International kommentar

Cyperns krise er symptom på en dybere råddenskab

Cypern kan ikke tilbagebetale sin gæld, og EU kan ikke blive ved at smide penge efter sine gældstyngede periferilande – i stedet må hele finanssystemet underkastes en gennemgribende revision
Debat
11. april 2013

Vi kender alle den klassiske scene, hvor en tegnefilmfigur fortsætter sin kurs ud over kanten af en afgrund, lykkeligt uvidende om ikke længere at have fast grund under fødderne. Det er først i det øjeblik, figuren kommer til at se ned og gør sig dette klart, at den falder.

Er det ikke også sådan, de almindelige mennesker i Cypern må føle det i disse dage? Vel har de begrebet, at deres land aldrig bliver det samme igen, og at forude venter der en katastrofal nedgang i deres levestandard. Men da den fulde effekt af denne deroute endnu er ikke blevet mærkbar for dem, tillader de sig i en kort periode at gå videre med deres normale liv – ganske som en tegnefilmfigur, der hænger i luften.

Det tilkommer os ikke at fordømme dem: en forsinket reaktion kan sagtens være en overlevelsesstrategi. Desuden skal de reelle konsekvenser nok komme, når den værste panik har lagt sig. Det er derfor nu, da den cypriotiske krise er begyndt at forsvinde fra mediernes dagsorden, at vi bør tænke nøjere over den og skrive om den.

Dødvande

En populær vittighed fra Sovjetunionens sidste årti fortæller historien om Rabinovitch, en jødisk mand, der ønsker at emigrere. Da bureaukraten på emigrationskontoret spørger ham hvorfor, svarer Rabinovitch: »Der er to grunde: For det første er jeg bange for, at kommunisterne mister magten i Sovjetunionen, og at de nye magthavere så bare vil lægge skylden for kommunisttidens forbrydelser på os jøder, og så vil der igen komme antijødiske pogromer ... «

»Næ hør nu her,« afbryder bureaukraten og siger: »Det er jo det rene vrøvl. Ingen kan ændre på noget i Sovjetunionen. Kommunisternes herredømme kommer til at fortsætte i al evighed!« »Tja,« svarer Rabinovitch roligt, » ... og det er så min anden grund.«

Vi kan uden videre forestille os en lignende samtale mellem en finansiel EU-administrator og en cypriotisk Rabinovitch finde sted i dag. Rabinovitch beklager sig: »Der er to grunde til, at vi er i panik her. For det første er vi bange for, at EU skal opgive Cypern og lade vores økonomi bryde sammen ... « Hvorpå EU-administratoren afbryder ham og siger: »Men I kan stole på os, vil vi ikke opgive jer. Vi vil holde jer under stram kontrol og give jer gode råd om, hvad I skal gøre!« »Tja,« svarer Rabinovitch roligt, » ... og det er så min anden grund.«

Dette dødvande er lige præcis kernen i Cyperns krise: Østaten kan ikke overleve og bevare sin relative velstand uden Europa. Men det kan den heller ikke med Europa – »begge muligheder er værre«, som Stalin ville have udtrykt det.

Kløften vokser

Hvad vi kan skimte dukke op i horisonten, er konturerne af det nye delte Europa: I stigende grad vil kontinentets sydlige del blive reduceret til en zone med billigere arbejdskraft, der uden en velfærdsstats sikkerhedsnet i realiteten vil være udlagt som et domæne, der passer perfekt til outsourcing og turisme. Kort sagt: Fremover vil kløften mellem den udviklede verden og dem, der halter bagefter, findes i selve Europa.

Denne kløft kan siges at afspejle sig i de to vigtigste historier, der fortælles om Cypern, og som ligner to tilsvarende historier, der tidligere er blevet fortalt om Grækenland. Vi har på den ene side, hvad vi kunne kalde den tyske historie: Uhæmmet udgiftspolitik, gældsstiftelse og hvidvaskning af penge kan ikke fortsætte i det uendelige, osv. Og vi har på den anden side den cypriotiske historie: De brutale EU-foranstaltninger svarer til en ny slags tysk besættelse, der fratager Cypern dets suverænitet.

Iboende råddenskab

Begge historier rammer totalt ved siden af, og de krav, som de begge indebærer, er meningsløse: Cypern kan pr. definition ikke tilbagebetale sin gæld, mens Tyskland og EU umuligt kan blive ved med punge ud med nye summer for at udfylde det cypriotiske økonomiske hul. Begge historier tilslører det centrale faktum: At der er noget fundamentalt galt med hele det finansielle system, når ukontrollable bankspekulationer kan få et helt land til at gå fallit. Den cypriotiske krise er ikke en storm i et glas vand i et lille marginalt land. Den er et symptom på en iboende råddenskab i hele EU-systemet.

Dette er grunden til, at løsningen ikke bare kan være mere regulering for at forhindre hvidvaskning af penge og så videre. Snarere er der brug for en gennemgribende og radikal forandring af hele banksystemet – ja, det, vi har brug for, er noget, som næsten ingen vover at sige: en slags socialisering af bankerne. Læren af det verdensomspændende finansielle nedbrud efter 2008 må i dag stå klar: Hele netværket af finansielle midler og transaktioner, fra de individuelle indlån og pensionsformuer til driften af alle former for derivater, må på en eller anden måde sættes under social kontrol, strømlines og reguleres.

Nuvel, dette kan lyde utopisk. Men er den virkelige utopi ikke forestillingen om, at vi på en eller anden måde kan overleve ved kun løbende at foretage kosmetiske ændringer?

Slavoj Žižek er slovensk filosof

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Husker så tydeligt den lange periode hvor vi herhjemme blev tudet ørene fulde af politisk tale om manglen på hænder. Først længe efter at krisen var indtrådt blev den erkendt af regeringen herhjemme, og først i LLR' s Nytårstale i 2010 tonede han rent flag - ved at foreslå ændringen i efterløn og dagpenge. Selv her i 2013 virker det som om mange stadig ikke har kigget ned og opdaget at underlaget de står og går på faktisk er forsvundet eller er kviksand. Det kan hænge sammen med at de der først og fremmest betaler krisen, er dem som har mistet deres job. De resterende 85 - 90% af middelklassen håber bare at de ikke selv rammes.
Spøjst sammenfald at en Slovens filosof i denne relation beskæftiger sig med Cypern, men det er måske for at undgå at ryge i bad standing i hans eget land?
Eller det forhold at det er lettere at få øje på splinten i en andens øje, mens man overser bjælken i sit eget?

Mona Jensen

John Christensen siger: "Spøjst sammenfald at en Slovens filosof i denne relation beskæftiger sig med Cypern, men det er måske for at undgå at ryge i bad standing i hans eget land?
Eller det forhold at det er lettere at få øje på splinten i en andens øje, mens man overser bjælken i sit eget?"

Jamen John Christensen, Slavoj Zizek siger noget om alle mulige lande, herunder sit eget, men emnet her er Cypern.

Mona Jensen

John Christensen siger: "Spøjst sammenfald at en Slovens filosof i denne relation beskæftiger sig med Cypern, men det er måske for at undgå at ryge i bad standing i hans eget land?
Eller det forhold at det er lettere at få øje på splinten i en andens øje, mens man overser bjælken i sit eget?"

Jamen John Christensen, Slavoj Zizek siger noget om alle mulige lande, herunder sit eget, men emnet her er Cypern.

Michael Kongstad Nielsen

En positiv ting ved Cypern er, at det har anerkendt Palæstina som selvstændig stat. I EU har kun Cypern og Malta gjort det, skønt 130 ud af FN´s 194 medlemslande har gjort det