Klumme

Du er, hvad du hedder

Mens min bonusdatter med flid læser til studentereksamen, kan jeg i en ny sociologisk undersøgelse læse, at alene hendes fornavn prædestinerer hende til at klare sig godt
9. april 2013

Jeg tror, det er svært for en dansker at forestille sig, hvordan det egentlig er at gå i skole i Frankrig. Og jeg tror slet ikke, man kan forestille sig, hvordan det er, når man gør det på den rigtige måde. Jeg ved det, for jeg er jo selv en udlænding, der har opdraget mine egne sønner i det franske skolesystem, og det tog jeg slet ikke alvorligt nok. Men nu har jeg med mine bonusdøtre opdaget, hvordan det skal gøres.

Den ’rigtige’ måde er selvfølgelig den, hvor man i sidste ende, kommer på de såkaldt ’store skoler’, Grandes Écoles, eller andre institutioner med benhårde optagelsesprøver. Nej, universitetet er ikke det fineste i Frankrig, Napoleon opfandt i sin tid et parallelt system, som stadig er dér, hvor nationens ypperste finder hen og finder hinanden og finder frem til de bedste jobs.

Nu kan jeg i en sociologisk undersøgelse, foretaget af Baptiste Coulmont, læse, at man alene på fornavnet stort set kan regne ud, hvordan det kommer til at gå et ungt menneske. Augustin, Marin, Henri. Bum. Så kommer du i det, der svarer til en gammeldags matematisk-fysisk gymnasieklasse, som er toppen. Sammen med Louis, Pierre Louis og Gaspard. Bum.

I de sproglige gymnasieklasser finder vi Alionor, Violette og Orane. Bum. Sammen med Marguerite, Anouk og Marie-Charlotte. Bum. Det er stadig en fin type klasse, som destinerer en til det finkulturelle.

Min bonusdatter hedder Suzanne. I øjeblikket pukler hun med at læse dansk, som hun allerede skal til studentereksamen i i denne uge. Det er selvfølgelig et ekstrafag, som jeg er enormt stolt over, at hun, som er pærefransk, har taget, bare fordi hun kender mig. Men samtidig er det også et fag, som kommer til at give hende ekstrapoint på eksamensbeviset. Det er overskud.

For Suzanne går i skole på den rigtige måde, som ingen dansker kan forestille sig det. Det vil sige, at man er i skole hele dagen og oftest først har fri ved 17-tiden. Det vil sige, at man kommer hjem, og så laver man lektier. Man laver simpelthen ikke andet end skolearbejde hele tiden. Der er enormt mange lektier, som hun sætter sidste punktum for, lige inden hun går i seng. Og det har både hun og hendes søster, som nu er ved at være færdig med en af de gode handelsskoler, gjort, så længe jeg har kendt dem. Lige fra de var helt små, lavede de bare lektier altid, stort set. De har gået til dans også, om aftenen. I øvrigt med samme målrettede flid som den, med hvilken Suzanne nu forbereder alle de fag, hun skal op i.

Suzanne går i matematisk gymnasieklasse. Det bestemte alle vi forældre, at hun skulle. Bum. Jeg kan ellers se på sociologilisten, at hun burde have gået i økonomiklassen. Sammen med Sixtine, Capucine og Victoire. Bum. Det er også en god klasse. Suzanne ville faktisk helst have været i den litterære, men så skred forældrene ind. Vi vidste alle, at der var allerstørst chancer med matematikken, som lukker alle døre op. Og man skal være enormt flittig og dygtig for at komme i matematisk.

Og så er der dem, der ikke kan hjælpe deres børn med lektier. Som ikke kan regne ud, at der bare ikke er nogen vej uden om at lave lektier hele tiden, hvis man vil op i toppen af det franske samfund. Deres børn går i gymnasiet i de såkaldte tekniske klasser. Der er dem med de engelskklingende navne, Teddy, Adrian og Brandon. Bum. Så er der den med de mere arabisk inspirerede navne. Ahmed, Naida og Yossef. Bum. Eller lidt blandet, Tracy, Hamza og Samir. Der er også alle dem, der nok bliver butiksassistenter eller damefrisører. Det er klassen med Prescilla, Allison og Lolita. Bum. Eller Jessica, Melodie og Sandy. Alle disse navne på hovedpersoner i de amerikanske kærlighedsserier, som kører på tv om eftermiddagen. Også de går i skole hele dagen, i deres gymnasieklasse. Alligevel kommer de aldrig op i toppen af samfundet, lige meget hvor meget franskmænd tror, at skolen er lige for alle.

Det gælder selvfølgelig om at være flittig. Det gælder om at have forældre, som kræver, at man er flittig. Men i sidste ende gælder det i den franske skole, ganske som i den danske, især om at være født i den rigtige klasse. Fra starten. Bum.

 

Tine Byrckel er psykoanalytiker og manuskriptforfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simon Olmo Larsen
  • Jette Abildgaard
  • Inger Sundsvald
  • Jørn Vilvig
Simon Olmo Larsen, Jette Abildgaard, Inger Sundsvald og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer