Kronik

Gensyn med den omvendte verden

De nyliberale tror, at de har sejret ad helvede til, men det er en politisk boble, der uundgåeligt vil briste. Præcis som vi så det for venstrefløjen i 1970’erne
Daværende statsminister Anker Jørgensen (S), med forhenværende statsminister Jens Otto Krag (S) og finansminister Henry Grünbaum (S) i 1973, kort før oliekrisen slog igennem og verden gik af lave. Henry Grünbaum var hovedforfatter til LO’s rapport  ’Økonomisk demokrati’ fra 1971, hvor økonomer i arbejderbevægelsen – bl.a. Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen – regnede på forslag til demokratisering af ejendomsretten til produktionsmidlerne.

Mogens Ladegaard

6. april 2013

Vi har en rød regering, der gennemfører omfattende sociale nedskæringer og miljøforringelser, giver skattelettelser til de rigeste og erhvervslivet samt satser ensidigt på vækst i den private sektor.

Rødt er blåt. Venstre er højre. Socialisme er kapitalisme.

Det er den omvendte verden, men ikke uden fortilfælde. For hvis vi vender fortegnet, minder situationen faktisk meget om 1970’erne. Det er formen, der er ens, mens indholdet er vendt på hovedet. Bag denne mystiske forvandling gemmer sig basale politiske mekanismer.

Den aktuelle politiske udvikling er præget af krisen og 1970’erne var også en krisetid. Dengang var det efterkrigstidens velfærdsstat og socialdemokraternes politiske monopolstatus, der var kriseramt. Og i den første fase af krisen var det venstreoppositionen, der satte dagsordenen.

Fogh og borgerløn

Det var samfundskritikken fra venstre, der prægede den offentlige debat. Venstrefløjen stod så stærkt i den politiske kamp, at højrefløjen var nødt til at orientere sig efter venstrefløjens forslag for overhovedet at blive hørt.

Datidens højreorienterede måtte altså ikke kun tåle at være underlagt det socialdemokratiske herredømme i 1960’erne, de måtte også bøje sig yderligere i det følgende årti, da det generelle ideologiske billede drejede skarpt mod venstre.

Stabiliteten af et politisk regime afhænger af bred opbakning, og det vil sige, at centrale aktører på begge fløje skal være enige om den politiske udvikling. Det så vi i 1960’erne, men den politiske opbakning til efterkrigstidens velfærdsstat gik i opløsning i 1970’erne på grund af kritik fra både venstre og højre.

I første omgang var det så de venstreorienterede, der indtog styrkepositionen i den turbulente krisetid. Det er næsten umuligt at tro i dag, men i 1970’erne var borgerlige som Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller positivt indstillede over for økonomisk demokrati og borgerløn.

Det var først i 1980’erne, at det nye venstre blev marginaliseret og nyliberalismen begyndte at vinde frem. I dette årti vendte de ideologiske vinde radikalt, men blev samtidig modarbejdet kraftigt af venstrefløjen. En ny situation med politisk stabilitet opstod først i 1990’erne, da socialdemokraterne og fagbevægelsen accepterede den nyliberale dagsorden.

Gennem Poul Nyrup Rasmussens tid som statsminister blev den politiske overgang fra velfærdsstaten til nyliberalismen konsolideret, da der i denne periode blev skabt bred opbakning til det nye politiske projekt, på begge politiske fløje.

Storhed og krise

Det 20. århundredes sidste årti var også nyliberalismens storhedstid, for dette årti var præget af høj økonomisk vækst og politisk optimisme. Særligt siden 2008 er det gået ned af bakke, og nu er det nyliberalismen, der er præget af økonomisk og politisk krise.

Den umiddelbare politiske reaktion minder formmæssigt om velfærdsstatens kriseudvikling: Først stadfæstes og intensiveres den politiske kurs.

Hvor det i 1970’erne handlede om et opgør med økonomisk vækst og miljøødelæggelse, samt udbygning af demokrati og lighed, også for mange borgerlige, så ser vi i dag, at socialdemokrater, fagbevægelsen og SF’ere bakker op om evig kapitalistisk vækst, øget ulighed og privatisering.

Mens det i 1970’erne var venstreorienterede opinionsdannere, der satte dagsordenen, er det i dag nyliberale debattører, der præger mediebilledet. Det er Cepos, Liberal Alliance og nyliberale økonomer, der udtrykker de almene sandheder og tegner den ideologiske debat.

Da regeringen fremlagde Vækstplan DK blev de rost af økonomer, erhvervslivet og de borgerlige. Det aktuelle krisebillede falder sammen med et regeringsskifte efter 10 års borgerligt styre, og de højreorienterede kræfter i samfundet kan godte sig over, at socialdemokrater og SF’ere ikke kun har overtaget deres nyliberale politik, men i realiteten har intensiveret den nyliberale reformkurs.

Politiske bobler

De nyliberale tror, at de har sejret ad helvede til, ligesom de venstreorienterede troede det i 1970’erne. Men de glemmer, at vi står i en grundlæggende krise, eller bilder sig måske snarere ind, at nyliberalismens krise kan løses med mere nyliberalisme, ligesom socialdemokraterne en gang var overbeviste om, at velfærdsstatens krise kunne løses med mere velfærdsstat.

Socialdemokraterne tog fejl. Det gør de nyliberale også i dag.

Vi oplever en ny politisk boble, der ikke kan undgå at briste. Vi ved, at en økonomisk boble er en kraftig vækstudvikling, hvor urealistiske forventninger til evigt høje prisstigninger til sidst bliver indhentet af virkeligheden, hvorefter billedet vender skarpt og priserne rasler ned. Det ser vi eksempelvis jævnligt på aktie- og boligmarkederne.

1970’erne var en politisk bølge, der blev til en boble, idet venstrefløjen opbyggede så store luftkasteller, at de umuligt kunne overleve et virkelighedstjek, og da nedturen så satte ind, kom der en kraftig modreaktion i form af massiv pessimisme og desillusion, som siden da har præget denne politiske fløj.

Sideløbende har de nyliberale mobiliseret omkring et nyt politisk projekt, men dette projekt er nu en gigantisk boble, der balancerer på bristepunktet, idet forestillingerne om fremtidens vækst og politiske fremgang er komplet urealistiske.

De bristede økonomiske bobler på de finansielle markeder i 00’erne er i dette årti blevet overgået af en politisk boble, der bygger på et manisk forventningsniveau om høj vækst og politisk succes. Først når denne boble brister, vil den nyliberale æra være afsluttet.

Aktuelt oplever de nyliberale en falsk storhed på lånt tid, der er et obskønt spejlbillede af 1970’erne. Det er en pine at overvære, men der er intet alternativ til at lade boblen briste. Den politiske debat er aktuelt så uvirkelig og forvrænget, at enhver politisk fornuft er tilsidesat.

Virkeligheden fortrænges, idet fortidens vækst og politiske sandheder projiceres ind i fremtiden, mens krisen netop handler om, at de kendte økonomiske og politiske ’nødvendigheder’ er brudt sammen.

En åben situation

Og hvad så når boblen brister? Vil det politiske skema fra slutningen af det 20. århundrede også gentage sig med omvendt fortegn, sådan at den nu marginaliserede og handlingslammede venstrefløj vil overtage dagsordenen og det politiske pendul igen vil svinge klart i den modsatte retning? Næppe.

Den aktuelle krise er mere grundlæggende end krisen i 1970’erne, så de kommende forandringer bliver sandsynligvis endnu mere omfattende. Det politiske billede er i dag mere åbent. Det 20. århundredes skemaer og logikker fungerer slet ikke længere.

Løsningerne på det 20. århundredes kriser indebar, at den økonomiske vækst og de politiske institutioners legitimitet blev genoprettet. Det så vi i efterkrigstiden og igen ved århundredets afslutning. I dag står vi i en helt anderledes krisesituation, præget af kronisk lavvækst og permanent politisk legitimitetstab, i forlængelse af talrige økonomiske og politiske bobler.

Væksten kan ikke genoprettes, og forskydninger i det politiske system kan heller ikke fortrænge krisen. Hvis en krise af denne dybde skal overvindes, vil det indebære helt nye økonomiske relationer og politiske institutioner. Vi lever stadig i en boble, men virkeligheden trænger sig på.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Wendt
  • randi christiansen
  • Kim Øverup
  • HC Grau Nielsen
Jesper Wendt, randi christiansen, Kim Øverup og HC Grau Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Palle Svensson

Interessat artikel. Den hviler i høj grad på fortolkninger og i mindre grad på faktisk dokumentation. Hvad er for eksempel grundlaget for at tale om et aktuelt "permanent politisk legitimitetstab" med reference til de politiske institutioners manglende legitimitet i det 20. århundrede? Skal det forstås på den måde, at de politiske institutioner i dag mangler legitimitet, og hvad er i givet fald dekumentationen for dette?

Artiklen er overfladisk

sejret ad helvede til, ligesom de venstreorienterede troede det i 1970’erne

Hr. Lektor Peter Nielsen - Der var ingen der troede at arbejderbevægelsen havde sejret ad helvede til.

Sandheden er at der blev arbejdet indædt på gennem Økonomisk Demokrati, at "flytte hegnspæle" og før end de var flyttet, var der ingen med forstand på kapitalismen og dens funktionsmåde der troede på et udviklingens kvalitetsspring...

Man bliver træt af at få den samme floskler kastet i hovedet igen og igen.

"Væksten kan ikke genoprettes" er åbenbart Peter Nielsen budskab og derfor kan "forskydninger i det politiske system kan heller ikke fortrænge krisen".

Klassekampen er en lang krise for de lavstlønnede i samfundet, og de venstreorienterede kan godt finde ud af at forvalte krisen på en måde så alle kan leve et anstændigt liv - fattigere er vores samfund ikke - så lavindkomstgrupperne foretrækker venstreorienteret politik - sådan er dét.

Noget andet er at socialdemokratiet svigtede da der skulle "flyttes hegnspæle" - men det kan rådes bod på.

n n, Kristian Rikard, Jens Overgaard Bjerre, Steffen Gliese, Karsten Aaen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og vi har indtil næste valg til at formulere den nye miljø-og socioøkonomisk bæredygtige politik som 'Den Store Omstilling' må baseres på - og som et flertal vil ønske at støtte. Som Bill siger, så kan ' de venstreorienterede godt finde ud af at forvalte krisen på en måde så alle kan leve et anstændigt liv '- opgaven er at præsentere løsningen, tilgangen, på en overbevisende og betryggende måde ifht administrationen af fællesskabets ressourcer

Steffen Gliese

At argumentere med en - iøvrigt tvivlsom - udlægning af fortiden som argument for kommende tiders herlighed forekommer at være akademisk uvederhæftigt. Historien gentager sig aldrig, er der enighed om, men man kan åbenbart godt argumentere med, at det gør den.
Det handler om magtforhold, og det handler her om, som Bill Atkins påpeger, at det i 70erne ikke blev nået at ændre afgørende på dette. Næste store forsøg - arbejdsmarkedets fonde og pensionsordningerne - har aldrig fået den udnyttelse af magt, som de burde, bl.a. pga. en ny type ejerfonde af helt anderledes kynisk tilsnit.
Når det er sagt, så er det klart, at "velfærdsstaten" måske bør aflives som projekt, og den demokratisk socialstat i stedet være målet. At tale om lavvækst er noget af en tilsnigelse, eftersom det eneste, der er lavvækst, er den pris, varer kan indbringe, når der er umådelige mængder af dem - langt mere, end der på verdensplan efterspørges, pga. konkurrencen mellem firmaer og ønsket om at give grænseløst frie valg til "forbrugerne".

Steffen Gliese

Da den socialdemokratiske velfærdsstat fungerede bedst, gik arbejdet ud på at løse opgaverne optimalt for borgerne, ikke nogle kunder i butikken.

n n, Jens Overgaard Bjerre og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

13 gange henvises der i artiklen til udtrykket "boble". Og man bliver uendelig træt, at at høre de samme gentagelser om samfundet, set ud fra et teoretisk/økonomisk perspektiv.

En undersøgelse af de sidste 40 år vil vise, at arbejderklassens ledere i dag, ikke aner hvad det vil sige at arbejde; samtidigdig med, at de er fuldstændig ligeglad med Arbejder- og Underklassen.

Man kan sige, at de lever i deres egen boble, som er farvet af lige store dele griskhed og dumhed. Og fagforeningen, sagt med nutidens genopfundne udtryk, ligger i et eller andet marmor slot og onanerer, mens de fantaserer sig tilbage til starten på 70erne.

Per Eskildsen

I det nye DR2 sad de hygge intellektuelle forleden dag og diskuterede ganske alvorligt om en indopereret mikrochip, der skulle skabe en mæthedsfornemmelse, kunne være et nyt middel mod fedme, men som alle ved, er de fleste kure eller operationer, spildte over tid, fordi problemet mere er af neurotisk eller åndelig karakter, men så fik de hygge intellektuelle også deres måltid.

Men man kunne måske drage en slags parallel til Anders Fogh perioden, hvor han som en toptunet Låsby Svendsen gjorde Danmark til et Hjallerup marked, med alt fra Irak krigen til finansbobler og skattesagen, men der er foreløbig ingen rygende pistoler, der kan tvinge højrefløjens vælgere til at kikke indad og der er jo ærgerligt for en del af kapitalismens skønhed, er jo, at den ikke trives så godt med for meget ubalance i de menneskelige dødssynder, som sådan en slags åndelig microchip, mod den slags over spisning.

En anden parallel kunne være hvor dårligt det lige fra starten er gået for regeringen, hvilket jo er mærkeligt, for politikerne kan jo kun levere de løfter og den politik som vælgerne har sammensat folketinget til, så måske er det fordi at venstrefløjens vælgere kikker så meget indad, at de mere er i deres gode følelsers vold end den realpolitiske virkelighed og derfor må de benytte demokratiets frihed til at rykke frem og tilbage, til de finder balancen i dem selv, som endnu en slags åndelig mikrochip mod den slags spiseværing.