedes ihjel.

Denne bog vil fortælle noget derom. Ikke alt. Ikke hele sandheden. Kun noget af det, jeg har kunnet finde. I Danmark og Sverige. I D.D.R. og Vesttyskland."

Carl Madsen i indledningen til "Flygtning 33"

erling jensen

Var livet dog bare mindre komplekst.

Herman Göring, Gestapos grundlægger, forklarede strategien for krigen: "Selvfølgelig ønsker folket ikke krig ... Hvorfor ville et eller andet stakkels fjols på en gård ønske at risikere sit liv i en krig, når det bedste han kan få ud af det, er at komme tilbage til sin gård i et stykke? Naturligvis ønsker almindelige mennesker ikke krig, hverken i Rusland eller i England eller i Amerika, eller for den sags skyld i Tyskland. Det er forstået. Men, når alt kommer til alt, er det lederne i landet, som bestemmer politikken, og det er altid en enkel sag at få folket med, om det så er for et demokrati eller et fascistisk diktatur eller et parlament eller et kommunistisk diktatur....
Stemme eller ikke stemme, man kan altid få folk til at danse efter ledernes pibe. Det er let. Alt, hvad du behøver at gøre, er at fortælle dem, at de bliver angrebet og beskylde pacifisterne for mangel på patriotisme, og at de udsætter landet for fare. Det virker på samme måde i alle lande".

Holocaustmuseet i Washington har en udstilling, der viser den amerikanske regerings ligegyldighed for jødernes sørgelige skæbne under Hitlers kontrol. en mørk periode i amerikansk historie, som alt for mange amerikanere aldrig lærer om i skolen.

Efter krystalnatten i nov.1938 afslog amerikanske myndigheder at tillade tyske jøder at gå i land i Miami fra det tyske skib SS.St.Louis, velvidende, at de ville blive sendt tilbage til Nazityskland. 5 dage efter denne nat sagde Roosevelt på et spørgsmål om at lempe immigrationsreglerne, således at jødiske flygtninge kunne modtages i USA: "Dette er ikke under undervejelse. Vi har kvotesystemet".
Sådan.

Erling Jensen, cand.jur

Bill Atkins, Per Torbensen, Steffen Gliese og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Bill Atkins, filosof bliver man ved at læse filosofi på et filosofisk institut på et anerkendt universitet. Tudvad har læst på KU til graden cand. mag. : http://da.wikipedia.org/wiki/Peter_Tudvad

Folk med ligeså god (selektiv) hukommelse som mig vil også huske, at Tudvad var en af dem, der under demonstrationerne imod Maastricht-traktaten ved omafstemningen blev fanget i politiets knivtangsmanøvre på Jagtvej og uretmæssigt retsforfulgt.

Ja, er bestemt et komplekst og betændt spørgsmål, dette.

F.eks et besøg i kz-lejren Sachsenhausen lidt udenfor Berlin i hyggelige civile omgivelser, gør det alene forbandet vanskeligt at overse den "almindelige", nok ikke særligt politiske tyskers kendskab og ihvertfald passive samtykke til, hvad der foregik.

Den "spore" kan også netop findes andre steder og tider!

Det er ikke nogen behagelig erkendelse, men ret uomgængelig. Tudvad har vitterlig nogle væsentlige pointer.

Peter, det er en cand. phil. Filosof må være noget man bliver ophøjet til.

Og Tudvad han tager en konkret situation:

hvis dette forhold diskulperer dem, så var lejrenes vagter og bødler heller ikke andet end uskyldige ofre for nazismen

.... og dømmer alle tyskere, uanset at en filosofisk tilgang til problemet: "den hierarkiske magt og umenneskelig lydighed", vil omfatte masser af situationer historien igennem og verden over. Jeg behøver vist ikke komme med eksempler?

Erling, det undre mig at Göring, ikke nævnte den ultimative trussel: "Vi ved hvor din familie opholder sig." ...men han ville vel ikke afsløre sig som den simple gangster han i virkeligheden var. Den menneskelige forfængelighed kender ingen grænser.

@Bill Atkins

som jeg læser Tudvad, så problematiserer han vel nærmere end at dømme sit publikums tilbøjelighed til måske lidt for let frikendelse, hvilket jo ikke er helt det samme. (måske udtryk for "publikums" mere eller mindre bevidste erkendelse af måske ikke selv at være blandt helte eller helgener?).
Der er vist forresten ikke dokumenterede eksempler på, at vagter og bødler skulle have risikeret værre end overflytning til andre ubehageligheder end f.eks. fronttjeneste? Så diskulpering af bl.a disse er yderst diskutabel.

For mig står det ikke helt så klart hvor Tudvad trækker stregen for 'skyld', når han skriver: tyskerne havde trods nok så vanskelige forhold et valg, et valg, der konstituerer selve det menneskelige kår: den moralske dømmekraft.

Dette menneskelige vilkår er slet ikke nær så dominerende, som vi gerne vil tro, når vi sidder i en situation, der er fredelig og tryg.

Vi ser det på slagmarken hvor officerer planlægger rene selvmordsangreb for deres soldater, og vi har set det i andre fascistiske regimer til ale tider.

Det jeg fornemmer er at Tudvad anklager det tyske folk, som værende mere tilbøjelige til massepsykotisk vanvid end andre folkeslag, og det er efter min mening et vildspor. Nazismen havde efter 1918 i det smadrede og økonomisk forarmede Tyskland en historisk god platform for at udvikle et terrorregime, og regimet blev tilmed opildnet fra alle sider, politiks og økonomisk. Og ihukommende Görings fortielse: "Vi ved hvor din familie opholder sig." så er "den moralske dømmekraft" nemt sat ud af spillet:

---
Krigshysteriet raser. Alt var gennemsyret af brutalitet, råhed og grænseløs egoisme. Her herskede den stærkes ret. Den hierarkiske inddeling var resultatet af en nådesløs og rå overmagt, der byggede på tortur, vold og total retsløshed, som styrede gennem opildning til rivalisering mellem de forskellige grupperinger i en nederdrægtig og hensynsløs kamp om de knappe fødevare og de få goder, der var til at få. Deltog du ikke i denne overlevelseskamp, mistede du ikke alene dine basale fornødenheder, men du blev også udsat for pinsler, ydmygelser og udstødelse – og nærmeste plageånd var som regel en eller flere fra din egen gruppe. Ingen hørte på dig, og hele din verden var begrænset til at udføre de funktioner, der gav mindst lidelse. Toppen i dette bizarre hierarki tilhørte enten kriminelle eller politiske grupperinger som betegnedes ’Funktionshäftlinge’, altså funktionsindsatte, ud fra en betragtning om, at også disse fanger - kapoerne - var ofre... Det tyske folk ???

(delvist plukket fra Peter Langwithz Smith, Neungamme)
---

Bill Atkins,

vi læser åbenbart Tudvad noget forskelligt.
Jeg ser ikke, at han specielt udnævner netop tyskerne som særligt disponerede. Selvom de jo er det konkrete udgangspunkt lige her.
Men det er måske fordi jeg har haft diskussioner om meget lignende ting med bl.a nogle gamle sovjetborgere og sydafrikanere, som kunne huske Stalintidens terror og apartheid og prøvede at forklare deres indtryk for os yngre/fremmede, at jeg ser det i mere alment perspektiv.
Det er bestemt ikke kun en tysk/nazistisk problematik.

Per Torbensen, Bill Atkins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er vel flere tempi - jeg tror ikke, at tyskerne i almindelighed havde regnet med, at det nazistiske styre ville udvikle sig, som det gjorde, da de satte deres kryds i 1933, bl.a. fordi de ikke kunne have nogen idé om, at så mange ville stemme i samme retning.
Selvom vi husker nazismen for forbrydelser mod menneskeheden, skal man huske på, at det formodentlig i langt højere grad var dens sociale løfter om arbejde og ordnede forhold for menigmand, der appellerede.
Tyskland havde ganske vist siden 1918 gennemlevet en lang række kriser, men de var jo ikke fulgt lige efter hinanden: fødevarekrisen efter krigen og hyperinflationen var jo forbigående fænomener, og det, der gav Hitler mest vind i sejlene op til sejren, var som alle andre steder konsekvenserne af Depressionen.
Den politik, som Hitler blev anset for at stå for på det sociale og erhvervspolitiske område var for mange at se ikke så forskellig fra Roosevelts New Deal, fordi fokus var på statslig intervention.

Den politik, som Hitler blev anset for at stå for på det sociale og erhvervspolitiske område var for mange at se ikke så forskellig fra Roosevelts New Deal, fordi fokus var på statslig intervention.

Peter Hansen, Hitler og New Deal??? Du har et hul i din viden rækkende fra 1933-1939

---
Hitler tabte kanslervalget i 1932 med 13 millioner stemmer, mod Hindeburgs 19 millioner og Thälmanns 4 millioner stemmer - altså langt fra et flertal. Hitler tog derpå magten gennem flere kupagtige handlinger, afsluttende med Rigsdagsbranden, og derefter var ingen andeledes tænkende i tvivl om, at et terrorregime var etableret i 10.000 vis flygtede over grænserne til nabolandene, blandt andet til Danmark, hvorfra de prompte blev sendt retur til tortur og fængsel. Flere end 100.000 socialdemokrater og kommunister blev sendt i koncentrationslejre:
---
"Dagen efter, den 2. maj 1933, besatte SA og SS den frie fagbevægelses bygninger, arresterede alle ledende socialdemokratiske fagforeningsfolk og lagde alle fagforeningsaktiviteter under nazistisk ledelse. De andre fagforeninger underlagde sig frivilligt. Kort efter dannedes »den tyske arbejdsfront« som tvangsorganisation for alle arbejdere og arbejdsgivere. Hermed havde den frie fagbevægelse fundet sin slutning for år fremover. Selv om SPD først den 2. juni besluttede at flytte sin ledelse i eksil til Prag, og partiet først blev helt forbudt den 22. juni, så var diktaturet og det nazistiske terrorherredømme allerede længe før en kendsgerning, hvad også KPD havde måttet sande. Allerede længe for fuldmagtsloven var de ledende arbejderførere begyndt at blive anbragt i koncentrationslejre, som nu skød op overalt i Tyskland. "
(Den tyske arbejderbevægelses historie)
---
Terrorregimet var en realitet med under 1/3 af tyskernes tilslutning.

Nic, et folk bør aldrig omtales som "alle" eller i flertal bestemt form: "tyskerne" eller "jøderne".

En sådan begrebsdannelse er racistisk.

Bill,

præcision i begreber og omtale er bestemt ikke uvigtigt, men jeg tror nu ikke, at Tudvad er skyldig i andet og mere end almindelig brugt generalisering, som vi nok alle kan fanges i, i en eller anden sammenhæng.

Det bliver hverken du, jeg eller Tudvad racister af! ;-)