Kronik

Den fatale kollision?

Alle grene af samfundet trækker i retning af øget vækst, som skaber arbejdspladser og bedre forbrugsmuligheder. Men det kolliderer med en økologisk nødvendighed, der siger, at der er grænser for vækst. Hvorfra skal omstillingen hente sin energi, så den er mere end en uforpligtende dagdrøm?
Ideen om rigdom som fri tid blev hurtigt skudt ned. Arbejdstiden blev nedsat, men den frie tid blev erobret af markedet og forvandlet til fritid, som igen er identisk med forbrugstid.

Christian Lindgren

Debat
4. april 2013

Villy Sørensen undrede sig over, at vi ikke længere tror på det, vi ved, skønt vi i middelalderen vovede at tro på det, vi ikke vidste. Hvorfor er der ikke handling i kølvandet på den massive indsigt og de utallige appeller om ’sidste udkald’, vi har hørt siden Rachel Carson i 1962 udgav Det tavse forår? Hvis følelser, emotioner, er det, som motiverer os, hvorfor er der så opstået en massiv kløft mellem intellekt og følelse, mellem hvad vi ved, og hvad vi gør? Eller, mere kontant, hvorfor er den økologiske omstilling så usexet?

Spørgsmålet er, om det er muligt at forvandle omstillingen fra at være et negativt projekt, drevet af surt afkald, til et positivt projekt, drevet af håb og måske endda begejstring. Marx skrev om socialismens udvikling fra utopi til videnskab. Vi skal måske den modsatte vej og følge økologiens udvikling fra videnskab til utopi.

Den synlige verdens gud

Det er en filosofisk banalitet, at mennesker søger lykken. For lykke er jo at opnå hvad man vil, uanset hvad, så det interessante er, hvad målet for ens vilje er. Vi kan kalde dette mål for rigdom og indstille os på, at der er mange slags rigdom.

Spørger vi hvilken rigdom, som driver den moderne verden, er svaret let. Jo, der er rigdom i videnskab og erotik, i politik og religion. Men den altovervejende rigdom, ja selve ideen om hvad rigdom er, knytter sig til penge. Penge er, som Shakespeare sagde og Marx gentog, den synlige verdens gud. Uanset hvilken lyk-ke man ellers søger, søger man også pengene. De søges af stater, som vil sikre sig et skattegrundlag, af virksomheder, som måler deres succes og fiasko i penge, af eliten som bevilger hinanden generøse aflønninger, af almindelige mennesker, som vil købe og forbruge, af tabere, som måler deres armod i fraværet af penge.

Penge er tegn på kraft, købekraft, og det forbrug, de anvendes til, er på en skala fra det nødvendige til det overflødige orienteret mod luksus. Når vi køber, hvad vi nu har råd til, er det både et tilvald og et afkald: vi får noget og giver afkald på noget bedre, som vi også begærer, fordi det jo ligger i begærets væsen at begære det perfekte. Så vi køber, måske over evne og for lånte penge, så vi må arbejde pålideligt: vi skal, fordi vi skylder. Hvad enten arbejdet er et mål eller blot et middel, følger pengene med som en del af meningen med at arbejde. Der er lagt mange æg i den kurv, som hedder arbejde. Det handler om mening, identitet, anerkendelse, status, samvær og løn. Derfor er arbejdet centrum i de flestes liv – mål for opdragelse og uddannelse, og adgang til social identitet. Og derfor er fuld beskæftigelse målet for enhver demokratisk regering. Uden arbejde opstår der kløfter, og ud af kløfter vokser social uro og måske raseri.

Siden krisen startede i 2008, har det konstante krav været at skabe arbejdspladser. Det kan ske i offentligt eller privat regi. Her er forholdet asymmetrisk, fordi kun private arbejdspladser skaber den rigdom, som kan finansiere statens udgifter, f.eks. til velfærd. Og private arbejdspladser er bundet til markedet og dets krav om vækst. Så befolkningens ønske om arbejde, regeringens ønske om et skattegrundlag og erhvervslivets ønske om vækst trækker alle i samme retning. Regeringer kæmper for at tiltrække investeringer og deltager gerne i et ’styrtløb mod bunden’, når det gælder selskabsskat. Vi kan tale om en økonomisk nødvendighed.

De to nødvendigheder

Men den økonomiske nødvendighed skaber problemer. I rapport efter rapport er det blevet påvist, at væksten truer klodens økologi: CO2-udslip, global opvarmning, klimaskift – vi kender kataloget. I lyset af en økologisk nødvendighed opstår det fatale problem, at to nødvendigheder kommer på kollisionskurs.

Mens den økonomiske nødvendighed er presserende og angår stater, virksomheder og mennesker her og nu, er den økologiske nødvendighed mere diffus. Den angår fremtiden og griber ikke direkte ind i hverdagen. Intet enkelt menneske oplever, at hans eller hendes indsats gør den store forskel, så man kan føle sig lidt idiotisk, hvis man skruer ned for varmen eller sælger bilen. Ingen magtfuld aktør på verdensniveau kan tæmme alles kamp mod alle om lokale fordele. Så den økonomiske nødvendighed vejer tungest. Når arbejdspladser truer med at forsvinde, stopper de grønne aktiviteter. Og skal en grøn aktivitet legitimeres, sker det ved at vise, at den skaber arbejdspladser.

Selv om fornuften dikterer, at væksten må stoppe, fortæller den samme fornuft, at indgreb i væksten truer adgangen til at arbejde og forbruge. I et moderne samfunds fint forgrenede system af gensidig afhængighed vil indgreb udløse en skræmmende dominoeffekt. Man kunne forestille sig et forbud mod reklame, så erotiseringen af forbruget forsvandt. Det, man har brug for, finder man selv, det, man ikke har brug for, kræver reklame. Men et forbud vil udløse et ramaskrig fra reklamebranchen, fra de virksomheder, som trues med glemsel og fallit, og fra talsmænd for det private initiativ og den uindskrænkede ytringsfrihed. Den lænke, som binder os til væksten, kan nok klirre, men ikke uden videre brydes op. Behovet for rigdom og velfærd, ja behovet for et ganske almindeligt liv er vævet ind i væksten. Så spørgsmålet er, om vores idé om rigdom kan ændres og hermed også ideen om arbejde. Kloden kan formentlig ikke holde til, at Kinas, Afrikas, Indiens og Brasiliens milliarder af mennesker får en amerikansk levestandard. Men selv om vi ved, at væksten ikke kan fortsætte uendeligt, er det endnu sværere at se, hvorfra den dynamik skal komme, som får os til at bakke op om den økologiske nødvendighed. Det er, som om vi kun kan lære på den hårde måde – katastrofer – og de er endnu ikke rå nok til, at vi lægger vores vaner om.

Rigdom som fri tid

Marx forsøgte at omdefinere rigdom fra penge til tid. Penge, sagde han, er den fattigste form for rigdom. At have fri tid til selvvalgte aktiviteter, som bæres af deres egen lidenskab, var derimod en rigdom, som i teorien var tilgængelig for alle. Hundrede år efter hans død forsøgte André Gorz at regne på, hvor lidt vi kan nøjes med at arbejde uden at sætte levestandard til. Han kom til et chokerende lavt tal – to timer om dagen – og forestillede sig, at det kunne betyde en enorm udvidelse af en ikkeøkonomisk rigdom i en Sektor II, som skød sig ind mellem privatlivet og arbejdslivet – et Athen uden slaver. Ideen om rigdom som fri tid blev hurtigt skudt ned. Arbejdstiden blev nedsat, men den frie tid blev erobret af markedet og forvandlet til fritid, som igen er identisk med forbrugstid. Den er fyldt med ritualer, hvor samvær, mad, sport og underholdning forsynes med kostbare remedier, som skal købes for penge og som ikke bare er brugsting, men også betydningsting – redskaber til at udstille sig selv. Den frie tid forvandlet fra et brækjern under vækstens mur til at være en støttebjælke i muren.

Vækstens Catch 22

Så den økologiske omstilling er usexet. Lykken befinder sig andre steder. Og hvem skal lide afsavn? De rige er arrogante og ser ingen grund til at lægge bånd på deres fornemme luksus. De fattige kan ikke se, at de skal holde igen, blot fordi de rige – og den rige verden – ikke kan begrænse sig. Og den store middelklasse har bundet sig til et liv, som måske ikke handler om skamløs luksus, men dog omfatter rejser, bil, elektroniske gadgets og god mad.

Hvorfra skal omstillingen hente sin energi, så den er mere end en uforpligtende dagdrøm? Der findes ingen økologiens revolutionære klasse. I de rige lande er alle fanget i vækstens Catch 22 – et dødsgreb mellem stat, erhverv og folk. De fattige lande vil det samme som i de rige: vækst. Så i stedet for den store utopi, som i et ryk griber fantasien og befrier hverdagen, må de økologisk ansvarlige ikke blot arbejde med sig selv, men fastholde utopien, fastholde fornuften og fastholde den dagsorden, som tvinger regeringer, virksomheder og alle os, som er en del af problemet, til at indse ikke blot vort hykleri, men også vort håb. Det er en kamp mod giganter. Men agitationen holder såret åbent, så vi måske er bedre forberedt den dag, den økologiske nødvendighed viser sit nådesløse ansigt. Vi kan håbe på, at det sker i så små nøk, at vi kan indstille os på det. Men der er ingen garanti.

Ole Thyssen er professor, dr.phil. på CBS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Enig.
Selvom politikerne måske ikke kan handle anderledes, så vil det tjene dem til ære at indse, formulere og beskrive i hvilket dilemma, de nu engang handler
De skal vide, at hver gang de taler om vækst, så er der tale om et dødsgreb.
http://www.information.dk/456312

John Rohde Jensen

Når det handler om vækst så kan jeg meget varmt anbefale denne blog, hvor en fysiker klæder en økonom fuldstændigt af. Det er komik på højt niveau.

http://physics.ucsd.edu/do-the-math/2012/04/economist-meets-physicist/

Erik Nissen, Steffen Gliese og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vækst som begreb er en tom figur, fremskridt er det, der kan bringe os væk fra afgrunden (forhåbentlig).
Men baggrunden for dette er, at man må indse, at det er håbløst at slås om at komme til at være dem, der fremstiller, når der er langt mere ræson i at skrue ned for blusset til det nødvendige og verden holde sig til at fremstille i nødvendige mængder.

Spray'n'pray.

Børge Rahbech Jensen

Det er en sandhed med modifikationer, at alle grene af samfundet trækker i retning af øget vækst, som skaber arbejdspladser og flere forbrugsmuligheder. I det danske samfund trækkes også i retning af begrænsning af forbrugsmuligheder og øget vækst, som skaber arbejdspladser i andre lande.

Økologi hører til 1970'erne, og har intet med klimaforandringer at gøre. Der udledes formentlig endda i bedste fald nogenlunde samme mængde CO2 fra økologiske som fra traditionelle landbrug. Det vil ikke overraske mig, om økologisk landbrug udleder mere CO2 end traditionelle landbrug, når udslip fra dyr ikke medregnes.

Det er også en sandhed med modifikationer, at penge er den eneste afgørende faktor i samfundet. Social status er tydeligvis nogenlunde lige så vigtig. I hvert fald kan konstateres, at langt de fleste fortalere for økologi og reduktion af CO2-udslip ikke drager konsekvenser i sit eget liv, før de mindst har opnået en høj grad af sikkerhed for, at et stort flertal følger trop, og helst fremstår som åndelige ledere for flertallet. Dertil kommer, at de mest sandsynlige reaktioner på relativt små, individuelle adfærdsændringer, er enten latterliggørelse el. krav om flere ændringer. De, der bare fremfører visioner uden ændring af egen adfærd, anerkendes modsat som en del af flokken. Det hele er noget, vi leger. Faktisk udleder Greenpeace og andre miljøforkæmpere påfaldende meget CO2, når de fører sig frem på verdens have og ved verdens politiske topmøder. De rejser jo helst med rutefly og hurtige motorbåde, mens verdens befolkning opfordres til ikke at gøre det samme. På den måde går de ikke forrest men altid bagerst med piske.

Endelig rodes mål og midler sammen på en måde, hvor et modsætningsforhold defineres uden afdækning af inforståede forudsætninger. Som EUs klimakommissær Connie Hedegaard har påpeget flere gange, er der ikke nødvendigvis et modsætningsforhold mellem reduceret CO2-udslip og økonomisk vækst. Fx. er det ligegyldigt for erhverv, der er afhængige af el, om ellen kommer fra vedvarende el. fossile energikilder. Den store økonomisk udfordring er nu, at vedvarende energi kræver store investeringer, mens vind, solskin, bølger, vand etc. leveres gratis. Andre udfordringer er, at vedvarende energi er bedst til produktion af el, som ikke kan bruges til alt, og der ikke er meget prestige ved at være en særling også kaldt landsbytosse.

Helge Rasmussen

Landsbytosse eller Ping
Forskellen er den samme.

Lige meget hvordan vi vender og drejer fremtidsudsigterne, er vores største problem befolkningstilvæksten, som stadig vokser eksponentielt og er årsag til de fleste andre problemer.
Siden år 1900 er tallet vokset fra 1,5 milliard til 7,1 i dag, altså næsten fem gange så mange mennesker.

Disse mange nye mennesker skal også have flotte huse, biler, fladskærme og køleskabe, flyve til eksotiske feriedestinationer, købe elektroniske gadgets og så videre.

Desværre er det de fattige der formerer sig mest, så fattigdomsprocenten stiger eksplosivt. Det skaber konflikt.

Det største håb er at naturen selv griber ind, - den prøvede i 1918 med den spanske syge, der var en slags influensa, den dræbte halvtreds millioner, men det var ikke mange, set i forhold til at befolkningstallet nærmede sig to milliarder, i 1970-erne kom så AIDS, som også ramte nogle få millioner, men det er en meget lille del af af de et hundrede ekstra millioner, der, for tiden, hvert år, kommer til,

I dag er der langt bedre muligheder for smittespredning og hvis, eller når fuglesnuen muterer til noget der kan spredes til mennesker, hvilket der allerede eksperimenteres med i mange laboratorier, kan vi drømme om en reduktion af verdens befolkning til cirke en milliard, hurra! så er næsten alle vores, altså dem af os der overlevers, problemer løst.

Børge Rahbech Jensen

En afgørende forskel på landsbytosse og ping er, at det er mest populært at følge pinger og undgå landsbytosser.

Hvorfor forudsættes egentlig, at det nuværende forbrugsmønster i fx. Danmark blot videreføres også af befolkninger, der får bedre levestandard? På den måde "vender og drejer" vi i realiteten intet men forudsætter blot status quo. Huse, fladskærme, køleskabe etc. kan bruge vedvarende energi, og det samme kan mange af de tog, der kan bruges som alternativ til rutefly.