Da resultaterne af endnu en meningsmåling ramte de danske medier lige omkring påske, bekræftedes et billede, der blot er blevet tydeligere og tydeligere: Et meget stort flertal, rundt regnet otte ud af 10 danskere, støtter op om aktivering af jobklare kontanthjælpsmodtagere i såkaldte nyttejobs.
Meningsmålingen kommer i slipstrømmen på de senere års debat om aktivering af arbejdsløse, hvor nytteaktivering igen og igen er dukket op som en joker, et trumfkort, der sjældent kritiseres og oftest omtales i stærk rosende vendinger af såvel kommunale aktører som af politikere på tværs af partimæssige og ideologiske skel. Nytteaktivering har opnået status som normativ ledestjerne for arbejdet med arbejdsløse. På den baggrund var det ikke overraskende, at ideen om at nytteaktivere kontanthjælpsmodtagere endte med at få en central rolle i regeringens nyligt lancerede udspil til en kontanthjælpsreform, ’Alle kan gøre nytte’.
Blandt de hyppigst fremhævede positive eksempler i debatten er Aalborg Kommune, hvor kontanthjælpsmodtagere under 30 siden 2009 er blevet fuldtidsaktiveret fra første dag på støtten i kommunens haveprojekt. Uniformeret med grønne bukser og blå overfrakke, og bevæbnet med haveredskaber, bekæmper de unge arbejdsløse ukrudt, trimmer hække og skraber sne i ældre medborgeres haver. Udeblivelse fra arbejdet betyder udeblivelse af kontanthjælpen.
Nytteaktivering er med andre ord en både vidtgående og hårdhændet form for aktivering, der, sin kontante form til trods, hyldes bredt af både politikere og befolkning.
Markedsmoralister
Er det så et tegn på, at værdikampe om kursen overfor landets arbejdsløse nu er afløst af en entydig opbakning til en hårdkogt, nyliberal strammerlinje overfor landets arbejdsløse?
Efter at have studeret debatten om nytteaktivering af unge kontanthjælpsmodtagere, som den har udfoldet sig fra 2010 og frem, er mit bud på et svar både ja og nej. Ja, der er en meget bred politisk opbakning til en meget kontant form for aktivering af arbejdsløse, hvilket i sig selv er tankevækkende. Men nej, enigheden om det politiske program til trods, udspiller der sig faktisk en værdikamp om nytteaktivering. Den pågående kamp handler bare ikke så meget om hvorvidt nytteaktivering er godt – det er de fleste enige om, at det er – men om, hvorfor det er godt.
I denne disput står på den ene side markedsmoralisterne, der først og fremmest består af politiske aktører til højre for midten. Og på den anden side, ofte repræsenteret ved den siddende regering, står humanisterne. De to lejre leverer hver deres værdibårne fortælling om, hvad det gode og retfærdige samfund er. Om hvorfor arbejdsløshed overhovedet er et problem. Og om hvad den arbejdsløse grundlæggende er for en skabning.
Mig A/S
Lytter man til den markedsmoralske position i debatten, udgør unge mennesker på kontanthjælp groft sagt et dobbeltproblem, der markerer begrædelige slagsider i to forskellige regnskaber. For det første er de unge en underskudsforretning for samfundet som sådan, Velfærdsstaten A/S, og truende tal bringes igen og igen ind i debatten – nu er ’hver tyvende unge på kontanthjælp’, ’en stærkt bekymrende stigning’, ’en udgift der er vokset med x antal milliarder kroner om året’.
For det andet hævdes det, at kontanthjælpen markerer en slagside i det personlige regnskab, der kan siges at ligge til grund for den enkelte kontanthjælpsmodtagers administration af sit eget liv – i forretningen Mig A/S. Den unge er her forført af muligheden for at få en indkomst uden at skulle sælge noget, og det er i en markedsmoralsk købmandslogik et brud med den mest grundlæggende af alle sociale konventioner: Indtægt hænger sammen med salg i et en-til-en forhold, sådan er det bare.
Betragtet fra denne traditionelt velfærdsfjendtlige moralposition, er nytteaktivering – måske knapt så overraskende – et fremragende løsningsorienteret instrument, der retter op på skævheden i de to regnskaber, ved klart og konsekvent at markere overfor den arbejdsløse, at han må sælge sin arbejdskraft som vare, hvis han vil oppebære retten til kontanthjælp.
I Aalborg Kommunes model for nytteaktivering præsenteres den unge kontanthjælpsmodtager på jobcentret ligefrem for beregninger, der viser, hvor utrolig få timer han skulle arbejde for at tjene det samme i et ordinært job ved kassen i Netto eller lignende.
Ikke blot transformeres kontanthjælpen dermed fra at være en social ydelse til at blive en voldsomt lav lønindkomst for benhårdt arbejde, der kan sammenlignes direkte med øvrige lønninger på markedet. Kuglerammen med udregningerne sættes tilmed direkte på bordet foran den arbejdsløse, således at kontanthjælpens relative ringhed ekspliciteres fuldstændigt. På den måde forsøges borgerens indre, slumrende købmand, med kontante vognstangsvink, anråbt: Wake up and smell the coffee!
Parkeret på kontanthjælp
Hos centrum-venstres humanister hersker imidlertid en anden fortælling. Her er man på den ene side vældig uenige med markedsmoralisterne og al deres snak om det frie markeds fortræffeligheder, og man fnyser af fortællingen om en indre, profitmaksimerende købmand, der bebor ethvert menneske og må anråbes. Alligevel hyldes også her ideen om at nytteaktivere den unge arbejdsløse.
Kontanthjælpsmodtageren forstås ikke som en rationel købmandsfigur, der er forledt af velfærdsstatens vildledende sociale ydelser til at gøre en dårlig handel. Han er derimod et væsen med et behov for at være social, der står som et fastlåst punkt af stilstand udenfor de fællesskaber, der binder os andre sammen. Centrum-venstre-politikere omtaler i den konkrete debat kontanthjælpsmodtageren ved hjælp af en lang række af ord, der alle henviser til, at han i bogstaveligste forstand er passiv og alene.
Den unge er i denne forståelse ’parkeret på kontanthjælp’, ’sidder derhjemme’ og ’ligger normalt i sød søvn klokken syv om morgenen’. Han er ’asocial’, ’uden energi’, ’synker ned i sofaen’, ’har ikke noget at stå op til’ og ’ser gamle genudsendelser af Venner’. Et kompetenceløst punkt af stilstand og inaktivitet, et individ ekskluderet fra en social verden af kompetencekrævende fællesskabers aktivitet. Eller med reformudspillets egen formulering:
»Mennesker, som lige nu ikke har en plads i arbejdsfællesskabet, som bliver fastholdt i passivitet og får slukket deres drømme.«
Nytteaktivering fremhæves her som en glimrende ordning, der kan anspore aktivitet og fællesskab, hvor der lige nu blot er ekskluderet stilstand. I denne fortælling optræder nytteaktiveringen som en del af en større redningsaktion, hvor vi som samfund, mens alle advarselslamper blinker, må reagere for at få den stilstandsplagede unge arbejdsløse op fra den sofa, hvor kontanthjælpens snubletråde har parkeret ham.
Han har brug for en aktiv indsats, og må hjælpes tilbage i de arbejdendes fællesskaber. Det handler ikke om at få regnskaber til at stemme, men om klassiske røde kerneværdier som inklusion, lighed og fællesskab. Men det resultat, som der slås to streger under, er det samme som hos markedsmoralisterne: Nytteaktivering er vejen frem!
Definitionsretten til ingenting
Hermed peger debatten om nytteaktivering måske på en større sandhed. De store værdikampe om velfærdsstatens fremtid dør tilsyneladende, selvom den siddende røde regering overtager grundpillerne i den tidligere regerings økonomiske politik og lader bølger af nedskærende reformer skylle ind over velfærdsstatens grundpiller.
Men hvis værdierne engang var det fundament, huset blev bygget på, risikerer de i dag at blive reduceret til den maling, der smøres på det allerede stående hus. Vi får da ikke så meget en kamp imellem forskellige politiske programmer som en kamp om retten til at fortælle sandheden om det, der allerede eksisterer. Hvor røde og blå står overfor hinanden i hidsige disputter og hylder det levende demokrati, hvor der er vidt forskellige livs- og samfundsanskuelser på spil. Degraderet til festfyld og det rene ingenting.
Mathias Herup Nielsen er ph.d-stipendiat ved Institut for Statskundskab, AAU
Indretningen af nytteaktivering kan være godt, hvis ikke det blev som stærkt underbetalt job hvilket er endnu mere uhyggeligt når der ikke er arbejdsgivere der vil ansætte kontanthjælpsmodtagerne eller de dagpengeforsikrede.
Hvrfor ikke lave ordningen så de arbejdsparate (for at bruge et ofte anvendt ord ) i først og fremmest bliver sluset ind hvor arbejdsgiveren er forpligtiget til at tage kontanthjælpsmodtageren på en kortvarig prøve og skal så forpligtes til at ansætte kontanthjælpsmodtageren. Hvis der ikke er nok villige arbejdsgivere så må kontanthjælpsmodtageren ikke sendes i flere timer nytteaktivering end kontanthjælpen dækker efter de mindste danske lønninger til de pålagte job. Ligeledes skal nytteaktiveringen give ret til ferie og sygedage ol. som der findes på det almindelige arbejdsmarkedet.
Alt andet ville være et STORT skridt tilbage til slavesamfundet og det vel ikke det politikerne drømmer om - selv om finansministerena vådedrømme om de fremtidige overenskomstforhandlinger med de offentlige ansatte peger i den retning.
Men hvis værdierne engang var det fundament, huset blev bygget på, risikerer de i dag at blive reduceret til den maling, der smøres på det allerede stående hus. Vi får da ikke så meget en kamp imellem forskellige politiske programmer som en kamp om retten til at fortælle sandheden om det, der allerede eksisterer. Hvor røde og blå står overfor hinanden i hidsige disputter og hylder det levende demokrati, hvor der er vidt forskellige livs- og samfundsanskuelser på spil. Degraderet til festfyld og det rene ingenting.
Ja - lige præcis - godt set!
Nyttejob er en opfindelse, der skal tilfredsstille de misundelige mennesker, der lige nu er på arbejdsmarkedet, og som er tvunget til at møde op på et arbejde og enten slide sig selv halvt ihjel eller kede sig selv halvt ihjel, ofte begge dele på samme tid...
Vi er en nation, der gennemsyres af frihedsjalousi. Du må ikke være fri til at bestemme over din egen tid, når jeg er nødt til at være en slave. Det giver da også god mening.
Jeg spørger bare - hvorfor er der ingen, der stiller spørgsmålstegn ved rigtigheden af vores slavekultur? Vores perverse dyrkelse af arbejdet som det eneste gode og rigtige i dette liv? Vi har ikke afskaffet gud, arbejdet er GUD. Sæt dog robotterne i sving, er det ikke derfor vi har opfundet dem?
Er der nogen mennesker, der ikke gerne ville undgå, at skulle arbejde under andres kontrol? Vi vil alle gerne være frie, det kan vi ikke blive ved hjælp af det (u)frie arbejdsmarked. Det løser ingen eksistentielle problemer. Vi burde bruge mere energi på at lære at håndtere vores angst for døden, for det ukendte, for hinanden, for teknologien og for fremtiden.
Det er undergravende for arbejdsmarkedet at lade folk arbejde for andet end løn og rettigheder. Hvis man vil have noget gjort, må man betale prisen. Arbejde er ikke terapi, det er udførelse af nødvendige opgaver. I det øjeblik, det bliver andet, er grænserne for, hvad lønmodtagere skal finde sig i, fjernet med et pennestrøg. Ingen kan konkurrere med gratis arbejde.
I Danmark har vi frihed til at organisere os i faglige fællesskaber og kæmpe for bedre arbejdsforhold og forhandle løn og vilkår imellem arbejdsmarkedets parter.
Lige undtagen kontanthjælps-lønnede i nyttejobs, altså.
Fattigrøve.
synes egentlig, det værste er, som også antydet i artiklen, at det er en eksisterende ordning, der fremhæves og roses som et nyt forslag. Faktisk blev aktivering af arbejdsløse indført af Poul Nyrup Rasmussens regering i 1990'erne.
Nutidens omtale af aktivering, som nu kaldes nytteaktivering, fortæller mig mest, at pressen og Folketinget i realiteten ikke aner ret meget om, hvad der sker i sanfundet uden for Christiansborg, men groft sagt lever i en blanding af fortid og læsesale. Så vidt jeg husker, var det erhvervslivet, der ønskede aktiveringen begrænset, fordi arbejdsledige i aktivering ikke stod til rådighed for det private arbejdsmarked, og fordi mange virksomheder blev trætte af useriøse ansøgninger.
Schlüter indførte aktiveringsjobs. Det gik ud på, at folk blev ansat i jobs indenfor deres overenskomstområde i et halvt år på ordinære vilkår og genoptjente dagpengeret. Jobbene måtte ikke være almindelige og eksisterende, og en del af fidusen var bl.a., at de arbejdsløse fik mulighed for at søge jobs internt i de offentlige virksomheder, de arbejdede.
Lad mig også udtrykke, at jeg finder det, der opfattes som stærkt og fleksibelt på dagens danske arbejdsmarked: de hyppige jobskift, grundlæggende dysfunktionelt. Hvis folk skal vokse, hvis samfundet skal vokse, kræver det den stadige vækst og dyrkelse af de opgaver, man har taget på sig at løse.
Hvis de "jobs" er så pisse nyttige, hvorfor oprettes de så ikke som ledige stillinger på almene vilkår? - Hvis borgerne i en kommune vil have opgaver udført er det, vel kun rimeligt at forlange det foregår på vilkår som andre stillinger.
Hvilket arbejde mon er det næste der ryger under kategorien "nyttejobs" og altså skal udføres til en ussel ydelse - dit?
Jens Kofoed, det er meget bemærkelsesværdigt, at folk - på trods af 17 år med arbejde for dagpenge og kontanthjælp - stadig mener, at det er grundlæggende uretfærdigt. Og selvfølgelig er det det. Det er ikke manglende lyst til at arbejde, der generelt er problemet, det er manglen på udbudte jobs, og det er det, folk kompenseres for, så de har noget at leve af, når deres arbejdskraft ikke efterspørges.
Nyttejob er konkurrenceforvridende.
Når Aalborg Kommune sender unge ud og udfører arbejde uden at der kræves en betaling fra slutbrugeren, skal:
1. Slutbrugeren betale skat af ydelsen.
2. Opgaven, hvis den samlet set er stor nok, sendes i udbud.
Man kunne jo forestille sig en entreprenør der ønskede at afgive tilbud og derefter indhyre portugisiske landarbejdere til at løse opgaven.
Da det ikke er ulovligt, skal kommunerne derfor følge reglerne - også her.
Endelig, hvis der er tale om en ydelse som kommunen normalt skal give de ældre men nu slipper for, bliver kommunen jo pludselig en støttet virksomhed. Og her støder de ind i EU's de Minimis direktiv.
Efter dette må der kun ydes tilskud til virksomheder på 200.000 EURO eller 1,5 mio over 3 år svarende til 500.000 pr.år.
Det fastsættes i artikel 108, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (tidligere artikel 88, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF)), at Europa-Kommissionen skal underrettes om statsstøtteforanstaltninger, så denne kan fastslå, om de er forenelige med fællesmarkedet i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF (tidligere artikel 87, stk. 1 i TEF). Visse kategorier af støtte kan ikke desto mindre fritages for anmeldelsespligten i henhold til forordning (EF) nr. 994/98.
Vi er i et ræs mod bunden, og dette er bare en brik i det kommende spil.
I USA fængsler de - hovedsageligt sorte - folk for hvad-som-helst for derpå at bruge dem i tvangsarbejde. I Danmark har vi nu igangsat en anden form for tvangsarbejde.
Hvordan skal vi ellers konkurrere med kineserne?
Hvorfor skal vi konkurrere med Kineserne?
Hvad udad tabes skal indad vindes -
Hvornår lærer den herskende klasse at den der går i andres fodspor altid går bagerst.
Jeg er træt af politikkernes manipulerende ord hvis eneste formål er at påvirke den offentlige mening.
Fra dags dato vil jeg konsekvent kalde nyttejob for det det er,- udnyttejob.
Fra klapteksten til Otto Klemperes bog:
Det Tredje Riges ´ordbog´ viser rækkevidden af nazismens påvirkning og demonstrerer samtidigt Klemperers evne til at se Det Tredje Riges sprog alle steder: På henkastede sedler, i samtaler på tvangsarbejdspladsen, i propaganda, i dødsannoncer, i strækmarch samt i de bøger, aviser og andre medier, han som jøde kun sjældent havde adgang til.
Er det ved at ske igen?
Nyttejob/job
klokketimer/lektioner
serviceloven/begrænsningsdirektiver
Retssikkerhedsloven/
Etc..
Nytteværdien af Kejserens nye klæder.
Er der ikke et praktisk problem i at folk nu i hobetal skal arbejde gratis og dermed i realiteten er medvirkende til at de potentielle job aldrig oprettes, vikarfirmaerne har i forvejen mange opgaver for kommuner på området havekunst, de deltidsstillinger de har, bliver aldrig til fuldtids stillinger. betyder endnu flere, ikke bare vikarjobbere på deltid, men endnu flere folk som ikke får betaling for deres arbejde, at det om muligt er endnu mindre sandsynligt, at der oprettes nye reelle jobs.
Det er iøvrigt den også frihedsmisundelse, de forsøger at fremelske hos KL, når de i deres kampagner prikker til de privat ansattes misundelse over løn- og arbejdsforholdende for nogle offentligt ansatte.
Vi skal bare alle sammen have rigtig travlt med at være misundelige på hinandens løn/fritid/frihed. Vi skal i hvert fald ikke unde hinanden at have det godt GUD FORBYDE DET!
"også den" ups, skal byttes om.
Aghhhh...... jeg tar mig ½ time på rygfinnen
Hvad er såkaldt 'nytteaktivering'? - Det er tvangsarbejde, slet og ret. Formelt set er der tale om et 'tilbud' den arbejdsløse står fri til at afvise. Imidlertid vil et høfligt nej tak betyde at den arbejdsløse vil stå uden indtægt. Det frie valg består således i friheden til at blive smidt på gaden og sulte.
At man bare kan få et rigtigt job, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, er hvad borgerlige politikere af såvel rød som blå partifarve, vil indvende. Imidlertid skal man anstrenge sig ganske hårdt for ikke at se at der notorisk ikke er arbejdspladser nok til alle. På nær nogle få år i 00'erne og 60'erne har der heller aldrig været arbejde nok, og det kommer der heller aldrig til at blive. At fortælle en arbejdsløs at han 'bare kan finde et arbejde' er således en lige så pervers udtalelse som hvis man havde sagt til dem at de bare kunne tage sig sammen og vinde i Lotto.
Udnyttelsesaktiveringen er derudover dybt skadelig for det danske arbejdsmarked. Dels opsuger aktiveringsfiduserne opgaver, der ellers kunne have været udført på anstændige, overenskomstmæssige vilkår. Det hedder sig ganske vist at der skal være tale om opgaver, der ellers ikke ville være blevet udført, men denne argumentation et cirkulær; en af grundene til at opgaverne ikke bliver udført er netop den at man kan få underbetalte arbejdsløse til at udføre dem på slave-vilkår.
Det hedder sig endvidere i lovgivningen at en aktiveringsfidus ikke må være konkurrenceforvridende. Dette gælder dog kun overfor virksomheder, der i sagens natur ikke vil kunne konkurrere mod en kommunal aktiveringsfabrik der ikke har lønudgifter. Imidlertid må fiduserne gerne være konkurrenceforvridende overfor de arbejdsløse, der frarøves deres arbejdskraft for en uanstændigt lav løn.
Når det forholder sig sådan at aktiveringsfiduserne ikke kan ses som andet end et frontalt angreb på danske arbejdere, både beskæftigede og arbejdsløse, skulle man tro at de argeste modstandere af fiduserne ville være fagbevægelsen og det parti, der af historiske årsager kalder sig socialdemokratisk. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Fagbevægelsen er overvejende tavs på området, hvis man ser bort fra et par spredte pip fra folk langt nede i hierarkiet. Hvad angår det tidligere socialdemokrati, så er de selv en af drivkræfterne bag tvangsarbejdet.
Det tidligere socialdemokrati er nemlig blevet så korrymperede af magten, at de i dag er det sysrembevarende parti par excellence. Deres hovedopgave er i dag at sørge for den rent administrative drift af det bestående system. Som de administratorer og teknokrater de er, eksisterer ting som idealer, drømme om en bedre fremtid og menneskelig værdighed ikke inden for deres begrebsverden. De tjener ikke folket, de sørger blot for at tallene i regnearkene stemmer. Derfor har de ingen betænkningstid ved at misbruge arbejdsløse til tvangsarbejde, for det ser godt ud i regnearkene.
Fagbevægelsen på den anden side er dels begrænset af det historiske venskab med det tidligere socialdemokrati. Dels har politikerelitens konsensus om spørgsmålet gjort enhver kamp mod tvangsarbejdet parlamentarisk udsigtsløs. Endelig må man også bide mærke i det stedmoderlige forhold fagbevægelsen har til arbejdsløse arbejdere; man vil langt hellere fokusere på de beskæftigede.
Bagved al retorikken om 'nytteaktivering' ligger der også en uudtalt, obskøn begrundelse. Der er nemlig reelt tale om en straf for arbejdsløshed. Fra arbejdsgiverside kan man glæde sig over den disciplinerende virkning det har på arbejdsstyrken; gør du vrøvl risikerer du at ende i Frederiksens udnyttelsescirkus. Også for almindelige arbejdere i beskæftigelse ligger der en obskøn tilfredsstillelse i at vide dels at der findes en underklasse man kan føle sig bedre end, dels ved at vide at ingen kan nyde den frihed fra at være underlagt en arbejdsplads' autoritære hierarki, man selv dagligt savner.
Hvis man ikke er borgerlig, og gerne vil bekæmpe tvangsarbejdet, står man således i en svær situation, da man ingen allierede har, og kæmper mod en folkestemning, der både baserer sig på magthavernes økonomiske interesser og på det ubevidst obskøne i folkedybet. Grundlaget for enhver strategi mod tvangsarbejdet må altid være at alle der arbejder har krav på oveeenskomstmæssig løn og fulde faglige og borgerlige rettigheder.
Er man selv blevet parkeret i udnyttelses-aktivering, kan man dels prøve at organisere sine kammerater i projektet, og forsøge at sætte tvangsarbejdet ind i en større ideologisk sammenhæng. Det har dog altid været notorisk svært at organisere arbejdsløse, så man skal ikke forvente den store kampvilje.
Hvad enten man er alene eller sammen med andre, kan man udføre direkte aktioner på arbejdspladsen, der dels gør tvangsarbejdet besværligt og urentabelt for magthaverne, dels opbygger og bevarer modstandsviljen. Ridefogederne skal ikke få lov til at trække mere værdi ud af tvangsarbejderne, end de betaler for. Således bør en tvangsarbejder udføre arbejdet så ringe og så langsomt som muligt; klippe hækken skævt, glemme at passe på værktøj osv.
En anden strategi kunne være at tage den officielle ideologiske forklaring for pålydende, og bruge samme overlevelsesstrategi som den gode soldat Svejk. Man kunne bringe ridefigederne ud af fatning ved overoptimistisk at udtrykke sin glæde ved at få lov til at gøre nytte for fællesskabet, udtrykke taknemmelighed over ikke at få mere end en polak, og derved spare hårdtarbejdende skatteydere penge. Ideen er at udstille systemets latterlighed, ved at tage det gravalvorligt.
I den offentlige debat må tilhængere af denne ligelønskamp markere sig, dels ved igen og igen at udstille den arbejder- og menneskefjendske logik bag systemet, dels ved igen og igen at afkræve de ansvarlige en forklaring på hvorfor de ikke går ind for ligeløn til denne gruppe. Endelig må man på det personlige plan konstant imødegå den reaktionære opbakning til tvangsarbejdet, og forklare venner og familie præcis hvorfor det også går ud over dem, selvom de ikke er direkte berørt.
Kampen mod tvangsarbejde er en der må vindes, da dets blotte eksistens undergraver løn og arbejdsforhold for os alle.
Hvad er såkaldt 'nytteaktivering'? - Det er tvangsarbejde, slet og ret. Formelt set er der tale om et 'tilbud' den arbejdsløse står fri til at afvise. Imidlertid vil et høfligt nej tak betyde at den arbejdsløse vil stå uden indtægt. Det frie valg består således i friheden til at blive smidt på gaden og sulte.
At man bare kan få et rigtigt job, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, er hvad borgerlige politikere af såvel rød som blå partifarve, vil indvende. Imidlertid skal man anstrenge sig ganske hårdt for ikke at se at der notorisk ikke er arbejdspladser nok til alle. På nær nogle få år i 00'erne og 60'erne har der heller aldrig været arbejde nok, og det kommer der heller aldrig til at blive. At fortælle en arbejdsløs at han 'bare kan finde et arbejde' er således en lige så pervers udtalelse som hvis man havde sagt til dem at de bare kunne tage sig sammen og vinde i Lotto.
Udnyttelsesaktiveringen er derudover dybt skadelig for det danske arbejdsmarked. Dels opsuger aktiveringsfiduserne opgaver, der ellers kunne have været udført på anstændige, overenskomstmæssige vilkår. Det hedder sig ganske vist at der skal være tale om opgaver, der ellers ikke ville være blevet udført, men denne argumentation et cirkulær; en af grundene til at opgaverne ikke bliver udført er netop den at man kan få underbetalte arbejdsløse til at udføre dem på slave-vilkår.
Det hedder sig endvidere i lovgivningen at en aktiveringsfidus ikke må være konkurrenceforvridende. Dette gælder dog kun overfor virksomheder, der i sagens natur ikke vil kunne konkurrere mod en kommunal aktiveringsfabrik der ikke har lønudgifter. Imidlertid må fiduserne gerne være konkurrenceforvridende overfor de arbejdsløse, der frarøves deres arbejdskraft for en uanstændigt lav løn.
Når det forholder sig sådan at aktiveringsfiduserne ikke kan ses som andet end et frontalt angreb på danske arbejdere, både beskæftigede og arbejdsløse, skulle man tro at de argeste modstandere af fiduserne ville være fagbevægelsen og det parti, der af historiske årsager kalder sig socialdemokratisk. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Fagbevægelsen er overvejende tavs på området, hvis man ser bort fra et par spredte pip fra folk langt nede i hierarkiet. Hvad angår det tidligere socialdemokrati, så er de selv en af drivkræfterne bag tvangsarbejdet.
Det tidligere socialdemokrati er nemlig blevet så korrymperede af magten, at de i dag er det sysrembevarende parti par excellence. Deres hovedopgave er i dag at sørge for den rent administrative drift af det bestående system. Som de administratorer og teknokrater de er, eksisterer ting som idealer, drømme om en bedre fremtid og menneskelig værdighed ikke inden for deres begrebsverden. De tjener ikke folket, de sørger blot for at tallene i regnearkene stemmer. Derfor har de ingen betænkningstid ved at misbruge arbejdsløse til tvangsarbejde, for det ser godt ud i regnearkene.
Fagbevægelsen på den anden side er dels begrænset af det historiske venskab med det tidligere socialdemokrati. Dels har politikerelitens konsensus om spørgsmålet gjort enhver kamp mod tvangsarbejdet parlamentarisk udsigtsløs. Endelig må man også bide mærke i det stedmoderlige forhold fagbevægelsen har til arbejdsløse arbejdere; man vil langt hellere fokusere på de beskæftigede.
Bagved al retorikken om 'nytteaktivering' ligger der også en uudtalt, obskøn begrundelse. Der er nemlig reelt tale om en straf for arbejdsløshed. Fra arbejdsgiverside kan man glæde sig over den disciplinerende virkning det har på arbejdsstyrken; gør du vrøvl risikerer du at ende i Frederiksens udnyttelsescirkus. Også for almindelige arbejdere i beskæftigelse ligger der en obskøn tilfredsstillelse i at vide dels at der findes en underklasse man kan føle sig bedre end, dels ved at vide at ingen kan nyde den frihed fra at være underlagt en arbejdsplads' autoritære hierarki, man selv dagligt savner.
Hvis man ikke er borgerlig, og gerne vil bekæmpe tvangsarbejdet, står man således i en svær situation, da man ingen allierede har, og kæmper mod en folkestemning, der både baserer sig på magthavernes økonomiske interesser og på det ubevidst obskøne i folkedybet. Grundlaget for enhver strategi mod tvangsarbejdet må altid være at alle der arbejder har krav på oveeenskomstmæssig løn og fulde faglige og borgerlige rettigheder.
Er man selv blevet parkeret i udnyttelses-aktivering, kan man dels prøve at organisere sine kammerater i projektet, og forsøge at sætte tvangsarbejdet ind i en større ideologisk sammenhæng. Det har dog altid været notorisk svært at organisere arbejdsløse, så man skal ikke forvente den store kampvilje.
Hvad enten man er alene eller sammen med andre, kan man udføre direkte aktioner på arbejdspladsen, der dels gør tvangsarbejdet besværligt og urentabelt for magthaverne, dels opbygger og bevarer modstandsviljen. Ridefogederne skal ikke få lov til at trække mere værdi ud af tvangsarbejderne, end de betaler for. Således bør en tvangsarbejder udføre arbejdet så ringe og så langsomt som muligt; klippe hækken skævt, glemme at passe på værktøj osv.
En anden strategi kunne være at tage den officielle ideologiske forklaring for pålydende, og bruge samme overlevelsesstrategi som den gode soldat Svejk. Man kunne bringe ridefigederne ud af fatning ved overoptimistisk at udtrykke sin glæde ved at få lov til at gøre nytte for fællesskabet, udtrykke taknemmelighed over ikke at få mere end en polak, og derved spare hårdtarbejdende skatteydere penge. Ideen er at udstille systemets latterlighed, ved at tage det gravalvorligt.
I den offentlige debat må tilhængere af denne ligelønskamp markere sig, dels ved igen og igen at udstille den arbejder- og menneskefjendske logik bag systemet, dels ved igen og igen at afkræve de ansvarlige en forklaring på hvorfor de ikke går ind for ligeløn til denne gruppe. Endelig må man på det personlige plan konstant imødegå den reaktionære opbakning til tvangsarbejdet, og forklare venner og familie præcis hvorfor det også går ud over dem, selvom de ikke er direkte berørt.
Kampen mod tvangsarbejde er en der må vindes, da dets blotte eksistens undergraver løn og arbejdsforhold for os alle.
Løndumping, og fagforeningerne sover mens det ramler.
Dagpengemodtagerne der ryger ud, får tvangs-budt job, der kan opretholde omkostningerne til deres telt.
Hvorfor fik dagpengemodtagerne ikke tilbudt disse job til en ordentlig løn?
Det er mildest talt rystende at bo i et land der huser et flertal for disse forhold.
Det handler om at få genindført daglejerne.
Så kan arbejdsgiverne se ned over en række forhutlede og lasede mænd der med kasketten hårdt knuget mellem hænderne og med blikket stift rettet mod jorden, inderligt håber at de bliver mellem de udvalgte.
Men AK - de tomme øjne taler deres tydelig sprog og endnu engang må de vende hjem med nagende skyldsfølelse og tvivlen på livet.
I det billede vokser deres børn op.
Gud forbyde det - men det er virkligheden.
Hvor er fagforeningerne? Havde det været tale om underbetalte østarbejdere ville man jo ikke kunne se pensionisternes hække for bare røde faner.
Og reklamen fra KL er endda lige under artiklen, hvor passende! Man fornemmer at KL synes at mange af os der besøger denne side, trænger til at skifte holdning i debatten og folkeskolen.
Manipulation er det nye sort!
og = om folkeskolen
@Erik Lang
Hvordan kan vi undgå at vi når dertil? Hvad gør vi?
I artiklen står der, citat: "Et meget stort flertal, rundt regnet otte ud af 10 danskere, støtter op om aktivering af jobklare kontanthjælpsmodtagere i såkaldte nyttejobs."
Har man mon informeret de adspurgte om at der er tale om fuldtid til kontanthjælpstakst? Det kunne være interessant at vide.
Rasmus Kongshøj
08. april, 2013 - 15:37
Tak for nogle konkrete forslag til aktiv kamp mod slaveriet
Hvis vi skal komme væk fra kontanthjælps-slaveriet og bistandshoveriet, så må vi til at tænke kreativt for at finde løsninger, siden politikerne ikke gør det...
Og samtidig må de spørgsmål, som så udmærket er formuleret her på siden, nå frem til politikerne i debatter, tv-avis, deadline og som spørgsmål i folketinget.
Det ville være anstændig og værdig politik og en acceptabel løsning, hvis "nyttejob" i stedet blev deltidsjobs med timer svarende til kontanthjælpydelsen og med ordinær løn og ditto rettigheder. (NB! der skal naturligvis ikke arbejdes for boligsikring eller daginstitutionsplads, som er goder alle lavtlønnede kan søge uden at arbejde for kommunen for det).
Er nyttejobs uden rettigheder egentlig acceptable under ILO konventionen og i følge menneskerettighederne?
Det mest pudsige og triste ved den ovenstående artikel er i øvrigt, at der kun tales om 2 forskellige slags kontanthjælpsmennesker. Tilsynladende tror politikere, at verden er sådan indrettet....Et underligt menneskesyn.
Hvad med alle de ulykkelige uheldige mennesker, der er lige så forskellige i baggrund og livssituation som alle andre? Mennesker, som pga. sygdom eller arbejdsløshed havner "i fælden", og kæmper for at slippe ud og få kontrol over deres eget liv. Men stigmatisering er naturligvis lettere, når man skærer alle over een kam...:o(
Det næste bliver nok at man indretter de nedlagte militærkaserner som arbejdslejre hvor de indsatte kan blibe beskæftiget med at bore gyngehesterøvhuller.
En lille musikalsk reminder om hvor galt det kan gå, hvis vi ikke værner om borgerrettighederne.
http://www.youtube.com/watch?v=z1LQNsqp9Fc
Om tvangsarbejde
ILO konvention (nr. 105 -1957) om afskaffelse af tvangsarbejde, forbyder tvangsarbejde som middel til politisk undertrykkelse, som middel til at fremme økonomisk udvikling, som middel til at disciplinere arbejdskraften, som straf for at deltage i en strejke, og som middel til at forskelsbehandle mennesker af racemæssige, sociale, nationale eller religiøse grunde.
Kilde: http://menneskeret.dk/menneskerettigheder/europa,+oplysning+og+rettighed...
Mette Olesen
Jeg tror ikke vi kan undgå at nå dertil. Men når den kritiske masse af daglejere er stor nok, så vender det.
Og det vender hurtigt.
Men sålænge din nabo har råd til 3 ferier, to biler, sommerhus etc. så kan han ikke se problemet.
Desværre er modstanden indtil nu spredt fægtning. Dels fordi der ikke er tradition for oprør og dels fordi ingen ved hvem der skal starte og hvor det skal starte.
Lærerkonflikten kan paradoksalt nok blive et omdrejningspunkt i forhold til HTS og Co's bemestring af situationen.
Der er allerede mange der forsøger med sig modstandsgrupper, men oftest er de sekteriske og mangler det punch som de tidligere fagforeninger havde.
Så hold debatten igang og krudtet tørt - så sker det.
@Søren Jensen:
Så er det godt at vi ved at den slags dokumenter reelt kun gælder når vi skal have noget at dunke folk i Hullabulla-land i hovedet med. Menneskerettigheder er noget vi pr. definition har her i vesten, uanset hvordan fanden vores ledere end opfører sig.
Jeg ser, at lockout-ramte lærere i Esbjerg opfordrer folk til at melde sig ind i Socialdemokratiet for at få finansministeren afsat som spidskandidat. Hvis det bliver tilstrækkeligt populært - jeg nærer ingen illusion om, at det faktisk vil lykkes, selvom partiet jo ikke blot har få vælgere, men også medlemmer - indebærer det faktisk et betydeligt mobiliseringspotentiale, når folk med politiske ambitioner, der hidtil har kunnet gå nærmest ind fra gaden og blive opstillet, afløses af folk, der ønsker at frelse partierne fra opportunisme.
Det engelske Boycott Workfare har haft en vis succes med at demonstrere foran private virksomheder, der udnytter arbejdsløse til tvangsarbejde. Måske noget lignende kunne hjælpe herhjemme.
I øvrigt kunne det da være på sin plads, hvis de udnyttelses-aktiverede sneg sig til at liste en lille flyer med information om deres løn- og arbejdsforhold i postkassen, når de alligevel var ude at klippe hæk hos pensionisterne.
Faldt lige over denne tankevækkende artikel om tidligere tiders syn på fattigfolk:
http://www.socialrdg.dk/default.aspx?id=3278
Hvad er vigtigst, problemløsning eller forargelse?
Nu mener 8 ud af 10 at man skal kunne nedlægge deres arbejdsplads for at give plads til tvangs arbejde og gratis arbejde (Red.)
Det kunne se ud som om det er væsentligere at ytre frustrationer og fokusere på straf, end det er at løse problemer.
Det væsentligste er jo at følelserne får frit løb.
Eksempel 1: Forhøjelser af straf gør ikke folk mindre kriminelle, men vi får en dejlig følelse af hævn, det er det vigtigste.
Eksempel 2: Vi får ikke retfærdighed eller retssikkerhed ved at fængsle folk uden rettergang, men vi får hævn, det er det vigtigste.
Eksempel 3: Sæt folk i tvangsarbejde for deres overførselsindkomst, krone for krone, det skaber ikke arbejdspladser tvært imod, men det giver folk en grundlovssikret ret til at komme af med
Deres forargelse,
Deres frustrationer,
Deres vrede
Og
Deres fordomme.
@Lilly Wendt :
Tak for linket. Det er en artikel, der fortjente at blive formidlet på forsiden af alle medier.
- Småbørnsfamilier arbejder jo ikke for de kommunale goder som "børnepenge"
- Pensionister arbejder heller ikke for deres "folkepension".
Derfor er det SÅ grotesk sygt, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde for deres kontanthjælp.
Vi burde jo kunne dele om det arbejdet, der til enhver tid er. Både når mængden af arbejde er stigende og når det er faldende. Hvad er det der forhindrer det. Og hvem er "vi". Der er jo dem, der ikke vil eller kan under de nuværende forhold. Men hvad nu hvis "forholdene" blev anderledes.
Jeg er ikke bekendt med, om der er forsket i emnet. Ellers er det en go` idè.
Man kunne begynde med at undersøge de tilfælde, hvor man deler et vist arbejde - lønarbejde eller ikke. Måske i det små, men indeholdende de faktorer - menneskelige egenskaber ? - som gør det muligt.
Vi ved det nok allesammen - At vaneforestillinger, griskhed og egoisme hos alle parter dominerer.
Lige læst i avisen om en 92-årig, der passer sit seniorjob som 4.generation i eget firma.
Har talt med en 40 årig kvinde som medlem af en stor familie. Flertallet er på overførsel på en eller anden måde og med i den sociale og sundhedsmæssige kontrolcirkus. De er meget optaget af den næste mulighed for at modtage fra det offentlige, for at klare dagligdagen i nærmeste fremtid.
Ret sørgeligt og harmevækkende.
Jeg tilslutter mig den allerede nævnte kritik, og vil gerne påpege et par andre problemstillinger vi ikke har hørt om.
Først er der et problem med ansvar. Hvem står til ansvar hvis den nyttige gør skade eller udnytter sin tilgang til eks. ældres hjem til at begå kriminalitet? Er det individet, der ikke selv har valgt opgaven, kommunen der har sendt ham eller staten der har skrevet reglen om tvangsarbejde?
På det normale arbejdsmarked er ansvaret klart, den utilfredse kunde går til virksomheden og virksomheden kan irettesætte eller fyre arbejdsudøveren. Ved nyttearbejde er det ret uklart, hvilket man som kunde bør være opmærksom på.
Dernæst kommer et spørgsmål om afhængighed. Hvis nyttejobs inkluderer opgaver som at skovle sne, hvilket er nødvendige opgaver i vinterperioden, så bliver vi afhængige af denne service. Så har vi enten forpligtet os til at holde et konstant niveau af tvangsarbejdere, eller skabt en model der bryder sammen hvis vi går ind i den højkonjunktur som hele parnasset satser på.
Hvem er berettiget til at modtage nyttere? Lige nu bruges de ældre som salgsargument, men deres haver holder jo ikke evigt. Kan en virksomhed, en anden civilperson eller en nyttejobber selv bestille nyttearbejde? Det bliver spændende at se hvordan loven bliver administreret, specielt med tanke om lighed for loven.
Ved at introducere pligtbetonede nyttejob bryder vi med markedsmodellen, at et arbejde har en given værdi der aftales med usynlig hånd af markedets parter. Værdien af et nyttejob er fastlagt på kontanthjælpsniveau, med selve arbejdsopgaven som den bevægelige del. En nyttejobber kan ikke forhandle løn, ikke true med opsigelse eller organisere sig imod sin arbejdsgiver, der i modellen er alle - inklusive jobberen selv. Man skal være idiot for ikke at se misbrugspotentialet i dette, så snart arbejdsgivere finder ud af at de kan udskifte regulære arbejdere med nyttejobbere og få samme ydelse.
Det eneste positive jeg kan se ved nyttejob er at de øger vores opmærksomhed på hvad der egentlig er nyttigt. Hvis et nyttejob har en direkte positiv effekt på vores livskvalitet, om det så bare er en velholdt have, er det en udfordring for de mange og dyre drenge der virker underligt unyttige. De bliver presset til at demonstrere og bevise nytteværdien af deres arbejde.
Kongshøj:
Flot indlæg.
Den højeste nytte: At spare på de sparsomme fælles resurser. Men der er få der tænker således. Det er bare "business as usual".
Der er ingen fremtid i tvangsarbejde/surrogatarbejde for den "aktiverede".
FYI:
Ingen kontanthjælpsmodtagere, der nægter at lade sig udnytte, har dog grund til at frygte, at blive trukket i deres kontanthjælp, hvis nyttejobordningen skulle træde i kraft fra årsskiftet.
Ledige kontanthjælpsmodtagere, der bliver informeret af deres lokale kommune til at skulle udføre et nyttejob, skal blot møde op på på det kommunale mødested for kontanthjælpsmodtagere og "nedlægge protest". Hermed, er og vil, der IKKE være lovhjemmel for, at trække kontanthjælpsmodtagere i deres ydelser. Set juridisk.
Så enkelt er det, hvis man vel at mærke har rygrad nok til, at tage kampen om mod det bureaukratiske system og stå imod nyttejobodrningen. Og det håber jeg at der er rigtige mange der vil.
Nettet strammes og alle andre end EL taler newspeak - det er forsøg på damagecontrol i et økonomisk system, der har indbygget selvdestruktion, og som sædvanlig og selvfølgelig er det de med den dårligste sociale arv, der skal betale, mens resten rager til sig - opskriften på yderligere kollaps. S har solgt ud, og SF prøver at redde stumperne af de smuler, de får.
'Nyttejob' uden ordentlige løn- og aftaleforhold er en skandale og en falliterklæring, som er udtænkt i et fascistisk mindset. Læsset tilter, og vi er omgivet af ignoranter og små ånder, som ikke ser, at de skubber til læsset, ikke ser de gode og rigtige løsninger - de er formørkede
@ Sten Victor:
Så let bliver det desværre ikke at undgå tvangsarbejde til polske lønninger. Kommunerne kan sagtens stoppe ydelsen selvom det sker under protest. Er man utilfreds med denne straf, eller med udnyttelsesaktiveringen som sådan, kan man altid klage til det sociale nævn - fattigrøvsdomstolen. Sagsbehandlingen dér er dog langsommelig, man har ikke ret til retshjælp og alt foregår skriftligt, hvilket betyder at en kommune står meget stærkere end en borger, der ofte ikke kender systemets krinkelkroge. Mens man venter har man i øvrigt bare at holde kæft og gøre som kommunen forlanger, hvis man gerne vil have lidt penge til luksusartikler som mad og husleje.
Alt i alt er det sørgelige faktum at man har større retssikkerhed i forhold til en fartbøde end man har, hvis en tilfældig sagsbehandler vælger at trække det økonomiske tæppe væk under fødderne på en og éns familie.
Nu skal det hele jo ikke blot være (berettiget) kritik. Det er jo som bekendt altid godt at opstille modforslag.
Arbejdsløshed er naturligvis et problem, samfundet skal tage alvorligt. I stedet for udnyttelsesaktivering kunne man dog gøre mange andre ting.
Man kunne for det første oprette ordinære stillinger til udførelse af 'nytte-opgaverne'. Der er jo intet forrykt i at pensionister kan få praktisk hjælp i haven, når blot det sker på ordentlige, overenskomstdækkede vilkår. Naturligvis vil dem man ansætter skulle have mere i løn, men de penge kommer jo ind igen, dels ved større forbrug og større beskatning, dels ved at man sparer betragtelige midler på nytteløs administration og kontrol, når man løfter borgere fra det byzantinske bureaukrati i arbejdsløshedssystemet og over i ordinær beskæftigelse.
Endvidere kunne man omlægge det vildnis af mere eller mindre aktiveringskurser til frivillige tilbud. På den måde ville man få langt mere kvalitet i kurserne, da kursisterne ville være frie til at vælge useriøse kurser fra.
I øvrigt bør man også flytte midler fra kommunernes egne hjemmestrikkede kurser og aktiveringsfiduser og over til reel kompetencegivende uddannelse.
Mange af de unge på kontanthjælp har meget dårlige skolefærdigheder, og vil ikke få meget ud af at blive tvunget ind på en uddannelse de ikke kan gennemføre. De bør i stedet have frivillige tilbud om undervisning.
En anden ting man bør gøre meget mere ud af er arbejdsdeling. Når der nu en gang ikke er arbejde til alle, er det mest solidariske trods alt at dele arbejdet, enten ved nedsat arbejdstid eller ved variationer over skraldemandsmodellen.
Samtidig er man nødt til at ændre kommunernes økonomiske incitamenter, således at refusionsordningerne ikke som i dag gør det langt mere rentabelt at træffe en afgørelse frem for en anden.
Disse forslag vil naturligvis gøre det lettere 'bare at ligge hjemme på sofaen', som de borgerlige er så bange for de ledige gør. Men når man tænker over det, hvad er så egentlig problemet? Der er jo notorisk ikke arbejde nok til alle, så hvis man pisker 'de dovne' til at søge arbejde, betyder det jo blot at det bliver sværere for det store flertal der gerne vil arbejde. Lad dog dem der gerne vil arbejde stå i første række til de arbejdspladser der nu en gang er, og lad dem der ikke har noget imod at være arbejdsløse, være det. Hvis vi erkender at arbejdsmarkedet er en stoleleg, kan vi få et langt mere rationelt system.
Halvdelen af din nuværende "normerede arbejdstid" består i at sikre det daglige eksistensgrundlag for dig selv og din familie og dine dyr og dine naboer og for stat og kommune og for det velfærds- og rets-samfund du lever i.
Den anden halvdel af din nuværende "normerede arbejdstid" består i slave for at sikre profit til rentenydere og ågerkarle og bolighajer og alle andre velbjergede højtlønnede pengegriske gribbe.
Sider