Kronik

Skal Carina og Robert på fattiggården?

De ’uværdige’ fattige er dovne, arbejdssky, bruger løs af vores skattekroner, og kontrollen med dem må skærpes. De bliver anset for at være uden for rækkevidde, og derfor er det i stigende grad svært at retfærdiggøre hjælpen. Nutidens fattigdomsopfattelse har tydelige ligheder med den, der herskede på fattiggårdenes tid
Hvis man begynder at placere mennesker i ’kan ikke hjælpes’-kassen, får man svært ved at retfærdiggøre hjælp. Og det er her, Robert (billedet) og andre kontanthjælpsmodtageres brøde ligger – de bliver italesat som værende uden for rækkevidde, mener dagens kronikør.

Martin Sylvest Andersen

13. april 2013

Der ligger en ansøgning på socialrådgiverens hæve-sænke-bord. Den er fra en mandlig arbejdsløs, der høfligt ansøger om at få lov til at gifte sig med sin kæreste gennem flere år. Han er på kontanthjælp og må derfor ikke gifte sig, uden at det er blevet godkendt af kommunen. Han påstår, at parret har råd til vielsen og argumenterer intenst for sin sag.

Rådgiveren læser ansøgningen igennem. Den slags vigtige valg kan den arbejdsløse ikke træffe selv, da det kan medføre udgifter for fællesskabet. Han må heller ikke stemme ved folketingsvalgene, ej heller stille op, og hans skamfulde stilling på bunden af samfundet er kendt af alle – for han bor på fattiggården, bag pigtråd og høje mure. Her skal hans dovne levevis ændres gennem tvangsarbejde og en regelfyldt hverdag. Rådgiveren bladrer igennem mandens journal. Er han blevet genopdraget nok til, at man kan tillade ægteskabet? Journalen rummer svingende arbejdskvoter, regelbrud og udfarende adfærd. Og socialrådgiveren tvivler: Skal han have ’godkendt-’ eller ’nægtet-’stemplet?

Det er ikke et dilemma, nutidens socialrådgivere sidder i til dagligt. Det gjorde deres forgængere, fattiginspektørerne, til gengæld, og det syn på fattigdommen, de repræsenterede, vinder mere og mere indpas i dagens Danmark.

Den dovne fattige

Fattig-Carina, Dovne Robert og debatten om selvforskyldt fattigdom har huseret den hjemlige debat, efter krisen ramte. Debatten har fået endnu et afsæt i den kontanthjælpsreform, regeringen har fremlagt. Men egentlig har de seneste års til tider voldsomme debat ikke rummet nyskabende elementer. Det hele er hørt før.

Ytringer om den dovne fattige, der lever et liv i selvforskyldt fattigdom – og måske oven i købet bruger flittigt løs af det offentliges penge – er blot tidsforskudte gentagelser af gammel retorik. Tag nu bare Forsorgsmuseet i Svendborg, hvor jeg arbejder. Vi er placeret i Danmarks sidste bevarede og fredede fattiggård, bygget i en tid som én blandt hundreder. Fattiggårdene skulle tage sig af de dovne fattige og genopdrage dem.

Hundredetusindevis af danskere har i tidens løb været på fattiggård og tvangsarbejdsanstalt, og der var selvfølgelig ikke tale om hotelophold inde bag murene, der i Svendborgs tilfælde krones af pigtråd. Her kunne individer og familier, der ville have hjælp til at klare dagen og vejen, henvende sig. De skulle banke på en undseelig grøn port i en truende gul bygning for at blive mættet dagen efter. Alkoholikere, hjemløse, arbejdsløse, småkriminelle, gamle og syge kom i en skøn blanding ind bag murene.

Værdig og uværdig

Dovenskab og fattigdom skulle kureres af tvangsarbejde i store mængder og en regelfyldt hverdag. Lemmerne fik ikke dagpenge eller bistandshjælp – men hamre, økser og andre arbejdsredskaber i hænderne. Der var forskel på folk. De fattige blev inddelt i to klasser: værdige og uværdige. Dem med en undskyldning og dem uden. De uværdige var »arbeidsdygtige, men dovne og forfaldne Subjekter«, der skulle genopdrages til at blive bedre samfundsborgere med »Alvor og Bestemthed, uden dog at sætte humane Hensyn til side«, som der står i regulativet for Svendborg Kiøbstads Fattig- og Arbejdsanstalt fra 1872. De værdige – på dette tidspunkt fortrinsvis de gamle og syge – havde lidt bedre vilkår: Ingen tremmer for vinduerne, begrænset arbejdsmængde og ingen kønsadskillelse – men deres ophold på fattiggården var stadig meget skamfuldt. De sad jo i samme institution som sprittere, betlere og afsonende småkriminelle, kun adskilt fra disse af en høj mur.

At modtage fattighjælp blev opfattet som særdeles pinligt, en umyndiggørelse. Fattiggårdene spillede bevidst dette kort og satsede på at se truende og skræmmende ud – så ville færre bruge deres tjenester, hvilket var billigere i den sidste ende.

Hvis man fik fattighjælp i Danmark fra 1849-1961, fulgte der for de uværdige deklasserende detaljer med hjælpen. Grundloven af 1849 slår fast, at modtagere af fattighjælp ikke kunne stemme og ikke kunne blive valgt. De kunne heller ikke gifte sig med hvem de ville uden at indsende ansøgning først. Hjælp var simpelthen et lån, der skulle tilbagebetales, før man havde udsigt til at blive genforenet med sine rettigheder (§ 35).

Fattigdom var en forbrydelse sidst i 1800-tallet og et godt stykke op i sidste århundrede. Fattigloven fra 1891 og Steinckes socialreform fra 1933 fokuserede indsatsen mod dem, der kunne reddes; de værdige (hvis gruppe nu – i lyset af depressionen – var udvidet, så mange husvilde talte med). De uværdige var der dog konsensus om at lade blive på fattiggårdene. De tidligere uværdige fattige fik først stemme- og gifteretten tilbage i 1961, hvor pigtråden på fattiggårdens gule mure blev pillet ned. Gennem mere end 100 år var denne skelnen mellem værdig og uværdig dominerende i dansk sociallovgivning, og den har ikke helt sluppet sit tag endnu.

Man mister således ikke længere sin stemmeret, fordi man er arbejdsløs. Men det er ikke lang tid siden, at lige præcis dét synspunkt blev luftet sidst. Både VU og KU har haft højtplacerede medlemmer, der har argumenteret for, at folk, der ikke bidrager til fællesskabet, skal have frataget stemmeretten. Det er interessant nok det unge vækstlag for fremtidige borgerlige politikere, der argumenterer for deklasseringen af kontanthjælpsmodtagerne.

’Uden for rækkevidde’

Værdig/uværdig-opdelingen lever i bedste velgående i den offentlige debat. Robert og Carina deler karakteristika med de uværdige fattige fra sidst i 1800-tallet. De bliver fremstillet som arbejdsdygtige, men dovne individer, og deres fattigdom er dermed selvforskyldt. For eksempel har Robert haft adskillige job, men vil ikke arbejde med noget, han ikke finder meningsfyldt. Carina ryger oven i købet – en nydelse, der heller ikke var de uværdige forundt i Svendborg Fattiggård. For slet ikke tale om hendes hund.

Det er dokumenteret, at debatten om Robert og Carina flyttede mange danskeres opfattelse af kontanthjælpen. Dette holdningsskifte spiller regeringen bold med i den fremlagte kontanthjælpsreform. Reformens idégrundlag har flere paralleller til denne fattigdomsopfattelse. Den spiller ligeledes på en opfattelse af kontanthjælpsmodtageren som en smule doven – de har i hvert fald hængt fast i systemet for længe, hvorfor myndighederne skal stramme skruerne.

Man hjælper dem, der ligner en selv, og som man mener, har en chance for at komme videre ud af den suppedas, fattigdom udgør. Hvis man begynder at placere mennesker i ’kan ikke hjælpes’-kassen, får man således svært ved at retfærdiggøre hjælp. Og det er her, Robert, Carina og kontanthjælpsmodtagernes brøde ligger – de bliver i stigende grad italesat som værende uden for rækkevidde.

Hvilken fattigdomsopfattelse?

Der er stadig en skelnen mellem en rigtig og en forkert måde at være fattig på, og denne værdidom er knyttet tæt til den gamle måde at adskille fattigfolk fra uheldige godtfolk. Carina og Robert overskrider begge denne grænse, og det har fremprovokeret så megen debat, især fordi de i offentlighedens øjne fremstår arbejdsdygtige, men dovne og med et behov for genopdragelse. De er moderne uværdige fattiglemmer, og kontanthjælpsreformen er specifikt rettet mod at genopdrage denne målgruppe gennem uddannelse og lave ydelser.

Den måde, man opfatter den fattige på, dikterer, hvilken hjælp han/hun skal have. Hvis man ser på fattigdom som et selvforskyldt problem, så ligger fattiggårdene og genopdragelse lige til højrebenet. Men hvis fattigdom i stedet er et komplekst samfundsproblem, der hænger sammen med jobudbud, social arv og uddannelsesmuligheder, så åbner døren sig for omsorg og hjælp uden modydelse.

Skammen ved at være arbejdsløs har været stigende under krisen. Folk føler sig ringeagtede, og en rapport fra Rådet for Socialt Udsatte i 2012 viste, at mange gik med hemmelige drømme om at brænde deres journaler.

I lyset af historiens erfaringer virker det derfor relevant at spørge: Hvor er vores fattigdomsopfattelse på vej hen? Hvad ville du gøre, hvis det var Dovne Roberts høflige ansøgning om ægteskab, der lå på dit hæve-sænke-bord?

Nils Valdersdorf Jensen er museumsformidler & projektmedarbejder på Forsorgsmuseet, Svendborg Museum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Thorbjørn Thiesen
  • anne-marie monrath
  • Storm Lillevang
  • Sten Victor
  • Rune Petersen
  • Claus Piculell
  • lars abildgaard
  • Tom Paamand
  • Lone Christensen
  • Jens Falkesgaard
  • Toke Ernstsen
  • Peter Jensen
  • Sabine Behrmann
  • Lars A. Bruun
  • Søren List
  • Niels Duus Nielsen
  • Bente Simonsen
  • Mette Olesen
  • Tue Romanow
  • John Vedsegaard
  • Kaspar Olsen
  • Reda Ammari
  • n n
  • Torben Nielsen
  • Steen Sohn
  • Niels Mosbak
  • Rasmus Kongshøj
  • Henning Pedersen
  • Heidi Larsen
  • Maiken Guttorm
  • Inger Sundsvald
  • Henrik Rude Hvid
  • Dorte Sørensen
  • Kim Rohde
  • Carsten Mortensen
  • Lise Lotte Rahbek
Pia Qu, Thorbjørn Thiesen, anne-marie monrath, Storm Lillevang, Sten Victor, Rune Petersen, Claus Piculell, lars abildgaard, Tom Paamand, Lone Christensen, Jens Falkesgaard, Toke Ernstsen, Peter Jensen, Sabine Behrmann, Lars A. Bruun, Søren List, Niels Duus Nielsen, Bente Simonsen, Mette Olesen, Tue Romanow, John Vedsegaard, Kaspar Olsen, Reda Ammari, n n, Torben Nielsen, Steen Sohn, Niels Mosbak, Rasmus Kongshøj, Henning Pedersen, Heidi Larsen, Maiken Guttorm, Inger Sundsvald, Henrik Rude Hvid, Dorte Sørensen, Kim Rohde, Carsten Mortensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Michael P. - Mht allokering af midler til bæredygtighed må man konstatere at fokus er på vækst - ikke på grøn vækst

randi christiansen

Ok, Michael P. - det vil jeg så undersøge om der findes faktuelle tal på - din opgave kunne jo så være at dokumentere at jeg ikke har ret i min antagelse der er baseret på almindelig opmærksomhed på det store billede

Hvorfor skal de fattigste betale for en krise fremkaldt af de rigeste

Hvorfor kan man ikke enes om Co2 reduktioner

Hvorfor udvides andelen af ikke bæredygtig energi

Hvorfor kan vi ikke enes om at dele arbejdet og lønnen

Hvorfor skal en lille elite fortsat profitere på fællesskabets ejendom i et omfang der ikke kompenseres af flere cykelstier

Hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat - det overordnede billede er hvad man som borger har at forholde sig til, idet beregningen af BNP og BGP udregnes forskelligt. F.eks. har Bhutan et lykkeindeks

Devaluering af euroen med 20 - 25 % o vil bevare 100.000 vis af arbejdspladser i Europa, skabe 100.000 vis af nye arbejdspladser og få 100.000 vis af outsourcede arbejdspladser tilbage til Europa.

Det er de meget lave lønninger i sydøst asien, samt særligt Kinas kunstige meget lave valutakurser, som får arbejdspladser til at flygte fra Europa. For hver dag Europa tøver er yderligere 10.000 vis tabt.

Hvornår griber EU til handling i mod denne udvikling?

Nick Mogensen

En flad skat ville sikkert betyde, at mange der i dag lever og ånder for kampen om flest - og størst mulige fradrag ville skulle betale mere i skat end de gør i dag. Måske?

Nick Mogensen, hvis du mener arbejde i DK er slaveforhold, så kig på alle de børnearbejdere i Indien, Bangladesh osv. DET er slaveforhold. Og hvad er der galt i at have en nem-konto? Det er da simpelthen så praktisk og nemt som det kan være.

Ja, penge er simpelthen et nødvendigt gode. Velkommen til kapitalismen. Hvis du mener du har en anden "måde" vi skal styre tingene på rent økonomisk og uden globalisering, som jeg kan forstå du mener, så er jeg lydhør.

Jeg tror faktisk, at på et tidspunkt vi lønningerne i Kina, Indien, med mere, vil overstige vores lønninger, i takt med den voksende middelklasse derovre. Og så er vi lige pludselig den billige arbejdskraft, idet de rige lande er allermest ramt af den økonomiske krise. Det kører i én stor cyklus.

Mikkel Serup

"Problemet med alle de fradragsordninger........"

En implikation der aldrig når debatten er subsidieringsspørgsmålet. Både de åbne og de skjulte.

Subsidieringer giver skævvridninger i samfundet og tvangsforskyder sunde incitamenter.

Tag "Boligjobordningen"; Hvor mange kontanthjælpsmodtagere kan udnytte den?

Andre eksempler
Solceller - en god ide, men på grund af misforståede tilskudsordninger, boomer markedet for derefter at kollapse - til skade for miljøet og arbejdspladserne.

Skjulte.
Fradrag for advokat og revisor gælder kun for virksomheder - derfor får de billligere hjælp en private.

Listen er lang - men disse blot for eksemplets skyld.

Lise Lotte Rahbek og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er intet, der tyder på, at Kina på nogen måde vil nærme sig den kvalitet, Vesten kan præstere, Mads Nielsen, efter hvad jeg hører. Det lyder nu mærkeligt, når så mange kvalitetsprodukter øjensynligt produceres i Kina i dag - men typisk er det vist kun, hvad de producerer på vegne af andre, der så kan klare testen.
Problemet er et ganske andet: at vi kobler løn og arbejde. De to ting hører dårligt sammen, man præsterer dårligt, når man tænker på, hvad man får for det, og man får for lidt købekraft for sin løn, i forhold til den overflod, verden rummer i dag. Det er jo også kinesernes problem - og deres problem er så i høj grad kapitalismen, der tvinger dem til at tænke mere på eksportmarkedet end på at løse deres egne ulighedsproblemer. Det burde jo være sådan, i stedet, at man først sørgede for at løse de basale problemer i eget land, før man bekymrede sig om at eksportere et eventuelt overskud.

Steffen Gliese

Der er intet, der tyder på, at Kina på nogen måde vil nærme sig den kvalitet, Vesten kan præstere, Mads Nielsen, efter hvad jeg hører. Det lyder nu mærkeligt, når så mange kvalitetsprodukter øjensynligt produceres i Kina i dag - men typisk er det vist kun, hvad de producerer på vegne af andre, der så kan klare testen.
Problemet er et ganske andet: at vi kobler løn og arbejde. De to ting hører dårligt sammen, man præsterer dårligt, når man tænker på, hvad man får for det, og man får for lidt købekraft for sin løn, i forhold til den overflod, verden rummer i dag. Det er jo også kinesernes problem - og deres problem er så i høj grad kapitalismen, der tvinger dem til at tænke mere på eksportmarkedet end på at løse deres egne ulighedsproblemer. Det burde jo være sådan, i stedet, at man først sørgede for at løse de basale problemer i eget land, før man bekymrede sig om at eksportere et eventuelt overskud.

Jesper Frimann Ljungberg

@Peter Hansen.
Der er intet, der tyder på, at Kina på nogen måde vil nærme sig den kvalitet, Vesten kan præstere, Mads Nielsen, efter hvad jeg hører.

Oh, du tager fejl. Higen efter perfektion er meget meget mere udtalt i Kina end den er i vesten. Jeg tror måske du skal se de her udsendelser:
http://www.dr.dk/OmDR/Nyt_fra_DR/Nyt_fra_DR/2013/04/120440.htm

Og jo længere Projekt Djøffistan får lov til at køre her i vesten, jo hurtigere vil et effektivt centraliseret diktatur hale ind på os.

Og du skal ikke tro at man i Kina ikke er villige til at suge folk til sig, det firma jeg arbejder for har tusindvis af ledige stillinger i Kina, hvor en ret stor del af disse er ikke kræver kinesisk baggrund. Igen verden er og bliver mere og mere global og mange af talenterne søger derhen, hvor de 'fede' job er. Desuden kan man i dag i høj grad også i visse brancher arbejde 'remote'.

Igen så mener jeg, at man ikke rigtig har fattet hvor stor krise vi er midt i i vesten.

// Jesper

USA har i mange år levet højt på evnen til at kapre udenlandske hjerner, dels via deres attraktive high society og dels via deres attraktive universiteter.

Steffen Gliese

Ja, stillingerne er jo så ledige, ikke, Jesper! Hvis der er noget, Kina ikke behøver, er det en yderligere invasion af folk, der ikke kan bespises af den magre jord.

randi christiansen

Ikke kun Vesten der er i krise - det globale om overlevelsesressourcer indbyrdes konkurrerende og privatkapitaliserende system bærer i sig sin egen undergang - og retningen er ikke den rigtige - som pt er suicidal

Sider