Kronik

Skal Carina og Robert på fattiggården?

De ’uværdige’ fattige er dovne, arbejdssky, bruger løs af vores skattekroner, og kontrollen med dem må skærpes. De bliver anset for at være uden for rækkevidde, og derfor er det i stigende grad svært at retfærdiggøre hjælpen. Nutidens fattigdomsopfattelse har tydelige ligheder med den, der herskede på fattiggårdenes tid
Hvis man begynder at placere mennesker i ’kan ikke hjælpes’-kassen, får man svært ved at retfærdiggøre hjælp. Og det er her, Robert (billedet) og andre kontanthjælpsmodtageres brøde ligger – de bliver italesat som værende uden for rækkevidde, mener dagens kronikør.

Martin Sylvest Andersen

13. april 2013

Der ligger en ansøgning på socialrådgiverens hæve-sænke-bord. Den er fra en mandlig arbejdsløs, der høfligt ansøger om at få lov til at gifte sig med sin kæreste gennem flere år. Han er på kontanthjælp og må derfor ikke gifte sig, uden at det er blevet godkendt af kommunen. Han påstår, at parret har råd til vielsen og argumenterer intenst for sin sag.

Rådgiveren læser ansøgningen igennem. Den slags vigtige valg kan den arbejdsløse ikke træffe selv, da det kan medføre udgifter for fællesskabet. Han må heller ikke stemme ved folketingsvalgene, ej heller stille op, og hans skamfulde stilling på bunden af samfundet er kendt af alle – for han bor på fattiggården, bag pigtråd og høje mure. Her skal hans dovne levevis ændres gennem tvangsarbejde og en regelfyldt hverdag. Rådgiveren bladrer igennem mandens journal. Er han blevet genopdraget nok til, at man kan tillade ægteskabet? Journalen rummer svingende arbejdskvoter, regelbrud og udfarende adfærd. Og socialrådgiveren tvivler: Skal han have ’godkendt-’ eller ’nægtet-’stemplet?

Det er ikke et dilemma, nutidens socialrådgivere sidder i til dagligt. Det gjorde deres forgængere, fattiginspektørerne, til gengæld, og det syn på fattigdommen, de repræsenterede, vinder mere og mere indpas i dagens Danmark.

Den dovne fattige

Fattig-Carina, Dovne Robert og debatten om selvforskyldt fattigdom har huseret den hjemlige debat, efter krisen ramte. Debatten har fået endnu et afsæt i den kontanthjælpsreform, regeringen har fremlagt. Men egentlig har de seneste års til tider voldsomme debat ikke rummet nyskabende elementer. Det hele er hørt før.

Ytringer om den dovne fattige, der lever et liv i selvforskyldt fattigdom – og måske oven i købet bruger flittigt løs af det offentliges penge – er blot tidsforskudte gentagelser af gammel retorik. Tag nu bare Forsorgsmuseet i Svendborg, hvor jeg arbejder. Vi er placeret i Danmarks sidste bevarede og fredede fattiggård, bygget i en tid som én blandt hundreder. Fattiggårdene skulle tage sig af de dovne fattige og genopdrage dem.

Hundredetusindevis af danskere har i tidens løb været på fattiggård og tvangsarbejdsanstalt, og der var selvfølgelig ikke tale om hotelophold inde bag murene, der i Svendborgs tilfælde krones af pigtråd. Her kunne individer og familier, der ville have hjælp til at klare dagen og vejen, henvende sig. De skulle banke på en undseelig grøn port i en truende gul bygning for at blive mættet dagen efter. Alkoholikere, hjemløse, arbejdsløse, småkriminelle, gamle og syge kom i en skøn blanding ind bag murene.

Værdig og uværdig

Dovenskab og fattigdom skulle kureres af tvangsarbejde i store mængder og en regelfyldt hverdag. Lemmerne fik ikke dagpenge eller bistandshjælp – men hamre, økser og andre arbejdsredskaber i hænderne. Der var forskel på folk. De fattige blev inddelt i to klasser: værdige og uværdige. Dem med en undskyldning og dem uden. De uværdige var »arbeidsdygtige, men dovne og forfaldne Subjekter«, der skulle genopdrages til at blive bedre samfundsborgere med »Alvor og Bestemthed, uden dog at sætte humane Hensyn til side«, som der står i regulativet for Svendborg Kiøbstads Fattig- og Arbejdsanstalt fra 1872. De værdige – på dette tidspunkt fortrinsvis de gamle og syge – havde lidt bedre vilkår: Ingen tremmer for vinduerne, begrænset arbejdsmængde og ingen kønsadskillelse – men deres ophold på fattiggården var stadig meget skamfuldt. De sad jo i samme institution som sprittere, betlere og afsonende småkriminelle, kun adskilt fra disse af en høj mur.

At modtage fattighjælp blev opfattet som særdeles pinligt, en umyndiggørelse. Fattiggårdene spillede bevidst dette kort og satsede på at se truende og skræmmende ud – så ville færre bruge deres tjenester, hvilket var billigere i den sidste ende.

Hvis man fik fattighjælp i Danmark fra 1849-1961, fulgte der for de uværdige deklasserende detaljer med hjælpen. Grundloven af 1849 slår fast, at modtagere af fattighjælp ikke kunne stemme og ikke kunne blive valgt. De kunne heller ikke gifte sig med hvem de ville uden at indsende ansøgning først. Hjælp var simpelthen et lån, der skulle tilbagebetales, før man havde udsigt til at blive genforenet med sine rettigheder (§ 35).

Fattigdom var en forbrydelse sidst i 1800-tallet og et godt stykke op i sidste århundrede. Fattigloven fra 1891 og Steinckes socialreform fra 1933 fokuserede indsatsen mod dem, der kunne reddes; de værdige (hvis gruppe nu – i lyset af depressionen – var udvidet, så mange husvilde talte med). De uværdige var der dog konsensus om at lade blive på fattiggårdene. De tidligere uværdige fattige fik først stemme- og gifteretten tilbage i 1961, hvor pigtråden på fattiggårdens gule mure blev pillet ned. Gennem mere end 100 år var denne skelnen mellem værdig og uværdig dominerende i dansk sociallovgivning, og den har ikke helt sluppet sit tag endnu.

Man mister således ikke længere sin stemmeret, fordi man er arbejdsløs. Men det er ikke lang tid siden, at lige præcis dét synspunkt blev luftet sidst. Både VU og KU har haft højtplacerede medlemmer, der har argumenteret for, at folk, der ikke bidrager til fællesskabet, skal have frataget stemmeretten. Det er interessant nok det unge vækstlag for fremtidige borgerlige politikere, der argumenterer for deklasseringen af kontanthjælpsmodtagerne.

’Uden for rækkevidde’

Værdig/uværdig-opdelingen lever i bedste velgående i den offentlige debat. Robert og Carina deler karakteristika med de uværdige fattige fra sidst i 1800-tallet. De bliver fremstillet som arbejdsdygtige, men dovne individer, og deres fattigdom er dermed selvforskyldt. For eksempel har Robert haft adskillige job, men vil ikke arbejde med noget, han ikke finder meningsfyldt. Carina ryger oven i købet – en nydelse, der heller ikke var de uværdige forundt i Svendborg Fattiggård. For slet ikke tale om hendes hund.

Det er dokumenteret, at debatten om Robert og Carina flyttede mange danskeres opfattelse af kontanthjælpen. Dette holdningsskifte spiller regeringen bold med i den fremlagte kontanthjælpsreform. Reformens idégrundlag har flere paralleller til denne fattigdomsopfattelse. Den spiller ligeledes på en opfattelse af kontanthjælpsmodtageren som en smule doven – de har i hvert fald hængt fast i systemet for længe, hvorfor myndighederne skal stramme skruerne.

Man hjælper dem, der ligner en selv, og som man mener, har en chance for at komme videre ud af den suppedas, fattigdom udgør. Hvis man begynder at placere mennesker i ’kan ikke hjælpes’-kassen, får man således svært ved at retfærdiggøre hjælp. Og det er her, Robert, Carina og kontanthjælpsmodtagernes brøde ligger – de bliver i stigende grad italesat som værende uden for rækkevidde.

Hvilken fattigdomsopfattelse?

Der er stadig en skelnen mellem en rigtig og en forkert måde at være fattig på, og denne værdidom er knyttet tæt til den gamle måde at adskille fattigfolk fra uheldige godtfolk. Carina og Robert overskrider begge denne grænse, og det har fremprovokeret så megen debat, især fordi de i offentlighedens øjne fremstår arbejdsdygtige, men dovne og med et behov for genopdragelse. De er moderne uværdige fattiglemmer, og kontanthjælpsreformen er specifikt rettet mod at genopdrage denne målgruppe gennem uddannelse og lave ydelser.

Den måde, man opfatter den fattige på, dikterer, hvilken hjælp han/hun skal have. Hvis man ser på fattigdom som et selvforskyldt problem, så ligger fattiggårdene og genopdragelse lige til højrebenet. Men hvis fattigdom i stedet er et komplekst samfundsproblem, der hænger sammen med jobudbud, social arv og uddannelsesmuligheder, så åbner døren sig for omsorg og hjælp uden modydelse.

Skammen ved at være arbejdsløs har været stigende under krisen. Folk føler sig ringeagtede, og en rapport fra Rådet for Socialt Udsatte i 2012 viste, at mange gik med hemmelige drømme om at brænde deres journaler.

I lyset af historiens erfaringer virker det derfor relevant at spørge: Hvor er vores fattigdomsopfattelse på vej hen? Hvad ville du gøre, hvis det var Dovne Roberts høflige ansøgning om ægteskab, der lå på dit hæve-sænke-bord?

Nils Valdersdorf Jensen er museumsformidler & projektmedarbejder på Forsorgsmuseet, Svendborg Museum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Thorbjørn Thiesen
  • anne-marie monrath
  • Storm Lillevang
  • Sten Victor
  • Rune Petersen
  • Claus Piculell
  • lars abildgaard
  • Tom Paamand
  • Lone Christensen
  • Jens Falkesgaard
  • Toke Ernstsen
  • Peter Jensen
  • Sabine Behrmann
  • Lars A. Bruun
  • Søren List
  • Niels Duus Nielsen
  • Bente Simonsen
  • Mette Olesen
  • Tue Romanow
  • John Vedsegaard
  • Kaspar Olsen
  • Reda Ammari
  • n n
  • Torben Nielsen
  • Steen Sohn
  • Niels Mosbak
  • Rasmus Kongshøj
  • Henning Pedersen
  • Heidi Larsen
  • Maiken Guttorm
  • Inger Sundsvald
  • Henrik Rude Hvid
  • Dorte Sørensen
  • Kim Rohde
  • Carsten Mortensen
  • Lise Lotte Rahbek
Pia Qu, Thorbjørn Thiesen, anne-marie monrath, Storm Lillevang, Sten Victor, Rune Petersen, Claus Piculell, lars abildgaard, Tom Paamand, Lone Christensen, Jens Falkesgaard, Toke Ernstsen, Peter Jensen, Sabine Behrmann, Lars A. Bruun, Søren List, Niels Duus Nielsen, Bente Simonsen, Mette Olesen, Tue Romanow, John Vedsegaard, Kaspar Olsen, Reda Ammari, n n, Torben Nielsen, Steen Sohn, Niels Mosbak, Rasmus Kongshøj, Henning Pedersen, Heidi Larsen, Maiken Guttorm, Inger Sundsvald, Henrik Rude Hvid, Dorte Sørensen, Kim Rohde, Carsten Mortensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald - 14. april, 2013 - 17:48#
" Jeg finder det nytteløst at tale om borgerløn, så længe det er et spørgsmål om at mennesker ringeagtes og selv føler skam ved ikke at have et arbejde".
Det forstår jeg ikke, du kan mene. Det er jo netop friheden i Basindkomstsystemet, der fjerner tyranniet fra statens side, og skaber basis for at undgå ringeagtelse og mistænkeliggørelse.
Og er man "skrøbelig", altså faldet af i svinget med psykisk eller fysisk mèn, søger man sundsvæsenet og kan få ekstra hjælp ud over basisydelsen.
Jeg går ud fra, at du kender detaljerne i, hvordan samfundet vil se ud med Basisydelse.

Jens Falkesgaard, Stig Rasmussen og Lars A. Bruun anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Pligt er noget bras. Det kræver ekstensiv hjernevask at få folk til helt af sig selv at gøre noget af pligt. Det er langt mere effektivt at anvende lyst. Og slår lysten fejl, er der jo altid den uintelligente måde, tvang.

Jeg føler sgu da ikke pligt til at tage et arbejde. Jeg har betalt skat hele mit arbejdsliv, så jeg har da gjort min pligt.

Jeg er derimod træt af at være fattig, så jeg har faktisk lyst til at få et arbejde. Der er bare ikke rigtig nogen jobs derude. Guleroden mangler.

Når middelklassens politikere så begynder med deres pisk, bliver jeg sgu vred, for det var ikke aftalen. Aftalen var, at jeg betaler det hvide ud af øjnene i skat, og til gengæld får jeg så undervisning, sygehuse, politi og socialhjælp, når jeg har behov for det. Det er velfærdsstatens version af den sociale kontrakt.

Og når de så hævder, at det er mig, der er doven, og at det er min skyld, at det system de så administrerer så inkompetent ikke længere virker, bliver jeg meget vred.

Vrede er en meget stærk kraft, der kan føre til mange gode ting, hvis man er stærk og kan kanalisere sin vrede, men som desværre ofte ender i gråd og tænders gnidsel,når man lader den gå ud over de forkerte. Mange undertrykker derfor deres vrede og kompenserer ved hjælp af fantasier.

"Skammen ved at være arbejdsløs har været stigende under krisen. Folk føler sig ringeagtede, og en rapport fra Rådet for Socialt Udsatte i 2012 viste, at mange gik med hemmelige drømme om at brænde deres journaler."

Jeg gik og fantaserede om brændte biler i gaderne og om egenhændigt at likvidere en navngiven politiker i den daværende regering. Sygt? Eller en sund reaktion på et sygt samfund, som min psykolog sagde?

Ding, dong, the witch is dead!

Får vi et europæisk forår?

Karsten Aaen, Henning Pedersen, Jens Falkesgaard, Reda Ammari, Mette Olesen, Inger Sundsvald og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lars A. Bruun

@Lars Christoffersen og ligesindede.

Hvis i har så ondt i R...n over at der er så mange der ikke arbejder, kan i jo dele jeres job med dem.

Henning Pedersen, Peter Nielsen, Mette Hansen, n n, Reda Ammari, Mette Olesen, Jens Kofoed, Inger Sundsvald, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Michael Pedersen : "Præmissen har været rettigheder og pligter. Det virker for de fleste af os. Men samfundet ser ikke ud til at have svaret på, hvad gør vi med borgere, der ikke føler sig bundet af pligten, pligten over for fællesskabet og pligten til at forsøge at klare sig selv"

Og spørgsmålet er, hvordan er vi havnet i denne uoverensstemmelse imellem individ og samfund? Kunne man overveje, at det ikke kun handler om, hvad du kan gøre for fællesskabet, men også om hvad fælleskabet gør for og ved dig. Det virker begge veje. Den sociale arv er et faktum, som ikke må overses, hvis man ønsker mere end en midlertidig løsning.

Det arbejdsliv tx som tilbydes mange borgere er jo et zombie-liv - og den oftest ringe aflønning kompenserer således ikke for at skulle stille sig selv på standby 8 timer hver evige eneste dag - og når man så lige er blevet sig selv i weekenden, begynder det hele forfra igen om mandagen. Det er sgu da til at få dårlige nerver af - en del af måden at tackle den situation er, at give mindst fuld løn for max deltid - og så naturligvis sørge for ordentlige arbejdsforhold. At dette pt er utopisk illustrerer fint dilemmaet, og måske også forklaringen på det høje forbrug af psykofarmaka her i landet.

Mennesket lever ikke af brød alene - men uden mad og drikke duer helten ikke. Undertrykkelse og misbrug i et eneste led vil altid medføre ubalance i et andet led, og derfor bør det danske samfund selvfølgelig ikke lægge sig ned for laveste fællesnævner, men hele tiden søge optimale løsninger for alle. Måske skulle stat og borgere arbejde med forståelsen af ´undertrykkelse´ og ´misbrug´.

Man må i det mindste advokere for et samarbejdende (verdens)samfund med optimal ressourcebevidsthed. Hvem er ikke med på den agenda og hvorfor ? Så er vi et lille skridt nærmere ved at forstå den glokale dysfunktionalitet, og som vi alle ved, så fremmer samtale forståelsen.

Lad evolutionsprocessen blive så smuk og bevidst som muligt og minimer dermed fejltagelser. Studér bevidsthed ifht til materie. Tænk engang, paradis på jord er mulig, men entreprenørerne skændes.

Elisabeth Andersen, Mette Olesen, Jens Kofoed og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er ikke et usympatisk synspunkt, Michael Pedersen, problemet er, hvordan vi nu definerer ret og pligt. I løbet af 90erne røg den sidste forståelse af, at arbejde for penge ikke er det samme som at gøre nytte i samfundet, og det er den ørkesløshed, vi lever med nu. Problemet er, at ret og pligt ikke giver mening, når der sker så store forandringer med samfundet, som det er tilfældet nu: ret og pligt kræver stabilitet.
Dynamik i samfundet kræver noget andet - det kræver, at folk uden hæmninger af den ene eller anden art løser de opgaver, der viser sig, når de kan, og til gengæld får del i den fælles opnåede gevinst. Det kan gøres på mange måder, herunder den klassiske med at varetage pasningen af egne børn, hvis det skulle være.
Angsten er irrationel, den bygger på, at vi ikke ved, hvad vi skal imorgen, men vi har aldrig vidst, hvad vi skal imorgen, nu har vi bare en fornemmelse af, at vi burde vide det. Det er en luksusholdning at bekymre sig om, hvad vi skal leve af, når vi ikke har andre landes meget presserende problemer med overhovedet at fremstille mad og drikke i tilstrækkelige medlemmer indenfor landegrænserne.

Karsten Aaen, Peter Nielsen, n n og Mette Olesen anbefalede denne kommentar

Dr2 på den 2.side igår forsøgte at argumentere for, at folk , der er syge ikke er syge alligevel. De er bare pylrede og svage.
Mon ikke næste skridt er at forbyde
danskerne at være psykisk sårbare? !!
Så kan samfundet rigtig spare penge!!!

Karsten Aaen, Tue Romanow, Peter Nielsen, Reda Ammari, Mette Olesen, Inger Sundsvald og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Stig Rasmussen

Det er snak-udenom artikel der ikke berører de selvsamme emner den trækker op.

1. Carina påstod hun var fattig og fremlagde offentligt et budget der viste alt andet.
Hvis rygning og hund er uadskillelige dele man skal have råd til i dagens Danmark som fattig, så kan vi vist rolig afkræfte at fattige findes.

2. Sammenligningen er helt hen i vejret, fattiggårdene dengang udleverede mad og andre fornødenheder, men de boende havde ingen penge de kunne råde over.

Rasmus Kongshøj

Er fattigdom forårsaget af politiske beslutninger om det økonomiske og industrielle systems indretning, eller skyldes fattigdom en nærmest kriminel moralsk brist hos den enkelte? Stadig flere - især dem med magt - mener det sidste, og ser man sig omkring i verden ser man den samme tendens. Det er næppe nogen tilfældighed, for billedet er det samme over alt, og der føres massive propaganda mod de fattige i det borgerlige medie-monopol.

Den stigende stigmatisering af de fattige er med til at legitimere stadigt dårligere forhold for dem i form af lavere løn og overførsler, mere kontrol, fortabelse af borgerrettigheder og højere priser på dagligvarer, der rammer meget hårdt i bunden.

Hvem profiterer så af den stigende undertrykkelse af de fattige? I hvert fald ikke den middelklasse, som forledes af de borgerlige medier til at være misundelige over de fattiges magre overførsler. De bliver ikke rigere af at deres medborgere bliver fattigere. Derimod gør den stadigt hårdere trussel om fattigdom at deres arbejdsgivere kan presse mere værdi ud af dem, uden at risikere de gør vrøvl. Man skulle jo nødigt ende med at bo på et herberg, fordi det tvungne udnyttelsesjob kun giver 60 kroner i timen. Så er det trods alt bedre at finde sig i hvad som helst fra ens arbejdsgivers side, og kunne beholde sin materielle velstand og plads som værende inde i varmen.

Dem der profiterer af fattigdommen er således de arbejdsgivere, hvis kammerater i de borgerlige medier legitimerer fattigdommen.

Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Henning Pedersen, n n, Marianne Christensen, Mikkel Nielsen, Reda Ammari, Mette Olesen, Jens Kofoed, Inger Sundsvald, Jakob Silberbrandt, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Fattigdom var en forbrydelse sidst i 1800-tallet og et godt stykke op i sidste århundrede. I dag er det rigdom, der er en forbrydelse.

Lise Lotte Rahbek

Med hensyn til ret og pligt, så er den underlig forkvaklet.

Langt, langt de fleste af os bliver opdraget til at varetage pligter i familien. fra vi er børn. Opvask, tøjvans, gulvvask, gå ud med skraldespanden, gå tur med hunden, købe ind, slå græsset osv osv osv.
Vi bliver sporet ind på at bidrage til fællesskabet og vi gør det med variet fornøjelse, men vi gør det, fordi vi kan se værdien af at tingene blive gjort.

Til gengæld forventer vi også, at vi har del i måltiderne og at have tag over hovedet og varme i radiatorerne. Og vi har bestemt også en forventning til, at de pligter vi bliver tildelt, er reelle og ikke nogen, der er opfundet til lejligheden. At gå ud og grave et hul for at fylde det op igen, det er ikke en rimelig opgave. Det er ydmygelse og magtspil. Jeg har hørt, at man her i kommunen sætter kontanthjælpsmodtagere til at sortere møtrikker som aktivering.
Den slags opgaver findes der maskiner til at udføre. Opgaven er ikke reel og er derfor en del af et magtspil og en del af ydmygelsen.

Elisabeth Andersen, Tue Romanow, Henning Pedersen, Peter Nielsen, Jakob Lilliendahl, randi christiansen, n n, Reda Ammari, Mette Olesen, Jens Kofoed, Jakob Silberbrandt og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg tror, Dan Skjold, man skal lede meget længe for at finde nogen, der opfatter rigdom som en forbrydelse; en mental brist, ja, men ikke en forbrydelse i sig selv. Dog er det ofte forbrydelse, der fører til rigdom.

Henning Pedersen, Peter Nielsen, Mette Hansen, Mikkel Nielsen, Reda Ammari og Mette Olesen anbefalede denne kommentar
Stig Rasmussen

Lise Lotte Rahbek: Det er ikke samfundets funktion at tildele dig pligter, det er din egen opgave.

At ledige laver idiotarbejde og har nytteløse kurser kan vi kun være enige om, men staten kan ikke trylle meningsfulde jobs frem, det vil i sidste ende være en selvmodsigelse hvis meningsfulde job skulle skabes på baggrund af ledig kapacitet.

Lise Lotte Rahbek

Stig Rasmussen

Jeg er skam lykkeligt i stand til at beskæftige mig selv. Ved særlige lejligheder kan mine beskæftigelser endda komme andre til nytte osse.

Hvorfor skulle jeg - eller andre- dog ønske at blive aktiveret med opfundne tåbeligheder. Det er kun magtudøvelser og ydmygelser opfundet for at skræmme lønarbejdere til at forlange mere af deres jobs.
Og de finder sig i det.
DET er sgu det mest utrolige.

Jakob Silberbrandt, Elisabeth Andersen, Henning Pedersen, Peter Nielsen, Mette Hansen, Reda Ammari og Mette Olesen anbefalede denne kommentar
Stig Rasmussen

Lise Lotte Rahbek: Hvad er det du ønsker det offentlige skal gøre? - trylle jobs frem af æsken der passer ind i din profil - det kan det ikke, især ikke hvis du har taget uddannelsesvalg der slet ikke er efterspørgsel på.

At aktiveringen er hjernedød er vi enige om, man burde lade ledige få deres dagpenge og ikke sende dem på på tåbelige kurser eller give dem jobs uden mening, men omvendt er det heller ikke deres pligt at finde jobs med mening til ledige.

Lise Lotte Rahbek

Stig Rasmussen

Hvad jeg ønsker..
Se, DET er jo et stort spørgsmål og havde jeg siddet ved visdommens kilde og leget med badeænder, mens jeg berusede mig i visdomsvand,
så havde jeg naturligvis forlængst ændret verden. ;-)

Jeg ønsker ledighedsindustrien kraftigt beskåret.
Kort sagt.
Der kan spares helt vildt mange penge, hvis man gik væk fra den ide, at mennesker skal aktiveres og at det offentlige og skatteyderne skal financiere et hav af jobcentermedarbejdere og akassekontrollanter og kontrollanter af a-kasserne og møtrik-sorterings-anstalter og socialkontoransatte og papirudfyldningsinstanser.

Det er en mulighed at nedsætte arbejdstiden på det almindelige arbejdsmarked, så der bliver plads til at flere kan deltage i arbejdslivet. Nogen er jo afhængige af at være arbejdende.Hvordan det kan strikkes sammen ved jeg ikke, men jeg er sikker på, at det kan lade sig gøre.
Hvis man begynder at nedsætte arbejdstiden, vil folk få mere tid til at passe deres egne børn. Og deres gamle forældre og evt. syge familiemedlemmer.
Der frigøres igen nogle penge og noget energi, for så skal børneopbevaringsinstitutionerne ikke holde så længe åbent.

Jeg ønsker, Stig Rasmussen, en neddrosling af samfundet.
Vi skal ned i tempo. Ned i stress. Ned i indtægt (!). Ned med økonomisk vækst.
Til gengæld vinder vi ingen medaljer i den globale konkurrence.
Det er sådan set i orden for mit vedkommende.
Til gengæld skal der være tid til at tænke. Til at finde på. Til at snakke. Til at lade sig inspirere og til at eksperimentere med

Nu ka jeg forestille mig at nogen allerede er faldet ned af stolene, og skriger:
Hvor pengene skal komme fra.
Jamn hovedparten af borgerne ar skam i beskæftigelse og tjener penge hjem på eksporten. De har bare ikke længere råd til at købe nyt samtalekøkken hvert 4. år eller installere fladskærme på toiletterne. Og måske har de heller ikke råd til den nye IPad samme dag, som den lanceres.
Til gengæld falder kriminaliteten og antallet af hjemløse, og de oversete børn er knap så oversete længere.

Anders Kristensen, Elisabeth Andersen, Susan Flyger, Niels Duus Nielsen, Tue Romanow, Henning Pedersen, Lars A. Bruun, Mette Hansen, randi christiansen, n n, Marianne Christensen, Leo Nygaard, Mikkel Nielsen, Reda Ammari, Steffen Gliese, Mette Olesen, Jens Kofoed og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar

Stig Rasmussen, det er en regerings måske fornemste opgave at sørge for rammerne for beskæftigelse er til stede til enhver tid og at disse rammer tilpasses efter behov - læs: påvirkninger fra den store verden.

Det er der nogen som misforstår og tror skal betyde, at landet er en børnehave, hvor børnene kontinuerligt skal aktiveres af professionelle pædagoger.

Niels Duus Nielsen, Lars A. Bruun, Stig Rasmussen, Jens Kofoed og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

I øvrigt; mere overordnet set, så er menneskets dovenskab ikke en forhindring.
Det er en kæmpe drivkraft.
De fleste opfindelser og udviklinger er sket med udgangspunkt i menneskers dovenskab og evige forsøg på at gøre alting lidt lettere.

Det er den evne, det talent, den egenskab, vi skal have til at arbejde for os.
Dovenskab.

Det er i den forstand komplet tåbeligt at forsøge at 'aktivere' og genopdrage alle de veluddannede borgere vi har i Danmark, og nidkært gå op i, om de nu YDER deres bidrag ved at tage et kasse-job i Netto.
Mageløst spild af ressourcer og muligheder.

Elisabeth Andersen, Tue Romanow, Henning Pedersen, Mette Hansen, Inger Sundsvald, Steffen Gliese, Reda Ammari, Mette Olesen og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar

Ja, og den eneste grund til, at de skal aktiveres, er arbejdernes misundelse over at nogen kan bestemme over egen tid, når de nu skal arbejde...Hvorfor ikke løse det rigtige problem, sæt mennesker fri og få lavet den teknologi der skal til, så vi alle kan være så DOVNE som vi lyster.

Men venner, problemet er løst! Vi skal bare fryse de ledige/fattige/ubrugelige ned:

http://www.humanbankfoundation.com/#facebook-login

Stig Rasmussen

Lise Lotte: Det er overhovedet ikke korrekt, langt de fleste opfindelser af værdi er netop opstået i pressede situationer, som eksempel pencilin der blev opfundet og masseproduceret på baggrund af krig.
Du blander tingene sammen, at forbedre og videreudvikle er ikke dovenskab uanset om resultatet med produktet er at forbedre arbejdsgangene.

Adjektiv
doven (intetkøn dovent, flertal og bestemt dovne, comparative dovnere, superlative dovnest)
Uvillig til at arbejde eller hjælpe med noget.

At være uddannet er ikke lig med at man kan bestride et job hvis man har valgt en blindgyde eller har en personlighed der afskrækker folk.

Penicillin blev opdaget ved et tilfælde/en fejl. Som mange opfindelser i øvrigt gør. Einstein har fået sine største ideer i perioder med lediggang.

Elisabeth Andersen, Henning Pedersen, Mette Hansen, Reda Ammari, Sten Victor og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar

Konkurrencesamfundet = helvede på jord...

Anders Kristensen, Susan Flyger, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Henning Pedersen, Mette Hansen, Reda Ammari og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jo, staten kan bestemt fremtrylle meningsfulde jobs, historien er et langt bevis på netop det.
Når der er akademikerarbejdsløshed, er det alene et spørgsmål om politiske beslutninger.

Anders Kristensen, Mette Olesen, randi christiansen og n n anbefalede denne kommentar

@ Stig Rasmussen

Penicillin blev ikke opfundet som følge af krigen.

Penicillin blev "opdaget" ved et tilfælde i 1928 - ikke opfundet. Det var først under krigen, at man fandt ud af hvad Penicillinen kunne bruges til.

Mette Olesen, n n og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Mikkel Nielsen

Stig Rasmussen

Har du snakket med Carina, siden du så bombastiske kan konstatere at hun definere sig selv som økonomisk fattig.

Mig bekendte var det medierne og politikerne, der var oppe at diskutere dette, jeg har ikke hørt et ord fra Carina selv. Og Kan vi overhovedet være helt sikker på at Carina ikke blot blev lokket i en fælde, eller man ikke fortalte hende hele sandheden. Det er noget vi ikke kan vide, det eneste ord vi har er dem fra politikerne og medierne og hvor troværdige er de egentlige.

Desuden er det vigtigt at huske at mange af de daværende ydelser hun fik fra staten, altså var ydelser som en lavtløns deltidsansat også ville være berettigt til. Noget medierne og politikerne i vidt omfang glemmer at oplyse om. Det er så at sige ikke kontanthjælp for forsørger der hiver hende højt op, det er de supplerende ydelser. Ydelser som andre også har rettigheder til har de en lav indkomst.

Hvis det ikke er meningen at jobcentre skal hjælpe folk i arbejde, ja hvad skal vi så bruge dem til. For ellers er det da bare milliarder direkte ud i lokumet!

Niels Duus Nielsen, Tue Romanow, Henning Pedersen, Sten Victor, Mette Olesen og n n anbefalede denne kommentar
Mikkel Nielsen

Mette Olsen

Ja hvis bare de arbejdsløse kunne bestemme over egen tid. Men det kan de ikke.

-De bliver indkaldt min. Hver 3mdr til en eller anden ligegyldig samtale, hvor de så kan fortælle hele deres historie forfra igen.

-De skulle på et tidspunkt i meningsløs dags aktivering 10-25 timer om ugen, denne hjernedøde aktivering blev dog afskaffet. Men der er dog stadig krav om en mindre form for aktivering i dag, den er dog ofte ligeså tåbelig og meningsløs som før.

-Aktivering bestod af at lære at skrive jobansøgninger på en jobsøgningskursus af adskillige mdr. Varighed, hvor man også lærte at bygge tårne og broer af papir, sad og drak kaffe til ligegyldige foredrag. Når man så ikke kunne finde på mere ja smækkede man en feelgood amerikansk film på. Engang imellem kunne de så komme i praktik, der mest bar præg af billig slave arbejde for en privat virksomhed eller lig.

- dukkede man ikke op, kom for sent eller forhalede man sit helbred, eller har man været mere syg end kommunen kan acceptere. Ja så bliver man trukket, du kunne snildt kalde dette dummebøder.

- Du kan udsættes for en undersøgelse hvor anklageren også er undersøger og dommer i en herlig coctail og hvor du næsten ingen muligheder har for at ændre afgørelsen.

- Nu skal alle raske "unge" under 30 tvinges i uddannelse og spise af med en ydelse du faktuelt ikke kan leve for i kbh, uden nogen former for rettigheder.

-Er du "rask" kan du nu komme i det "attraktive" nytteaktivering som kan bestå af 37 timers herlig idiot arbejde helt blottet for mening, uden rettigheder og med at hav af sanktionsmulogheder og helede får ikke så meget som en ekstra kr. For det.

- Er du syg og ung kan du komme på et 5årigt resurceforløb, som egentligt går ud på at holde dig væk fra førtidspensionen.

- Er du syg over 30 ja så kan du sejle din egen sø. Førtidspension det kan du glemme alt om, hjælp den er der heller ikke noget af.

Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen, Henning Pedersen, Sten Victor, Mette Olesen, Jakob Silberbrandt og n n anbefalede denne kommentar

Mette Olesen - 15. april, 2013 - 12.29
"Konkurrencesamfundet = helvede på jord..." = hele naturens betingelser.
Da Adam spiste af æblet, trådte vi lidt ud af naturens ubarmhjertige realiteter.
Men kun lidt. Vi konkurrererer stadig, fordi vi ikke kan lade være. Vi er stadig naturlige.
Det må kunne bruges til noget, hvis det parres med moral og demokrati.
Så kan de mange udkonkurrere de få, der misbruger deres medmennesker til egen vinding.
Hvis der fra toppen reguleres alle i fællesskabets navn, ved vi godt hvordan det går.
Så ryger hovedet af tsaren eller shahen, og nye "tsarer" indtager deres plads.

Vi kan stadig spille fodbold, være naturlige og forsøge at vinde.
Hvis ikke, var vi rigtig kommet i helvede.

Fint, at du inspirerer til lidt lommefilosofi.

Stig Rasmussen

Nu er der jo et par faktorer der gør at man ikke lige kan få/tage/finde et job. Dem synes jeg du springer let henover.

Lad mig nævne et par eksempler:

Hvis der ikke, som følge af stagnation, er tilstrækkelige lønmodtagerjob, kan du jo ikke bare tage et job - fra hvem?
Det er jo som bekendt ikke tilladt at slå nogen ihjel for at tage deres job - en udmærket ordning som er accepteret i den brede befolkning.
Prisen for denne aftale er netop et samfund der tager vare på dem der i en periode ikke kan finde job.

Fjerner du denne del af aftalen, har du grundlaget for optøjer og revolutionære tilstande.

Derfor kan det fornuftigvis afledes at der er belæg for en deling af ressourcerne. Det kan være i form af arbejdsdeling eller kun på det fiskale område.

At disse tanker ikke er trukket i automaten ned på hjørnet, kan du overbevise dig om ved at læse FN's menneskerettighedskonvention. Især artikel 23 er interessant. Danmark har i øvrigt ratificeret denne.

Artikel 23.
1. Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed.
2. Enhver har uden forskel ret til lige løn for lige arbejde.
3. Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger.
4. Enhver har ret til at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af sine interesser.

Med hensyn til din påstand om fattiggårde, så er der nogle faktuelle fejl.

Man kunne udmærket bo på fattiggård, blive gift og have børn og så samtidig virke som daglejer.
Det vil falde mig fjernt at synes løsningen var god, med dog mulig.

Det der er limpinden i denne diskussion er, at man tager et par personer som mere eller mindre er presseskabte og gør dem til synonym for en uigendrivelig sandhedspåstand om dovenskab og nasseri.

I virkeligheden er disse påstande jo ulovlige idet man sætter en hel gruppe under anklage. Normal straffes dette efter straffeloven.

Straffelovens § 267:
Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Fx fik A. Th. Riemann 14 dages hæfte for en kollektiv krænkelse efter 266b.

Så det kan da godt være at næste gang der nedkastes kollektive nedsættende bemærkninger at man skulle gribe til civilt søgsmål.

Lars A. Bruun, Bill Atkins, Elisabeth Andersen, Henning Pedersen, randi christiansen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
John Vedsegaard

Der er kun en fair måde at aktivere folk på, nemlig ved at dele arbejdet og lønnen.

Lars A. Bruun, lars abildgaard, randi christiansen og n n anbefalede denne kommentar

@Stig Rasmussen

Ja du har helt ret i at helvede på jord viser sig på mange forskellige måder. En dødslejr i Nordkorea er bestemt en afdeling af det. Men vil nu stadig slå et slag for at konkurrence er en forfejlet strategi. Den hedder dem mod os. Det virker ikke.

Mikkel Nielsen, Peter Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Stig Rasmussen

Jeg kan ikke se et eneste argument i dit seneste indlæg for,
hvorfor jeg skulle tage fejl eller som du meget interessant påstår, at jeg blander ting sammen.
Påstande er ikke argumenter.
Påstande er til gengæld kedelige.
Et u-relateret og påstået ordbogsopslag er heller ikke et argument.

Hvis ikke du kan frembringe argumenter eller personlige betragtninger eller erfaringer af, hvordan tingene hænger sammen,
vil jeg springe dine indlæg over.

Som nævnt, jeg kan sagtens finde anden beskæftigelse.

Peter Nielsen

Peter Hansen
13. april, 2013 - 09:42 #
"Vores velstand burde have bragt os hinsides al indblanding i, hvordan vi vælger at bruge vores tid og vore talenter."

Hvilken velstand, Peter?

Peter Nielsen

"Jeg ønsker, Stig Rasmussen, en neddrosling af samfundet.
Vi skal ned i tempo. Ned i stress. Ned i indtægt (!). Ned med økonomisk vækst.
Til gengæld vinder vi ingen medaljer i den globale konkurrence.
Det er sådan set i orden for mit vedkommende.
Til gengæld skal der være tid til at tænke. Til at finde på. Til at snakke. Til at lade sig inspirere og til at eksperimentere med"

100% enig med Lise Lotte i dette.

Derimod er det vanskeligt i et ikke-kommunistisk samfund at få alle i arbejde, da fuld beskæftigelse vil presse lønnen op grundet virksomhedernes konkurrence om at få tiltrukket arbejdskraft og dermed vanskeliggøre afsætning af produkter til udlandet pga. disse høje (løn)omkostninger. Der er nødt til at være arbejdsløse i vor samfund, ellers bliver vore varer for dyre, og derfor er vi forpligtet til at behandle vore arbejdsløse ordentligt, da de er en del af hele samfundsøkonomiens virke, af dens holdbarhed.

Lars A. Bruun, Karsten Aaen, Mette Olesen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Så hvis man anskuer systemet udefra, er det godt nok nogen ubegavede båtnakker, der kører biksen

Nå, man skal krybe, før man kan gå - hit med krykkerne

Lise Lotte.

Det er helt og aldeles op til den enkelte, hvordan vedkommende vil skrue sit liv sammen.

Deltid, fuldtid, lejebolig, ejerbolig, bil ikke bil.

Men lad for helvede være med at trække din form for samfund ned over ørerne på helheden.

Jeg ønsker IKKE at gå ned i tid, jeg skal nok afgøre om jeg er nok sammen med mine børn.

Og jo aktivering bør fjernes totalt, men samtidig skal mennesker også "presses" maksimalt for at tage et job. Så er jeg sådan set helt og aldeles bedøvende ligeglad med om vedkommende har brugt 10 år på uddannelse også ender i Netto.

Simon Olmo Larsen

Per Nielsen

Går du også ind for fængselsstraffe til sociale bedragere og privatisering af fængslerne?

Det kan de blive nød til nu, hvor der er faldet dom i EU, som gør alle i EU har ret til at komme til Danmark og få SU. Udsatte danskere kan derfor blive tvunget til at leve i fattigdom, mens EU fester for vores skatte kroner...

Ha ha ha...

Soren Andersen

@Lise Lotte

du har misforstået noget....

"De fleste opfindelser og udviklinger er sket med udgangspunkt i menneskers dovenskab og evige forsøg på at gøre alting lidt lettere."

Det er kun den halve sandhed. Som den står der ignorerer den indretningen af den menneskelige hjerne og implicerer iøvrigt at alt vil gå i stå når samtlige de opgaver vi idag har, er automatioserede og vi derfor kan sætte os i sofaen "for life"

Nok bestræber mennesket sig på at gøre ting lettere, men det er med det formål for øje at kunne bruge mere tid og energi på andre ting.

Lise Lotte Rahbek

Soen Andersen

Kunne du ikke være rar at oplyse mig (og andre) om indretningen af den menneskelige hjerne
og samtidig lige vise mig, hvor jeg skriver at nogen skal sidde i sofa på livstid?

Eller nej, bare glem det.
Hvis du eller andre VIL misforstå det jeg skriver, kan jeg ikke forhindre det.
Jeg vil gå ud og lave noget andet og mere tilfredsstillende.

lars abildgaard, Inger Sundsvald, n n, Susan Flyger, Mette Olesen og Henning Pedersen anbefalede denne kommentar

Sider