International kommentar

Gyldne, gensplejsede ris er fremtidens mad

Skal vi mætte alle munde, er der ikke andet alternativ end at hæve udbyttet dramatisk. En udvidet brug af gensplejsede afgrøder må dække efterspørgslen. Der er ingen andre løsningsforslag på bordet
16. april 2013

14 år er gået, siden forskere udviklede en ny type gensplejset version af ris, som har den værdifulde egenskab, at den fremmer produktionen af A-vitamin – en afgørende nødvendighed for at modvirke blindhed og diverse sygdomme hos børn i udviklingslande. Om et par måneder bliver Filippinerne det første land til at frigive de såkaldte gyldne ris til dyrkning. Snart følger også Bangladesh og Indonesien efter, mens Indien overvejer det seriøst.

Godt så. Men 14 år er temmelig lang tid, ikke? Antallet af børn i udviklingslande, der er blevet blinde som følge af A-vitamin-mangel i denne periode (og hvoraf godt halvdelen døde inden for et år efter at have mistet deres syn), er mindst tre millioner: WHO anslår, at mellem en kvart million og en halv million børn hvert år bliver blinde på grund af mangel på A-vitamin.

Gyldne ris indeholder beta-caroten, et orange-farvet pigment, der er et vigtigt såkaldt prækursorkemikalie, som kroppen skal bruge til at producere A-vitamin. Søde kartofler, gulerødder, spinat og butternutsquash er naturligt rige på beta-caroten, hvorimod almindelige hvide ris stort set ikke indeholder spor. Og ris er den vigtigste fødevare i grundkosten hos omkring halvdelen af verdens befolkning.

Så hvad er forklaringen på, at det skulle tage så lang tid, før landbruget fik adgang til denne rissort? Gyldne ris blev udviklet sidste i 1990’erne af Peter Beyer, professor i cellebiologi ved Freiburg Universitet i Tyskland, og Ingo Potrykus fra Institut for Plantevidenskaber i Schweiz, og var klar til markforsøg i 2000. Men de første markforsøg blev forhalet i syv år på grund af protester fra Greenpeace og andre miljøgrupper. At overvinde diverse juridiske hindringer tog yderligere seks.

Naturlig og unaturlig

Både protesterne og de reguleringsmæssige barrierer bygger på den forestilling, at gensplejsede planter på en eller anden måde er ’unaturlige’. Hvilket automatisk må rejse spørgsmålet: Hvilke menneskelige fødevareafgrøder er da ’naturlige’, i den forstand, at vi finder dem vildtvoksende i naturen. Svar: ingen.

Det er derfor, økologen Stewart Brand i sin tid anbefalede udtrykket ’gensplejset’ frem for det mere almindelige ’genmodificeret’ med den begrundelse, at alle domesticerede planter er blevet genetisk modificeret, det være sig ved krydsning eller ved at udsætte frø for bestråling. Ingen af dem ville overleve i den vilde natur.

Gensplejsning er bare en mere effektiv og smartere måde at nå de samme mål på. Meget af den tidlige modstand imod teknikken var ikke stort andet end overtroisk frygt for det ukendte. Parret med en i begyndelsen mere velbegrundet bekymring for, hvorvidt sådanne fødevarer kunne udgøre en sundhedsrisiko for forbrugerne.

Den måde, hvorpå GMO-afgrøder først blev introduceret, var da også egnet til at vække modstand. I 1996 begyndte Monsanto, verdens førende biotech-virksomhed, at markedsføre gensplejsede versioner af majs, sojabønner, bomuld, raps, sukkerroer og lucerne, der var blevet manipuleret på en sådan måde, at de bedre tålte glyfosat, et meget effektivt ukrudtsbekæmpelsesmiddel, som selskabet med stor succes havde solgt siden 1974 under navnet Roundup.

Patentet på Roundup udløb i 2000, og derved blev det i teorien også muligt for konkurrerende virksomheder at producere glyfosat. Men i praksis kunne Monsanto med sine patenter på de nye frø forlænge sit monopol i yderligere et årti: Selvfølgelig kunne landmænd købe glyfosat hvor de ville, men ville de have et optimeret produkt, måtte de købe Monsantos herbicidresistente frø – kaldet, naturligvis, Roundup Ready.

Derpå udfoldede Monsanto et nådesløst lobbyarbejde for at få sine GMO-frø gennem myndighedernes godkendelsesproces og ud på markedet. Det lykkedes fint i Nordamerika og i de fleste andre store korndyrkningsområder. Men ikke i Europa. Samtidig vakte pressionstaktikken vrede og mistro i brede kredse, som stadig varer ved, selv halvandet årti senere.

I dag står det imidlertid klart, at GMO-afgrøder ikke udgør en sundhedsrisiko. Nordamerikanerne har spist dem i femten år, hvorimod europæerne stort set ikke spiser dem. Og det har ikke været muligt at finde nogen signifikante forskel i sygdom og dødelighed, der kan forbindes med denne fødevareteknologi.

Imens er høstudbyttet steget dramatisk, samtidig med at brugen af ukrudts- og insektmidler er faldet, og no-till landbrug – direkte såning, der nedbringer de kuldioxidemissioner, som sker ved pløjning – er blevet langt mere udbredt. Modstanden mod GMO-afgrøder kom aldrig fra landmændene og er nu i kraftig tilbagegang i offentligheden.

Ingen andre løsninger

Der er syv milliarder af os i dag, og vi vil være mindst 8,5 mia., før den menneskelige befolkningsvækst på denne planet flader ud. Hertil kommer, at i takt med at levestandarden stiger i de fleste tidligere fattige lande, ændrer også kostsammensætningen sig til fordel for et højere kødforbrug. For at imødekomme den efterspørgsel er endnu mere korn nødvendig.

Vi bruger omkring 40 pct. af planetens landareal til at dyrke vores mad. Det er allerede for meget, fordi erstatningen af den komplekse naturlige økologi med vores enkeltafgrøds-landbrug fjerner nogle af de vitale elementer fra de kemiske og biologiske cyklusser, der holder vores klima stabilt. Som miljøforkæmperen Jim Lovelock, forfatteren af bogen Gaia hypotesen, udtrykte det:

»Vi kan ikke både dyrke vores afgrøder og have et konstant behageligt klima.«

Måske kunne vi få det til at lade sig gøre, hvis vi skar dyrkningsarealet ned til f.eks. 30 pct. af planetens landoverflade. Eller til 25 pct. Pointen er, at vi er nødt til at reducere landbrugets geografiske omfang, ikke øge det. Skal vi samtidig mætte alle munde, er der ikke andet alternativ end at hæve udbyttet dramatisk. En udvidet brug af gensplejsede afgrøder må dække efterspørgslen. Der er ingen andre løsningsforslag på bordet.

 

© Gwynne Dyer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu