Kommentar

Europas aflyste valg

Vi bliver bildt ind, at der ikke er et valg. At politikerne blot træffer de ’nødvendige’ beslutninger, der kan genskabe vækst og arbejdspladser. Men når den førte politik fører til stigende aktiekurser og færre arbejdspladser, må man spørge, om der mon ikke findes et alternativ?
Debat
9. april 2013

Den politisk-økonomiske situation i Europa er paradoksal.

Det går stødt ned ad bakke i Europa. Der var et stort fald i væksten i fjerde kvartal i 2012, og det ser ud til at fortsætte i 2013, omend økonomernes prognoser – baseret på de teorier, der skabte faldet – forudser, at skuden snart vender.

Så skulle man forvente et opgør med den nyliberale nedskæringspolitik.

Men det er der ikke blandt de europæiske regeringer. Tværtimod sluttes rækkerne. I England, hvor David Cameron nok har ført den hårdeste nedskæringspolitik i Europa, vakler økonomien på randen af den tredje recession siden 2008, men i det nylige budget fastholdes kursen; Labour er kun uenig i detaljerne, ikke i linjen. I Frankrig har Hollande i en nylig tale endeligt opgivet al modstand mod Merkels linje. Og hos kammeraterne i Danmark kan omvendingen til nyliberalismens minimalstat aflæses præcist i den projekterede vækst i de offentlige udgifter – fra 1,4 procent før valget til nu 0,4 pct.. Sandheden er, at der ikke længere er nævneværdig forskel på europæiske socialdemokrater/socialister og borgerlige. Regeringer forgår, politikken består.

Nødvendighedens lov

De er alle undergivet nødvendighedens lov, vil de sige.

Der er én saglig politik. Der er intet valg (efter parlamentsvalget, forstås). Det siger de, fordi det er den eneste måde, hvorpå en politik, der kaster folk ud i arbejdsløshed, forringer lønmodtagernes realløn og presser de marginaliserede længere ned i mudderet, kan vinde opbakning. Det, de siger, er i realiteten, at der ikke er – eller bør være – politik. Kun teknik.

Den saglige politik er den, der ikke kan betvivles.

Det kræver, at den er i alles interesse. Derfor kan der ikke eksistere interessemodsætninger, således at én økonomisk politik tilgodeser én gruppe, en anden politik en anden gruppe. Det ville være politik, altså usagligt, at antage noget sådant.

Når selskabsskatten sænkes, er det ikke for at tilgodese aktionærerne, men de arbejdsløse (der ganske vist kun får 200-600 ekstra jobs, alt efter hvor meget der fifles med tallene). Når danske lønmodtagere må affinde sig med lavere realløn, gavner det umiddelbart arbejdsgiverne, men det egentlige formål er at øge beskæftigelsen via en forbedret konkurrenceevne (som der ganske vist ikke er problemer med). Og når arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere må se deres vilkår forringet, er det ment som en kærlig hånd til at få dem op af sofaen for at lede efter jobs (som ganske vist ikke er der). Dybest set er der ingen interessegrupper, der begunstiges eller straffes. Alt er til det fælles bedste.

Hvem er ramt af krisen?

’Interessemodsætninger’ er i dag et fy-ord, fordi det er i strid med den herskende interesse i ro på bagsmækken. Og dog er det en kold kendsgerning, at arbejdsgiveren altid vil have en interesse i en rimelig arbejdsløshed, for det giver noget at vælge mellem; lønnen bliver lavere med 100 ansøgere end med 10.

Lad mig her nævne et tal, nemlig 10 pct. Det er stigningen i arbejdsløsheden blandt eurolandene fra februar sidste år til februar i år (fra 10,9 pct. til 12,0 pct., en stigning i absolutte tal på ca. 1,8 millioner personer).

Det er også stigningen i kursen på de 50 toneangivende aktier i eurozonen (Stoxx50) i samme periode.

Derfor er det lidt for firkantet at sige, at eurolandene er i krise. Almindelige mennesker oplever en økonomisk krise, kapitalen og arbejdsgiverne gør ikke.

Det giver unægtelig en mistanke om, at den herskende politik ikke er interesse-neutral politik for almenvellet, men snarere god gammeldags overklassepolitik. Hvorfor giver Corydon (S) milliarder til selskaberne, når beskæftigelseseffekten ved at bruge pengene på at ansætte flere lærere og sosu’ere ville være langt, langt større? Hvorfor tilbyder Den Europæiske Centralbank milliarder af euro til finanskapitalen til næsten ingen rente, selv om det ikke kan komme som den store overraskelse, at bankerne foretrækker at spekulere i givtige papirer snarere end at videreudlåne til beskæftigelsesfremmende aktivitet?

Næppe fordi Corydon eller ECB er købt og betalt af selskaberne og bankerne. Mere sandsynligt fordi den afgørende magt i dag ligger hos den grænseoverskridende kapital. Den skaber ikke job eller vækst, tværtimod, men uden dens velvilje er alt tabt. Derfor er der intet valg for Corydon.

Der er et reelt valg

Men der er et valg, og det hedder demokratisk kontrol med kapitalen. Generelt er det forbudt i EU, fordi det indre marked giver kapitalen ubegrænset frihed til at investere hvor og i hvad den vil. Og ubegrænset frihed betyder ubegrænset magt. Men intet ville have forhindret Corydon i at rejse en debat om en fælles minimal selskabsskat i EU på f.eks. 25 pct.. Han havde et valg.

Uden valg, intet demokrati. Derfor er demokratiet truet i Europa.

 

Anders Lundkvist er politisk økonom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

Ja, ja - Corydon har i det mindste meldt klart ud om, at socialdemokratiet ikke er et 'venstreorienteret' parti, men et 'midterparti'.

Nu må vi så se, hvornår det går op for de socialdemokratiske vælgere, at partiet har strakt sig så langt for at nå hen over midten, at det er havnet på det gale side af demarkationslinjen. Og lige så godt kunne kunne tage navneforandring til Centrumdemokratiet, hvis ikke det var fordi det mindede lidt for meget om navnet på det familieparty, udbryderkongen Erhard Jacobsen stiftede i 1973.

"Uden valg, intet demokrati. Derfor er demokratiet truet i Europa."
Kapitalismen er<7i> truslen mod demokratiet.

Skulle have været: Kapitalismen er truslen mod demokratiet.

Lise Lotte Rahbek

Når der kun angives EN nødvendig politik,
så kan vi jo fyre hele folketinget og lade embedsmændene styre landet.

Det gør de vist allerede,
men ingen har formået at få politikerne til at fatte,
at de ifølge nødvendighedens politik er overflødigt gods,
som kan kastes overbord.

Tankevækkende artikel, og nu jeg har muligheden vil jeg anbefale Anders Lundkvists bog: "Bush, Neokonomien og Dollaren", 2006. Den fører læseren helt frem til finanskrisens start, så man nu, med historiens forsættelse i bevidstheden, har fået en super introduktion til finanskrisen 2008 - samtidshistorie af højeste karat. Se i øvrigt Anders hjemmeside:

Kapitalisme eller Demokrati?
http://anderslundkvist.net/