Klumme

Cykelsportens store tavshedssammensværgelse

Tavshedens lov har hersket over cykelverdenen de sidste mange år. De få journalister, der ikke rettede ind, blev frosset ud. Er alt forandret eller stadig det samme efter Armstrong-skandalen?
1. maj 2013

De syv dødssynder er hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Dødssynderne tolkes som menneskets principielle oprør mod Gud, men er først og fremmest menneskelige tilbøjeligheder, der kan ødelægge forholdet til andre. Forleden læste jeg bogen The Seven Deadly Sins, skrevet af den anerkendte irske journalist David Walsh. Den handler om hovmod, griskhed, misundelse, meget om vrede og om dovenskab – journalistisk dovenskab.

David Walsh er verdenskendt sportsjournalist, og i en årrække har han arbejdet for The Sunday Times. Bogen handler om hans ofte ensomme kamp for at afsløre cykelrytteren Lance Armstrongs systematiske brug af doping og bogens titel refererer i al sin gribende enkelthed til de syv gange, cykelrytteren fra Texas vandt Tour de France. Syv dødssynder, der først blev afsløret syv år efter den syvende sejr.

Walsh er – bl.a. af BT’s chefredaktør Olav Skaaning Andersen – blevet hyldet som manden, der fældede Armstrong. Formelt og praktisk var det USA’s føderale antidopingmyndighed USADA, der endegyldigt afslørede historiens største sportsfalskneri, men Walsh’s fremskaffede gennem 13 år en stor del af de beviser, der dannede det billede, som USADA endeligt fremkaldte: Billedet af systematisk doping af en dominerende, stærk personlighed, der sammen med sin sportsdirektør Johan Bruyneel, den italienske dopinglæge Ferrari, et benhårdt hold af advokater og stenrige investorer i en årrække konsekvent løj og bedrog offentligheden og brutalt forfulgte alle dem, der blot antydede, at der var ugler i mosen. Eller rettere epo i blodet.

Hovedmålet for denne gruppes angreb var David Walsh, der allerede i 1999 højlydt i Sunday Times nægtede at deltage i det journalistiske heppekor, der hyldede Lance Armstrong, da han sensationelt vandt sin første tour-sejr efter at have sejret i kampen mod en meget farlig kræftsygdom. Walsh mere end antydede – og bakkede det op med slagkraftige argumenter – at Armstrongs sejr ikke bare skyldtes mandens fysik, men også en kunstigt fremkaldt kemi.

Walsh forfulgte de følgende år sagen med fanatisk stædighed. Hans kone fortæller, at hun i årevis levede sammen med to mænd – den ene var ægtemanden, den anden Lance Armstrong. Langsomt fandt Walsh det ene øjenvidne og dokument efter det andet. Det resulterede på et tidspunkt i, at Lance Armstrong med de absurde britiske injurielove i hånden plukkede Sunday Times for næsten ti millioner kroner, samtidig med at en fransk domstol hånligt afviste Armstrongs tilsvarende sagsanlæg. Mest uhyggeligt er måske Walsh’s stilfærdige beskrivelse af, hvordan der opstod et tomrum mellem ham og de hundreder af andre journalister, der dækkede Touren. De undgik ham, nægtede ham plads i den bil, som han i årevis havde delt med dem. Hvis man blev set med Walsh, ville man brutalt blive nægtet adgang til den magtfulde texaner og hans hold, US Postal. Ikke flere nyheder, ingen interviews. Kold luft. Walsh var klemt mellem cykelsportens to indbyrdes afhængige mafiaer – cykelrytternes og journalisternes. Kun nogle få journalister hjalp ham – herunder de to danske Lars Werge fra Ekstra Bladet og Olav Skaaning, dengang DR. Mafiaens grundlov er Omérta – total tavshed. Og Walsh beskriver også – uden bitterhed, men med begrundet vrede – hvordan cykelsportens organisationer, ikke mindst den internationale cykelunion, UCI, deltog i den store tavshedssammensværgelse.

Armstrong har mistet alle syv tour-titler, men han mangler stadig at fortælle hele sandheden, mener Walsh. Det internationale cykel- og journalistbroderskab gør sig klar til Giro d’Italia lige om lidt og Touren til sommer. En af de få internationale journalister, der har fulgt David Walsh solidarisk hele vejen, er Paul Kimmage. Og han er begyndt at stille ubehagelige spørgsmål om tidens store cykelnavn Sir Bradley Wiggins og hans hold Team Sky.

I begge broderskaber er der både blandt journalister og cykelhold folk med viden om og erfaring med doping (jeg nævner bare Rolf Sørensen og Bjarne Riis). Spørgsmålet er, om Omértaen stadig gælder. Man kan frygte det værste og håbe det bedste.

 

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Jongberg
Per Jongberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Vi kan vist desværre roligt frygte det allerværste - Omértaen gælder stadigvæk.
Hverken Michael Rasmussen eller Rolf Sørensen har fortalt om detailler om deres dopingsvindel, således at de medskyldige kunne drages til ansvar.
Og Jørgen Leth, besyngeren af de grænseoverskridende énmandsudbrud, og Rolf Sørensen fortsætter uanfægtet som TV kommentatorer.
Journalistik er en plumrådden beskæftigelse.

John Møller

Nu har 'sports-journalistik' jo altid været en mærkelig størrelse ..
For det er altså ikke kun i cykel-sporten det her foregår !
Allerede ved Vinter-OL i Sarajevo i 1984 snød den Russiske ski-dropper
Jaskagidigskaja ved at starte på brækkede ben ..
Ja, det lyder jo som en Totalpetroleum-sketch, og det er det da også :
http://www.youtube.com/watch?v=4JmEnbs-Urw

- men så falder man altså over det her på wiki :
http://en.wikipedia.org/wiki/Boosting_%28doping%29

Eftersom alle cykelrytterne har været dopede ændrer det jo egentlig ikke ved
deres præstationer eller hvad man nu skal kalde det.
Rolf var ren, altså lige så ren som alle de andre !!

Steffen Gliese

Hvor er det uvigtigt! Lad dem dog bruge de stoffer i åbenhed, så vi kan blive klogere på deres virkning. Så gør de skide højtbetalte hobbydyrkere da lidt nytte.

lars abildgaard, Per Jongberg og Peter Poulsen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Jeg tror ikke, at cykelsportsjournalister er de eneste journalister, der har tilsluttet sig den store tavshedssammensværgelse. Finansjournalisterne, for eksempel, får Jørgen Leth og Rolf Sørensen til at fremstå som rene amatører ud i panegyrikkens og forløjelsens ædle kunst.

lars abildgaard, Steffen Gliese, Per Jongberg, Jesper Wendt, Steen Sohn, Holger Madsen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Det er lidt uklart hvorfor doping er forbudt. En begrundelse er vel at det giver brugeren en fordel, som den ikke-dopede ikke har. Men det argument kan også benyttes om træning. Den som træner har en fordel, som den der aldrig træner, mangler. Gør det træning til noget suspekt? Det samme kan siges om indtagelse af sunde fødevarer. Det er vel også en slags doping af kroppen.

Bo Johansen

Det er vel en begrænsning på tilladte stoffer fordi forbruget ellers ville komme derud hvor stofferne er direkte livstruende?
Men grænserne er lidt underlige. Som jeg har forstået det må man gerne indtage steroider hvis bare der er en læge der har bekræftet at man har en sygdom hvor steroider er en behandling. Om det giver en fordel i forhold til andre ryttere ved jeg ikke?