Kronik

Guernicas rædsler

76 år efter Tysklands angreb på den lille spanske by Guernica kan vi stadig lære noget af det billede, Picasso malede i sin afmagt – en billedliggjort protest mod umenneskelig brutalitet og menneskeskabt meningsløshed
Picassos ’Guernica’ kan i dag ses på Spaniens nationale museum for moderne kunst, Museo Reina Sofia, i Madrid.

Jon Santa Cruz

27. april 2013

Det 20. århundrede var på mange måder en opvisning i menneskelig grusomhed og brutalitet. Ikke alene oplevede vi to voldsomme verdenskrige. Men også en lang periode med Den Kolde Krig, hvor to mægtige supermagter delte verden i to halvdele og fremstillede ødelæggelseskraft nok til at sprænge kloden i stumper og stykker en hel del gange. Kun fordi den ene part havde ligeså meget ødelæggelseskraft som den anden, undgik man den totale ødelæggelse, hvilket fik iagttagere til at betegne forholdet med den udsøgte eufemisme ’terrorbalance’.

Og ikke så snart var Den Kolde Krig et overstået kapitel, før det hårdt prøvede Europa atter blev skueplads for grusomheder, vi ikke havde set siden Anden Verdenskrig.

Det tidligere Jugoslavien forvandledes i løbet af 1990’ernes begyndelse til et inferno af indbyrdes stridende religiøse og etniske grupper, som bekrigede hinanden med en målrettet hadefuldhed, som man ikke skulle tro var mulig længere. Som da f.eks. serbiske soldater i juli måned 1995 massakrerede 8.000 bosniske muslimske mænd og drenge i byen Srebrenica, mens hollandske FN-styrker bare stod og så på, fordi de ikke havde mandat til andet end at være – ja, fredsbevarende!

Men der skal ikke mange års fred og fordragelighed til, før vi lykkeligt glemmer, hvor uregelmæssig freden i reglen er. Freden blev tilkæmpetog skal derfor fortsat være aktiv, så den ikke stivner i fredsommelighed og almindelig ligegyldighed, som bevidstløst tager den for givet, så længe det går godt.

Picassos opgave

Ved indgangen til året 1937 fik den berømte spanske maler Pablo Picasso (1881-1973) en anmodning fra den netop demokratisk valgte republikanske regering i Spanien om at male en stor fresco til den spanske pavillon ved den forestående Verdensudstilling i Paris senere på året. Verdensudstillingen skulle som tidligere år være en fejring af det menneskelige fremskridt og dens teknologi, som verden i fællesskab kunne beundre og dermed tage yderligere skridt fremad mod civilisationens voksende dominans over barbari og krig.

Picasso var i forvejen inde i en uinspireret periode og personlig krise, så han måtte tage mange tilløb til maleriet. Han forsøgte at fange noget typisk spansk i de første skitser, så selvfølgelig skulle der optræde en tyr i billedet. I begyndelsen var maleriet sandsynligvis tiltænkt at skulle fremstille en heroisk tyrefægtning med en rank matador og en arrig, angrebslysten tyr.

Midt under disse tilløb og skitser indtraf imidlertid en voldsom begivenhed i Picassos eget hjemland, som pludselig forandrede perspektivet for ham. Og for mange andre.

Den 26. april 1937 var en mandag og derfor torvedag i den lille baskiske by Guernica. I byen boede dengang ca. 7.000 mennesker, hvoraf mange netop dén dag var samlet i byens centrum for at handle. 30 km fra byen lå fronten, og hidtil var byen og dens befolkning blevet skånet for borgerkrigens rædsler.

Den fascistiske oprørsleder Francisco Franco (1892-1976), som senere blev Spaniens enerådige diktator, var i tæt ideologisk ledtog med Mussolini i Italien og Hitler i Tyskland, som begge havde travlt med at skaffe både sig selv og deres land og folk ’Lebensraum’ – navnlig på andres bekostning.

Ikke mindst havde Tysklands diktator behov for at afprøve omfanget af sin magt og styrke, inden han for alvor gik i gang med at realisere sin hede drøm fra Mein Kampf om at udvide det tyske territorium mod øst og navnlig i den forbindelse først bombe engelske byer fra luften, så den store nabo mod nordvest kunne blive uskadeliggjort.

Det tyske angreb

Efter angiveligt hemmelige samtaler mellem kredse omkring hhv. Franco og Hitler indledte det tyske luftvåben et usandsynligt voldsomt angreb på den lille baskiske by i Nordspanien hin dag den 26. april 1937 kl. 16.30. Bølger af tyske bombemaskiner fløj ind over den intetanende landsby og kastede bl.a. 500 kilos brandbomber med ca. 20 minutters mellemrum indtil kl. 19.45 om aftenen. Altså næsten uafbrudt i tre timer.

Relativt hurtigt var byens centrum fuldkommen ødelagt. Kvinder, børn, mænd og husdyr flygtede hovedkulds ud af byen, men blev beskudt af andre tyske flyvemaskiner med maskingeværer.

1.654 mennesker blev dræbt og 889 såret i dette levendegjorte helvede. Senere iagttagere konkluderede med foragt, at angrebet alene var blevet iværksat »i et forsøg på at ødelægge den (byen) for på klinisk måde at iagttage virkningen af et sådant ødelæggende angreb« (Den spanske Borgerkrig, bind 2, s. 82). Altså som et slags forstudium til Anden Verdenskrig.

Den følsomme og på det tidspunkt uinspirerede Picasso blev også ramt. På hans menneskelighed og indignation. På hans medfølelse og foragt for krigens gru og brutalitet. Og motivet for hans maleri begyndte at tage form og udtryk efter, hvad han sammen med resten af verden netop havde set i Guernica. Som han sagde: »At male handler ikke om at udsmykke lejligheder. Det er et våben mod brutalitet og uvidenhed.«

Protest mod meningsløsheden

Resultatet af hans protest og dybe indignation kan ses på det ca. 3,5 meter høje og 7,8 meter brede billede, som i dag hænger på Spaniens nationale museum for moderne kunst, Museo Reina Sofia, i Madrid. Hertil kom billedet på Picassos fødselsdag – 25. oktober 1981 – efter at have været det meste af verden rundt siden den første fremvisning på Verdensudstillingen i Paris i 1937, og havde således spredt sin pågående protest mod umenneskelig brutalitet og menneskeskabt meningsløshed.

Da Tysklands ambassadør i Frankrig, Otto Abetz (1903-1958), i 1937 besigtigede den spanske pavillon, stod han på et tidspunkt foran Guernica sammen med Picasso og spurgte med slet skjult forargelse og et vrængende ansigtsudtryk: »Er det Dem, der har lavet dette?« Hvorpå Picasso kort og godt svarede: »Nej! Det er Dem!«

Maleriet, hvori Picasso fremstiller Guernicas rædsler, er naturligvis ikke en nøjagtig gengivelse af de grusomheder, som hændte. Det mente Picasso slet ikke kunne lade sig gøre. Men netop fordi begivenhederne i Guernica dels antog et så ubegribeligt omfang og derfor også dels skabte så store rystelser hos følsomme og indignerede kunstnere som Picasso, rummer det en i virkeligheden meget stærk og lutret protest, der visuelt genlyder som et ekko af en intakt menneskelighed.

Kampen for fred

Maleriet er i den forstand ikke bare grusomt, men også grimt. Det vender den inderste ondskab og det inderste had, som mennesker kan rumme, udad, og udstiller den uden omsvøb. Det lader os få et sjældent indblik i, både hvad mennesker indeholder af ondt og grusomt på den ene side – og af godt, ædelt og for så vidt smukt på den anden.Om end det sidste er skjult og ikke lader sig iagttage direkte i billedet. Fredsommeligheden bliver med andre ord aktiveret til en kæmpende og indigneret fred. Både for os selv og andre.

Kun på den måde har de lidelser, den død og den himmelråbende sorg og fortvivlelse, som overgik Guernicas borgere, ikke været forgæves. Kampen for fred, indbyrdes fællesskab og fordragelighed, kærlighedens virksomme og aktive støtte, hjælp og vejledning af de svage og sårbare, tilgivelsens genoprettelse af de brudte relationer, bilæggelsen af stridigheder – og mange andre gode, ædle og for så vidt smukke og attråværdige dyder og idealer rummes indirekte og skjult virksomt som appel i Picassos fantastiske billede, Guernica.

 

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • René Lund Chetronoch
René Lund Chetronoch anbefalede denne artikel

Kommentarer

Læs i Geert Mak's bog "EUROPA, en rejse gennem det 20. århundrede" bl.a. om den katastrofale spanske borgerkrig og Guernica. Læs om hvordan borgerkrigen stadig er et emne som man ikke taler om.