International kommentar

Frankenstein i Budapest

Viktor Orbán manipulerer ikke så meget med den ungarske nation, som han giver den mæle: Ungarerne sidder fast i et mytisk selvbillede fra en traumatiseret fortid
8. april 2013

Engang var ungareren en statelig figur med voksbehandlet, sort overskæg og stærke lår i stramme ridebukser. En allerhelvedes karl, der betvang fuldblodshingste og erobrede kvindehjerter. Lidenskabelig var han, for paprikaen brændte hedt. Ja, undertiden var det, som om ungareren lige var steget ud af en operette. Komponister som Lehár, Kálmán, Brahms og Liszt bidrog til at konsolidere vor romantiske skabelon af den ’typiske’ repræsentant for en nation, som resten af Europa kun vidste ganske lidt om.

Hvordan kunne vi få noget vide? Kun få i Europa, der ikke selv er ungarere, kan læse eller tale sproget. Langt de fleste af os forbliver afhængige af oversættelser, sekundære kilder og formodninger. Kun sent og nogle gange slet ikke opdager vi, hvad der virkelig går for sig i Ungarn.

De ungarske skabeloner

Der findes undtagelser, hvor virkeligheden føjer sig efter skabelonen. På fotos fra Budapest, efteråret 1956, støder vi på unge mennesker, herunder unge kvinder, der ser ud, som om de er på vej i teatret. De unge damer har hatte eller baskerhuer på, de unge mænd laksko og sorte jakkesæt. Men over skulderen bærer de rifler eller maskinpistoler. Husene langs boulevarden er skudt i grus. Bag de unge skimter vi udbrændte sovjetiske kampvogne.

Det romantisk-heroiske varer dog sjældent længe, og en mere ’typisk’ inkarnation af ungareren var ham, vi mødte i de sidste kommunistiske årtier: János Kádár, quislingen, som Kreml indsatte, da Den Røde Hær havde besejret de unge med baskerhuerne, og som snart overbeviste sig selv om, at alle, der ikke viste modstand mod hans regime, var for det. Forsigtigt begyndte Kádár dog til sidst at løsne et par skruer hist og her og vende det blinde øje til afvigelser. Det var dengang, Ungarn blev kaldt ’den lykkeligste kaserne’ i lejren af østeuropæiske folkedemokratier.

Den ’typiske’ ungarer var nu en lidt overvægtig, småborgerlig og ikke videre heroisk forbruger, mens den ungarske partifunktionær, som også var lidt overvægtig, havde forvandlet sig til en kæderygende astmatiker med flosset ydre og melankolsk blik: Nu troede han hverken på Marx, partiet eller fremtiden længere. Og så brød kommunismen sammen. Næsten fra den ene dag til den anden.

Årene fra 1867 til 1914 regnes for Ungarns moderne storhedstid. Det var dengang, Østrig – svækket efter sit krigsnederlag til Preussen – måtte dele magten med Ungarn i det ejendommelige habsburgske dobbeltmonarki. I deres halvdel var ungarerne ikke blot deres egne herrer, de var også herrer over flere ikke-ungarske folkeslag. En ofte brutal magyariseringspolitik var Budapests svar på nationsspørgsmålet. Men efter Første Verdenskrig ophørte den store ungarske stat, som var indlejret i den habsburgske, med at eksistere. Og de fredsbetingelser, som Ungarn fik dikteret i Trianon-traktaten af 1920, blev mere ødelæggende end Tysklands i Versailles: Det mistede tre fjerdedele af sit territorium og to tredjedele af sin befolkning, mens over en fjerdedel af alle etniske ungarere endte uden for den nye ministats grænser. Hvor de har været lige siden.

Fortidens skygger

Resten af ungarernes historie i 1900-tallet kan beskrives som en række forsøg på at genvinde fordums tabte storhed, der kun bragte nye, ødelæggende nederlag med sig. Ej heller er vore dages Ungarn kommet sig over sine historiske traumer. Nok er revanchisme og grænserevisioner kun politisk program for det højreekstremistiske Jobbik, landets tredjestørste parti, men Trianon er forblevet et følelsesmæssigt referencepunkt også for nutidens politiske spørgsmål. Gårsdagens skabeloner og standarder har kunnet leve videre. Sandt at sige har det ungarske samfund aldrig konfronteret sig selv med sin egen fortid. Hellere end et kritisk selvopgør har myte og ønsketænkning fået lov at dominere.

Men fortiden er noget, vi selv er med til at skabe. Tager vi ikke ansvar for den, vil den leve sit eget liv uden for vor kontrol. Som da Dr. Frankenstein mistede herredømmet over sit monster.

Midt i den europæiske krise er der overhængende fare for, at nationens traumer kommer til at farve den politiske dagsorden. Perspektivet bliver den forurettede småstats: Omverdenen – Europa – forstår os ikke. Vi bliver igen behandlet elendigt og dybt uretfærdigt. Man ringeagter os, udplyndrer os og vil gøre os til tjenere i vores eget land. Vores uafhængighed trues af udenlandske banker, IMF eller Bruxelles, og den ungarske nation trues af udenlandske elementer (jøder og sigøjnere) og fjender i egne rækker.

I denne sentimentalt-aggressive litani blandes vrede, selvmedlidenhed, storhedsvanvid, mindreværd, og trods. At det urbane civilsamfund protesterer imod en sådan politik gør ikke større indtryk. Det er stadig for svagt og begrænset til Budapest, landets eneste større by.

Europas største folkeforfører

Viktor Orbán er et politisk talent. Han har en klar vision, som han styrer efter, selv om den mere har at gøre med gårsdagen end morgendagen, mere med myte end med virkelighed. Uden mandat taler han gerne på alle ungareres vegne, rede til at forsvare dem imod omverdenens angreb på, hvad han ser som ungarerens hæder og ære. Og de, som ikke er for hans regime, er imod det: Ungarns internationalt anerkendte intellektuelle fører sig frem som opposition, men er nemme at afvise som gårsdagens kommunister. Orbán har vendt Kádárs strategi på hovedet.

Men Orbán manipulerer ikke så meget med den ungarske nation, som han giver den mæle. Snarere har nationen den Orbán, den fortjener. For ingen anden politiker i Europa kan måle sig med ham som folkeforfører; ingen anden har tilsvarende massiv folkelig opbakning, som den Orbán kunne sikre sig ved et demokratisk valg. Orbán siger jo blot, hvad utallige ungarere ønsker at høre, og med sit eget absolutte flertal i parlamentet kan han gøre, hvad han vil.

At han dermed også undergraver retsstaten, skaber indtil videre større harme og bekymring i resten af Europa end hos de fleste af hans landsmænd.

 

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu