Religiøs fanatisme kender pr. definition ikke til begrænsninger på sine mulige krav. Dens appetit på fordømmelse er umættelig. Dens søgen efter renhed er endeløs. Dens vilkårlige, sadistiske adfærdskodekser og dens krav om den strengeste lydighed kan aldrig stilles tilfreds. For som de siger: Gud vil altid forlange mere.
Så når religiøse fanatikere opnår magt, vil restriktionerne blive mangedoblet. Kravene hober sig op uden respit. Især fordi de, der handler i Guds navn, altid vil forsøge at overgå hinanden i at håndhæve dyden og forbyde lasten og synden.
Har man Gud på sin side, kan hvad som helst påbydes eller forbydes med den samme plausibilitet. Og det virkelig smarte for retfærdighedens håndhævere er, at de ikke har brug for yderligere at forklare deres diktater i nogen meningsfuld forstand. De kan blot udstede dekreter under henvisning til deres påståede guddommelige myndighed og nødvendigheden af at opretholde sømmelig adfærd og forbyde alt fordærv.
Begynder med jagt på kvinder
Leder man efter en nutidig manifestation af denne mølædte variant af tyranni, frembyder det Hamas-regerede Gaza et righoldigt materiale. Hamas-embedsmændene afsætter en imponerende mængde tid og kræfter på at beslutte, hvilke nye ting deres ulyksalige og hårdt prøvede befolkning – som ellers i forvejen er uhyre from og konservativ, men åbenbart ikke nok – nu skal forbydes at gøre under deres tiltagende teokratiske tyranni.
Af hensyn til deres eget bedste selvfølgelig. Som Shakespeare formulerede det i sit drama Lige for lige: »Mercy is not itself that oft looks so; Pardon is still the nurse of second woe.«
Det begynder altid med kvinderne, idet religiøs fanatisme og kvindehad i vidt omfang er synonyme størrelser. Hamas forbød først kvinder at være bagsædepassager på motorcykler og siden at køre motorcykel overhovedet. Så forbød de kvinder at ryge vandpiber i det offentlige rum, tilsyneladende fordi de anså dette for at være suggestivt. Det er et klassisk kendetegn for den religiøse fanatikers race at nære særlige skumle seksuelle fantasier.
Ingen dækning i Koranen
Hamas forekommer i det hele taget besat af spørgsmålet om, hvad kvinder må og ikke må under forskellige omstændigheder. Nu må mænd så heller ikke længere klippe kvinders hår, fordi – enhver kan jo indse, hvor uanstændigt det er!
For nogle uger siden besluttede de, at det var ’uislamisk’ for kvinder at deltage i et maratonløb, uanset hvor tækkeligt påklædt de end var under løbet. Af en eller grund er det ikke lykkedes mig at finde lige præcis dette skriftsted i hverken Koranen eller haditherne, men det skal nok være der ... Og i sidste uge besluttede de, at alle skoler ved lov skal være kønsopdelt fra niårsalderen, og at ingen mænd under nogen omstændigheder kan undervise piger.
Men det religiøse formynderskab under Hamas har aldrig kun begrænset sig til mandligt hysteri. Man har også slået ned på enhver tænkelig kunstart (som én sanger bemærkede: »Gaza er stedet, hvor kunsten tager hen for at dø«), da den slags i reglen er den sikre genvej til evig fordømmelse. Ligesom man har forbudt mænd fra diverse helt almindeligt forekommende, men ikke desto mindre modbydelige og korrumperende praksisser, at udøve deres hverv.
Unge mænds tur til straf
I sidste uge havde de både velnærede og velaflagte Hamas-embedsmænd tydeligvis ikke noget bedre at tage sig selv, da de besluttede sig for at tage et afgørende skridt i en af de mest presserende kriser, som Gazas befolkning længe har stået overfor: foragtelige kæltringe med langt hår eller hårgelé i frisuren og iført de forkerte slags bukser.
Hamas-politiet slog til imod flere grupper af disse unge vantro, som så demonstrativt stillede deres depraverethed til skue: langt, geléagtigt eller strittende, hår. Disse udsvævende syndere blev alle halet hen på den nærmeste politistation, hvor de enten blev klippet og barberet på stedet eller fik besked på omgående at henvende sig hos den lokale barber. De, som gjorde indsigelser, har utvivlsomt fået en både velfortjent og nådesløs omgang tæv.
En tilsvarende behandling blev udmålt til unge forbrydere, der var ryggesløse nok til at gå med bukser, der blev anset for at sidde for stramt eller hænge for lavt på hofterne!
Hvad skulle det palæstinensiske folk dog stille op uden så trofaste forsvarere og standhaftige frihedskæmpere?
Det er ikke til at sige, hvad der næste gang vil blive forbudt på Gaza-striben. Ingen tvivl om at Hamas’ velbemandede ’Ministerium for Offentlige Absurditeter’ har travlt med at udpønse et eller andet endnu mere latterligt. Men uanset hvad det nu bliver, kan vi trøste os med, at det i al fald vil behage Gud, om ingen andre.
Hussein Ibish er forsker ved tænketanken American Task Force for Palestine
© Daily Beast og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
