Læsetid 4 min.

Danmarks skadelige krig mod narko

Vi mindsker vores muligheder for at vinde kampen mod terror, fordi vi insisterer på at føre kampen mod narko. Fire årtiers ’kamp mod narko’ har været forgæves. Intet tyder på, at den førte politik har haft betydning for hverken udbud eller efterspørgsel
17. april 2013

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) skal have ros for at stoppe støtten til bekæmpelse af narkotikakriminalitet i Iran. Indtil udgangen af 2012 var man ellers, via et program søsat af VK-regeringen, indirekte med til at finansiere tortur og henrettelse af iranske statsborgere, som var anklaget for narkotikakriminalitet.

Ifølge Amnesty International henrettede de iranske myndigheder mellem 2007 og 2011 flere end 1.200 personer på grund af narkotikarelateret kriminalitet. Langt de fleste ’kriminelle’ var stofbrugere. Fra dansk side ydede Danida støtte til de iranske myndigheders indsats via FN’s kontor for bekæmpelse af narkotikakriminalitet, UNODC.

Netop involvering i UNODC har formentlig været afgørende for den danske støtte, hvilket også fremgår af tidligere udtalelser fra Christian Friis Bach. Således udtalte han til Berlingske for nylig, inden man endeligt besluttede at stoppe støtten, at han sidste år i februar udtrykte bekymring for programmet, men efter et møde med Irans indenrigsminister og lederen af UNODC kunne se, at »der er skabt positive resultater med programmet«. Herefter fortsatte man med at yde finansiel støtte frem til december 2012.

Alene sidste år blev mindst 340 personer henrettet på grund af narkotika, og at man nu har stoppet programmet, må derfor også ses som en mistillidserklæring til UNODC – om end man stadig langt fra har taget konsekvensen og opsagt støtten.

Der er ellers god grund til at tage afstand til UNODC, som primært finansieres af en række vestlige lande med Sverige og Canada i spidsen. UNODC’s indsats synes primært at bestå i at producere materiale, der kan legitimere dets fortsatte eksistens.

For et par år siden manipulerede man f.eks. groft med resultaterne af en undersøgelse i EU om unges brug af illegale rusmidler. Man mente således, at man med udgangspunkt i EU’s undersøgelse kunne konkludere, at en hård narkotikalovgivning virker over for forbruget af illegale rusmidler. Denne konklusion kom man frem til ved at sammenligne forbruget i Sverige med det gennemsnitlige forbrug i resten af EU. Det var tale om grov manipulation. UNODC’s konklusion er i direkte strid med faktuelle data i det oprindelige materiale fra EU.

Heraf fremgik, at bl.a. Portugal, hvor man er gået længst med at afkriminalisere illegale rusmidler, har et forbrug på niveau med Sverige. Antallet af misbrugere i Portugal er endda faldet kraftigt, efter at man afkriminaliserede brugen af narkotika.

Andre undersøgelser fra bl.a. WHO konkluderer da også, at det ikke er muligt at etablere en sammenhæng mellem lovgivning og forbrug.

Dertil kommer, at UNODC også i andre tilfælde end det nævnte i Iran synes at kære sig meget lidt om, hvorvidt menneskerettighederne overholdes, når det kommer til stofbrugere.

Forbudspolitikken har fejlet

At Danmark fortsat er involveret i ’kampen mod narkotika’ via UNODC, for hvem grundlæggende menneskerettigheder ikke er højt prioriteret, er i sig selv absurd.

Ligeledes må man konstatere, at den globale narkotikapolitik har været til stor skade for netop udviklingslandene de seneste mange årtier.

Effekten på udbud og efterspørgsel af illegale rusmidler har været minimal. Til gengæld er de samfundsøkonomiske og menneskelige omkostninger enorme. Korruption, undertrykkelse af menneskerettigheder, vold og mord samt lavere økonomisk vækst og mindre demokrati er direkte følger af den forfejlede politik. Det er ikke rusmidlerne i sig selv, som er det primære problem. Det er derimod forbudspolitikken, som garanterer høje priser og dermed høje profitter. Ud over traditionelle kriminelle organisationer finansierer narkoindtægter i stigende grad en række terrororganisationer verden over, fra FARC i Colombia til Taliban i Afghanistan.

Var det ikke for indtægterne fra den illegale handel med kokain ville FARC i Colombia for længst være nedkæmpet. På samme måde ville situationen formentlig have set helt anderledes positiv ud i Afghanistan.

Det er ikke for meget at sige, at vi mindsker vores muligheder for at vinde kampen mod terror, fordi vi insisterer på at føre kampen mod narko. Fire årtiers ’kamp mod narko’ har været forgæves. Intet tyder på, at den førte politik har haft betydning for hverken udbud eller efterspørgsel.

Latinamerikansk kritik

Internationalt vokser erkendelsen da også af, at ’kampen mod narko’ i sin nuværende form er tabt. Således opfordrede The Global Commission on Drug Policy i 2011, at man opgiver den nuværende »War on Drugs«. Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidligere udenrigsminister under Ronald Reagan, George Shultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso og Mexicos tidligere præsident, Ernesto Zedillo.

At det netop er fra Latinamerika, at kritikken mod den førte politik er stærkest, er ikke noget tilfælde. Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed samt lavere økonomisk vækst som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

Der er mange gode grunde til at se på alternativer til den nuværende indsats. Hvis vi virkelig ønsker det bedste for udviklingslandene i form af mere stabilitet, sikring af menneskerettigheder, demokrati og højere levestandard, må vi gøre op med et halvt århundreds forbudspolitik. Forbud virkede ikke i 20’ernes USA, og det virker heller ikke i dag.

Rasmus Brygger er Landsformand for Liberal Alliances Ungdom, og Niels Westy Munch-Holbek er cand.polit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jakob Silberbrandt
    Jakob Silberbrandt
  • Brugerbillede for Henning Pedersen
    Henning Pedersen
  • Brugerbillede for Nic Pedersen
    Nic Pedersen
  • Brugerbillede for Jens  Kofoed
    Jens Kofoed
  • Brugerbillede for Anne Jespersen
    Anne Jespersen
  • Brugerbillede for Kasper Assersen
    Kasper Assersen
  • Brugerbillede for Lukas  Soegaard
    Lukas Soegaard
Jakob Silberbrandt, Henning Pedersen, Nic Pedersen, Jens Kofoed, Anne Jespersen, Kasper Assersen og Lukas Soegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Nanna W. Gotfredsen
Nanna W. Gotfredsen

Fantastisk, skræmmende og lige-på-kornet kronik.

Det meste er herved sagt og alt rigeligt er erfaret. Men to spørgsmål presser sig umiddelbart på ... Hvornår kan vi begynde at tale sagligt, åbent og direkte om dette ekstremt alvorlige emne? Og skal man virkelig være liberal for at turde?

Tak for nu i hvert fald for det herved udviste mod og vid fra forfatterne til denne kronik, Niels Westy Munch-Holbek og Rasmus Brygger. Vid, at stofbrugere verden over værdsætter det.

Mh Nanna W. Gotfredsen, gadejurist (gennem 14 år)

Jakob Silberbrandt, Henning Pedersen, Anders Krog og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jørn sonny chabert
jørn sonny chabert

velskreven artikel, men hvorfor skal vi igen høre om finanseringen af taliban som værende narkorelateret????

Der er aldrig blevet produceret så lidt opium som under taliban. Det var først med invasionen at afghanistan at opiums produktionen kom op i omdrejninger igen.

P.S. Dette er ikke en støtte for Taliban, men bare et fact som sjældent kommer frem.