Kronik

Fra feminisme til favorisme

Via favoriseringer af kvinder skal der nu skabes ’kønsbalance’ i sektorer som politik, arbejdsliv, kulturliv, universiteter og elitesport. Dermed diskriminerer vi alle andre grupper og gør de ’vindende’ kvinder en bjørnetjeneste, da de ikke har kæmpet sig til deres positioner, men fået dem tildelt
Som verdens bedste kvindelige skakspiller, Judit Polgár (tv.), har udtrykt det, kan hun godt stille op ved de særlige mesterskaber for kvinder, men hvis hun skal udvikle sit fulde potentiale, skal hun spille med i mændenes division.

Attila Kisbenedek

20. april 2013

KRONIK – I 1949 kritiserede Simone de Beauvoir i sit hovedværk Det andet køn de undertrykkende kønsroller, der udskiller kvinden som »den Anden« i forhold til manden. Det interessante i dag er, at udskilning af kvinden som ’den Anden’ nu sker på foranledning af feminismen selv, der ønsker særstatus for kvinder i konkurrencen med elitens mænd.

Ligestillingsbegrebet har umærkeligt forandret sig fra at betyde ligestilling i udgangspunktet til at betyde ligestilling i slutresultatet. Elitens kvinder skal nu skubbes frem til et ti-meters forspring i 100-meterløbet, så der samlet set kommer lige mange mænd og kvinder først over målstregen.

For første gang i verdenshistorien har man indført et princip om forfremmelse for en gruppe, der performer svagt. Jo svagere, der performes, jo flere skal forfremmes. Via favoriseringer af kvinder skal der nu skabes ’kønsbalance’ med henblik på ’fair’ andele til de to køn inden for forskellige sektorer såsom politik, arbejdsliv, kulturliv, universiteter og elitesport.

Politisk ’kønsbalance’

Inden for det politiske liv er der udviklet en symbolpolitik gennem normen om, at nye regeringer skal sigte mod ’ligelig kønsfordeling’, hvilket aktuelt har medført et antal relativt uerfarne, unge og blonde kvindelige ministre som sundhedsminister Astrid Krag (SF), miljøminister Ida Auken (SF) og socialminister Karen Hækkerup (S) i regeringen Thorning-Schmidt, hvor i øvrigt statsministeren selv landede på højeste politiske niveau uden kvalificerende erhvervs-, folketings- eller ministererfaring. Med professor i statskundskab Tim Knudsens ord om regeringskabalen i 2011:

»Så skal der være en kønsbalance. I vore dage er det vigtigt, at der er en ret stor repræsentation af kvinder … Og hvis de er unge og kønne, så gør det heller ikke noget.« Også det offentlige presser på for at skabe en, som det kaldes, »sund kønsbalance«. Her kan nævnes et par eksempler fra landets største arbejdsplads, Københavns Kommune: 1) Forsøget på i 2010 at indføre et princip om, at topledere skulle have personlige bonusser, hvis de ansatte kvindelige ledere inden for deres ressort. 2) Kommunens Charter for flere kvinder i ledelse, hvor målet er 40 procent deltagelse af det »underrepræsenterede« køn, bl.a. opnået via et væld af procedurer, herunder at undgå at »opstille mange specifikke krav til den ønskede kandidats erfaringer og kompetencer«. 3) Københavns Kommunes mange unge og relativt uerfarne kvindelige borgmestre (fem ud af syv). Fælles for både minister- og borgmesterposter er i øvrigt en form for paternalisme, hvor ældre ofte mandlige departementschefer eller direktører står klar bag de funklende kvindelige politikere med årtiers erfaring på højeste politiske niveau.

Også på universiteter som Aarhus og København indføres der regler om kønsrepræsentation, der bygger på, at institutter og fakulteter skal forgyldes med millionbonusser, hvis de ansætter kvindelige lektorer og professorer. Herved tilsidesætte s fagligheden, mænd diskrimineres og kvinder reduceres til svage ansatte, der paternalistisk skal hjælpes med at blive professorer af universiteternes grand old men.

Seperate prisuddelinger

Tendensen til at skabe en kvindelig parallelverden i kulturen ses ikke kun i kravet om bedre ’kønsbalance’, hvad angår kunstneriske hovedroller, lederstillinger, kunstindkøb og støttemidler inden for kultur og videnskab, men også ved skabelsen af en separat kvindelig prisstruktur. Kvinder skal nu ikke kun kunne tildeles priser i åben konkurrence, men også i en særlig beskyttet kvindekategori som f.eks. ’Årets Kvindelige Komponist’ eller ’Årets Kvindelige Iværksætter’. Man er ved at indstifte en form for kønsopdeling, hvor der er priser for musik, og så er der priser for kvinder i musik. Minder det ikke om golfsportens handicap, hvor kvinder ikke behøver at konkurrere på lige fod med mænd for at kunne ’vinde’?

De fleste forstår godt, at man indenfor elitesporten på grund af den markante fysiologiske kønsforskel lader kvinder stille op i en beskyttet kategori ved helt at adskille dem fra mændenes konkurrence. Men hvorfor er der også kønsadskillelse indenfor kognitive discipliner som tankesport – herunder OL i ’mind games’? Det kunne tyde på, at princippet om at beskytte kvinder mod kappestrid med de mest ekstremt dedikerede mænd er en mere universel figur, hvilket passer præcist med de tendenser, vi kan observere inden for erhvervslivet, det politiske liv, kulturlivet og på universiteterne. Alle disse fora har det tilfælles, at der arbejdes for oprettelse af beskyttede kategorier til kvinder med henblik på at skaffe dem de samme guldmedaljer, præmiepenge, stillinger og titler som de højest placerede mænd.

En bjørnetjeneste

Den favorisme, der er under konstruktion, bygger på, at en lille selekteret elite af kvinder skal sidestilles med de højst ydende mænd. Beskyttelsen af kvinder fra mænds konkurrence kan foregå hele skalaen rundt fra, at a) kvinder kun konkurrerer mod kvinder, til at b) der afsættes en særlig andel til kvinder, til at c) der trues med kvoter, til at d) kvinderne opnår positioner via kontante belønninger, og til at e) der skabes procedurer, der begunstiger udvælgelsen af kvinder.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke man helt mod hensigten gør de favoriserede kvinder en bjørnetjeneste? Ender de med at blive betragtet som et B-hold, der ikke tør stille op mod de bedste? For hvordan udvikler man sig bedst? Gennem åben konkurrence eller ved at tilhøre en skånekategori? Som verdens bedste kvindelige skakspiller, Judit Polgár, har udtrykt det, kan hun naturligvis godt stille op ved de særlige verdensmesterskaber for kvinder, men den eneste måde, hun kan udvikle sit fulde potentiale på, er ved at opsøge konkurrencen, hvor den er hårdest. Og det er dér, hvor alle har adgang, også mænd. At man så risikerer at blive placeret relativt lavt på verdensranglisten, må være til at leve med, al den stund at langt de fleste mænd heller ikke kan drømme om at blive højt placeret.

Et opsplitttet samfund

Hvis kønsrepræsentationen åbner sluserne for, at alle andre særgrupper også skal tildeles repræsentation, vil vi vende tilbage til en form for standssamfund, der vil splintre oplysningens ideal om, at mennesket optræder først som statsborger og siden med allehånde andre særidentiteter. Selv mænd vil begynde at kræve rettigheder som et kønskollektiv. Allerede nu er der tegn på, at skilsmissefædre kræver en øget andel af forældremyndighed og bopælsret til barnet, hvilket vil ramme kvinder, hvor det gør mest ondt.

Samfundet risikerer at blive revet i stykker af særinteresser, hvor gruppers særlige kendetegn bliver opfattet som afgrundsdybe forskelle, som statsmagten må anerkende i form af særregler. Samfundets sammenhængskraft står og falder med dets evne til at fastholde et fælles neutralt medborgerideal, hvor statsmagten og institutionerne tildeler alle borgere samme sociale rettigheder og pligter. Alt i alt ser vi i nutiden stærke tendenser til, at det er feminismen selv, der indstifter kvinde/mand-polariteten som en afgørende akse i samfundet og dermed udskiller kvinden som anderledes. Ikke de unge, ikke de ’etniske’ og ikke de socialt mindrebemidlede skal fremmes via særregler, men det skal kvinderne som den anerkendte ’Anden’, der skal repræsenteres af en præselekteret kvindelig elite, der oveni købet gør det endnu vanskeligere for andre ’særgrupper’ at komme frem til fadet. Vi bør nu besinde os på den oprindelige oplysningsfeminisme, der byggede på, at ingen må diskrimineres, ikke engang mænd, frem for den udartning af feminismen til ’favorisme’, der nu foregår.

Inden for feminismen joker man af og til med mænds taburetklæberi ved at fremhæve Groucho Marx’ bevingede ord:

»Undskyld frue, jeg ville gerne give Dem min stol, hvis det ikke var fordi, jeg selv sad på den.« Det er et sjovt citat, men jeg vil alligevel opfordre Groucho til at blive siddende, indtil der kommer en kvindelig komiker, der virkelig er bedre end ham, og ikke bare fordi hun er træt i benene, fordi det er hendes tur til at indtage pladsen, eller fordi »hun fortjener det«.

 

Hans Bonde er kønsforsker og professor ved KU. Han er forfatter til bogen ’Fordi du fortjener det’, Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • Jesper Wendt
  • Bo Carlsen
  • ulrik mortensen
Mihail Larsen, Jesper Wendt, Bo Carlsen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Ernstsen

Halvfjerdsernes rødstrømpeparoler gjorde klart og tydeligt den dengang langt mere sociale, men til gengæld mandsdominerede verden, opmærksom på de væsentlige forskelle, der var - og vel for så vidt stadigt er - på kvindelige dyder og den mandlige mangel på samme. Især lod man os dumme mænd forstå, at erhvervslivets ledelse og politik var i katastrofalt underskud for feminine, bløde værdier som forståelse, omsorg og empati. De få kvinder, der på den tid havde formået at skabe sig en karriere indenfor enten det økonomiske eller politiske liv - eller begge dele, for den sags skyld - udgjorde en større trussel mod feminismen end de var en styrke for bevægelsen, var man enige om, fordi de var blevet maskuline i de mandsdominerede politiske og økonomiske livs miljøer.

Nuvel, det kunne der selvfølgelig godt være en pointe i, ikke mindst når man så på den typiske mandlige direktør eller politiker på den tid: Arrogant og højrøstet, svær om livet med blankt, glat, tilbagestrøget hår, fede fingre om cigaren og whiskyglasset og nok mere ren i jakkesættet end på kroppen. Jamen, hvad skulle vi dog gøre uden alle disse herlige fordomme, spørger jeg bare?

Men retter vi blikket mod dagens politiske virkelighed, kan det da nok være, det giver anledning til at spærre øjnene op, for hvilket syn møder os ikke der? Kvinder. Kvinder overalt. Kvindelige politikere over hele linjen, særligt i regeringen. Som en syndflod nærmest. Men nok så betydningsfuldt: Kvinder der er kvinder, ikke maskuline kopier af deres mandlige kolleger. Rigtige kvinder, der uhindret er ræset op ad den politiske karrierestige, båret så flot frem af virkningerne fra deres formødres indædte kamp for ligestilling. Disse meget kvindelige kvinder er smagfulde i tøjet, har fikse håndtasker af de mest noble italienske mærker, og lægger deres diskrete makeup yderst feminint. Godt ser det jo ud - på overfladen. MEN - og dette men kan egentligt ikke skrives stort nok: Når man ser på den politik, disse vidunderlige kvinder er eksponenter for, kan det nok være, der tegner sig et helt andet billede end bløde feminine værdier som forståelse, omsorg og empati. Tværtimod. Her er godt nok ingen kære mor. Disse feminine kvinder står nemlig for den historisk ubetingede største enkeltstående afviklingsmanøvre af velfærd og socialitet i det danske samfund! Nå, ja, vi må selvfølgelig ikke glemme vores allesammens Bjarne C og Holger K. De skal trods alt også have en del af æren. Men sidstnævnte ligger et ubestemmeligt sted i det der 70'er/80'er akademikerbløde segment og tæller derfor ikke med som mand.

Helle, Margrethe, Annette og Mette. Regeringens ubestridte koryfæer og sirener. Og på næsten samme politiske fløj Pia og Lene. Åh ja, dejlige lille Lene. De konservatives på én gang lille lækkermås og totale kegle. Men kynisk, ja. Dejligt kyniske - alle sammen. Lutter kvinder sprængfyldt med kvindelige dyder, ikke sandt? Og de kan nu bryste sig af, i et tempo, der ville have gjort selv en hærdet jagerpilot svimmel, at have, om ikke indført (det var som bekendt Fogh og Løkke, der støbte kuglerne), men så dog gennemført og kronet værket: Socialfascismen (som slet og ret betyder: Ingen rettigheder, kun pligter).

John Liebach, Egon Madsen og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Men retter vi blikket mod dagens politiske virkelighed, kan det da nok være, det giver anledning til at spærre øjnene op, for hvilket syn møder os ikke der? Kvinder. Kvinder overalt."

Ja, det er da virkelig også bare for meget!

http://static.guim.co.uk/sys-images/Guardian/Pix/pictures/2013/2/8/13603...

Carsten Søndergaard, Hanne Ribens, Lars Jorgensen, Lilli Wendt, Anne Rasmussen, Ingrid Uma og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Fremragende og tankevækkende artikel.

På et eller andet tidspunkt i kvindesagens historie fra slutningen af det 19. århundrede og frem til i dag, fovandledes projektets incitament fra emancipation til misundelse.

Så meget er tydeligt.

Kvindesagen deler skæbne med demokratiet, velfærdsstaten og alle mulige andre gode idéer og initiativer: Udartning til onde parodier.

/O

Kristian Lund

www.information.dk/457844

Quick recap af ovenstående, fine modsvar til det ovenstående:
Mænd har, historisk og nu, været priviligerede. At forsøge at jævne spillebrædtet ved at indføre kønskvoter er ikke ikke derfor nødvendigvis den rette løsning. Men idéen - og slet ikke problemet den skal løse i sig selv - kan heller ikke afvises ved at sige "ingen må hjælpes pga. køn".
Mænd skubbes rutinemæssigt foran kvinderne på andre måder.

"Det gælder om for guds skyld at fastholde kvinder i bestemte roller,"

Det er dog en topmålt tåbelig udtalelse. Det gælder om at give alle samme muligheder. Og hvis kvinder skal favoriseres pga deres kromosom blanding, hvorfor så ikke politikker for rødhårede, jøder, enlige, filatelister, langdistancesvømmere og vegetarer.

Nick Mogensen

Vi er lever på mange måneder i et feminiseret samfund. Mange mænd er mere forfængelige end deres kvinder. Og konsensus er i sig selv et mål. Uddannelsesinstitutioner belønner offerkortet - som gerne trækkes af piger: De ved det virker. "Kvinder er svage, men kloge og mænd er stærke, men dumme" - Nietzsche.

Den konstruktive dissens er erstattet af følelsmæssig fornærmethed, så snart bemærkninger udveksles, der potentielt kan udstille et svagt punkt i en argumentation.

Hvis kærlighed er det stærkeste i menneskelivet, så betyder det også, at bag enhver mand gennem tiden, har der også stået en kvinde - og det er med sikkerhed ikke alle mænd der for 200 år siden, tævede deres kvinder. Mænd har kæmpet for kvinders opmærksomhed, og så længe kvinden kan udpege hvem hun vil befrugtes af - så længe sidder hun ultimativt på flæsket: dvs. resten af menneskets tidslinje.

At se på overfladen, giver for det meste kun et pseudo-indblik. Hvis en mand tjener flere penge end sin kone, må han jo automatisk have mest magt! Men det er ikke et seriøst perspektiv.

Tag fx mange børn i dag. De har i vid udstrækning magten over deres forældre. De bestemmer mere eller mindre deres egen opdragelse, selvom forældrene på overfladen er de mest magtfulde i den relation. Kærlighed gør ofte blind. Men nej er ligeså stor en del af kærlighed og samliv som ja.

Kvinder søger mere tryghed, mænd søger forholdsmæssige mere frihed. Det har helt naturlige årsager. Det er ikke hverken godt eller skidt. Det er blot.

Livet vil altid være et paradoks og med sikkerhed IKKE lige.

Manden trængen ind - kvinden fyldes ud; hun lukker ham ind. Medmindre vi skal blive endnu mere andrygone og feminiseret som mænd, så må dette infantile forsøg på at kastrere manden som modsætning til kvinden - og i stedet skabe et sølle surrogat af hende - stoppes. Det er absurd at ingen kan se den feminiserede mand i gadebilledet.

Kønspolitik(ken) er blevet totalitær og fascistoid.

Egon Madsen, John Liebach og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Nick Mogensen

@Kristian Lund.

Du hænger fast i en (u)korret historisk og nostalgisk fortælling om den slemme mænd. Selvom om dette skulle være tilfældet, så ændrer det ikke ved, at netop en holdning som din er med til at skabe en androgyn, mental tævepat til mand, fordi du ikke tager højde for, at der i fx uddannelsesinstitutionerne - især de videregående - er en klar overrepræsentation af kvinder. Og hvorfor ser du næsten aldrig en kvinde i en grusgrav eller på en byggeplads? Det profane arbejde, hvor værdi materialiserer sig, er igennem hele menneskets tid blevet forestået mestendels af mænd. Kvinder har passet på familien. Hvis udviklingen fortsætter, er den intellektuelle mand som race i store dele udvandet om 50-100 år. Provokerende fremsigelser bliver oftest latterliggjort, men viser sig ikke så sjældent at være sande.

Kristian Lund

@Nick Mogensen:

Din påstand om hvilke fortællinger jeg hænger fast i, er helt for egen regning. Og unødvendigt nedsættende...

Min holdning er, som jeg skrev, at mænd historisk har fået både magt, penge og agtelse på bekostning af kvinder. Det er underbygget til kedsommelighed, og at vi (gudskelov) ser en opblødning og endog området hvor kvinder nu er foran er korrekt, men ændrer ikke ved pointen.
Mænd bliver, pga. køn, sat foran i køen - på direktionsgangen, til jobsamtalen, ved lønforhandlingerne, osv.

Og det betyder heller ikke, Nick, at de folk der påpeger et ulige magtforhold, er med til at skabe en "androgyn tævepat".

-

"Hvis udviklingen fortsætter" er Danmark kun beboet af medlemmer af pop-grupper i 2021...

At dine fremsigelser er provokerende gør det ikke mere sandsynligt at de er sande - de grinede af Galileo... og af Bozo the Clown...