Læsetid: 2 min.

Duellen: ’Der er blevet længere til beslutningstagerne’

En ny identitet og udfordret kommunikation er nogle af årsagerne til, at medarbejderne på det tidligere DPU er utilfredse med den faglige udviklingsproces, siger dekan Mette Thunø
Debat
10. april 2013

Når medarbejderne på Institut for Uddannelse og Pædagogik udtrykker utilfredshed med den faglige udviklingsproces, der i to år har været undervejs på Aarhus Universitet, er det delvist fordi, at de tidligere har været vant til at være et selvstændigt universitet.

»Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at identificere sig med, at de nu er blevet en del af et større Aarhus Universitet,« siger Mette Thunø, der er dekan for Det Humanvidenskabelige Fakultet. I 2007 blev Danmarks Pædagogiske Universitet til et fakultet under Aarhus Universitet, og nu har det fået karakter af et institut.

Mette Thunø minder om, at det betyder, at medarbejderne har skullet vænne sig til, at både en dekan og en rektor træffer beslutninger, der påvirker instituttet.

»Der går længere tid end tidligere, før man når til beslutningstagerne. Medarbejderne har givet udtryk for, at det er svært at forstå, hvilket grundlag beslutninger bliver taget på,« siger hun og refererer til en ny arbejdsmiljøundersøgelse.

Den viser, at medarbejdere på instituttet ikke mener, at de har fået begrundelser for ændringer og er blevet lyttet til i forbindelse med den faglige udviklingsproces.

Også den demokratiske medbestemmelse er ændret, fordi medarbejderne på instituttet nu er en del af et større akademisk råd og samarbejdsudvalg, »hvor man må indrette sig på de nye præmisser«, siger Mette Thunø.

»Tidligere har man haft den rettighed som selvstændigt universitet, at man f.eks. havde sit eget akademiske råd. Nu er DPU blevet en del af en større helhed, og derfor kan man som medarbejder opfatte det sådan, at man mister privilegier, fordi man her skal diskutere sammen med andre,« siger hun.

Men da arbejdsmiljøundersøgelsen blev lavet i november 2012 var alle medarbejderorganer på instituttet ikke på plads, fordi instituttet netop var nyoprettet.

Det tog derfor tid at afholde valg til f.eks. akademisk råd, institutforum og samarbejdsudvalget, forklarer Mette Thunø.

»Det er ikke en dårlig undskyldning for ikke at kommunikere godt nok, men det har været en udfordring at samle tre fakulteter og etablere medarbejdervalgte udvalg. Nu er organisationen ved at være på plads, og så kan kommunikationen til og fra medarbejdere flyde bedre,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her