Krisen og den udeblevne systemkritik II

Igen en gang bravo til Preben Wilhjelm. Indlægget kommer perfekt timet her op til Enhedslistens Årsmøde i den kommende weekend.
Især de afsluttende bemærkninger omkring klimaproblemet, ressourceproblemet og ikke mindst hele vækstdogmet, er alle områder, hvor det kniber gevaldigt for Enhedslisten at finde ud af, hvilke ben den skal stå på i den daglige politik.
Håber Enhedslisten vil trække på din viden og erfaring hertil.

Lige netop dette er et eksempel på en debat, hvor et kritikpunkt bliver:det her er indspist! Det er ikke til hverken det danske eller andre europæiske folk, men tenderer til en "prædiken for de allerede omvendte".

Når staten skaber kapitalismen:

"Enhver systemkritik af kapitalismen, som er andet end blot overfladisk, må tage udgangspunkt i en analyse af hvad der overhovedet muliggør kapitalismen. Kapitalismen opstod ikke i et tomrum, men var fra første færd – og fortsætter med at være – indlejret i statslige strukturer. Det er derfor vigtigt, at man ser på hvilken rolle staten spiller i kapitalismen dvs. på hvordan eksistensen af staten hænger sammen med kapitalismens eksistens."

http://www.denfri.dk/2012/11/staten-skaber-kapitalen/

Som perspektivering til ovenstående link se New Left Project's "Servants of the 1%?: Politicians and the Economic Elite."

http://www.newleftproject.org/index.php/site/article_comments/servants_o...

Tak til Preben - og en lille uddybning af hans indlæg om politikernes rolle, og det at det var markedet som fik lov til at være markedet!

Frem mod den økonomiske krise kom finansmarkederne ud af kontrol. Men det var ikke på grund af grådighed eller dumhed, men fordi markedet fik lov til at være markedet, og politikerne glemte at være politikere. Sådan er det! Finanssektorens problemer er ikke af ny dato. Vi har i lang tid været bekendt med misbruget af kapitalfonde og derivater. Dette er ingenlunde nyt. Viser den cykliske historie noget, er det da også at ureguleret kapitalisme, er ikke alle moralsystemer overlegent. Dette burde, ligesom regeringer og politikere skylder os en undskyldning, være indiskutabelt, for der er tale om et bedrag, fortællingen om vækst forklædt som sofistikeret økonomisk teori, der forsøges presset ned over virkeligheden har intet at gøre med økonomi, men alt at gøre med magt - eller det man kender som legal korruption.

Eksplosiv vækst i de nye instrumenter på finansmarkedet og valutaspekulationer fik eksempelvis Charles Kindleberger til i 1997 at advare mod uorden og vanvittige kurser på markedet. Det problem han anskueliggør er, at med derivatøkonomien er markedet blevet indviklet, og dets aktører handler i blinde, og alle deres investeringer hænger indbyrdes sammen. Når fejlene og eller recessionen kommer, rammer de hinanden og falder som dominobrikker. Med vores alle sammens penge som grundlag. Dette sagde han på baggrund af nogle af de seneste års bankskandaler ved at understrege at den britiske Baringsbank, Japanske Daiwa, Sumitomo-kobberskandalen var alle historier om, hvor galt det kan gå, når derivaterne får folk til at kaste sig ud i for højt gearede forretninger.

I dag hører vi, at krise betyder kreditderivaternes endeligt. Lad os nu se, for det er ikke dette billede som krisetiltagene indtil videre tegner, snarere tværtimod, begår man den sammen fejl som IMF begik i 1997. I 1997 vidste vestlige banker og børsfonde udmærket godt, at deres lån var en risikabel affære, men deres modeller kalkulerede med, at IMF ville træde til, når katastrofen ramte. Præcis det samme er sket efter finanskrisen!

At finanssektorens rolle ikke er ny, kan aflæses tilbage til den hollandske tulipanboble i 1637, den første aktieboble, som den skotske finansmand John Law var skyldig i, i 1720, Charles Mackays` ‘Extraordinary popular Delusions and the madness of crowds’ fra 1841. Trods denne viden, beskrivelse af bobleteorien, er ”spillebuler” trods advarsler med mellemrum dukket op, også i nyere tid, herunder eksempelvis: den sorte mandag oktober 1987, hvor Dow Jones indekset faldt med 23 pct., Asiens finanskrise 1997-98, dot.com-boblens sprængning 2001, for blot at nævne nogle af de seneste, og så må vi ikke glemme den mexicanske pesokrise i 1994.

Efter den asiatiske finanskrise, hed det sig, at der vil være mange ting, at lære af denne krise - for et eller andet gik galt hed det sig, når en valutakrise i et lille land som Thailand kan smitte en række lande med tilsyneladende sunde økonomier. Læren måtte være, at finansielle markeder ikke er så rationelle, som nogle antager, for de korte finansielle investeringer, der kun bringer flygtig kapital og kan medvirke til at øge svingningerne og dermed usikkerheden i økonomien. Hej It-boble, finanskrise og boligboble. Hvad hed det sig så i 1987? I 1987 hed det sig, at krakket var resultatet af computertrading. Dette er også siden hen vokset. Hvad var løsningsforslagene efter den asiatiske finanskrise?

For at forhindre en fremtidig krise, talte eksempelvis Wolfgang Reinecke - som inden da havde skrevet bogen ´Governing Without Government` - varmt om etableringen af nye globale politiske institutioner, som kan imødegå udfordringen fra frie og uhindrede globale kapitalbevægelser - løsning ville være at få IMF-Verdensbanken til at forestå dannelsen af en lånegarantifond, til hvem hver private bank - der ønsker at gøre forretninger på nye markeder - skal betale gebyr.

Fonden skulle virke som en fremskudt forsvarsbastion mod dårlige lån. For når bankerne selv skyder penge ind i garantifonden, ville det have den effekt og virke som et incitament til at holde øje med og fraråde konkurrenternes risikable lån. Hans idé var grundlæggende, at man skulle inddrage repræsentative grupper. Udover regeringer skulle erhvervs- og finansliv være med i bestyrelsen ligesom fagbevægelsen, miljøgrupper og non-governmental organisations. Ganske enkelt det civile samfund.

Inden for samme periode talte Stephany Griffith-Jones, professor på Sussex Universitetet for, at der som følge af de ekstremt flygtige kapitalmarkeder i slutningen af det 20 århundrede var skabt et påtrængende behov for at udvikle en international centralbank, en lender of last resort, hvis likviditet skulle finansieres af centralbankerne selv. For forandringer i forventningsdannelsen bliver hurtigt synkroniseret i realtid over hele kloden, men det gør det også sværere for centralbankerne at dæmme op for spekulation i det globale finanskasino. Hendes pointe var den, at selv lande med forholdsvis små økonomiske problemer bliver ekstremt hårdt ramt af finansielle kriser. Og de faktorer der fik stemningen til at svinge brat om i Asien, var paradoksalt nok en følge af landenes succes. Overvurdering af aktiernes og ejendommenes værdi, uforsigtige udlån og banker som tog alt for store risici med at låne hurtige penge på verdensmarkedet og forøge de langfristede udlån indenlands.

Advarsler, forslag til løsning, har der været masser af. Det der skete var, at politikerne ikke lyttede til anvisninger på at holde igen på finanssektoren, når den blev alt for kreativ, innovativ og vækstsøgende. Det sjove er, at den uigennemsigtighed som blev skabt svarer til den situation som Nobelprisvinderen i økonomi i 1978, Herbert Simon, grundlæggeren af studiet af kunstig intelligens, ellers havde advaret mod, nemlig skabelsen af begrænset rationalitet.

Undskyld kan kun blive et fattigt ord, men hvor længe skal vi vente på at regeringer og politikere giver os deres undskyldning for deres medvirken i skabelsen af finanskrisen. For nok ringede klokkerne for finansielle spekulanter, men det var regeringer og politikere der gav tilladelse til den betingede tone for hvem klokkerne ringede for. Man kan nu engang også svigte, fordi man ikke udøver den magt, man har!

Wilhjelm nævner it-boblen, dot.com-boblen, omkring år 1999-2001. Og ja måske betød denne boble ikke så meget i Danmark rent beskæftigelsesmæssigt, men for de af os som har været interesserede i computerspil mv. betød det altså dette: En hel masse små - og egentlig ganske solide økonomisk set - spiludviklere måtte lukke (der var ingen penge til dem til at udvikle deres spil). Og efter 2001-2002 blev computerspil mere mainstream og i hvert fald omkring 2004-2005 (da World of Warcraft blev udgivet), ja så blev computer-spil mere og mere accepteret også af andre end 'nørderne'.

Her 12-14 år efter 1999-2001 afskediger computerspilfirmaer en masse mennesker, en hel del spiludviklere lukker også. Så i dag kan man i hvert fald godt sige at den økonomiske krise også er nået til computerspillene. Jeg ved da i hvert fald selv, at i dag er computerspil noget af det sidste jeg køber.....mad, vand. tøj, sko...og en ny vaskemaskine er altså vigtigere....

Wilhjelm langer ud efter Thatcher og Reagan, men det var faktisk Clinton der ophævede de restriktioner finanssektoren blev pålagt efter krisen i trediverne. Og det var langt den alvorligste årsag til finanskrisen. Men han er jo en af vennerne. Og det var i øvrigt også under ham og hans ven Greenspan at dotcom krisen blev grundsat og eftertiden vil selvfølgelig se den nuværende krise som startet der. Men han er jo en af vennerne. Til Clintons undskyldning taler at han jo havde travlt med at undskylde sin affære overfor offentligheden og sin præst, i stedet for blot at sige, jo gu fik jeg et blowjob, når hun nu selv siger det, eller blot sige det rager ikke jer. Men han er jo en af vennerne,

og Wilhjel er åbenbart også blevet hellig på sine gamle dage, med referencen til Jørgen Steen Nielsens bog (eller opportunistisk?).

Hvor er jeg dog bare hamrende røvtræt af at censoren sletter indlæg efter forgodtbefindende !

Censor :
Du ku' lissegodt opsøge mig med den her :
http://www.koldinghus.dk/Files/Billeder/Udstillinger/2010/Nyerhvervelser...

Sku da logik for burhøns at styresystemet er fejlbehæftet - man behøver jo bare at se på output.

Diskussionen må gå på fejlsøgning-og retning - og her kommer problemerne med upartiskhed og evnen til objektiv tænkning ind - temmelig ubegribeligt at det er så svært for det universitære, akademiske miljø at levere hvad vi må forvente er kvalificeret politisk tænkning. Nå, nu har vi fået en ovenikøbet kvindelig professor i økologisk økonomi - hvornår hører vi noget fra hende?

Og så mange tak til Preben Wilhjelm for at fastholde diskursen og den sunde fornuft.

Preben Wilhjelm

Fantastisk flot billede du har lagt til din kronik.
Kan se du har skrevet din kronik som kommentar til bestemte kendte personer.
DRTV og TV2News deler kommentatorer og bytter hinandens vejrudsigt personer og journalister.

Oprigtig talt - tror jeg ikke - der er så få her i landet. Som har den nødvendige viden. Så vi ser og læsere kan få mere nuanceret oplysninger.
Gerne en viden der ikke er så afbalanceret.

Du har vist evner og viden indenfor dit område.
Måske du vil kæmpe for nye tanker kommer frem. (Giv håb til ny generation)

Michael Borregaard:
"Men det var ikke på grund af grådighed eller dumhed, men fordi markedet fik lov til at være markedet, og politikerne glemte at være politikere. Sådan er det! "

Gid det var sådan, men det holder næppe stik. Paul Craig Roberts tager det emne under behandling -- og han har gjort sit forarbejde grundigt.

Heinrich R. Jørgensen
Må blankt erkende, har ikke læst Paul Craig Roberts. Men som forsvar for mit indlæg, håber ikke jeg har misforstået dit. Men…

… ikke al adfærd er strengt økonomisk, men hvor adfærden har et aspekt af økonomisk nyttemaksimering, vil de økonomiske love nødvendigvis herske, og derfor er det farligt, at holde renten for lav for længe. For bobler som udelukkende bevares ved spekulation, sprænger eftersom spekulanterne får sværere ved, at låne penge. Er vi uenige i dette?

Frem til år 2001, blev eksempelvis et gearingsforhold på 10:1 betragtet som en utrolig risikabel gældssætning. I årene efter skred dette forhold og gearingsforhold over 30:1 blev reglen nærmere end undtagelsen. Og denne risikovillighed spredte sig som en steppebrand til alle dele af finanssektoren – investeringsanker, almindelige banker, forsikringsselskaber osv. – og til alle dele af verden, herunder Danmark, hvor man liberaliserede de afdragsfrie lån, dette på trods af, at afdragsfrie lån er forbundet med en ottedoblet risiko. Er vi uenige i dette samt mit tidligere indlæg? Hvis dette er tilfældet kan du så ikke uddybe dit indlæg?

Er naturligvis godt klar over, at alt ikke står kulsort på hvidt. Men. I ‘The Use of Knowledge in Society’ argumenterede Friedrich Von Hayek for, at prismekanismen, er et fænomen som synkroniserer menneskers viden, om en given ressource eller ydelse således, at alle borgere i et samfund via denne fælles og synkrone forståelse af hvad en ressource er værd, har mulighed for, at tilpasse egne handlinger for, at opnå egne mål, var det ikke dette som skete? Skal prismekanismen ikke ses som et udslag af en såkaldt spontan orden der opstår, når mennesker handler og agerer sammen i et decentralt, forbrugerorienteret samfund. Hayek, tilhænger af ham eller ej, advarede faktisk allerede i 1959 i ’The Constitution of Liberty’ mod liberalistisk utopisme med henvisning til, at den moderne komplekse kapitalisme ikke kunne fastholde sin udvikling uden stabile reguleringsmekanismer. Er vi uenige i dette?

Er vi uenige i, at tilsammen udstiller den finansielle krise, mere end en finanskrise, eksempelvis den underliggende systemkrise, som Preben Wilhjelm påpeger med henvisning til Jørgen Steen Nielsen. Walden Bello har eksempelvis understreget dette ved at sige: den uregerlige finanskapital er bare et hjørne af systemkrisen, her peger eksempelvis Jørgen Steen Nielsen på Sisco Mansholts` manifest, fra start 70erne. Set i lyset af advarslerne, er det er da også mere end nødvendigt, at man begynder eksempelvis at tage spekulation i fødevarepriser alvorligt, for nok er boligboblen bristet, men investorer og spekulanter er i fuld gang med at skabe endnu en boble ved at investere i det knappe fødevaremarked, hvor priserne følgelig stiger og stiger. Tager jeg fejl på dette punkt? En advarsel kan blandt findes i den danske finansmand Per Wimmers bog ’Wall Street’, hvor han ærligt og redeligt fortæller om hvordan ellers moralske og etiske mennesker fortæres af finansspekulationens atmosfære. Er vi uenige i, at menneskers etik eksploderer ikke pludseligt - den eroderer langsomt, en følge af neoliberalismens indtog?

Dette er dog kun en side, altså advarslen om en kommende fødevareboble. Ifølge en analyse foretaget af Barclays` fra 2011, skal man tage højde for, at boomet i skyskraberbyggeri i Kina og Indien vidner om, at en asiatisk finanskrise er under opbygning, for der er som insinueret i kap. I en klar sammenhæng mellem byggeri af skyskrabere og finanskriser. Ifølge analysen bør investorer især se med bekymrede øjne på ophobningen af byggekraner i Indien og i Kina, hvor antallet af skyskrabere vokser med 87 procent til 141 højhuse frem mod 2018. Investorer bør holde særligt godt øje med Kina - den største byggeriboble i dag, hvor 53 procent af verdens skyskrabere er under opførelse, og Indien, som kun har to skyskrabere i dag, men 14 under opførelse.

Hvis historien viser sig at få ret, kan dette byggeboom i Kina og Indien simpelthen
være resultatet af fejlplacering af kapital, som kan medføre en økonomisk korrektion i to af Asiens største økonomier inden for de næste fem år.

Analysens første eksempel er verdens første skyskraber, The Equitable Life Building, der blev bygget i New York i 1873. Det var samme år, at den fem år lange depression begyndte.

Den 'store depression' i 1930'erne begyndte ligeledes efter byggeriet af tre markante skyskrabere: 40 Wall Street, Chrysler Building og den ikoniske Empire State Building. Er dette ikke en advarsel vi skal tage seriøst, er den ikke forankret i historien?

Hvorom alting er. Hvad er Paul Craig Roberts diagnose efter han har taget emnet under behandling? Prøver at finde tid til at læse diagnosen, tak for referencen iøvrigt. Må dog blankt erkende, at jeg har dog, ængestelig af natur som jeg er, også har forsøgt at sætte mig ind i tingene!

Med Venligst Hilsen!

Michael Borregaard,
Jeg har pokkers svært ved helt at forstå dine konklusioner. Er det neoliberalismen alene du kritiserer, eller er det markedsøkonomien som sådan?

Modsiger Hayek så ikke sig selv - På den ene side er han fortaler for en lazzie-faire kapitalisme hvor han forestiller sig at enkeltindividernes handlinger - uden indblanding - fører til en ideel balance, og på den anden side undsiger han sig selv ved at sige at det ikke kan lade sig gøre for den moderne komplekse kapitalisme kan ikke fastholde sin udvikling uden stabile reguleringsmekanismer. Jamen er hans teorier så ikke bare gang vås som hører hjemme i glemmebogen.

Hej Kristian

Svaret på dit spørgsmål er både og - kan godt forstå din tvivl, har altid fået at vide at jeg svært ved at strukturere mig, hvilket påvirker andres forståelse!

Når det eksempelvis kommer til neoliberalismen, som du nævner har denne to blinde vinkler. Det tiden op til den økonomiske krise udstiller er den neoliberalistiske økonomis første fatale blinde vinkel. At der er forskel på individuel rationalitet og kollektiv rationalitet, og at det der maksimerer individets eller selskabets goder, ikke nødvendigvis er et fælles samfundsmæssigt gode. At markedet har det bedst uden indgreb, uden regulering og uden kritik, er neoliberalismens anden fatale blinde vinkel.

Det jeg ikke bryder mig om når det kommer til neoliberalismen, er to ting, For det første deres ønske om et uindskrænket frit marked, men også deres måde at påvirke folks måde at tænke på, for at kunne retfærdiggøre sit korstog, den offersubjektivitet, der i dag trækkes ned over de arbejdsløse er pejorativ. For er der nogen som er uden skyld, er det de arbejdsløse.

Viser historien noget i sin helhed er det, at kapitalisme fungerer ikke uden kapitalismekritik. Ureguleret kapitalisme er ikke alle moralsystemer overlegent, som eksempelvis Alan Greenspan i samarbejde med hans guru Ayn Rand hævder i essayet: Capitalism 'The Unknown ideal' for ureguleret kapitalisme er det solidariske og bæredygtige samfunds modpol. Det er da også på tide, at flere begynder at sige at fortolkningen af Nobelpristageren Milton Friedmanns model er forkert, for bliver man partout ved med at anvende dette tankespind, vil vi ende i en kaotisk systemkrise, der er meget værre end den nuværende finansielle krise. Skal man sætte tingene i perspektiv, kan jeg personligt godt lide Herbert Marcuses tanker, han advarede om, at det moderne menneske er undertrykt af falske behov, skabt af kapitalismen, hvorfor det er vigtigt, at mennesket frigør sig fra overflodssamfundet, hvis de vil undgå, at leve i trældom.

Men når alt kommer til alt. Er arbejdsløshed i sin reneste essens en konsekvens af de institutioner, herunder lovgivningen, der er i økonomien. Meget falder tilbage på politikerne. Det er politikernes rolle, at være markedets vagthund, ikke skødehund.

Håber mit svar er fyldestgørende.

Til Pia

Hvordan kan det at når menneskets viden synkroniseres være selvmodsigende. Er det ikke den pengegrønne vækstrevolution som har kastet unødvendigt mange ud i ARBEJDSLØSHED og GÆLD, fordi man i stigende grad oplevede det, at mange forbrugere forsøgte at få del i den pengegrønne vækstrevolution, opnå noget, uden at arbejde for det!

Det menneskelige dilemma og konsekvensen af samme er, at mennesker er rationelle væsner, der fordrer en argumentationslogik, men vi ligger samtidig hele tiden under for retorik, fordi vi også er nogle følelsesmæssige individer, der hopper på det, der nu er ‘oppe at køre’, og toget kørte der ud af. I Danmark var det eksempelvis boligmarkedets udvikling, sikke en fest, og av for nogle tømmermænd. Det skal dog siges, at udviklingen i ejendomspriserne for alvor begyndte at tage fart under Nyrup, det var under hans regeringstid de variable lån blev liberaliseret. Troen på risikofri arbitrage steg og steg, indtil det gik galt.

Angående Hayek er hans pointe forankret i ABCT. Det er denne reguleringsmekanisme han argumenterer for er nødvendig. ABCT vurderer, at årsagen til større kriser skal findes i centralbanker der sætter renten for lavt og for længe. Dette medfører, at det bliver for let at låne penge, og dermed udvides pengemængden, altså inflationen, de pålydende værdier, overstiger den faktiske værdi, korthuset falder. Det var formentligt derfor, som skrevet i mit første indlæg, at Stephany Griffith-Jones argumenterede for, i kølvandet på den asiatiske finanskrise, at det var nødvendigt, at skabe en lender of last resort. Håber mit svar er fyldestgørende, mine indlæg er skrevet i bedste mening, ris som ros er velkommen. Ris er en smuk ting, specielt hvis den er kritiskkonstruktiv, med henblik på debat, ikke blot mudderkastning.

Preben Wilhjelm skriver som indledning til sin pamflet:

"Det er noget af en omvendelse, når man hos Charles Moore kan læse om "bankmænd, mediebaroner og andre moguler, der styrer og ejer alt," og som bruger deres magt til "at akkumulere kapital og betale den lavest mulige pris for lønarbejde ... (så) flertallet simpelthen må arbejde hårdere for at gøre de få rige."

Tilsvarende er ikke set i den danske debat."

Og det er det stadig væk ikke !

I Danmark leder vi efter forklaringer, og vi lapper ihærdigt på virkningerne af systemkrisen - ved at lade de svageste betale - men reformer rettet mod finansverdenen, eller kritik af systemet er en del af den danske debat. Danskerne føler sig stadig tilhørende de urørligt rige i Verden. Vi er kapitalismens darlings.

Nå ja, der er gledet et 'ikke' ud:

"men reformer rettet mod finansverdenen, eller kritik af systemet er ikkeen del af den danske debat."

...det er jo bedst når det ikke er nødvendigt at gætte meningen :-/

Tak, og nej, jeg havde også svært ved at genkende din pen .-)

Jeg kunne ønske mig, at "Preben Wilhjelmsen",kom ind under "enhedslisten´s" faner, selv i alderdommen ville være med til at udvikle det nye danske (socialdemokrati), hvor folket virkelig får medbestemmelsesret, og ikke kun med et"X" afleverer denne til "etiketbedragerne",

Så længe S,SFog R, bygger deres grundlag på kpitalismens systemgrundlag, blokerer disse 3 partier deres egne udviklingsmuligheder.

Det enkelte "individ", i sig selv ønsker kun en rolig og tilfredsstillinde tilværelse, for sig selv og sine, ikke på bekostning af andre, men med tilfredsstillelse for sig selv og sine,ser de andre oplever samme "tilstandsopfattelse".

Det er en tankegang, som især S,SF,R bør tage alvorligt. Når samfundskabte værdier på bedste skattemæsig vis let kan flyttes til udenlansk beskatning, midster aller former for "socialisme" (ligeværdighed) og værdiansættelse af "socialismen" sin egen troværdighed.

Michael Borregaard spørger flere gange:
"Er vi uenige i dette?"

Først og fremmest tak for dine gode og gennemarbejdede kommentarer. Det er meget tydeligt, at der bag dine reflektioner ligger ærlig nysgerrighed og megen flid, og at du ikke er typen der stiller sig tilfreds med overfladiske og bekvemme forklaringer.

Dine betragtninger er åbenlyst funderet på fornuft, men jeg er ikke overbevist om samtlige dine konklusioners bæredygtighed. Ikke fordi jeg mener at vide mere eller bedre (snarere tværtimod), men mest af alt fordi der er uhyre vanskeligt at hævde noget om disse emner, som vitterligt er troværdigt.

Den økonomiske teori er mere hullet end en gammel netundertrøje. De data, målinger og observationer man kan forsøge at jonglere med, beskriver kun en lílle flig af de kendsgerninger der kunne være relevante, hvis ægte sammenhænge ønskes udæsket. For slet ikke at tale om kausalitet, hvis det ellers er muligt -- tesen om at det sociale og det samfundsmæssige har en egen dynamik og logik, der kan forklares gennem årsager og effekter, er vel socialvidenskaberne store myte om sin egen berettigelse?

Dertil kan nævnes, at de data man ofte måler må, ofte ikke er funderet på realia. At forsøge at opgøre noget i abstraktionen 'penge' eller spekulative valutaer (i modsætning til sække ris, tønder råolie, barrer kobber, ...), ender meget nemt i nogle matematiske modeller, der intet reelt beskriver.

Så hvorfor forsøge at forme en mening om et emne, der ved så lidt om? De meninger man vælger sig i dag, er i morgen blevet ens fordomme. Sund økonomisk fornuft, bør man kunne stole på, og det burde være oplagt, at ’køb i dag og smid væk i morgen’ tilgangen, er en ualmindelig form for ressourceforvaltning ;-)

Den omtalte bog, jeg har anbefalet nogle gange, behandler tre temaer. Det første handler om den nutidige/moderne økonomiske teoris mangler og fejl. Med klar tænkning og sikker penneføring opridses hvad der ikke er blevet forstået, hvad der er blevet misforstået og hvad der er blevet ignoreret, hvilket i sig selv gøres ganske overbevisende. Det imponerende er, at denne indsigt leder direkte til en ny, højere og sandere forståelse, end hvad der er gængs, og at disse formulers.

Det næste tema handler primært om vejen til boblen, der brast i 2008. Ikke én en af de vanlige fortællinger, men en ganske anden, der er funderet i hvordan økonomiske og statistiske begreber systematisk er blevet omdefinerede navnligt gennem de seneste 15 år, i en grad at de officielle økonomiske nøgletal om USA’s økonomi, i vid udstrækning er ikke blot våserier, men i mange tilfælde resultatet af påviselig manipulation.

Dagens artikel om Thomas Herndon, der formaster sig til at sige hvad han ser (og alle andre burde kunne se), er ikke en enlig svale. Hvis Thomas Herndon er den lille dreng i eventyret, er Paul Craig Roberts en nutidig udgave af profeten Esajas, der med en markant højere røst og brutal skarphed i retorikken, påtaler nutidens kollektive vrangforestillinger og galskab.

Michael Borregaard:
"I ‘The Use of Knowledge in Society’ argumenterede Friedrich Von Hayek for [...]"

Hayek er blandt gruppen af østrigere, hvor alene navnet med pavlovsk forudsigelighed udvirker en autorespons af væmmelse hos de fleste.

Du vil muligvis kunne finde en åndsbeslægtet i Roberts, der ser et stort lys i Hayek.

Om grundlæggende kausalitet kan vel mindst dette siges Heinrich at enhver udladning har konsekvens - vi må således følge sporet. Mht menneskelig aktivitet er den mest grundlæggende drivkraft overlevelse > eso-og eksoterisk. Det er også et faktum at overlevelse fremmes af samarbejde. Spørgsmålet er derfor : på hvilket niveau befinder 'enheden' sig? Rovdyr-reptilniveau eller på et mere socialt udviklet stade hvor individet forstår sin placering som del af en helhed, i hvilken det så naturligvis er mest hensigtsmæssigt for dets overlevelse at erkende udfra hvilke tilgrundliggende lovmæssigheder, det er hensigtsmæssigt at udvikle samarbejdsstrategier.

Som jeg ser det er menneskeheden i denne 'opvågningsfase' - en smertefuld fødsel til en ny bevidsthed om hvorledes mennesket bør interagere med sine omgivelser. Naturligvis findes erkendbar kausalitet - erkendelsesredskaberne må 'blot' aktiveres. Selvfølgelig er det muligt at erkende hvad man er del af og herudfra udlede kausalitet > anvisninger på hensigtsmæssig adfærd ifht det ønskede mål som, må vi gå ud fra, er overlevelse, fordi livet er smukt. Åndedrættets diktatur.

Randi Christiansen:
"Naturligvis findes erkendbar kausalitet - erkendelsesredskaberne må 'blot' aktiveres."

Enig.

Jeg mener man skal være yderst varsom, hvis man søge at udlede noget om noget systems virkemåde, alene ved at observere det. De 'lovmæssigheder' man mener at kunne observere, er næppe andet og mere end selvpåført indbildning, pakket ind sproglige tryllerier, hvor der fabuleres om 'formål', 'virkemidler', og ikke mindst 'årsag og virkning'.

Ligesom forestillingen om at anskue det fælles, det almene og det sociale, som summen af komponenter og deres indbyrdes interaktion, som jeg også mener er en uduelig tilgang. Stirrer man sig blind på atomer, ender man ofte med ikke at kunne se 'skoven' (som heldigvis ingen siger).

Vi lever i et univers hvis indre og ydre grænser vi ikke kender - men derfra og så til at sige at konklusioner udledt pga observationer er meningsløse er et så stort skridt, at jeg må have misforstået dig, Heinrich? I modsat fald hvorledes mener du da at vi bør bedrive erkendelsesarbejde og heraf følgende relevant, fornuftsbaseret og forbedrende samfundsdesign?

Heinrich - Ser du ikke skabelsens iboende lovmæssigheder?

Tak for et velmenende respons Heinrich

Det du skriver med din reference til Roberts er, formoder jeg løst fortolket, er forståelsen for, at penge er gæld, og at flere penge derfor betyder mere gæld, savner udbredelse. Meningen er den at det fortrænges, at penge sættes i verden som lån i realkapital, det vil sige, som mere eller mindre autarke krav på fremtidige ydelser. Kravet om tilvækst på fremtidige ydelser, penge, er blevet forvekslet med rigdom, det som hedder sig ’køb i dag smid væk i morgen’-tilgangen, som du skriver. At dette er en ualmindelig usund tankegang, form for ressourceforvaltning, kan jeg ikke andet end tilstræbe mig som en smuk tanke. En inspiration som gør, at jeg faktisk ser frem til at fordybe mig lidt i Roberts`, din egen samt hans argumentationslogik, lyder spændende.

Efter at have læst ’The Faillure of Laissez Faire Capitalism and Economics Dissolution of the West´. Hans argumentationslogik, dit skrevet ord, dækkende, veldokumenteret som det er, at krisen burde være et ‘sundhedstegn‘, afsløringen af at den økonomiske vækst specielt de to foregående årtier er et falsum, en følge. Falder bestemt i min smag. Selve ordet manipulation, vækker min indre lyst til at jage vindmøller, des større afsløringen er, desto bedre, det er den forkerte patient man er i gang med at redde, dette billede skal udbedres. Fuldstændig enig. For adkomsten til resten af verdens ressourcer vil begrænse sig af sig selv, uanset om man vil det eller ej. Mådehold er ordet. Der må satses mere på at få de lokale økonomier til at fungere igen. Det vil sige, forsøget på at bevare den hårde valuta og købekraften på verdensmarkedet må her som der erstattes af en forståelse for, at det af økologiske, realøkonomiske og sociale grunde er nødvendigt at få en lokal økonomi op og stå omkring lokale.

Der er dog mange kognitive udfordringer. Og det kommer til at koste blod sved og tårer, for især dem som anser sig selv for at være vores tids helte, de højtflyvende symbolanalytikere, før de forstår, at de er problemet. De må ned med nakken, de skal afsløres, sandheden skal frem, dette kræver dog desværre mere end pennens magt, teknologien er nødvendig hvis budskabet skal fremmes. Er personligt helt på linje hermed. Den formentlig vigtigste lære, som eksempelvis George Orwell gav videre til eftertiden var da også den, at hvis borgere vil bevare deres frihed, må de beherske sprogets logik: Mister man logikken som modpol til retorikken, mister man sit vigtigste forsvar for tankefriheden og demokratiets beskyttelse, nemlig selve metoden til sandfærdig kritisk analyse, og dermed har man reelt ingen mulighed for at bevare sin frihed længere. Med hans ord, må man erkende, at kampen om anerkendelse langt fra går begge veje, og dette er vigtigt hvis der skal ske en forandring for fremtiden. Den gordiske knude som skal løsnes, er de ultrariges krav og uendelige grådighed som er blevet forklædt som sofistikeret økonomi, der søges presset ned over virkeligheden, uanset udfaldet, den legale korruption skal være en æra blot.

Når det så er sagt. Kan personligt godt lide det, som eksempelvis Robert Reich og Kevin Philips argumentere for. Robert Reich hævder i sin bog ’Superkapitalismen’ at det repræsentative demokrati ikke længere magter at varetage vælgernes interesser. I bogen ’Wealth and Democrazy. A Political History of the American Rich’ fra 2002, advarer Kevin Philips om at USA - på trods af noble idealer og gode forfatningsværdier - har udviklet sig til et finansielt domineret markedssystem ledet og solgt til rige pengemænd - det som er kendt som legal korruption.

Allerede i 1990, i bestselleren ’The Politics of Rich and Poor: Wealth and the American electorate in the Reagan Aftermath’ tegner Philips et hudløst billede af, hvorfor kløften mellem rige og fattige var blevet afgrundsdyb i USA. Hans kritik - fra højre - gjorde et vist indtryk. 12 år efter erkendte Philips, at 90erne ikke blev et reformernes årti. For Clinton demokrater satte ekstra kul på spekulationen, så den overgik de brølende 1920ere. USA blev med Philips ord, præcis som Roberts har beskrevet det: drevet som et investeringsselskab på Wall Street, der skulle tjene penge og trække kapital til fra udlandet. Spekulation og finansiel gearing var naturlige elementer. Hele pyramiden var som et korthus som han senere har udtalt. Styrken ved Wealth and Democrazy er, at den ikke nøjes med en moralsk anfægtelse, men er veldokumenteret i tal og ord. Og hans opråb: at demokratiet skal fornys gennem folkelig mobilisering mod korruption, polarisering og markedsdarwinisme, er værd at diskutere. Ikke kun i USA. Men i alle lande, der har demokratiet og frihedsidealerne kær. Af denne grund efterlyser Reich nye internationale institutioner til at løse de fire internationale kriser - energiknaphed, høje fødevarepriser, klimaforandringer og spekulationen på finansmarkederne - for de gamle Bretton Woods-systemets institutioner som Valutafonden og Verdensbanken har efter hans mening mistet deres legitimitet.

Endnu engang tak for henvisningen, og dejlig forfriskende debat dine indlæg lægger op til. Ser frem til at læse noget mere af Roberts i fremtiden!

Og Merkel lægger sig nu i sporet af det såkaldt frie markeds terror med sit diktum om 'det markedskonforme demokrati'. Hvorlænge mål verdens folk finde sig i bedraget ? Hvornår skærer intelligentsiaen igennem og påviser uigendriveligt systemets fejl og de nødvendige korrektioner? De er ikke til diskussion - slip slanterne syvsovere og landevejsrøvere

Michael Borregaard:
"Det du skriver med din reference til Roberts er, formoder jeg løst fortolket, er forståelsen for, at penge er gæld"

Mærkværdigvis er det ikke emner Roberts dvæler ved. Måske har han tærsket langhalm på det ved andre lejligheder?

Du har ret i, at det eneste håndgribelige aspekt ved 'penge', består i håndgribeligheden af begrebets modsætning, nemlig 'gæld' eller 'skyld', og ikke mindst, det voldsapparat der foranstalter, at 'gæld' ikke nøjes med blive nogens permanent dårlig samvittighed, men foranlediger at skyldighed bliver udmålt materiel og at jords, gods, guld og skjorte skifter ejermand.

De emner har primært David Graeber reflekteret over (som du givetvis ved), men Roberts henviser ikke dertil.

Jeg vender tilbage til tråden senere.

Herunder er et uddrag af Paul Craig Roberts, 'The Failure of Laissez Faire Capitalism and Economic Dissolution of the West' (2013). Et helt kapitel, hvilket burde gå an at henvise til, som del af en anmeldelse og anbefaling.

Conclusion

This book demonstrates that empty-world economic theory has failed on its own terms and that its application by policymakers has resulted in the failure of capitalism itself. Pursuing absolute advantage in cheap labor abroad, First World corporations have wrecked the prospects for First World labor, especially in the US, while concentrating income and wealth in a few hands. Financial deregulation has resulted in lost private pensions and homelessness. The cost to the US Treasury of gratuitous wars and bank bailouts threaten the social safety net, Social Security and Medicare. Western democracy and civil liberties are endangered by authoritarian responses to protests against the austerity that is being imposed on citizens in order to fund wars and financial bailouts. Third World countries have had their economic development blocked by Western economic theories that do not reflect reality.

All of this is bad enough. But when we leave empty-world economics and enter the economics of a full-world, where nature’s capital (natural resources) and ability to absorb wastes are being exhausted, we find ourselves in a worse situation. Even if countries are able to produce empty-world economic growth, economists cannot tell if the value of the increase in GDP is greater than its cost, because the cost of nature’s capital is not included in the computation. What does it mean to say that world GDP has increased four percent when the cost of nature’s resources are not in the calculation?  

Economist Herman Daly put it well when he wrote that the elites who make the decisions “have figured out how to keep the benefits for themselves while ‘sharing’ the costs with the poor, the future, and other species” (Ecological Economics, vol. 72, p. 8).  

Empty-world economics with its emphasis on spurring economic growth by the accumulation of man-made capital has run its course. Full-world economics is steady-state economics, and it is past time for economists to get to work on a new economics for a full world.

Hej Heinrich.

Det første, med henvisningen til Roberts var en skrivebøf, fra min side, det var rettet mod det du havde skrevet, om den opbyggede køb og smid væk mentalitet, kom til at blande Roberts ind i sætningen;)

Ud fra det lille afsnit du har sendt af Roberts. Er det grådigheden, han beskriver, jagten efter profit, trække en og samme ideologi ned over alle, grådigheden for grådighedens skyld, det som Ayn Rand beskriver i hendes teoretiske 'selvishedens dyd'.

Vægtigst af alt i den tekst du har sendt er følgende: First World corporations have wrecked the prospects for First World labor, especially in the US, while concentrating income and wealth in a few hands. Financial deregulation has resulted in lost private pensions and homelessness. The cost to the US Treasury of gratuitous wars and bank bailouts threaten the social safety net, Social Security and Medicare.

Eksempelvis perioden 1989 til 1998 er interessant, her blev verdenshandlen med varer og serviceydelser fordoblet. De mere end 40.000 transnationale selskaber - anført af giganter som Ford, Shell, General Electric og Mitsubishi - var drivende kræfter i denne globaliseringsproces. Lande begyndte verden over at konkurrere på at tiltrække transnationale selskaber - mod skattefritagelse, billige grunde og statslige tilskud skulle selskaberne lokkes til at bygge nye fabrikker.

Kikker man tilbage til 90erne. Præcis september 1998 fik historikken Jeffrey Sachs til at komme med en stærk kritik af IMF` og Washington-regeringens måde at håndtere de hidtidige kriser, ved at sige: Amerika ønskede et globalt lederskab for billige penge. Det ønskede desperat, at udviklingslandene og de post-kommunistiske økonomier købte dets vision, hvor globalisering, private kapitalbevægelser og rådgivning for Washington ville overvinde alle hindringer til fælles velstand. Washington ville diktere de andre lande betingelser, og man begik ifølge Sachs en fejl ved (sammen med IMF) at kræve forhastede liberaliseringer af kapitalbevægelserne. Hvorfor han foreslog, at der blev lavet regionale Marshall-planer, og at en gruppe af rige og fattige lande i verden - f.eks. i en ny G-16 sammenslutning - indleder en ærlig dialog om den fælles fremtid. Sådan gik det hverken før eller efter. Vestens bistand til eksempelvis Rusland efter den kolde krigs endelig, toppede eksempelvis med højst to milliarder dollar om året, hvilket kun var en ubetydelig andel af efterkrigstidens Marshall-hjælp til Europa.

Bailouts er jo ikke nye, jf. IMF, institutions rolle ved eksempelvis den asiatiske finanskrise, her hed det sig også, at det handlede om at redde befolkningen, men det handlede mest af alt om at redde de kapitalstærke. Det mest oplagte eksempel på legal korruption efter den asiatiske finanskrise er et møde i 2004 mellem de administrerende direktører for USA´s fem største investeringsbanker og det amerikanske finanstilsyn, hvor investeringsbankerne overtalte myndighederne til at ophæve regulering, der ellers satte grænser for, hvor store deres gearingsforhold måtte være.

Skal til at ud af døren. Er vist ved at få mig pejlet ind på Roberts;) vægtigst af alt, er det han skriver, med mine egne ord, at hver gang Titanic synker har det den betydning, at flere og flere socialt udsatte sendes mod havets bund. Og på en og samme tid skabes rigdom på overfladen, men det gør fattigdom også...

Tør man bede de to belæste herrer, Heinrich og Borregård, om et bud på nogle årsager til at staterne fremdeles tillader disse kapitalkoncentrationer på få hænder. Hvorledes er det muligt at overtale tilsyneladende ædruelige mennesker til at antage denne forrykte ide at de, der er gode til at samle rigdom, også vil kunne betros ansvaret med fordeling > dynamiske effekter?

Når det så ovenikøbet forholder sig sådan, at disse kapitalkoncentationer i vidt omfang er akkumuleret via privatkapitalisering af fællesskabets ejendom > naturressourcerne, bliver scenariet endnu mere suspekt. Det er sammenligneligt med oprindelige folk, som bliver narret til at sælge deres værdier for glasperler og spiritus - at man fortsat tillader denne praksis og ikke er i stand til at forsvare folkets menneskerettigheder og deres ejendom, indikerer korruption og eller svagt intellekt - jeg tænker her især på det stærkt besynderlige i, at Ayn Rand og lignende ideologer overhovedet har haft gennemslagskraft nogen steder. Hvorledes er det muligt, at den slags tanker kan undslippe hån, spot og latterliggørelse, hvis ikke det er fordi, det er lykkedes at hypnotisere 'den almindelige mening'? Og her kommer en mulig forklaring på Bush's behov for at udnævne islams verden til ondskabens akse - en religiøsitet der ikke anerkender åger og personlig profit på fællesskabets bekostning, og som ser denne praksis fra USA og venner som undergravende for verdenssamfundets moral - og det har de jo ret i, men USA kan ikke tillade, at Islam vinder det moralske opgør med vestlig dekadence og økonomisk amoral? Derfor sættes hele medieapparatet ind på at hjernevaske 'den almindelige mening' med historien om 'den personlige frihed' i Ayn Rands version. Og vælgerfårene køber den, imens hypnotiseringen af dem holdes ved lige med fjernsyn, fodbold og friværdi. Blot lidt fabulerende eftertænksomhed

For at gøre en lang historie kort : For at kunne bedrive sine snuskede forretninger i fred, sin legale korruption, er liberalisterne nødt til at tilegne sig moralsk legitimitet - besynderligt at det er lykkedes

Det var dejlig kort og præcist Randi - "banditter i habitter"!

Randi,

Roberts forklarer det meste, i sin tekst, der er kort, præcis og forståelig. Den koster ca. 15 USD, som digital bog (Kindle).

De grundlæggende midler i USA har handlet om flokmentalitet blandt navnligt økonomer, korrumpering af økonomiske begreber, brug af newspeak vedr. bl.a. økonomers faglige terminologi, ændringer af hvordan statistik-funderede nøgletal og begreber beregnes, gennem korrumperede topembedsmænd der har gennemført dagsordener og tromlet modstandere.

Roberts ikke alene udlægger teksten; han henviser til dokumentation for disse.

Hej Randi, og god Store bededag iøvrigt

Det der har udviklet sig er det Robert Reich gjorde opmærksom på i sin bog ‘Work of Nations‘, hvori han i en forløber til Richard Floridas senere værk om den kreative klasse postulerede, at nationale økonomier var blevet forbundet til en global økonomi, hvori de mest kreative - de såkaldte symbolanalytikere - høster de største frugter, mens de ufaglærte står til at tabe. Dermed sagt. Lister over de rigeste er proppet med mennesker, der enten har arvet deres penge eller tjent dem på spekulation - ikke ved innovation eller en produktiv indsats i ordets egentlige forstand. Vil med denne sandhed anbefale du samt Heinrich læser Michael Husens` artikel 'Hvem forsørger hvem' fra 1993, smukt beskrevet, en tanke erkendelse som burde udbredes, for hvem for hvem?

Når det så er sagt.

For dem længst til højre er det vigtigere end aldrig før at de neoliberalistiske retfærdiggørelsesmyter og de atomistiske resultater forankrer sig i yder/nyder-dikotomien. For den videre fortælling om at there is now alternative er groft karikeret historien om tømmerflåden og hjuldamperen. Tømmerflåden er tung, uhåndterlig, uden fremdrift og fyldt med nydere. Hjuldamperen har arbejdskraft, fremdrift og leveringssikkerhed, og er fyldt med ydere, ofrene for de snyltende arbejdsløses krævementalitet. De gør alt for, at skjule den teori de helliger, ikke tilnærmelsesvist har de egenskaber de præsenterer. Personligt var jeg ved at falde ned af stolen af grin da Helle Thorning-Schmidt sagde, at finanspagten var til for de fattige, mage til mundgøgl - Morten Bødskov inklusiv i hans forsvar af tiltagene til den ny offentlighedslov - skal man lede langt efter, er der noget finanspagten ikke er, så er det til for de svageste. Senest bevist ved at Reinhart og Rogoffs` beregninger er fejlbehæftet.

Nuvel, kapitalisme og egoisme, altså kampen om anerkendelse har naturligvis sin eksistensberettigelse, risikovillig- og grådighed er også en del af det, at være menneske, men man er først på rette spor, når kapitalismen holdes i en vis form for snor, og derefter er det op til de af natur mere chancevillige aktører, at handle inden for disse rammer, for samfundets bæredygtighed handler om omfordeling, det handler om mennesker og skæbner. Om et sted at putte børnene om aftenen, et job at stå op til og penge til at holde rudekuverterne i skak, det er dette kampen om anerkendelse handler om. Men, hvordan dette årtis klassekamp ender kan ingen spå, man kan kun krydse fingre for, at det er den slags afbalanceret kapitalisme som så forskellige økonomiske ikoner som Smith og Keynes altid har understreget, kapitalismen skulle være for at fungere.

Set i lyset af udviklingen i Danmark de sidste par måneder, hvor børnebanden, Mathias Tesfaye samt senest Gry Möger Poulsen har skiftet til socialdemokraterne sidder man tilbage med en følelse af, ikke lysten til at holde en skåltale, men et kærligt skub, for hvis deres sociale indignation er så stor som de taler om i tale og skrift, hvorfor stifter de så ikke deres eget parti? Deres lovord om Socialdemokratiets fortræffeligheder, deres børnesangen om ret og pligt, minder mest af alt om selvfornægtelse i strid modvind, udsagnene rimer ikke, og de efterlader flere ubesvarede spørgsmål, end de besvarer, for Pandoras æske er under denne regering åbnet, scenen er lagt, der findes ikke noget alternativ, spørgsmålet der skal stilles er nærmest, hvem skal tage kampen op mod regeringen, for Venstre, Konservative og til dels Liberal Alliance er i bund og grund ganske tilfredse med reformpolitikken. Vil de vitterligt udfordre denne, skal de stifte deres eget parti, vise der er substans bag deres ord. Tage arbejdstøjet på, for at Pandoras æske under denne regering er blev åbnet på ny - ligesom det skete under Nyrup - indebærer, at det sociale sikkerhedsnet, herunder de automatiske stabilisatorer er nu ene og alene en potemkinkulisse.

Interessant er det i forhold til en debat over børnehavestadiet, at Helle Thorning-Schmidt (S) opportunistisk tidligere har sagt, at det måske går for hurtigt, det er dog ikke reformhastigheden i sig selv der er noget galt i, men det der hedder sig fra blandt andet Mette Frederiksen (S), at velfærdsreformerne er moderne solidaritet, herunder eksempelvis selskabsskattelettelserne i forbindelse med vækstpakken og den bølge der som en tsunami skærer i de automatiske stabilisatorer, under den tyndbenet argumentationskæde, det skal kunne betale sig at arbejde. Intet af det er forankret i videnskabelig teori, havde de vitterligt ret, ville jeg personligt godt støtte op omkring den ’nødvendige politik, men, det kan jeg ikke, for der er ingen evidens for politikken, ud over talen i sig selv.

Den såkaldte albueretfærdighed har bidraget til øget utryghed. Behandlingen har gjort patienten mere syg. Væksten fik aldrig rigtigt fat i 2012. Dette skyldtes, siger Bjarne Corydon (S), uroen i Sydeuropa og de vigende internationale konjunkturer. Denne apoteose, at regeringen skulle være uskyldig, er rendyrket egoisme. Årsagen til, at de private opsparinger ved udgangen af februar 2013 er på et rekordniveau, på 827,2 milliarder kroner, er resultatet af, at danskerne er indsyltet i filosofien om, at velfærdsafgrunden er nær. Det er endvidere det dialog-lukkende og fordummende omkvæd: ’Kravene må stoppe, for mange driver den af og klager. Skrønen om den ugidelige, klynkende, velfærdsafhængige dansker, der nu må tage sig sammen, og bidrage med sit. Der skader solidariteten. For den vækst som efterlyses er langt fra alene udefrakommende forhold. Mantraet er dog i dag, som under Lars Løkke Rasmussen (V), at ”det er de andres fejl” - og det der ikke er de andres fejl, er udefra kommende usund kultur.

De interimistiske fejlskøn, når det kommer til statsbudgettet, er ikke tilfældige ”dommedagsprognoser”, men politisk bestemt. Man anvender stadigvæk skræmmebilledet, det billede som Claus Hjort Frederiksen tegnede i 2009, historien om den store ”EU-bussemand”, selv om det er mere fiktion end realiteter økonomisk set. Historien om, at vi må rette ind efter den nye germanske virkelighed, blive voksne, og lade EU og “markederne” regulere velfærden. Har en bitter sød smag i mund, med eksempelvis Heinrichs henvisning til Roberts, argumenterer Roberts for et større samarbejde mellem Tyskland og Rusland, selv har jeg haft den tanke, at de nordiske lande, herunder Danmark, Sverige, Norge og Finland burde lave en Nordisk Union, ved godt samarbejdet eksisterer, men vitterligt lave et alternativ til EU, en Nordisk Union tak, eller i det mindste kan landene tilsammen skabe et kreditvurderingsinstitut som alternativ til Moodys og Standard & Poors, en opgave som EU ikke er voksen, ideen blev droppet af økonomiske årsager, big surprise!

Mange tak til jer begge - hvorledes forholder I jer til alternativet defineret af økologiske økonomer? Er modellen implementeringsparat, og hvis ikke, hvorfor?

Det er jo fint nok med en hjuldamper fuld af driftige folk, men det er jo ikke ligegyldigt, hvad de er driftige med og hvordan output anvendes, og det er her hjulet falder af. Jeg er glad for jeres evne til stringent og letforståelig tankegang - det er hvad der er brug for når bedraget skal afsløres - og vi har indtil næste valg

Og det nordiske samararbejde burde jo være et indlysende forum, men egentlig er alt hvad der er brug for i det internationale samarbejde at man taler sammen og har vilje og intellekt til at finde løsninger - det fungerer selvfølgelig ikke sålænge samarbejdet saboteres af folk der ser deres interesser i et atomiseret verdenssamfund - del og hersk. Det er på tide at folket tager sin ejendom tilbage - kan folket også løfte administrations opgaven? Det må vi tro på.

Hej Randi

Som person kan jeg sagtens følge dit ræsonnement, om folkets rolle. Syntes da derfor personligt om hvad Victor Hugo har sagt: Der er en ting, som er stærkere end alverdens hære, og det er en idé, hvis tid er kommet. Dette kræver som såvel du selv som Heinrich skriver udbredelse, folkets røst.

Jeg personligt vil ikke gå så langt som at skrive, at politikkens indavl afslører sig ufrivilligt i forsøget på, at stigmatisere sin egne alternativer. Det er dog fristende. For de selviscenesættende myter er blevet indholdet, og den forsatte perverse omgang med fakta og problemstillinger er også dette årtis akilleshæl. I dette tilfælde en mere end stærk bekræftelse på grundreglen i politisk teori, at al politik har perverse effekter. Der er da heller ikke meget plads tilbage i køen ved håndvasken, hos de magthavere og beslutningstagere som har følt trang til at vaske hænder. Det nytter dog ikke noget at stille sig i kø. For selv den skrappeste sæbe kan ifølge Nicolas Veron, analytiker i EU-tænketanken Bruegel, ikke ændre ved, at man foretager sig alt for meget at rette op på, at man foretog sig så lidt for at forhindre krisen, og at man generelt var alt for venligt stillet og handlingslammet over for regulering af finanssektoren op til finanskrisen. En optik jeg deler, du ligeså samt Heinrich.

Problemet er man med den førte politik stadigvæk mest af alt er finanskapitalens skødehund, ikke vagthund, man forsøger ganske vist at regulere gennem kapital- og likviditetskrav samt krav om større åbenhed, men bankernes grundlæggende model sættes der ikke spørgsmålstegn ved, jf. derivatøkonomien. Dermed sagt. Bankerne burde ikke spekulere på finansmarkederne, men det vil de forsat gøre. Nuvel i EU, mange lande snakker man i dag om, at skattely, den medførende skatteunddragelse i disse tider er en skammens træ. Listen af europæiske politikere der står i kø for at fordømme skattesnyd er blevet længere og længere. Men. Hvert enkelt land som er medlem af EU skal stemme for sortlisten, før den skal vedtages. For at dette skal ske er løsningen igen én, folkets røst.

Angående det du skriver om at arbejde sammen. Har mange agiteret for samme gennem tiden. Også i dette årtusinde. Løsningen er i dag den samme som Ferdinand Lassalle, en af stifterne af den tyske arbejderbevægelse i midten af 1800-tallet, argumenterede for: "Først når videnskab og arbejder, samfundets modpoler, forenes, kan alle hindringer for kulturen kvæles i et jerngreb. Hele den moderne arbejderbevægelses magt hviler på den teoretiske erkendelse. For så længe den teoretiske erkendelse blot forbliver et privilegium for en håndfuld "akademikere" i toppen, er der altid fare for at komme på afveje".

Angående dit fokus på de økologiske økonomer. Det mest interessante ved de økologiske økonomer er, at de ikke sætter vækst, vækst og vækst som afgørende parametre for bæredygtighed.

Selvom der er enighed om en del af problemerne med eksempelvis BNP, ser mainstream-økonomerne alligevel vækst i BNP som en central målsætning, mens økologiske økonomer som f.eks. Herman Daly taler om ’uøkonomisk vækst’, når ulemperne ved fortsat vækst overstiger fordelene.

De økologiske økonomer peger på behovet af at sammentænke kriserne, ligesom Jørgen Steen Nielsen gør, at mijø- og beskæftigelseskrisen hænger sammen, der er tale om en systemkrise. Dette er jeg fuldstændig enig i. Men. Som sådan er forskningsfeltet, altså den økologiske økonomi, stadig ’in the maling’ og der er ikke en fælles holdning til, hvor det skal bevæge sig hen. For at bevægelsen som sådan, udbredelsen at naturen er en metabolisk organisme, det vil sige naturen skal ligesom et menneske have energi ind og affald ud for at overleve, kræver det enighed om, at vi står i en alvorlig situation, at det er alvorligt med klimakrisen og biodiversiteten, der forsvinder. Ingen folkets opbakning er afgørende, enigheden mellem de økologiske økonomer er endvidere nødvendig, hvis de skal blive et talerør som kan udfordre de økonomer som tilhører Chicago-skolen. Er ideen som sådan implementeringsklar, ja, det er den, men, man skal overbevise befolkningen om, at omstilling, ikke giver ekstra indtjening til forbrug, men til gengæld, hvis man kommer spekulation i omstilling til livs, vil det være til gode for såvel miljøet som skabelsen af en stabil beskæftigelse.

Michael Borregaard:
"postulerede, at nationale økonomier var blevet forbundet til en global økonomi, hvori de mest kreative - de såkaldte symbolanalytikere - høster de største frugter, mens de ufaglærte står til at tabe. "

Roberts argumenterer for, at de kreative og højtuddannede står til at miste mest. Eller rettere -- at denne gruppe uvægerligt ville blive reduceret kraftigt i antal. Han forklarer det ganske logisk.

Når produktionen i et i-land er blevet offshoret, er industri-jobbene forbundet med selve produktionen blevet nedlagt i i-landet. Alle de mere kreative og uddannelsestunge jobs der er knyttet til selve produktionen, kan dog ikke på sigt blive i i-landet. Ingeniører, designere osv., der ikke har tæt kontakt til produktionsprocessen og de erfaringer det samspil kan (og vil) afstedkomme, kan umuligt måle sig med de, der har den mulighed. Der er ingen væsentlige fordele for en virksomhed, der har offshoret produktionen fra et løntungt land, til at bibeholde de tilknyttede kreative og højtuddannede i i-landet, hvorimod der er mange og meget væsentlige fordele ved at lade sådanne jobs nedlægge i i-landet, og opstå i langtbortistan.

I-land, hvor offshoring er massiv, havner i en situation, hvor der ikke er produktionsjob, og dermed ikke et befolkningsudsnit, med lønindtægter fra sådanne jobs. Kreative og jobs der fordrer højtuddannede, forsvinder ligeså, og dermed lønindtægter til denne. Det er muligt, at dele af i-landene borgere vælger at flytte til hvor jobbene er (til langt lavere lønninger), men det bedre ikke situationen nævneværdigt i i-landet, da de ikke vil få del i skatteindtægter derfra. Summa summarum -- befolkningen i-landet mister indtægter fra alle disse jobtyper, og dermed købekraft til at kunne købe bl.a. de produkter der ikke længere fremstilles i i-landet, mens selve i-landet mister skatteindtægter.

De jobs, der vil kunne forblive i i-landet, er servicejobs, som nødvendigvis må ydes lokalt.

Roberts er klar i mælet:
"uses the same data that I have provided that proves that during the era of globalism the U.S. economy has created new jobs only in nontradable services that cannot be offshored or be produced in locations distant from the market for the services. For example, the services of barbers, waitresses, bar tenders and hospital workers, unlike those of software engineers, cannot be exported. They can only be sold locally in the location where they are provided."

Har forklarer dernæst hvad der menes med 'nontradeable':
"Tradable jobs are jobs that produce goods and services that can be exported and thus can be produced in locations distant from their market. Tradable jobs result in higher value-added and, thereby, higher pay than most non-tradable jobs."

Næste afsnit, er én af talrige skarpe pointer, om det massive bedrag der foregår og har foregået i USA, overfor dets befolkning:
"When a country's tradable goods and services are converted by offshoring into its imports, the country’s employment changes to low productivity domestic service jobs. These domestic service jobs, except for dentists, lawyers, teachers and medical doctors do not require a university education. Yet, America has thousands of universities and colleges, and the government endlessly repeats the mantra that "education is the answer." "

Hvis der alene var tale om en teoretisk økonoms fabuleren, kunne de dystopiske aspekter kastes bort som et udslag af mavesurhed. Desværre stemmer disse betragtninger nøje overens, med kendsgerningerne, som opgjort af Bureau of Labor Statistics, og andre økonomiske nøgletal, der er renset for revisionistisk newspeak.

Se i øvrigt John
Williams' Shadow Government Statistics, hvis man tør se kendsgerninger i øjnene...

... og dermed er vi præcis tilbage, til Preben Wilhjelms pointe, om de 200.000 jobs der i løbet af nogle få år forsvandt i/fra Danmark, om statsoverskuddet der faldt med 150 mia kr. årligt som følge deraf, og om nationen, der dermed blev taget med bukserne nede og stadig ikke har fattet hvad der er sket, eller er i stand til at agere passende i forhold til den markant ændrede situation.

Michael Borregaard:
"Michael Husens artikel 'Hvem forsørger hvem' fra 1993"

Glimrende og begavet indspark.

Randi Christiansen:
"hvorledes forholder I jer til alternativet defineret af økologiske økonomer?"

Hvem tænker du på? Tim Jackson m.fl. ('Prosperity without Growth')? Paul Craig Roberts (full-world economics)?

Tjah... Et svar kunne være, at de eneste økonomer hvis udsagn man kan og bør forholde sig til, er de der bestræber sig på at forholde sig til realiteter og hvad der er virkeligt; og at der intet alternativ er til at lytte til fornuftige personer, uanset om de er økonomer, landmænd, ingeniører eller noget fjerde.

Det 'svar' kan med rette anses for et ikke-svar. På den anden side, er det et meta-svar, der er fyldestgørende ;-)

Præmisen i økoøk må være at vi befinder os i et cirkulært system - derfor må helheden og folkets rettigheder respekteres.

Når kapital som ressource eller symbol på ressource koncentreres på få hænder er det på disse hænder ansvaret for output er at finde.1. argument imod liberalisternes verdensanskuelse > output er ikke tilfredsstillende > tilgodeser ikke helhedens behov > planetens og dens indbyggeres, men har uretmæssigt tilegnet sig råderetten herover.Alternativet er ganske enkelt kravet om at bæredygtighedstesten bestås. Det kræver en gennemregnet model for BGP - er det muligt? Jeg vover at påstå naturligvis. Næste skridt er at præsentere denne overbevisende og gennemregnede model for verdenssamfundet begyndende
med vort eget politiske forum.
Man gør den glokale husholdning langt vanskeligere end nødvendigt. Udfordringen ligger i at gøre dette klart for alle i og med grundlæggende fordelingsnøgle formuleres. Skal vi have et samfund, hvor det tillades at privatkapitalisere på og konkurrere indbyrdes om overlevelsesressourcer, eller er denne ukoordinerede styring af fællesskabets resort grundlæggende et overgreb på ikke blot menneskerettighederne men også på, hvad der indiskutabelt må siges at være, den mest hensigtsmæssige måde at administrere biotopen?
Folket må føre sin sag, ellers bliver folket snydt.

Heinrich og Randi, interessant debat, vil i denne skrivelse genoptage tanken om fritidssamfundet, høre jeres mening om samme!

På grund af klodens begrænsede ressourcer kan den økonomiske vækst, der allerede har anrettet store skader på miljø og naturgrundlaget, ikke fortsætte i al evighed. Rige lande som Danmark skal indstille sig på en balance, hvor vi på grundlag af ’fuld beskæftigelse’, et solidt velfærdssamfund og en høj grad af social og økonomisk lighed prioriterer andre værdier end økonomisk vækst. Vil være mantraet for økologiske økonomer. Historisk er der heldigvis sket en reduktion af arbejdstiden fra typisk 60 timer om ugen til 37 timer i dag. Når borgerne har opnået et vist velstandsniveau, prioriterer de øget frihed højere end øget materielt forbrug. Den produktivitetsstigning, der i generationer har fordoblet BNP på 35 år, kan – i stedet for at skabe uhæmmet økonomisk vækst - i et samfund med høj grad af social lighed anvendes til at reducere arbejdstiden til fordel for større livskvalitet.

Derfor må vi på sigt stille betingelser om, at varer, der skal omsættes på vort marked, skal opfylde sociale standarder, der vedrører de vilkår, varerne er produceret under. Jo flere lande – gerne på tværs af kontinenter – der kan samarbejde om sådanne betingelser, jo stærkere vil disse standarder slå igennem. Det vil tilskynde producenterne, der i dag producerer på sociale discount vilkår, til at forbedre de sociale vilkår. Det kan danne grundlag for en alternativ globalisering, hvor det er gode sociale forhold, et bedre miljø og velfærdssamfund, der bliver globaliseret.

Uanset hvordan vi kikker på det, er bankerne ”samfundets olie” – de er med til at få hele samfundet til at hænge sammen med millioner af transaktioner hver dag mellem mennesker, som har behov for at betale eller modtage penge.

Bankerne er sat i verden for at facilitere og understøtte realøkonomien ved at tage mod indlån, som kanaliseres videre til virksomheder, der igen skaber vækst og arbejdspladser eller privatpersoner, som har behov for at købe større investeringer så som køb af hus. Hvorom alting er. Det vi skal tale for, det de økologiske økonomer burde argumentere for er at genoptage snakken om fritidssamfundet. Der var engang - og her skal vi helt tilbage til landbrugssamfundet - hvor der ikke var noget der hed arbejde og fritid. For den store hob var der kun noget, man kunne kalde eksistens, hvor man arbejdede sæsonbetinget. Alene ordet eksistens, det at eksistere er smukt, forbinder man dette med Descartes ord; jeg tænker, altså er jeg, har man grundstenen for hvad den økologiske økonomi burde handle om. Adskillelsen af hjem og arbejde, skabelse af fritid, det at dele arbejdet, som var en stor del af 1970erne, hvor folk for alvor talte om at vi var på vej mod et fritidssamfund. I gamle dage, søgte man en uddannelse for ikke at blive plaget så meget af arbejdet som andre. I dag er det nærmest omvendt. Det går den forkerte vej. Hvordan har i det med fritidssamfundet, vil dette ikke skabe den stabilitet for beskæftigelse som Roberts agiterer for?

Så kan man spørge: å' hva' så? Hvad bliver der af fritiden i fremtiden? Indføres heldagsskolen kan man med en bittersød smag i munden konkludere mindre for fremtidens forsørgere!

Angående mit spørgsmål med fritidssamfundet må jeg være jer svar skyldig til i morgen. Skal ud og nyde min fritid, det tænker jeg, altså er jeg på vej ud af døren i hvert fald. Ser frem til jeres svar, og god lørdag!

Jeg vil også holde lørdagsfri, men bare lige smide den her ind : når man 'designer' systemer gøres det ud fra helhedsvurderinger. Når det gælder samfundsdesign må vel som første præmis derfor anlægges naturens/biotopens lovmæssigheder?
Efterfølgende denne bæredygtighedstest vil rammerne for arbejds-og fritidssamfundet fremstå - man må begynde med begyndelsen, og det er, at biotopen behandles i overensstemmelse med bæredygtighedsprincipperne - til en begyndelse vil fritiden nok være sparsom - jeg vil personligt ikke være i tvivl, om hvordan jeg skal bruge den.

Michael Borregaard:
"Der var engang - og her skal vi helt tilbage til landbrugssamfundet - hvor der ikke var noget der hed arbejde og fritid."

Historisk og traditionelt, har 'arbejde' været en betegnelse for 'indsats', 'flid', 'anstrengelse' o.lign., der tjener et nyttigt sigte. Begrebet 'arbejde' har intet (sic!) at gøre med med 'lønarbejde'. Intet! Det fremgår soleklart af det forhold, at de to ord tilhører hver sin ordklasse; 'arbejde' er et udsagnsord ('at arbejde'), mens 'lønarbejde' er et navneord, der betegner den kontraktmæssige aftale der er mellem to parter, hvor den ene part i bytte for mammon gør sig til den andens tjener.

Arbejde bærer altid lønnen i sig selv. Husarbejde, såsom at tage opvasken, resulterer i rent service og et ryddet bord. Husabejde (eller husflid), såsom at hækele en trøje, resulterer i klæder. Markarbejde, resulterer på sigt i afgrøder, som kan blive til såsæd, foder, forarbejdede fødevarer, o.lign. Skovarbejde resulterer i tømmer, dvs. byggematerialer. Gårdarbejde resulterer i dyrenes røgt og pleje, som er grundlaget for fødevarer (mælk, æg, kød), nyttige materialer (f.eks. uld), hensigtsmæssige effekter (f.eks. effektiv affaldshåndtering gennem svins fordøjelsessystem) og hensigtsmæssig jordbrugsdrift (vekseldrift, henlæggelse af områder til enge, som afgræsses af dyr, og fremstilling af gødning).

Fritid kan bruges til leg, læring, træning, reflektion og samvær, som alle er væsentlige og nødvendige (sic!) aspekter af en meningsfuld tilværelse. En klassisk betragtning handler om, at enhver (ung som gammel) bør udfolde sig kunstnerisk, på forskellig vis. Ikke fordi de klatsmørerier og digterier der er udført af amatører ('de, der gør noget af kærlighed') er noget er råbe hurra for -- det er ikke resultatet der frembringes, der tæller, men processen den udøvende gennemgår der er gavnlig. Et samfund, hvis individer ikke søger at fremme deres kreativitet (deres evne til at forestille sig, og omsætte deres visioner til kreationer), er et samfund der står til at miste 'lys' og 'ild' (metaforer for samfundsordenens kollaps).

Så jo, arbejde og fritid er begge vigtige og komplementære aspekter af en meningsfuld tilværelse. Det samme er kultur og kultus (som er det man rituelt gør), fordi de formaliserede aktiviteter er gavnlige for både hin enkelte og for samfund. Klassikeren med at have en ugentligt dag, der dedikeres til 'det hellige', betyder ikke, at det er en dag hvor enhver kan dase og dovne. Dagen er 'arbejdsfri' i den forstand, at aktiviteter ikke skal tage sigte på deres konkrete nytteværdi, men på at fremme læring, samhørighed, gavnligt samvær, forståelse af den gensidige afhængighed mellem alle i samfundet, en fælles forståelse for hvad der har værdi, og at give udtryk for værdsættelse af denne viselige ordning.

Når arbejde blive til slaveri, fritid til lediggang, læring blive til mødepligt på pølsefabrikken, og søgnedagen er en stående vittighed og en anledning til at skrue lidt mere op for egoisme, selvtilfredsstillelse og dovenskab end på ugens øvrige dage, er fornuft, civilisation og humanitet forlængst gået tabt.

René Descartes udtrykte en dybsindig indsigt, da han fremsatte sit elegante udsagn 'je pense, donc je suis'. Idéen bag udsagnet, kan forsøges udtrykt på danske med 'jeg tænker, altså er jeg', som betyder 'jeg tænker; deraf kan jeg udlede at jeg er'. Alternativer for ordet 'tænker' gør det måske klarere, såsom 'jeg tænker/reflekterer/erkender/indser; deraf kan jeg udlede at jeg er' eller 'jeg er bevidst om at jeg tænker/reflekterer/erkender/indser/er bevidst; deraf kan jeg udlede at jeg er'. Det interesserante handler om, hvordan man kan indse hvad dette 'jeg' er.

Anliggendet gælder den klassiske bestræbelse, der på engelsk ofte er blevet udtrykt 'Know Thyself'. Efter sigende, der vigtigste og første, enhver burde søge at fatte. Det er muligvis også det sværeste at fatte...

Med henblik på selverkendelse - se på skabelsen. Hvis man vil vide noget om den bagvedliggende kraft, må man studere output. Intelligent design? Jeg spør bare.

Randi,

mener du med 'skabelsen' det med at se lyset, at kunne skelne mellem hvad der er abstrakt og hvad der er konkret, osv? Eller tænker du på det, der på engelsk kaldes 'Nature' (som er noget andet end lavtpris tilgængelige skidt)?