Kronik

’Krisen og den udeblevne systemkritik’

Sådan lød titlen på det essay, som Preben Wilhjelm udsendte sidste sommer – et essay, der advokerer for gennemgribende reformer inden for det eksisterende system. Essayet er imidlertid ikke blevet debatteret i den grad, det fortjener – derfor denne kronik
Preben Wilhjelms reformforslag skal opfattes som mulige inden for systemets rammer, men som mere begavede end de bankpakker, vi har set i Danmark og andre steder, samt planer om en finanspagt på EU-plan.

Jakob Dall

11. april 2013

Venstrefløjspolitikeren og samfundsdebattøren Preben Wilhjelm udsendte i sommeren 2012 et essay med titlen Krisen og den udeblevne systemkritik. Omkring to tredjedele af teksten består af analyse, mens resten udgør et afsnit med titlen »Reformer inden for systemet?«

Wilhjelm starter veloplagt med at frikende danske politikere, erhvervsliv og banker for et (hoved-)ansvar for den økonomiske krise. Politikernes ufinansierede skattelettelser i slutningen af VKO-flertallets periode var småtterier i sammenligning med statsfinansernes skift fra et overskud på 80 milliarder kroner til et 100 milliarder kroners underskud over fire år – uden at der lå eksplicitte politiske beslutninger bag. Erhvervslivets ansvar er heller ikke et ansvar. Det reagerer kun på markedet, og da det skal tjene penge, må det gøre, hvad det gør, nemlig sætte efterspørgselen efter arbejdskraft ned. Endelig frikender han også bankerne for at have lånt for mange penge ud til boliger og bygninger.

Når det er så magtpåliggende for Wilhjelm at frikende politikere, erhvervsliv og banker for ansvar for krisens udbrud, synes det at være, fordi han ønsker at fokusere på kapitalismen som system. Som et system, der efter hans mening er kendetegnet ved at være fundamentalt ustabilt. Hans hovedpointe kommer frem i følgende sætning: »Kapitalismen, med markedsmekanismen som afgørende styringsinstrument, er, hvad der i fysikken kaldes et metastabilt system, hvor den mindste ubalance er selvforstærkende. Som en mønt på højkant« (side 19).

Der er forskel på kriser

Preben Wilhjelms version af en kriseteori funderet på ubalance i det økonomiske system lider af en fatal svaghed. Systemet bliver jo ofte udsat for stød, der bringer det i ubalance. Men i langt de fleste tilfælde svinger det hurtigt tilbage til et slags balanceret vækstspor.

Det så vi eksempelvis i 2001 efter den såkaldte dot.com-krise, hvor it-aktierne den 11. marts begyndte at falde voldsomt på den amerikanske teknologibørs, NASDAQ, men godt halvandet år efter var it-industrien i fuld gang på ny, og kurserne steg også stærkt. Omvendt har vi ikke set en sådan genrejsning efter krisen i den amerikanske boligfinansieringssektor i 2008. Hverken i bolig- eller byggesektoren og hverken i USA, Europa eller Japan.

En forklaring på hvorfor økonomiske ubalancer sommetider forsvinder fluks, mens de til andre tider forsumper i langvarige kriser som i øjeblikket, kræver derfor, at vi inddrager nogle mere dybtgående økonomiske forhold og mekanismer.

Kriseforklaringer

En første forklaring kan sandsynligvis findes på produktivitetsområdet. Hvor vi ved dot.com-sammenbruddet i 2001 havde masser af investeringsområder, der kunne give høje forventede produktionsrater, er situationen i dag, at der ikke er mange områder i økonomien, der lokker med store forventede produktivitetsvækstrater.

Undtagelsen er energi- og miljøområdet, men her må behov og efterspørgsel formuleres kollektivt, hvilket vil sige politisk. Dette er forhindringen, men også håbet.

En anden mulig forklaring er, at de sløje investeringsmuligheder i realøkonomien har gjort det relativt tillokkende at investere i finansielle aktiviteter såsom de såkaldte finansielle derivater. I denne kasinoøkonomi kan der tjenes store penge, og tabene kan ofte tørres af på andre (aktionærer, skatteydere). I en sådan økonomi vil der ikke blive investeret tilstrækkeligt i fremstillingsaktiviteter, hvor der især ligger arbejdspladser.

Begge forklaringer kan naturligvis være i spil, og også andre forhold kan have spillet en rolle. Blandt andet de politiske forhold, som Wilhjelm frikender for en afgørende skurkerolle i forbindelse med krisens udbrud. Men f.eks. Sverige og Canada har ikke haft de samme krak i bank- og finanssektoren, som vi har set i Danmark for slet ikke at nævne USA. Forklaringen på forskellen er at finde i en langt strammere statslig regulering mod stærkt risikobetonet udlånsaktivitet i Canada og Sverige. Naturligvis er USA’s betydning for krisens internationale udbredelse helt afgørende.

Men af andre mere rent danske forklaringer kan også nævnes den husejervenlige skattepolitik under VK-regeringens tiår med tilhørende lemfældig politik i forhold til at kunne belåne kapitalgevinsterne. Hertil kommer et forhold, der ofte er blevet overset af den daværende opposition, nemlig at Fogh Rasmussen-regeringen faktisk lod den offentlige sektor vokse, samtidig med at den i ret høj grad opretholdt et skattestop.

Wilhjelms reformforslag

I indledningen til reformafsnittet præciserer Wilhjelm, at en rigtig diagnose er en forudsætning for adækvat behandling. Han påpeger to forhold, som han mener er uomgængelige i en reformpolitik af venstreorienteret observans: 1) demokratisering af økonomien, og 2) overvindelse af markedsmekanismen som styringsinstrument (side 41).

Hans reformforslag skal opfattes som mulige inden for systemets rammer, men som mere begavede end de bankpakker, vi har set i Danmark og andre steder, samt planer om en finanspagt på EU-plan. De indebærer:

Statslige eller selvejende finansieringsinstitutter.

- ’Joint venture’-långivning.

- Opsplitning af finansielle supermarkeder.

- Tobinskat.

- Udjævning af klimatisk betingede udsving.

- Skatteomlægning.

- Brugerbetaling.

- Alternativ stabilitetspagt.

- En supplerende vækstpagt.

De fleste af disse forslag er sympatiske i forhold til en bred lighedsorienteret venstrefløjsmålsætning. De vil også i de fleste tilfælde være gavnlige i forhold til at forbedre produktionskapitalens vilkår på bekostning af finanskapitalen. I virkeligheden er de i bedste overensstemmelse med John Maynard Keynes, 1930’er-krisens store analytiker, som mente, at det var nødvendigt at foretage medlidenhedsdrab på finanskapitalen for at redde kapitalismen med dens markedsøkonomi og politiske demokrati.

Kan han vinde folkets gunst?

Preben Wilhjelms reformforslag burde kunne samle stor opbakning i den brede lønmodtagerbefolkning samt blandt unge under uddannelse og pensionister. Måske vil de også gøre det. Problemet er imidlertid, at selv indgrebene mod de finansielle institutioner, især bankerne, ultrahurtigt kan ’spinnes’ til at ville føre til et indgreb mod den private ejendomsret som sådan. Og så stiger frygten hurtigt blandt de to tredjedele af vælgerne, som er ejere af deres bolig.

Hvis dette er tilfældet, er det ikke sikkert, at Wilhjelms argumenter for at formindske markedsmekanismen i dens afgørende betydning i forhold til investeringsbeslutningerne vil overbevise så mange. Keynes argumenterede i lignende baner ved at sige, at når investeringsbeslutningerne bliver en sideeffekt til aktiviteterne i et kasino, er der grund til at tro, at jobbet bliver gjort dårligt, og han fik ikke tilslutning til at socialisere investeringerne, som han argumenterede for.

Men hvorfor er selv mennesker, der i andre henseender er fremskridtsvenlige, skeptiske over for en socialisering af investeringsbeslutningerne? Vi har ikke et endeligt svar, men tror, at en del af forklaringen kan findes i en dyb mistro til, om vi kan holde mennesker, som vi har betroet adkomst til at forvalte vore skatteindtægter eller pensionsmidler, ansvarlige over for os og vores opfattelse af, hvad vore interesser er. Ikke blot privatøkonomisk, men også kollektivt. Og med erfaringerne fra den siddende regerings adfærd er der bestemt grund til en sådan skepsis. Ikke desto mindre er dette udfordringen, fordi mange af problemerne og løsningerne primært er politiske og samfundsmæssige. Vi håber, at Preben Wilhjelm og andre interesserede vil komme med bidrag i den debat, Wilhjelm så fortjenstfuldt har startet.

 

Per Bilde er professor emeritus ved AU, Claus Bryld er professor emeritus på RUC, Niels Finn Christiansen er lektor emeritus på KU, Bent Moos er fagforeningsmand i 3F, Svend Mortensen er tidligere fagforeningsmand i 3F, Jørgen Lindgaard Pedersen er lektor emeritus på DTU, Niels Chr. Sidenius er adm. direktør for Forskerpark Aarhus, Vibeke Sperling er journalist, og Leif Søndergaard er amanuensis ved SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • Morten Lind
  • lars abildgaard
  • Andreas Trägårdh
  • Olaf Tehrani
  • Søren Sommer
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Lars Dahl
Jakob Trägårdh, Morten Lind, lars abildgaard, Andreas Trägårdh, Olaf Tehrani, Søren Sommer, Robert Ørsted-Jensen og Lars Dahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bente Petersen

Vi må håbe, at denne nødvendige diskussion vil tiltrække rigtig mange kompetente bidragsydere.

Alan Strandbygaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Reformisterne går stadigvæk kun halvhjertet til værks.

De punkter ovennævnte 'tænkeflok' har pillet ud af Preben Wilhjelms kompakte pamflet, er som at forsøge at give kunstigt åndedræt til det åbenlyst dødsrallende 'centralistiske globaliserede (stats)kapitalistiske produktionssystem'.

De forslåede reformforslag ændrer ikke ved kapitalismens kerneproblemer: Nemlig, den selvdestruerende ophobning af kapitalmagt, som fører til profitbaseret effektivisering, med deraf følgende afsætningsproblemer...

---
Preben Wilhelm skriver side 36:

Kvalitativt forandrede afsætningsvilkår
Men for det kapitalistiske system som helhed er denne modsigelse ikke længere blot et teoretisk problem. Med den moderne teknologis masseproduktion er der sket en kvalitativ ændring siden kapitalismens barndom. Modsat kareten skal den masseproducerede bil kunne afsættes også til de arbejdere, der har produceret den, og til deres klassefæller. Det samme gælder snart sagt al anden produktion, computere, mobiltelefoner, fladskærme, møbler, køkkenudstyr, beklædning osv. - så længe vi holder os fra luksusudgaver af de forskellige produkter, og de udgør immervæk en meget lille del af den samlede økonomi. Hele systemets overlevelse er (især i vor del af verden) blevet betinget af, at der ikke betales den laveste pris for lønarbejde.

Afsætningsproblemet, som af gode grunde ikke spiller nogen større rolle hos Marx, er blevet helt centralt. Når vi hører finans- og økonomiministre af skiftende kulører opfordre den almindelige befolkning til 'at svinge dankortet', er det netop en bøn om at stimulere afsætningen. Det havde været utænkeligt i kapitalismens barndom.

En masseproduktion som forudsætter, at ikke blot et privilegeret mindretal, men det store flertal af befolkningerne kan aftage produkterne, svarer ikke til billedet med proletariatet, som "ikke har andet at tabe end sine lænker". De nye vilkår nødvendiggør også en mere tidssvarende opfattelse af klassekampen, som på Marx' tid kunne beskrives meget enkelt og indtog rollen som den socialt drivende kraft i samfundsudviklingen.

Den forskydning af afsætningsproblemet, som er en konsekvens af den teknologiske udvikling, forekommer ret fundamental. Den betyder, at kapitalismen umuliggør sin egen overlevelse, hvis den konsekvent efterlever sin 'naturlige' tilbøjelighed til at "betale den lavest mulige pris for lønarbejde".

---

Og så er der ikke sagt et eneste ord om det 'centralistiske globaliserede (stats)kapitalistiske produktionssystem's himmelråbende foragt for lokal kultur og natur ...ingen har jo lyst til at blive opfattet som miljøbøsser, men ødelæggelserne af lokal kultur og natur er faktisk kanariefuglen som burde advare os mod systemets giftighed.

Inger Sundsvald, lars abildgaard, Pia Nielsen, Karsten Aaen, Niels Mosbak, Søren Sommer, Trond Meiring, Alan Strandbygaard, randi christiansen, Claus Oreskov, Holger Madsen, Jens Falkesgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Og afsætningsproblemet er, at ingen virksomhed på egen hånd kan lønne medarbejderne tilstrækkeligt til at forbruge den varemængde, der findes derude i den materielle virkelighed. Der eksisterer ikke et 1:1 forhold mellem produktion og købekraft.

lars abildgaard, Karsten Aaen, Niels Mosbak, Michael Skands, Holger Madsen, Simon Olmo Larsen, Jens Falkesgaard, Bill Atkins og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Wilhjelm gør dette meget klart ved at påvise, hvordan vi har været i en situation, hvor produktionsprisen var så stor, at kun få kunne erhverve varen. I dag er produktionsprisen så lav, at den ikke kan generere løn, der giver tilstrækkelig købekraft på markedet.

lars abildgaard, Karsten Aaen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

I kronikører har fuldstændig ret, men det er ikke nok. Jeg købte Prebens bog, da den udkom. Debatten udeblev. Nu prøver I at pumpe liv i den. Al ære værd, men hvorfor skulle det lykkes denne gang, når det ikke lykkedes første gang?

Der er noget fuldstændig galt med os alle sammen, og det har I ikke rigtigt fat i. Befolkningen er dum, doven og ligeglad, men det er mindre interessant end, hvorfor den er det. Vores traditionelle svar er, at ’nogen’ har gjort den til det, den er. Engang var det djævlen, senere kapitalismen. I dag peger pilen på den enkelte, der ikke har været smart nok til at opbygge sit eget univers.

Befolkningens optagethed af klimaet går ned i samme takt, som temperaturen stiger. Forstå det, hvem der kan.

Der lyder ikke det smertensskrig fra medborgere i nød, som man kunne forvente, for deres pine dulmes med underholdning og medicin. Flyrejser er blevet så billige, at man kan tage af sted, når man keder sig, og det er helt almindeligt at rejse flere gange om året.

Skulle der endelig være et par vågne forældre, der efter meget besvær bliver gravide og får et par dejlige børn, så varer det ikke længe før den ene har tourette og den anden ADHD, og så går deres tid med det.

Jeg kan ikke se, fra hvilket hjørne af samfundet debatten skulle komme. Kronikken står i Information, som er den bedste avis på markedet. Alligevel knægtes det frie ord også her, og indlæg slettes, debattørerne flygter. Den massakre ved I ikke noget om. Jeg selv har 3 dage tilbage af mit abonnement.

80% af befolkningen betaler til en kirke, de ikke gider gå hen i. Dens ledere synes, det er okay. Enhedslisten er det eneste ateistiske parti, og det er det vel dårligt nok. ”Bryd kirkens magt, knæk sablen, styrt kronen”, som det hed engang, men det er der ingen, der tør sige i dag, heller ikke jer.

Hvad var det for resten, I ville? Have en debat om systemfejlene nuvel, men hvordan ser det samfund ud, der kommer bagefter?

Johannes Sohlman, Martin Rafn, Heinrich R. Jørgensen, Inger Sundsvald, Mona Jensen, Pia Nielsen, Philip B. Johnsen, Henning Pedersen, Søren Sommer, Trond Meiring, Simon Olmo Larsen, Katrine Visby, Jens Overgaard Bjerre, Anette Gatzwiller, Jakob Silberbrandt, Henrik Nielsen, Knud Larsen, Holger Madsen, Henrik Darlie, Ebbe Wagner Smitt, Bill Atkins, Steffen Gliese og Lennart Kampmann anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Wilhjelms pamflet blev ganske opsigtsvækkende en bestseller og udkom i flere oplag. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, og ville have retfærdiggjort en større debat om emnet.

Debatten udeblev imidlertid, for Wilhjelm skriver det forkerte, og giver udtryk for synspunkter der ligger uden for det herskende nyliberale meningsmonopol. De eneste kriseanalyser der fremføres i de store medier er de nyliberale bortforklaringer om at krisen skyldes grådighed, dovne grækere eller for høje mindstelønninger. Den såkaldt frie presse er blot et spejlbillede af elitens egne meninger, og der gives kun plads til de meningsforskelle, der hersker inden for eliten.

Hvis vi ønsker en krisepolitik, der ligger ud over at omfordele til fordel for overklassen, er vi således nødt til først at skabe rum for afvigende synspunkter som Wilhjelms i den offentlige debat. Hvordan man så lige gør det, ja det er det store spørgsmål for venstrefløjen i dag.

Heinrich R. Jørgensen, Mona Jensen, Daniel Mikkelsen, Karsten Aaen, Niels Mosbak, Henning Pedersen, Jens Overgaard Bjerre, Ellen Braae, Alan Strandbygaard, Henrik Nielsen, Knud Larsen, Holger Madsen, Michael Kongstad Nielsen, peter fonnesbech, Steffen Gliese, Bill Atkins og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar

Peter, skriver: "I dag er produktionsprisen så lav, at den ikke kan generere løn, der giver tilstrækkelig købekraft på markedet." og Preben Wilhjelm skriver i samme forbindelse: Også selv om "vi holder os fra luksusudgaver af de forskellige produkter"

Problemet er at 80% af vore BNP hidrører fra produkter, der i en global optik opfattes som "luksusprodukter"...

Hvis kapitalismen kunne vende produktionen mod den del af verdens befolkning, der har lavest personlig indkomst, så er markedet stadig enormt - eksv. ville lavtekniske produkter for personlig bæredygtig energiforsyning være virkelig afsætningsegnede.

...men kapitalismen er for ensporet og primitiv.

Filo Butcher, Karsten Aaen, Trond Meiring og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nogen kunne jo genopfinde en venstreorienteret presse, f.eks.et Socialistisk Dagblad, på nettet f.eks.

Mona Jensen, lars abildgaard, Jens Overgaard Bjerre, Claus Oreskov, Knud Larsen, Holger Madsen, Rasmus Kongshøj, Niels-Simon Larsen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet, Bill Atkins, er jo, at det ikke har noget at gøre med at fremstille noget, der er tilstrækkeligt dyrt, det er stadig således, at det er de effektive produktionsmetoder, der skaber paradokset, vi kender så godt: fattigdom midt i overfloden. Og den eneste løsning er at afkoble de to systemer i den også så velkendte dialektik: at yde efter evne og nyde efter behov.

steen nielsen

"Keynes argumenterede i lignende baner ved at sige, at når investeringsbeslutningerne bliver en sideeffekt til aktiviteterne i et kasino, er der grund til at tro, at jobbet bliver gjort dårligt, og han fik ikke tilslutning til at socialisere investeringerne, som han argumenterede for."

Noget tyder på at det kun er USA i øjeblikket som går imod disse naturlove som siger at skatten ikke kan sættes op og ulige indtægtsforhold ikke kan reguleres og at erhvervslivet ikke politisk kan påvirkes til at bevare eller skabe arbejdspladser og at den offentlige sektor ikke kan vokse i krisetider.
Det der så kunne gøre en forskel nu, var hvis det kunne lade sig gøre at lave kartelaftaler internationalt om regulering af finansmarkeder, miljøtiltag som virker, tiltag som mindsker kapitalflugt og eksport af arbejdspladser, en slags fordelingspolitik på globalt plan.

Ja, Peter, problemet er vel at masseproduktionsapparatet er voldsomt koncentreret, primært i Asien, og ejerne og dermed profitten ingen tilknytning har til produktionslandet og produktionsarbejderen. Stiger lønningerne og skatten, så flyttes produktionen. Og så er der ingen ting at yde, og ingen ting at nyde.

Filo Butcher, Henning Pedersen, Sabine Behrmann og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

To citater : " Preben Wilhjelms reformforslag burde kunne samle stor opbakning i den brede lønmodtagerbefolkning samt blandt unge under uddannelse og pensionister ".
" Hans reformforslag skal opfattes som mulige inden for systemets rammer "
Opbakningen skal kunne komme til udtryk. Forudsætningen er, at emnerne komme på dagsordenen når krydset skal sættes.

Jeg kan tilføje til listen :
- Den fælles ejendomsret til jorden ved ekspropriation af al jord og indførelse af jordleje for brugsretten, som helt eller delvis erstatning for indkomstskatten.
- Basisydelse som erstatning for alle sociale ydelser.

Åbenlyse fordele for flertallet af befolkningen, Men "umulige" at gennemføre.
Helt som det meste af Wilhjelms forslag.

Heinrich R. Jørgensen, randi christiansen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

@ Peter Hansen:

Et socialistisk medie ville være et hårdt tiltrængt friskt pust, men jeg er ikke optimist.

Der findes allerede venstre-medier, for eksempel Modkraft, dagbladet Arbejderen og det fagforeningsvenlige Avisen.dk. Alle har de det til fælles at de har begrænsede læserskarer, tydeligt mangler penge til produktion af indhold og ikke er optaget i de etablerede mediers klub af gensidige referencer.

Hvis et nyt medie skulle fungere, ville det dels kræve en stor pose penge til opstået, en fornuftig model for financiering af driften og gode kontakter i de øvrige medier. Hvordan man skal skaffe disse ting, står uklart.

Ikke desto mindre, så er et ordentligt socialistisk medie med en bred folkelig udbredelse en absolut nødvendighed hvis vi skal have positive forandringer.

Jens Overgaard Bjerre, randi christiansen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

Jeg har læst essayet, og kan anbefale det til alle.
Køb det, da er to tre måneders ventetid på biblioteket(det var der da jeg lånte det)

Steffen Gliese

Rasmus Kongshøj, jeg tror faktisk ikke, at et sådant medie ville behøve at være særlig dyrt at drive - og personligt er mit problem med netaviser (alle andre end denne, og selv denne er blevet værre) den uoverskuelige opbygning, grænsende til det ikke-lokalisérbare. Et meget enkelt design med få veldokumenterede historier ville være optimalt.

randi christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Det skal være en daglig netavis med de væsentligste globale nyheder, som Ritzau af politiske grunde ikke vil viderebringe. Der skal være en fri og ucensureret debat over nyhedstelegrammer og artikler.

lars abildgaard, Steffen Gliese og Peter Poulsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Et potentielt stort problem med "systemkritikere" og nogle gange andre kritikere er at kritikken ofte stopper, og ikke er velkommen mere når den så at sige "går en anden vej". Den kritik kritikerne fremfører ses da som "relevant", "dybtgående" o.s.v. Den anden kritik ses som i bedste fald "uvedkommende" i værste fald som "forræderi" eller "hetz" eller "fobi".

Claus Oreskov

Man skal nu ikke undervurdere ”folket”, vi er ikke mere dovne eller ligeglade end diverse blokere her på tråden. Folket mærker krisen på deres egen krop hver eneste dag, folket behøver ikke, at læse lærde pamfletter om krisen, de har en direkte adgang til erkendelse gennem praksis. Problemet er at der ingen politik er som honorere denne erkendelse – at der intet politisk parti er som kan samle de utilfredse.

Robert Ørsted-Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Nick Mogensen

Jeg forstår artiklens pointer, men disse nedslag i systemet er ikke de afgørende problemer. Det afgørende problem er individet per se.

Hvis ikke der sker forandringer på et mikroniveau, dvs. at den enkelte i langt videre udstrækning tager ansvar for sine handlinger, uanset om det drejer sig om familiens forbrug af kød eller færdigretter, ferier til udlandet, (over)forbrug af TV, fortsætte forældres nedarvede dogmatisk livsstil, lade overskrifter blive virkelighed, glemme at sætte sig i næstens sted, tro at den enkelte altid ved bedst selv, reducere forbrug (og dermed reducere ressource-belastning generelt), glemme at mennesket er en del af naturen (som dyr), tro at vi er hævede over skæbnen, glemme at døden er prisen for livet, at livet kalder på etisk ansvarlig for ikke at blive en hån mod livet, så sker der ingenting. Hvor er dyderne? Hvor er de dyder, der selv i spaghetti-western findes stærkere, henne?

Men kun få vil lytte og lære - endnu. Man ved jo bedst selv.

Heinrich R. Jørgensen, Mona Jensen, Bill Atkins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Troels Jensen

Problemet er, at Wilhjelms lille bog er overfladisk og usammenhængende -- blot et ruskomsnusk af tilfældige betragtninger uden reel analytisk styrke. Sjældent har jeg glædet mig så meget til en bog, og sjældent er jeg blevet så skuffet. Ak, de table illusioner!

randi christiansen

Hvem er kapitalismen ?

Meget tilbagestående og primitiv kultur som dominerer verden i dag, når det ikke i højere grad er muligt i fællesskab at erkende biotopens iboende diktat for harmonisk overlevelse.

Hvorfor er det ikke muligt at smide disse obstruktive finanssociopater på pension? Fordi alternativet ikke er klart, enkelt og indiskutabelt formuleret. Systemfejlene er ellers indlysende - en projektion af alfamenneskets indre kortslutninger, og flokken følger førerfåret.

Filosofisk overblik og indsigt mangler i en eksistentiel analyse af det politiske valg.

Mit næste projekt : på hvor mange måder kan man sige det samme, men måske alligevel få en afgørende ny vinkel i spil

Kaspar Olsen, Mona Jensen og Nick Mogensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Bill
Wilhjelm har aldrig nogensinde været reformist og han er det heller ikke her. I DKPere var mere refomistiske end VS nogensinde var det.

PW ærende med dette skrift, var at påvise at der er andre og mere brugbare redskaber for progessiv realpolitik end dem som for nærværende anvendes af vores regering og vore europæiske nabo regeringer.

Det er det der var pointen. Dette er ikke en kamp mellem din stædige tro på statsliggørelse som et mål (hvad det i øvrigt aldrig var for hverken Marx eller din ven Lenin) og så de forskellige muligheder der er for en samfundsmæssigørelse af produktionsmidler og økonomi (det egentlige mål for samme herrer).

Robert Ørsted-Jensen

Men brugerbetaling som en del af en større reformpakke bliver nok noget af en kamel at sluge for EL og vælgere. Alligevel er der ikke tvivl om at der er områder hvor manglende brugerbetaling vender den tunge ende nedad

Robert Ørsted-Jensen

Men det er forfriskende at se Wilhjelm komme med et bud på et reelt realistisk alternativ til den førte politik

Robert O Jensen, Du har helt ret Preben Wilhjelm er ikke revisionist - og det skriver jeg heller ikke.

Hvis du læser min kommentar 09:47 - som du referer til - så vil du opdage at jeg skriver, at den "tænkeflok" - forfatterne - der har skrevet artiklen plukker reformforslag ud af Preben Wilhjelms pamflet - tilsyneladende for at give indtryk af at kapitalismen som system kan reddes. Forfatterne vælger altså en reformistisk vinkel på det kapitalistiske systems problemer.

Men Robert, Preben Wilhjelm peger på nogle helt andre grundlæggende problemer for kapitalismen, som gør at vi er nød til at gentænke, hvad det er for et produktions- og produktfordelingssystem vi vil have i fremtiden.

Nick Mogensen, peger i sin kommentar 22:21, meget præcist på et af de grundlæggende kerneproblemer: "markedets måde at fungere på" -, og hertil skriver Preben Wilhjelm i pamfletten, side 16:

---
Markedsmekanismens begrænsninger:

Samme mekanisme, har vi set med den aktuelle krise. Og som forbløffende hurtigt får en boble i byggesektoren til at påvirke f.eks. bilsalget, restaurationsbranchen og alle andre sektorer. Hvert led i denne kædereaktion er en logisk og uundgåelig følge af markedsmekanismen, som er selve kapitalismens styringsinstrument.

1) Markedsmekanismen - Udemokratisk
Denne mekanisme, som - sagt uden ironi - er genial til styring af investeringer og produktion på mikroplanet, hvor forbrugeren ved sit valg så at sige stemmer om, hvilke oste og tidsskrifter og tasker og bilmærker der fortsat skal produceres, og hvilke der skal gå ind. Ligesom de bestemmer, om de hellere vil spendere deres penge på den nye ipad end på dyrere rødvin. Mekanismen er ikke bare ultrademokratisk; det ville simpelthen ikke praktisk kunne lade sig gøre at træffe alle disse afgørelser ved formaliserede, demokratiske afstemninger, end ikke ved repræsentativt demokrati. Den har også vist sig overlegen, nå det gælder innovation, udvikling af nye produkter og produktionsformer.1
1. Markedsmekanismens demokratiske potentiale og begrænsning er ikke en ny erkendelse. Det er faktisk en hovedpointe i mit bidrag til antologien "Det farlige forbrugersamfund", Det danske Forlag, 1971.

2) Markedsmekanismen - Virker kun på privatforbruget
Den har den begrænsning, at den kun virker på det private forbrug, ikke på det kollektive. Og nok så væsentligt: ikke på fordelingen mellem de to. Den tillader os ikke at vælge en lavere klassekvotient for vores børn frem for at udskifte bilen. Vi kan ikke prioritere ren luft og rent vand frem for en fladskærm. Men, vil systemtilhængerne sige, den prioritering sker jo også demokratisk, eftersom vi på demokratisk vis vælger de politikere, som via finansloven bestemmer, hvor meget der skal afsættes til det kollektive forbrug. At det er en fiktion ses af, at statsbudgettet ganske uafhængigt af demokratiske beslutninger på få år kan undergraves med 180 milliarder kr. og tvinge til nedprioritering af det kollektive forbrug. Finansministeren vil, uanset politisk farve, være nødt til at kræve besparelser i det offentlige samtidig med, at han vil opfordre os til at 'svinge dankortet'.

3) Markedsmekanismen - er Gud
Inden for sit virkeområde, privatforbruget, er markedsmekanismen et godt styringsinstrument, specielt hvis man sammenligner med den centralistiske økonomistyring, som blev praktiseret i den tidligere østblok - og andet har vi reelt ikke haft at sammenligne med i den industrialiserede verden. På den baggrund er det ikke så mærkeligt, at mange fristes til at skubbe alle styringsproblemer fra sig ved at gøre markedsmekanismen til Gud. Og fint nok med det. Men så bør de erkende, at den også er ansvarlig for, at selv mindre ubalancer i økonomien bliver selvforstærkende, sætter en lavine i gang og ved kædereaktion udvikler sig til en dyb, global økonomisk krise.

4) Markedsmekanismen - Et matastabilt system
Kapitalismen, med markedsmekanismen som afgørende styringsinstrument, er hvad der i fysikken kaldes et metastabilt system, hvor den mindste ubalance er selvforstærkende. Som en mønt på højkant. Vi kunne ikke drømme om at producere en elkedel, som ikke slukker af sig selv før vandet er kogt af og køkkenet sat i brand. Vi producerer ikke biler, som ikke retter op af sig selv efter et sving. Vi indbygger 'dødemandsknapper' i skibe og tog og maskiner, ja sågar i motorsave og hæksakse for at hindre ulykker. Når vi bygger vindmøller, sørger vi for, at rotorbladene automatisk justeres, så møllen ikke løber løbsk, hvis vinden bliver for kraftig. Men når det gælder styringen af hele samfundsøkonomien har vi overladt den til en mekanisme, som forstærker selv mindre ubalancer eller afvigelser til alvorlige kriser. Det svarer til en bil, hvor selv den mindste drejning er selvforstærkende og umulig at rette op.

---

...altså en helt andeledes radikal kritik fra Preben Wilhjelm end det der fremgår af ovenstående artiklen, og der er meget mere kritik i pamfletten, som forfatterne til denne artikel undgår at nævne – blandt andet: Det fatale afsætningsproblem og den indbyggede forarmelse af lønarbejderne.

NEJ, så sandelig er Preben Wilhjelm ikke revisionist. ...men det er muligt han lokker dem inden for.

Inger Sundsvald, Steffen Gliese og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Hvor Preben Wilhjelm i pkt. 4 ovenfor skriver:

"Det svarer til en bil, hvor selv den mindste drejning er selvforstærkende og umulig at rette op."

Skriver forfatterne:
"Men i langt de fleste tilfælde svinger det hurtigt tilbage til et slags balanceret vækstspor."

Forfatterne forstår ikke at den opbyggede gæld ikke forsvinder efter en krise. De erobrede markeder og produktionsapparatet gives ikke tilbage til deres oprindelige ejere efter krisen.

Der akkumuleres - uligheden bliver større efter hver krise.

'Økonomiske kriser' er en vital del af kapitalismens irreversible omsætningssystem.

Robert Ørsted-Jensen

nu var ordet - 'reformist' - 'revisionist' var i fortiden en helt anden problemstilling - men det være Bill, Wilhjelms analyse og tankegang er yderst interessant.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg er lidt forundret over artiklens research, for man skriver blandt andet, at 2/3 af vælgerne ejer deres egen bolig. "Problemet er imidlertid, at selv indgrebene mod de finansielle institutioner, især bankerne, ultrahurtigt kan ’spinnes’ til at ville føre til et indgreb mod den private ejendomsret som sådan. Og så stiger frygten hurtigt blandt de to tredjedele af vælgerne, som er ejere af deres bolig.

I følge en undersøgelse fra 2008 af Syddansk Universitet er er "kun 51 procent af den danske befolkning bor i eget parcelhus, villa, rækkehus, lejlighed eller anden form for ejerbolig."
Kilde: http://www.business.dk/faa-danskere-ejer-egen-bolig

Det er lidt over 4½ år siden og der kan selvfølge være lidt anderledes tal i dag, men så store udsving tror jeg ikke på. En anden ting, som gør sig gældende er den specielle danske model, som har gjort det muligt, at låne til stort set hele boligen. Uden det af den grund gør Danmark til et af de lande i Europa, hvor man har flest ejere af egen bolig.

Men vigtigere: Danmarks økonomi er jo bundet op på disse boliger og landbruget. Det vil sige, at vores økonomi står på kviksand, da der skyldes enorme beløb i dette fundament for den danske økonomi. Er det det, man er bange for med artiklen? For jeg forstår ikke rigtig disse teoretiske/økonomiske udtalelser. Og artiklen synes jeg også er uklar. Hvis jeg nu havde kunne gå tilbage og se, hvad jeg og andre skrev i forbindelse med Preben Wilhjelms artikel, så ville det hele være meget lettere. Så jeg fuldstændigt enig med de kommentatorer, som synes, at vi skulle have en ny ventrefjøjsavis. Som ikke var så ensidig i deres kønspolitik og som tog deres læsere og kommentatorer alvorligt.

Robert Ørsted-Jensen

Enhver der ikke er revisionist efter at have læst Marx er et fjols. Men man kan i¨sagtens være revisionist uden at være reformist. Lenin var netop det sidste, desværre var hans revisionisme ikke den bedste af alle da den indeholdt et opgør med respekten for demokrati, ytringsfrihed og retten til at danne opposition.

Katrine Visby

Jeg købte også hans bog. Jeg synes den var et forfriskende indslag i vores krise-debat hvor Wilhjelm kom med nogle nye vinkler tingene. I en tid hvor politikerne på Christiansborg synes at sige det samme og det samme.

Jeg betragter ham som en klog mand, og jeg ville ønske at han blev trukket mere ind i medierne.
Så jeg synes det er super-godt at I tager ham på banen igen.

Niels Engelsted

Det er meget simpelt.

Under industrikapitalismen skal varemængdens værdi være større end produktionsomkostningerne, hvis en profit skal realiseres, hvilket er forudsætningen for ny investering og vækst.

Lønomkostningerne er en del af produktionsomkostningerne, hvilket betyder at varemængdens værdi må være større end lønsummens værdi, hvilket betyder, at lønmodtagerne ikke har lønmidler til at aftage hele varemængden. Dette er industrikapitalismens indbyggede brist.

Industrikapitalismen kan med andre ord ikke fungere, hvis der ikke tilføres midler fra uden for den kapitalistiske sfære, der kan opsuge den overskydende varemængde. Det sker så.

Først ved kolonialistisk og imperialistisk udplyndring, men efterhånden som økonomien vokser og de ikke-kapitalistiske lommer tørrer ud, må andre midler til. Her kommer Henry Fords løsning ind, hvis varerne skal sælges, må lønarbejderne have en større andel. Vi får samfundet med masseproduktion og masseforbrug.

Dette løser imidlertid kun bristen midlertidigt. Lønmodtagerne får stadig kun en andel af varemængdens værdi, og varemængden er blevet enorm. Afsætningsproblemet dukker op igen.

Ny løsning. Varemængden i dag må betales med indtjeningen i morgen, dvs. ved kredit og gældsstiftelse. Hvilket kan virke, hvis produktivitetsstigninger og vækst kan holde sig over rentebyrden.

Det kan det en tid, men alligevel ikke. Til sidst bliver gælden—både den private og den offentlige—større end væksten kan klare. Man prøver at sætte rentesatsen ned til 0, men det hjælper ikke. Ingen tror, at gælden nogen sinde kan afvikles. Folk bliver bange for ruin og holder op med at købe. Produktionsvirksomheder bliver bange for ruin, og holder op med at producere og fyrer arbejderne. Det der længe var en positiv spiral, vækst der afføder mere vækst, bliver nu en negativ spiral, nedgang der afføder mere nedgang.

I processen har industrikapitalismen, der lever af produktion og profit, forvandlet sig til finanskapitalisme, der lever af gældsudstedelse og renter. Eller den sidste har på grund af udviklingens logik overtaget førersædet fra den første og er blevet forvandlet fra økonomiens tjener til den herre. Finanskapitalismen (herunder mange af de store gamle industrivirksomheder, der har slået sig på finansiel virksomhed for at overleve) gribes af panik, fordi alle kan se, at gælden umuligt kan afdrages.

Der er kun een løsning: Til pumperne. De centrale banker anført af den amerikanske og japanske trykker så mange penge, at det, hvis de var af papir, ville udrydde planetens skove på en eftermiddag. De er heldigvis digitale. Computerpengene—mange milliarder dollars om måneden—holder banker og finanshuse flydende, mens regeringerne prøver at skaffe rigtige midler til afdrag af gælden.

Der er kun en mulighed, nemlig at gribe tilbage til det gamle prøvede middel: Udplyndring. Nu er det imidlertid ikke kolonier og fjerne lande i Asien og Sydamerika, der tømmes, eller opsparingen i tidligere socialistiske lande, der røves, nu foregår plyndringen indenlands. For at holde systemet i live begynder samfundslegemet at æde af sine egne muskler og bløddele, mens alt ilt og næring reserveres til de mest priviligerede organer, der suger til sig med grådig energi og svulmer op. Man kalder det austerity, men da den organiske balance er korrumperet og nogle fedes op mens andre sultes, så burde det hedde noget andet.

Ingen har endnu påvist, hvordan det skulle kunne virke. Men vi kan se det i fuld udfoldelse i nogle af vores nabolande mod øst og vest. Her er en beskrivelse fra England, der burde være et varsel også for os danskere. Vi ved jo at vores ledende politikere gerne kigger mod England, når de skal kopiere planer og politik.
http://www.globalresearch.ca/neoliberalism-and-the-war-economy-in-britai...

Tue Romanow, ulrik mortensen, n n, Heinrich R. Jørgensen, Olav Bo Hessellund, Mona Jensen, lars abildgaard, Niels Duus Nielsen, Inger Sundsvald, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Jesper Bærentsen, Per Hørning, Karsten Aaen, Niels Mosbak, Henrik Darlie, randi christiansen, Simon Olmo Larsen, Grethe Preisler, Bill Atkins og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er spændende at læse Preben Wilhjelm, jeg kan godt nikke til beskrivelsen af samfunds sammenbruddet, men ”krisen og den udeblevne systemkritik” skulle lyde sammenbrud i stedet for krise, det syntes jeg Preben Wilhjelm selv beskriver det som i teksten, med kapitalismen der ikke kan leve uden styring, og et sidste god nat til liberalismen uden, at træde for meget i det.

Det kan godt være noget Preben Wilhjelm, har tænkt over det med, at kalde det krise da der åbnes for muligheden for plukning af de lavest hængende, mest modne frugter, derved er en farbar vej, hvilket nok er finanssektoren og kunne man så plante et frø i den nye verdensbank, der med tiden kan blive et træ, så vi på et tidspunkt kan komme ud af solen, er det kun godt.

Grethe Preisler

Tak fordi du gad, Niels Engelsted.

lars abildgaard, Steffen Gliese, Niels Mosbak, Michael Kongstad Nielsen, Bill Atkins, randi christiansen, Niels Engelsted og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Niels-Simon Larsen 11. april, 2013 - 15:01, har efter fat i den lange ende af den farbare vej, vi må have erkendt omfanget af sammenbruddet, fundet viljen til forandring, det er forudsætningen for den upopulære opvågning, der kan give samfundsdebattøren Preben Wilhjelms idéer in chance.

Bill Atkins, randi christiansen, Niels-Simon Larsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Niels Engelsted, problemet med dit indlæg 11:11 er at det er svært at føje noget til en nekrolog, der har det hele med.

Pyh ha, nu skal vi selv til at tænke over mulighederne:

randi christiansen

Så Robert, Niels Engelsted fik så udmærket besvaret mit retoriske spørgsmål

Et system er kun noget i kraft af de mennesker som understøtter det. Eller mener du virkelig at ' kapitalismen' har løsrevet sig fra enhver human kontakt og lever sit eget liv?

Selvom det kan se sådan ud - systemkrisen afslører en primær driftstyret intelligens på reptilhjerneniveau - så kan man da kun satse på, at en højere intelligens vil vise sig stærkere, inden det totale kaos bryder ud over vore stakkels syndige (synd> at ramme ved siden af) hoveder

Endnu en superdebat uden umiddelbar synlig konsekvens? Niels-Simon Larsen skriver i sit indlæg ovenfor: 'I klimaspørgsmålet er befolkningen for dumme og for dovne' - frit efter min hukommelse. Og det udsagn gør at jeg ud af mange gode indlæg, husker Niels-Simons indlæg, ihvertfald hensigten med hans indlæg - som jo er et andet end at sige, at folk er dumme. Og jeg husker også debattens todeling om enten artiklens reformforslag eller om gentænkning af det kapitalistiske system, samt den selvstændige tråd i tråden om en socialistisk avis, og Niels Engelsteds krystalklare prosa om afsætningsproblemet i den senkapitalistiske udvikling. Også Nick Mogensens fokusering på den enkeltes rolle - mikroniveauet. Alt i alt en meget alsidig debat, om et globalt problem, beskrevet i et let tilgængeligt sprog i Prebens meget komplekse skrift, med de mange vigtige problemstillinger.

En debat som erfaringsmæssigt slutter alt for brat - men forhåbentligt genoptages senere. Mange gode debatter er desværre blevet glemt i tidens løb - men denne debat har en 'hang on', nemlig Prebens Pamflet, og for mig Niels-Simons: "er vi for dumme"? (NSL jeg kan anbefale si-fi: District 9) For ustrukturerede? Har vi for stor tillid til eksperterne, at de træder til i tide? Har vi givet op overfor levebrødspolitikerne? Er demokratiet paradosalt nok ved at dø ud, samtidig med at privatkapitalismen lider strådøden?

Jeg sad og klikkede rundt i den store informationssky, og blev fanget af en leksikal artikel om Semiotik defineret som:

"Tegnprocesser findes i alle levende organismer og er grundlag for menneskelig tankevirksomhed og videnstilegnelse såvel som sociale fænomener som kultur og kommunikation. Semiotik kan bruges til at analysere tegnbrug og betydning i sprog, billeder, handlinger, ritualer, myter og alle andre tegnsystemer."

Ved videre læsning gik det op for mig at her var så sandelig et lille ord 'Semiotik' som også var meget omfattende og komplekst. Når jeg skal huske sådan et nyt begreb, for senere at kunne vende tilbage, så plejer jeg, lige som Niels-Simon ovenfor, at lave min egen lille syntese: 'Er et signal afsendt, hvis det ikke rykker?'

I folkemunde siger man: "Nogen forstår bare at trykke på de rigtige knapper!" ...og det er derfor deres mening der bliver hørt og husket.

Heinrich R. Jørgensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Interessant debat. Det slår mig, at Wilhjelms og kronikkørernes indlæg udmærker sig ved, at de opererer indenfor rammerne af det såkaldt borgerlige demokrati. Altså hvis tilstrækkeligt mange borgere stemmer for løsninger, der matcher de nævntes ideer, så kan samfundet drejes og ændres i takt hermed, få en ny karakter, hvor demokratiet langsomt tager styringen tilbage fra markedet og finansøkonomien - uden at det sker ved pludselig og voldelig overtagelse af produktionsmidlerne osv. Det var den vej, der i gamle dage blev kaldt for reformisme, og som blandt "rigtige", revolutionære socialister blev anset for en værre fjende, end kapitalismen selv.

Det ville efter min mening være sundt, om venstrefløjen blev enig med sig selv om, at demokratiet er vejen, og intet er over eller ved siden af demokratiet, og derefter begynder at opstille de reformforslag, der kan bane vejen for ændring at den nuværende finanskapitalisme.

Olaf Tehrani, Steffen Gliese, Robert Ørsted-Jensen, Philip B. Johnsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Michael, demokrati er den eneste vej - indtil kapitalisterne ikke vil lege med længere.
(Spanien 36, Sydkorea 61, Chile 73, og utallige andre kup verden over)

Michael Kongstad Nielsen

Og EU´s euro-land år totusinde og ...? - derfor skal demokratisporet altid holdes alligevel. Hvis man som udgangspunkt har folket bag sig, vinder man til sidst.

Michael Kongstad Nielsen

Bill - nej, så fromt skal det ikke være. Man må forsvare sig, hvis man bliver angrebet. Det er ganske menneskeligt. Men man skal ikke lægge sin egen strategi an på vold. Hvis jeg skal svinge mig lidt op, må jeg nævne det klassiske eksempel: Mahatma Gandhi, der fik smidt briterne ud uden brug af krudt og kugler.

Michael Kongstad Nielsen

Bill, jeg tror ikke du har forstået min replik omkring euroland. Meningen er, at hvis euroen ikke får lov at leve, så kan kapitalisterne gentage Chile eller andre af dine rædselsscenarier.

Steffen Gliese

Det er meget lettere at indse, hvordan virkeligheden er og afvikle kapitalismen, der ikke tjener til at skabe tilstrækkelig velstand (for den almindelige lønmodtager er det ligegyldigt, om han lægger de nødvendige timer til glæde for en privat arbejdsgiver eller fællesskabet). Der er ikke noget argument for at sikre kapitalisternes ret til et luksusforbrug, som reelt kunne være alles.

randi christiansen, John S. Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Sider