Jeg er så heldig at være mor til fire børn. De er voksne nu og har selv fået børn, så nu har jeg den store glæde at være farmor og snart mormor. Samtidig har jeg arbejdet med børn i 41 år, først 20 år som lærer og siden mere end 20 år som skoleleder. Som følge deraf har jeg været sammen med tusindvis af børn i mange forskellige situationer, både som mor og som glad skolelærer. Jeg har altid haft lyst til at lære dem noget, hvad enten de har været fire år eller femten. Udfordre dem, pirre deres nysgerrighed, som er forudsætningen for læring.
Det er fantastisk at være sammen med børn. De udgør vores største værdi og giver forældre store glæder og udfordringer.
De udgør samtidig næste generation, som skal føre vores samfund videre og bære kulturen med sig ind i den fremtid, de kommer til at præge, og som ingen kender. Som forældre står vi med et kolossalt ansvar for den enkelte og for helheden. Vi elsker vores børn, og vi gør, hvad vi finder rigtigst og bedst, og hvad vi formår på det aktuelle tidspunkt. Fremtiden vil vise, om vi gjorde det godt eller ej.
Derfor er der selvsagt en vis nervøsitet for, om man som forælder, lærer eller pædagog nu også gør det godt nok. I hjemmene og i institutionerne synes der såledesat være en vis frygt for, at børnene skal komme til at kede sig. Børnene bliver stimuleret konstant og bliver spurgt om alt mellem himmel og jord, som de skal tage stilling til. Hvis børnene ikke er i gang med noget, eller de giver udtryk for, at de keder sig, bliver der straks tændt for fjernsynet eller et spil på computeren. Men der bør man stoppe op og spørge sig selv, om det virkelig altid er den bedste løsning? For skal børn ikke have lov til at kede sig? Ud af den såkaldte kedsomhed opstår nemlig ofte kreativiteten.
Det oplevede jeg selv for en del år siden. Jeg var på ferie i vores sommerhus på Bornholm sammen med mine fire børn. Min mand var på arbejde, så han var der ikke. Det regnede og regnede. Vi havde spillet Ludo, Sorteper og lagt puslespil og alt, hvad vi ellers kunne finde på. Fjernsyn havde vi ikke, eller også virkede det ikke.
Alle fire begyndte at kede sig. Men pludselig fandt en af dem på, at de kunne bygge et hus af nogle papkartoner, der lå i brændekassen. Så kom der gang i kreativiteten. De byggede i dagevis, lavede møbler af andre papstykker, tegnede billeder til væggene osv. En lang, skøn leg, som de alle kunne være med til. Det var ikke sket, hvis de ikke havde haft et tomrum, hvor der blev stille i hovederne og i huset.
Børn må gerne mærke tomrummet, så de på den måde får ideer til, hvad de selv kan lave. Jeg tænker ofte på, at hvis radioen kører konstant, er man underholdt og folder ikke sig selv ud. Man begynder måske ikke at synge, medmindre man da synger med på en sang, man hører.
Men som regel er det ikke de sange og melodier, som børn kender fra børnehaven, skolen eller hjemmet, der kører i radioen. Min opfordring lyder: Sluk og syng.
Jeg synes, det er så vigtigt, at vi lukker børnene ind i den kreative og musiske verden, som de fra små har et naturligt forhold til. Små børn fra alle kulturer rokker og ’danser’, når de hører rytmisk musik. Børn skal høre masser af musik, de skal male, tegne, digte og synge. Jeg finder det vigtigt, at børn dyrker nogle interesser, hvor de kan bruge deres iboende talenter.
Børn bør også bruge deres kroppe. De er kropslige og ved at bruge kroppens muskler stimuleres hjernen, som herved holdes vågen og udvikler sig.
Men vi er bange for kedsomheden og bange for at stille krav om vedholdenhed. Begge dele er en fejl. Efter min mening bør man ikke give efter, hvis børnene efter de første tre tirsdage til klaver eller badminton alligevel ikke gider. De skal blive ved. Det kan godt være, de føler det kedeligt i en periode, men her kommer muligheden igen for at få nye ideer og agere kreativt. Samtidig har jeg ofte erfaret, at børnene oplever, at det bliver sjovt, når de bliver dygtige og selv kan forme og skabe nyt. Dygtig bliver man kun, hvis man bliver ved.
Hvordan udtrykker vi bedst, at børn er vores største værdi? Ved kærlighed til dem, som de er. Kærligheden til vores børn viser vi bedst ved ægte nærvær, når vi er sammen med dem. Nærvær er ikke at gå med sit barn i klapvogn og f.eks. tale i mobiltelefon. Barnet har brug for at mærke, at mor og far er helt tilstede og ikke fraværende og adspredt. Syng en sang, mens I går en tur. Eller vær stille sammen med dem, så de blot kan mærke nærværet og kærligheden.
Lise Egholm er tidligere skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro
Klummen i morgen: Peter Tudvad om sporene fra Det Tredje Rige
