Læserbrev

Hyldest til kvinder er undertrykkende

Debat
13. april 2013

Diskussionen omkring Blachman og de tavse, nøgne kvinder på DR2 har handlet en del om de evigt vrede feminister. Hvorfor er feministerne så vrede, bliver der spurgt, når programmet jo er en hyldest til kvinden?

Det er poesien ved kvindekroppen, der skal tales om, siger Blachman. Det er den, der skal forene mændene i sofaen, opløfte dem, inspirere dem. Det kan man da ikke være sur over. Kvinden bliver jo hyldet, beundret, set på med noget, der ligner ærefrygt.

Men forherligelsen af kvinder har aldrig gjort kvinder noget godt. Forherligelsen er den skinnende forside af den medalje, hvis bagside er kontrol og undertrykkelse. Som når kærligheden fra en hengiven fan pludselig vendes til had, hvis den idealiserede skuespiller/fodboldspiller/sanger viser sig at være anderledes end forventet.

Kvinden har intet at gøre oppe på en piedestal. Det er et meget trangt sted at opholde sig. Man skal ikke lave mange fjollede spjæt med benene, før man dratter ned. Og der er langt ned. Man sætter ofte nogen op på en piedestal i en voldsom forelskelse eller fascination. Den andens krop eller personlighed opnår nærmest mytologisk status og hænger ikke sammen med virkeligheden. En tilstand, der ikke har noget med kærlighed, ligeværdighed eller respekt at gøre.

Det er derimod en form for mytedannelse, der vidner om forestillinger og behov hos den, der ser, og meget lidt om den person, de ser på.

Ophøjet kvindeligt kønsorgan

Når Blachman og gæst bliver generte og famlende ved udsigten til en nøgen kvindekrop, er det udtryk for en sådan forherligelse. Det viser sig bl.a. ved, at de ikke kan sætte ord på kvindens kønsorgan, fordi det på en måde er for ophøjet og uudgrundeligt. Som om kvindekroppen er noget helligt – noget så mystisk, sagnomspundent og eksotisk, at ingen rigtig ved, hvad man skal kalde den.

DR2 og Blachmans programsætter kvinden til skue på en piedestal og mytologiserer denne sære tingest, så Blachman og hans mænd atter kan genetablere sig som verdens centrum. Hvilket er, hvad Blachman lige så godt kunne sige, når han taler om at gøre op med det pikløse samfund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vores gode ven Bent Vinn Nielsen siger det meget præcist og ganske satirisk:

(...) Thomas Blachman, virker heller ikke som om han har noget særligt veludviklet monokelsyn.

Han er nærmest genert, selvom han skjuler det godt bag sin hjemmelavede overklassesnøvlen, og så har man en grim mistanke om, at hvis han ryster på hovedet, vil det sige: duk-duk-duk-duk. Og man vil også vide hvorfor: det er fordi den eneste tilbageværende hjernecelle i hans hoved har alt for god plads til at spille bordtennis. Med sig selv.

Men genert, det tror jeg han er. Han siger numse og tissekone. For fandarn, som han selv ville sige det, jeg er kunstner, jeg er et geni, jeg er Blachman. Det sidste er vel rigtig nok, det øvrige kan diskuteres.

Men under alle omstændigheder er det kønsdebat på potteniveau.

"Jesper Fårekyllings damer" af Bent Vinn Nielsen
http://www.information.dk/457077