Kronik

Hjælp, paven er jesuit!

Mens vi venter på at lære den nyvalgte pave Frans nærmere at kende, ligger to ting helt fast: Han er latinamerikaner, og han er jesuit. Det første lyder eksotisk. Men hvad med det andet?
Pave Frans Han er den første latinamerikanske pave i den katolske kirkes historie – og den eneste jesuitiske.
	Foto: Galazka/Sipa

Pave Frans Han er den første latinamerikanske pave i den katolske kirkes historie – og den eneste jesuitiske.
Foto: Galazka/Sipa

Debat
29. april 2013

Jorge Mario Bergoglio, tidligere ærkebiskop af Buenos Aires, satte to rekorder, da han for en måneds tid siden blev valgt til pave nummer 266 under navnet Frans. Han er den første latinamerikanske pave i den katolske kirkes historie, og han er den eneste jesuit. Det første betyder, at europæiske katolikker skal vænne sig til høre meget mere fra trosfællerne på den sydlige halvkugle, hvor livet nok er barskere, men kristendommen også har meget mere kant end på disse breddegrader. Der bliver mere religion i verden, ikke mindre, og pave Frans er udtryk for denne tendens.

En multifacetteret orden

Det andet – altså dette med at paven er jesuit – er også værd at lægge mærke til og kan få mindst lige så stor betydning som hans oprindelsesland. For jesuiterordenen er et globalt, multifacetteret fænomen, der har sat sit helt særlige præg på de sidste 500 års verdenshistorie.

Når vi taler om jesuitter, taler vi om katolske præster og lægbrødre. Men vi taler også om videnskabsmænd, lyrikere, arkitekter, journalister, gymnasielærere og opdagelsesrejsende. Jesuitter har været skriftefædre for den franske konge og er blevet slået ihjel på grusomste vis af den engelske dronning. Nogle har tilsluttet sig venstreorienterede guerillagrupper, andre har støttet Franco. Nogle har været fiaskoer, andre har fået månekratere opkaldt efter sig. I 2010 udgav den amerikanske jesuit og mediepersonlighed James Martin bestselleren The Jesuit Guide to (Almost) Everything, og såvel titel som indhold rammer noget centralt i jesuitternes selvforståelse.

Ignatius’ nyskabelse

Jesuiterordenen blev grundlagt af den baskiske adelsmand og soldat Ignatius af Loyola og stadfæstet af paven i 1540. Ignatius prægede katolsk fromhedsliv på væsentlige områder, men det afgørende nye ved jesuiterordenen var dens brud med den vanlige forestilling om, hvordan et samfund af ordensfolk skulle fungere. Jesuitterne skulle ikke være munke på den gammeldags manér med et bestemt kloster og en bestemt ordensdragt. Der skulle heller ikke fastlægges noget bestemt virkefelt for ordenen. Snarere skulle det være op til paven og ordenens ledelse at afgøre, hvor kræfterne skulle sættes ind.

Ignatius’ ideer var udtryk for en ny form for katolsk kultur, der på mange måder var lige så forskellig fra middelalderens kristendom som Luthers reformation. Europa var på vej ind i en ny tid, og Ignatius og hans fæller var vidner til de politiske og religiøse spændinger, der fulgte med, da nationalstaterne opstod og brød med det enhedspræg, der tidligere havde kendetegnet Europa.

Jesuitterne fik hurtigt succes. I Ignatius’ egen levetid kom der over 1.000 nye medlemmer til, og ordenen bredte sig ud over Europa og senere også til Asien, Nordamerika og Latinamerika. Jesuitermissionærer forkyndte evangeliet blandt indianere i Canadas ødemark og blandt mandarinerne ved det kinesiske kejserhof. Personlig fordybelse kombineret med stor intellektuel nysgerrighed var motoren i jesuitternes tilgang til omverdenen, og omgivelserne satte for det meste pris på det friske pust, som jesuitterne var.

Succes avler modstand

Jesuitiske videnskabsmænd gjorde vigtige opdagelser inden for astronomi, matematik og fysik, og deres universiteter og gymnasier blev kendt for høje akademiske standarder og intellektuel disciplin. Så forskellige personligheder som Alfred Hitchcock, Bill Clinton, Voltaire og Fidel Castro (for nu ikke at tale om Jacques Delors, Luis Buñuel og John Kerry) har det til fælles, at de er uddannet af jesuitterne.

Den form for succes avler ikke bare beundring, men også modvilje, og Frankrig, Spanien og Portugal, der frygtede jesuitternes politiske indflydelse og deres overnationale organisation, tvang i 1773 pave Clemens XIV til at opløse ordenen. Pave Pius VII genoprettede jesuiterordenen i 1814, men jesuitterne fortsatte med at spille en hovedrolle i mange konspirationsteorier, og der er stort set ikke det land på kloden, som de ikke er blevet fordrevet fra. Indtil 1956 var det forbudt for jesuitter at slå sig ned i Norge.

Kontroverser med paven

Jesuitterne aflægger løfter om fattigdom og lydighed og kyskhed. Men de aflægger også et særligt løfte om lydighed over for paven. Det sidste har givet dem ry for at være en slags elitetropper i den katolske kirke, men det har på den anden side ikke forhindret dem i at have flere kontroverser med pavestolen.

I 1960’erne og 70’erne, da den katolske kirke debatterede med sig selv, hvordan den skulle forholde sig til den moderne verden, blomstrede befrielsesteologien op i Latinamerika og tolkede Jesu lære i retning af, at kristne havde en forpligtelse til at engagere sig politisk i kampen for social og økonomisk retfærdighed. Mange jesuitter blev grebet af befrielsesteologien, som de følte lå i forlængelse af kristendommens traditionelle omsorg for de svageste. I Vatikanet mente man derimod, at befrielsesteologien byggede på en marxistisk-inspireret samfundskritik, der tilsidesatte evangeliet til fordel for revolutionen, og i 1981 tog pave Johannes Paul II det usædvanlige skridt at erstatte den hidtidige leder af ordenen med sin egen kandidat i håb om at få jesuitterne på teologisk ret køl igen.

Pater L.O. Dorn, min gamle religionslærer på jesuitternes gymnasium i København, Niels Steensens Gymnasium, fnøs af forargelse over pavens indgreb, ligesom brede kredse i ordenen følte sig krænket af manglen på tillid. Men debatten om befrielsesteologi foregik selvfølgelig også internt blandt jesuitterne, og den nuværende pave var blandt dem, der tog afstand fra befrielsesteologiens politiske aktivisme, skønt hans personlige engagement til fordel for de fattige var kendt i hele Argentina.

Den tætte forbindelse med paven er en vigtig del af jesuitternes identitet, men de er også i høj grad deres egne. Og nu er det så en af deres egne, der er blevet pave.

Ikke normalt i rampelyset

En gang tidligere har verden været tæt på at få en jesuit som pave, nemlig da kardinal Roberto Bellarmine, en kendt teolog og senere helgen, i 1621 var favorit, indtil han eftertrykkeligt selv sagde fra. At en jesuit kunne komme på tale igen små 400 år senere, var der vist ingen, der så komme, og slet ikke jesuitterne selv til trods for, at det er en jesuit, pater Federico Lombardi, der både er generaldirektør for Vatikanets Radio og pavestolens pressetalsmand. Jesuitterne er p.t. heller ikke meget for at tale om det, og det er helt i overensstemmelse med en principbeslutning inden for ordenen om ikke at søge avancement eller topstillinger. Man skal lige vænne sig til tanken.

Indtil videre har valget af pave Frans sat fornyet fokus på jesuitterne, og det turde være velkomment, for ordenen har som alle andre ordner lidt under svigtende tilgang i den vestlige verden. Men der er nok også jesuitter, der er bekymrede over at have fået en confrère (sindsfælle) som pave. Måske vil den nye pave ligefrem lægge afstand til jesuiterordenen for ikke at blive beskyldt for at favorisere den? Eller han kunne omvendt blive alt for involveret ligesom Johannes Paul II. Og hvad nu, når pave Frans tager upopulære beslutninger? Vil man så sige, at det er jesuitternes skyld?

Men egentlig ligger det ikke til jesuitterne at bekymre sig, og jeg vil tro, at de fleste (inklusive pater Dorn i sin Himmel) venter spændt på udfaldet af det nyeste eksperiment i den katolske kirke. Verdens ældste og mest internationale institution har nu som sit overhoved et medlem af en af de mest globalt orienterede, intellektuelt stimulerende og samfundsmæssigt engagerede katolske ordener. Det kan kun blive interessant.

 

Andreas Rude er selv katolik, mag.art. i litteraturvidenskab, forfatter til flere kirkehistoriske bøger og kommentator – bl.a. i radio og tv under paveskiftet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her