Kronik

’Krisen og den udeblevne systemkritik’

Sådan lød titlen på det essay, som Preben Wilhjelm udsendte sidste sommer – et essay, der advokerer for gennemgribende reformer inden for det eksisterende system. Essayet er imidlertid ikke blevet debatteret i den grad, det fortjener – derfor denne kronik
Preben Wilhjelms reformforslag skal opfattes som mulige inden for systemets rammer, men som mere begavede end de bankpakker, vi har set i Danmark og andre steder, samt planer om en finanspagt på EU-plan.

Jakob Dall

Debat
11. april 2013

Venstrefløjspolitikeren og samfundsdebattøren Preben Wilhjelm udsendte i sommeren 2012 et essay med titlen Krisen og den udeblevne systemkritik. Omkring to tredjedele af teksten består af analyse, mens resten udgør et afsnit med titlen »Reformer inden for systemet?«

Wilhjelm starter veloplagt med at frikende danske politikere, erhvervsliv og banker for et (hoved-)ansvar for den økonomiske krise. Politikernes ufinansierede skattelettelser i slutningen af VKO-flertallets periode var småtterier i sammenligning med statsfinansernes skift fra et overskud på 80 milliarder kroner til et 100 milliarder kroners underskud over fire år – uden at der lå eksplicitte politiske beslutninger bag. Erhvervslivets ansvar er heller ikke et ansvar. Det reagerer kun på markedet, og da det skal tjene penge, må det gøre, hvad det gør, nemlig sætte efterspørgselen efter arbejdskraft ned. Endelig frikender han også bankerne for at have lånt for mange penge ud til boliger og bygninger.

Når det er så magtpåliggende for Wilhjelm at frikende politikere, erhvervsliv og banker for ansvar for krisens udbrud, synes det at være, fordi han ønsker at fokusere på kapitalismen som system. Som et system, der efter hans mening er kendetegnet ved at være fundamentalt ustabilt. Hans hovedpointe kommer frem i følgende sætning: »Kapitalismen, med markedsmekanismen som afgørende styringsinstrument, er, hvad der i fysikken kaldes et metastabilt system, hvor den mindste ubalance er selvforstærkende. Som en mønt på højkant« (side 19).

Der er forskel på kriser

Preben Wilhjelms version af en kriseteori funderet på ubalance i det økonomiske system lider af en fatal svaghed. Systemet bliver jo ofte udsat for stød, der bringer det i ubalance. Men i langt de fleste tilfælde svinger det hurtigt tilbage til et slags balanceret vækstspor.

Det så vi eksempelvis i 2001 efter den såkaldte dot.com-krise, hvor it-aktierne den 11. marts begyndte at falde voldsomt på den amerikanske teknologibørs, NASDAQ, men godt halvandet år efter var it-industrien i fuld gang på ny, og kurserne steg også stærkt. Omvendt har vi ikke set en sådan genrejsning efter krisen i den amerikanske boligfinansieringssektor i 2008. Hverken i bolig- eller byggesektoren og hverken i USA, Europa eller Japan.

En forklaring på hvorfor økonomiske ubalancer sommetider forsvinder fluks, mens de til andre tider forsumper i langvarige kriser som i øjeblikket, kræver derfor, at vi inddrager nogle mere dybtgående økonomiske forhold og mekanismer.

Kriseforklaringer

En første forklaring kan sandsynligvis findes på produktivitetsområdet. Hvor vi ved dot.com-sammenbruddet i 2001 havde masser af investeringsområder, der kunne give høje forventede produktionsrater, er situationen i dag, at der ikke er mange områder i økonomien, der lokker med store forventede produktivitetsvækstrater.

Undtagelsen er energi- og miljøområdet, men her må behov og efterspørgsel formuleres kollektivt, hvilket vil sige politisk. Dette er forhindringen, men også håbet.

En anden mulig forklaring er, at de sløje investeringsmuligheder i realøkonomien har gjort det relativt tillokkende at investere i finansielle aktiviteter såsom de såkaldte finansielle derivater. I denne kasinoøkonomi kan der tjenes store penge, og tabene kan ofte tørres af på andre (aktionærer, skatteydere). I en sådan økonomi vil der ikke blive investeret tilstrækkeligt i fremstillingsaktiviteter, hvor der især ligger arbejdspladser.

Begge forklaringer kan naturligvis være i spil, og også andre forhold kan have spillet en rolle. Blandt andet de politiske forhold, som Wilhjelm frikender for en afgørende skurkerolle i forbindelse med krisens udbrud. Men f.eks. Sverige og Canada har ikke haft de samme krak i bank- og finanssektoren, som vi har set i Danmark for slet ikke at nævne USA. Forklaringen på forskellen er at finde i en langt strammere statslig regulering mod stærkt risikobetonet udlånsaktivitet i Canada og Sverige. Naturligvis er USA’s betydning for krisens internationale udbredelse helt afgørende.

Men af andre mere rent danske forklaringer kan også nævnes den husejervenlige skattepolitik under VK-regeringens tiår med tilhørende lemfældig politik i forhold til at kunne belåne kapitalgevinsterne. Hertil kommer et forhold, der ofte er blevet overset af den daværende opposition, nemlig at Fogh Rasmussen-regeringen faktisk lod den offentlige sektor vokse, samtidig med at den i ret høj grad opretholdt et skattestop.

Wilhjelms reformforslag

I indledningen til reformafsnittet præciserer Wilhjelm, at en rigtig diagnose er en forudsætning for adækvat behandling. Han påpeger to forhold, som han mener er uomgængelige i en reformpolitik af venstreorienteret observans: 1) demokratisering af økonomien, og 2) overvindelse af markedsmekanismen som styringsinstrument (side 41).

Hans reformforslag skal opfattes som mulige inden for systemets rammer, men som mere begavede end de bankpakker, vi har set i Danmark og andre steder, samt planer om en finanspagt på EU-plan. De indebærer:

Statslige eller selvejende finansieringsinstitutter.

- ’Joint venture’-långivning.

- Opsplitning af finansielle supermarkeder.

- Tobinskat.

- Udjævning af klimatisk betingede udsving.

- Skatteomlægning.

- Brugerbetaling.

- Alternativ stabilitetspagt.

- En supplerende vækstpagt.

De fleste af disse forslag er sympatiske i forhold til en bred lighedsorienteret venstrefløjsmålsætning. De vil også i de fleste tilfælde være gavnlige i forhold til at forbedre produktionskapitalens vilkår på bekostning af finanskapitalen. I virkeligheden er de i bedste overensstemmelse med John Maynard Keynes, 1930’er-krisens store analytiker, som mente, at det var nødvendigt at foretage medlidenhedsdrab på finanskapitalen for at redde kapitalismen med dens markedsøkonomi og politiske demokrati.

Kan han vinde folkets gunst?

Preben Wilhjelms reformforslag burde kunne samle stor opbakning i den brede lønmodtagerbefolkning samt blandt unge under uddannelse og pensionister. Måske vil de også gøre det. Problemet er imidlertid, at selv indgrebene mod de finansielle institutioner, især bankerne, ultrahurtigt kan ’spinnes’ til at ville føre til et indgreb mod den private ejendomsret som sådan. Og så stiger frygten hurtigt blandt de to tredjedele af vælgerne, som er ejere af deres bolig.

Hvis dette er tilfældet, er det ikke sikkert, at Wilhjelms argumenter for at formindske markedsmekanismen i dens afgørende betydning i forhold til investeringsbeslutningerne vil overbevise så mange. Keynes argumenterede i lignende baner ved at sige, at når investeringsbeslutningerne bliver en sideeffekt til aktiviteterne i et kasino, er der grund til at tro, at jobbet bliver gjort dårligt, og han fik ikke tilslutning til at socialisere investeringerne, som han argumenterede for.

Men hvorfor er selv mennesker, der i andre henseender er fremskridtsvenlige, skeptiske over for en socialisering af investeringsbeslutningerne? Vi har ikke et endeligt svar, men tror, at en del af forklaringen kan findes i en dyb mistro til, om vi kan holde mennesker, som vi har betroet adkomst til at forvalte vore skatteindtægter eller pensionsmidler, ansvarlige over for os og vores opfattelse af, hvad vore interesser er. Ikke blot privatøkonomisk, men også kollektivt. Og med erfaringerne fra den siddende regerings adfærd er der bestemt grund til en sådan skepsis. Ikke desto mindre er dette udfordringen, fordi mange af problemerne og løsningerne primært er politiske og samfundsmæssige. Vi håber, at Preben Wilhjelm og andre interesserede vil komme med bidrag i den debat, Wilhjelm så fortjenstfuldt har startet.

 

Per Bilde er professor emeritus ved AU, Claus Bryld er professor emeritus på RUC, Niels Finn Christiansen er lektor emeritus på KU, Bent Moos er fagforeningsmand i 3F, Svend Mortensen er tidligere fagforeningsmand i 3F, Jørgen Lindgaard Pedersen er lektor emeritus på DTU, Niels Chr. Sidenius er adm. direktør for Forskerpark Aarhus, Vibeke Sperling er journalist, og Leif Søndergaard er amanuensis ved SDU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Den letteste tilførsel af midler, Niels Engelsted, ville dog være at udstede nogle flere penge og fordele dem som borgerløn. Faren for at gentage Tysklands problem fra '23 er minimalt i dag, fordi produktionen netop er langt større end efterspørgslen.

Kriseforklaringer -
Halvdelen af den globale handel foregår via taxhavens og
en tredjedel af verdens rigdom er estimeret at befinde sig samme sted.

Kapitalismen vil, som Adam Smith advarede imod, gå under i sin egen grådighed.

Steffen Gliese

Kierkegaard var ikke blot filosof og ironiker, han var profet: "[...] Man vil forbedre Statens Finantser ved Besparelser. Kna der tænkes noget Kjedsommeligere? Istedenfor at forøge Gjelden, vil man afbetale den. Efter hvad jeg kjender til de politiske Forhold, vil det være Danmark let at aabne et Laan paa 15 Millioner. Hvorfor tænker Ingen derpaa? At et Menneske er Geni og ikke betaler sin Gjeld, det hører man dog af og til, hvorfor skulde en Stat ikke kunne gjøre det Samme, naar der blot er Enighed? Man aabne et Laan paa 15 Millioner, man anvende det ikke til Afbetaling, men til offentlig Forlystelse. Lader os feire det tusindaarige Rige med Fryd og Gammen. Som der nu overalt staaer Bøsser, hvori man kan lægge Penge, saa skulde der da overalt staae Skaale, hvori der laae Penge. Alt vilde blive gratis; man gik gratis i Theatret, gratis til de offentlige Fruentimmer, man kjørte gratis til Dyrehaugen, man blev begravet gratis, gratis blev der holdt Tale over En; jeg siger gratis; thi naar man altid har Penge ved Haanden, saa er paa en Maade Alt gratis. Inge maatte eie fast Eiendom. Kun med mig skulde der giøres en Undtagelse. Jeg forbeholder mig 100 Rbdlr. om Dagen fast i Londoner Bank, deels fordi jeg ikke kan have Mindre, deels fordi det er mig, der har givet Ideen, endelig fordi man ikke kan vide, om jeg ikke kunde hitte paa en ny Idee, naar de 15 Millioner vare forbrugte. Hvad ville Følgende af denne Velstand blive? alt Stort vilde strømme til Kjøbenhavn, de største Kunstnere, Skuespillere og Dandserinder. Kjøbenhavn vilde blive et andet Athen. Hvad ville Følgen blive? Alle Rigmænd vilde nedsætte sig i denne Stad. [...]"
Herefter kommer der nye ideer på bordet, der lider under ændrde monarkiske forhold, og som derfor må modificeres, hvis de skal kunne bruges. :-)

Hør, Bill... Kunne vi evt. få dig til at uddybe dit syn på demokrati som styreform?
Man aner en vis skepsis.
Er det korrekt, og hvad synes du i givet fald, vi bør sætte i stedet?

"Reformforslag indenfor systemets rammer" Det er jo netop det der er problemet. Vi er os allesammen bevidste om at vi har med menneskehedens alvorligste systemkrise nogensinde at gøre, simpelt hen fordi vi er blevet så mange.

Alle ved dybest indeni at systemet er så korrumperet at det ikke længere kan holdes i live. Alle forsøg på at koble økonomien fra den anden stor krise, nemlig miljø- og klimakrisen vil føre til verdensundergang indenfor de næste 100 år, så meget ved vi.

Derfor skal hele systemet ændres grundlæggende, men der findes ikke ret mange der har fantasi nok til at forstille sig en verden efter dette, og derfor fortsætter vi med det eneste vi kender: kapitalismen.

Dette fører til at behovet for en global og eksistenstruende katastrofe vokser ustandseligt. Der er for mange mennesker på kloden til at fortsætte som vi plejer og vi kan ikke forestille os noget andet. Vi kører videre som vi plejer, velvidende at det ikke kan holde, men hvad ellers kan vi gøre end at stikke hovederne mellem knæene og vente på braget...Alt andet ville jo være endnu frygteligere, tænk, hvis det utænkelige ville ske og friværdien imploderede?

Dette i vores civilisation fremherskende adfærd vidner ikke særlig meget om vores påstand om at være (muligvis) universets intelligenteste væsner.

Surt show. Ganske alvorligt surt.

Olaf, jeg mener at demokrati, hænger uløseligt sammen med fuld gennemskuelighed i samfundet, den personlige ytringsfrihed, samt retten til at kunne forsørge sig selv og sin familie. Det vil sige at den private ejendomsret og det frie initiativ nødvendigvis skal være underlagt demokratiet.

Hvis du aner en vis skepsis så kan det skyldes at jeg ikke mener at det demokrati vi har i dag i tilstrækkelig grad sikre selvforsørgelsesretten.

Karsten Aaen, randi christiansen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Peter du siger:
Den letteste tilførsel af midler, Niels Engelsted, ville dog være at udstede nogle flere penge og fordele dem som borgerløn.

Faktisk siger Preben Wilhjelm at Friedman i sin beskrivelse af Monetarismen peger på at 'negativ skat' (borgerløn) er en nødvendig del af hele det monetaristiske projekt - uden borgerløn vil det gå helt galt. Det har politikkerne med Thatcher, Reagan og Bush i spidsen blot valgt at se bort fra. Men det er jo ikke første gang at politikkerne kun tager en halv beslutning.

Jeg har endnu ikke selv fundet frem til Friedman's egne ord - jeg vil gerne se dem på formel inden jeg tager ham til nåde...man er jo påvirket at Naomi Kleins beskrivelse af monetarismens uhyrligheder, startende i Chile 1973.

Du kan se linket med Preben Wilhjelm her på tråde hos:
ulrik mortensen 12. april, 2013 - 20:35
Ordene falder i de sidste 30 sekunder, men hele interviewet er seværdigt.

Holger Madsen

En systemkritik får ingen betydning, unden også at magten over meningsdannelsen i dette land udfordres.

Bill Atkins, Olav Bo Hessellund og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Her er kilden til Friedman's tanker om borgerløn - en rimelig interessant diskussion hvis neo-liberalisterne en dag begynder at ytre sig offentligt igen:

"I 1962 udgav Milton Friedman sammen med Rose bogen »Capitalism and Freedom«, som var en sammenskrivning af de offentlige indlæg, han havde holdt i løbet af 1950'erne. I bogen, som var dedikeret til børnene Janet og David, formulerede Friedman en række konkrete politikforslag, blandt andet afskaffelse af værnepligten i USA, negativ indkomstskat, en reform af det amerikanske uddannelsessystem baseret på et princip om, at den statslige støtte skulle følge den enkelte elev og ikke den enkelte skole, og en privatisering af det offentlige pensionssystem. Mange af disse ideer er siden blevet virkeliggjort i en række vestlige lande. "

I øvrigt fornemmer jeg at en del tror at kapitalisterne blot har tænkt sig, at opgive deres privilegier helt frivilligt fordi fakta viser, at det privat kapitalistiske system, ikke kan blive ved at forsyne verdens befolkning med tilstrækkelige basisfornødenheder - men der imod vil komme til, at begrænse en stigende andel af verdensbefolkningens adgang til basisfornødenhederne.

Kapitalismen har en løsning.

Den hedder: Working poor, Arbeitende Armut, Armut trotz Arbeit osv. Nogen steder er det allerede forbudt at være fattig. Det vil sige at man laver en opdeling af samfundet i A og B-hold, et udstødelsessamfund. Failed areas.

Jeg stødte lige på den neoliberal-retoriske udgave af begrebet: "Farvoriseringssamfundet".

randi christiansen, John S. Hansen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

uden "r" selvfølgelig: "Favoriseringssamfundet"

Steffen Gliese

Jamen, Bill Atkins, det har jo altid været kapitalismens grundlag: at de besiddende uddeler krummerne efter et særligt, vilkårligt princip, de selv styrer. Der er ingen rationalitet i det, det er der ikke i den kapitalistiske model, der ikke desto mindre hele tiden jager alibier for sin moralske slaphed.

ulrik mortensen

Bill, du kan også læse om Friedmans negative indkomstskat (borgerløn) her (nederst s.7):

http://www.econ.ku.dk/axelmossin/Internet%202005-2009/Neoliberalismen%20...

Bill Atkins, Niels Engelsted og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Bill, var det ikke Friedman, der mente, at man kunne løse problemet ved at kaste pengesedler ud til masserne fra helikoptere?. Det er selvfølgelig ikke borgerløn, ihvertfald ikke for alle, man skal være ret førlig for at få i nogle i hundeslagsmålet, men alligevel. Det er af denne grund, at Ben Bernanke kaldes Helicopter-Ben, han skovler et enormt milliardbeløb ud hver måned. Desværre er det også denne gang en halv monetaristisk løsning. Uddelingen er er designet, så det hele går til Wall Street og zip til Main Street.

Niels, Sidst jeg hørte om helikopterladninger af friskpressede dollars var da Poul Bremer, Iraks berygtede statholder - som yndede at optræde i ulasteligt blåt jakkesæt og militærstøvler - fløj rundt i Irak og bestak og opkøbte alt og alle af betydning. Soldater fortalte om vilde fodboldkampe med emballerede dollarbundter i de tomme hangarer.
Til gengæld har markedet lige opsuget 110 mia. kr. som ekstraordinært var blevet trykt, da rigmænd, efter Cypern, blev nervøse over om deres formuer i euro var sikrede nok. Et rente- og afdragsfrit eurolån til den amerikanske stat. Det er godt at være reservevaluta i økonomiske uvejrstider. Men ellers er det jo statsguldet, der pt er på lånegribbenes sigtekorn.
Bernake og Draghi har sværget på at de penge der går til bankerne er ’steriliserede’ og skal tilbagebetales.

Faktisk påstås det her at 90% af bankpakkerne er betalt tilbage:
http://www.information.dk/comment/696391

Godt vi har mutter Merkel.

Peter, problemet viser sig når kapitalismen ikke længere kan opfylde middelstandens forventningsbehov - der er langt ned - og republikanerne gør alvor af deres trussel og fjerner madbilletterne, som pt. modtages af 47 mil. amerikanere.

Michael K. N. skriver 12. april, 2013 - 19:33:
”Det ville efter min mening være sundt, om venstrefløjen blev enig med sig selv om, at demokratiet er vejen, og intet er over eller ved siden af demokratiet, og derefter begynder at opstille de reformforslag, der kan bane vejen for ændring at den nuværende finanskapitalisme”.

Det lyder godt og rigtigt, men altså alligevel: ’Vær beredt’, c’’,):

’Penge’ er sociale ’værdi’-symboler, der formidler samfundsindividernes indbyrdes bytteprocesser og dermed i vid udstrækning koordinerer deres indbyrdes relationer.
Dvs. de er sociale magtmidler, hvis ’magt’ i gennem-monetariserede samfund i sidste instans er grundet i statsmagtens voldsmonopol og i umuligheden for samfundsindividerne at overleve uden at på en eller anden måde at være eller kunne komme i besiddelse af disse bytteværdisymboler.

Men i de af Bill A. i går kl.06:30 anførte ganske interessante citater fra Preben W.’s pamflet ang. ”markedsmekanismens demokratiske potentiale og begrænsning” forbigås ikke desto mindre, at den måde, hvorpå ’pengene’ formidler de sociale processer i monetariserede samfund, hvor der er privat ejendomsret til de alene kollektivt fungerende produktionsmidler, medfører, at ’værdisymbolerne’, pengene, bliver højst ulige fordelt samfundsindividerne imellem, således at afstandene mellem ’multimilliardærerne’ og ’fattigrøvene’, også i de såkaldte ’demokratiske stater’ vokser, hvorved de relativt få individer, hos hvem pengene hober sig op, den ’ene %’, c’’,), netop bliver i stand til at benytte dem som ’effektive’ sociale magtmidler ”over eller ved siden af demokratiet”.

Så når Michael K. N. forud for ovenstående citat skriver:
”Altså hvis tilstrækkeligt mange borgere stemmer for løsninger, der matcher de nævntes ideer, så kan samfundet drejes og ændres i takt hermed, få en ny karakter, hvor demokratiet langsomt tager styringen tilbage fra markedet og finansøkonomien – ”,
og også kl.21:03 skriver:
”Man må forsvare sig, hvis man bliver angrebet. Det er ganske menneskeligt. Men man skal ikke lægge sin egen strategi an på vold”,
så synes han at komme til at glide henover at ’markedet og finansøkonomien’ ikke bare er viljeløse objektive strukturer men ’inkarneret’ i mennesker og at ’finanskapitalismens’ menneskelige ’inkarnationer’ da i stigende grad ikke synes at ville underkaste sig nationalstatslige beslutninger, demokratiske eller ej, men ligefrem tværtimod i stigende grad er indstillet på at bruge deres monetærer magt og indflydelse til også at bruge de forskellige former for nationalstats-institutioner til at fører ’klassekamp’/-krig mod de globale underklasser – nationalt så vel som transnationalt.

Så de, der går ind for en ‘system-overskridende’ strategi må nok også tage højde for, hvorledes de kan ’forsvare sig’, hvis ’finanskapitalismens’ menneskelige ’inkarnationer’ bruger deres monetærer magtmidler til at modarbejde og undergrave, at ”demokratiet langsomt tager styringen tilbage fra markedet og finansøkonomien – ”.

For som Bill A. også skriver 12.april kl.20:11:
”… demokrati er den eneste vej - indtil kapitalisterne ikke vil lege med længere.
(Spanien 36, Sydkorea 61, Chile 73, og utallige andre kup verden over”.

Apropos Gandhi (Michael K. N. 12.april kl. 21:03 )
Dennes anti-kolonialistiske, ikkevoldelige strategi lykkedes i den daværende globalpolitiske situation, fordi de europæiske imperier lå i indbyrdes krig og var ved at blive underlagt ’Koldkrigs’-polariseringens opkommende nye ’supermagter’, og fordi hans politiske målsætning alene var afkolonisering ikke en social-økonomisk system-overskridelse.

I dag er nationalstats-strukturerne, hvori de demokratiske beslutningsprocesser er indlejrede, under nedbrydning, hvorved de sociale modsætninger, anskuet i et globalt menneskerettigheds-perspektiv, mere og mere kommer til at fremtræde som én sammenhængende, planetomfattende ’borgerkrigs’-lignende konflikt, der angår selve dette planetariserede samfunds monetære og dermed kapitalistiske grundstrukturer.

Så demokrater i alle lande – Vær beredt!
c’’,)
Med venlig hilsen

Michael Kongstad Nielsen, Bill Atkins, Heinrich R. Jørgensen, Karsten Aaen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Mark Thalmay - tak for indlæg. Jeg har et par bemærkninger:

Kan demokratiet bane vejen for socialisme i en eller anden form? Altså være "system-overskridende", eller hvorfor ikke kalde det "system-forandrende", da det jo er er grundlæggende økonomiske og ejendomsretlige strukturer, der ændres. Kan demokratiet tage styringen tilbage fra markederne? Ja, det kan det - hvorfor skulle det ikke kunne det? Og de stærke kræfter, der vil modsætte sig dette, og slå sig i tøjeret, og bruge alle kræfter på at lobbye eller tvinge udviklingen en anden vej gennem de kræfter, deres penge og ejendom nu giver dem, de må overgive sig til sidst, da samfundet er suverænt og har sin demokratiske legitimitet til i sidste instans at bruge retssystemets magtmidler til at kalde kapitalisterne til orden.

Bill Atkins nævner bl.a. Chile 73. Men den tid er heldigvis ved at være slut. Se på Sydamerika og se, at demokratiet kan overvinde kapitalen. Se, at den ikke giver sig frivilligt, men at den bliver nødt til det alligevel. Brasilien, Argentina, Ecuador, Venezuela, hele vejen rundt har kapital- og ejendomsbesidderne måttet give sig, og de udenlandske selskaber har måttet genforhandle deres kontrakter, eller tage hjem, USA´s indflydelse er en saga blot, deres baser må lukke etc. Det sidste kup eller forsøg på kup var Zelaya i Honduras, Chávez i Vezuela og Correa i Ecuador, de sidste to mislykkedes.

Verden er en anden i dag, og demokratiske samfundsændringer vil næppe længere kunne kuppes, som i Chile 73.

Med hensyn til EU er risikoen, at EU for at holde sammen på sig selv må opgive demokratiet, men det er jo den modsatte vej. Hvis landene ad demokratisk vej melder sig ud af EU eller euroen, eller vedtager en ny model med kun handelssamarbejde, så ville heller ikke det kunne udløse opløsningsvold, det er utænkeligt. De politiske ledere må tage nederlaget, som det måtte komme.

randi christiansen

MKN - de såkaldte demokratier har ikke kunnet forsvare sig mod den 1%´s finansatletik og de uformuende betaler nu prisen : Grækenland, eksprorieringen af cypriotiske borgeres bankindeståender, seddelpressen kører for at understøtte skrøbelige EU økonomier osv osv og herhjemme forlyder det, at erhvervslivet ikke kan tjene penge nok, til at opretholde offentlige forvaltning på nuværende niveau, så der må skæres - og skæres ...

Finansatleterne synes ikke at sky nogen midler for at fastholde magten - hvad der sker i kulisserne kan vi ikke have det fulde overblik over, men når man ser på resultaterne, tegner der sig et meget mistænkeligt billede

Michael Kongstad Nielsen

Randi Christansen - men de europæiske og nordamerikanske demokratier har jo ikke kunnet tage sig sammen til at tage magten tilbage. Det kræver jo, at nogle stiller et program op, der kan bekæmpe finanskapitalen og den 1 %´s magt, og at et flertal vælger dem. Man kan jo ikke bare sidde og vente på, at kapitalen giver op af sig selv.

Det tætteste vi har været, er Syrizas kæmpe fremgang i Grækenland, og de skal nok komme igen. Men i Italien valgte man Grillo, der hverken går ind for det ene eller det andet, kun protest mod det etablerede, og i Spanien, hvor store demonstrationer fyldte Plaza del Sol
http://www.telegraph.co.uk/news/picturegalleries/worldnews/8525938/Thous...
og andre pladser, endte det med, at befolkningen stemte det gamle konservative parti PP (Partido Popular) til regering. Det kommer der jo ikke meget socialisme ud af.

Heinrich R. Jørgensen, Karsten Aaen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Var til foredrag med manden og han må siges at være en utrolig god taler.
Under foredraget anbefalede han at læse bogen "Den store omstilling - fra systemkrise til grøn økonomi" og efter at jeg læste den gav hans ord endnu mere mening.
Der er dog et problem, for selvom dette burde være logisk med et systemskifte, så ser flertallet ikke ud til at ønske et skifte og hvis de gør, så har politikerne ikke modet til at gennemføre reformerne i den rigtige retning.
Befolkningens/forbrugernes tilbageholdenhed kan så skyldes usikkerhed ift. at de har forgældet sig og på den måde er bundet til at betale afdrag, og derved ikke er vilde med tanken om ikke at vide hvad dagen i morgen bringer. Man kunne vel kalde danskerne for slavebundne til det kapitalistiske system - læs gerne bogen "konkurrencestaten", der giver en udmærket forklaring på den knivtangsmanøvre.
Og tilbage står jeg som glad cyklist, med eget kolonihavehus, og spøg hvad gør vi egentlig i Danmark? - vi taler og accepterer, "for sådan er det jo"?

Bevægelser:
http://www.basisindkomst.dk/
http://www.groenne.dk
http://www.thezeitgeistmovement.com/

Karsten Aaen, n n og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
morten hansen

Der er et problem med Wilhjelm frikendelser over en kam. Hvis vi frikender = fraregner mennesket og det menneskelige ansvar og blot taler opdateret marxist-snak og 'det er systemets = samfundets skyld', så rammer vi endnu en gang ved siden af.

Man kan ikke reformere et 'system' der i bund og grund og fra starten af var sygt. Man kan ikke bortreformere en metasteret cancer.

Med al respekt for Wilhjelms evne til abstrakt tænkning, så er det ikke længere nok at abstrahere og systemanalysere. Wilhjelm lever i forrige århundrede, og det tankesæt er i dag ved at brænde sig selv op. Vi oplever 'peak-systemkritik' som peak-oil. Marxismen var så dybt forankret i det 20. århundres tankesæt, der skabte alle de store krige, alle de store finanskollaps, alle de store miljø-katastrofer.

Wilhjelm har haft sin tid. En af marxismens / kommunismens / socialismens store mangler er, at mennesket bliver udskrevet, når det behandles som et kollektivt massefænomen indenfor et system. Troen på, at hvis vi blot reformerer systemet, så bliver mennesket frisat er yderst mangelfuld.

Wilhjelm er en ganske klog og meget velmenende mand. Men vi har hårdt brug for friske hjerner, der kan sige: cut the crap, formulere tingene simpelt og uden intellektuelt omsvøb. Vi har brug for at kalde en spade for en spade. Og vi har IKKE brug for at frikende alle dem, der skamløst red på den store mega-finans-boble. Hverken bankfolk, politikere eller erhvervsfolk. Heller ikke ejendomsspekulanter og -mæglere, heller ikke børshajer, heller ikke videnskabsfolk og på INGEN måde den tænkende del af den danske eller internationale befolkning, der valgte at skrue hoderne af, dukke nakken og synke ned i sofaen. Heller ikke medierne, der så villigt stillede sig til rådighed ved at sænke deres tåge af doven-ignorant, fragmenteret uigennemsigtighed henover hele affæren. Krisen er en moralsk krise. Moral og Menneske begynder begge med M. System og Sludder begynder begge med S.

Og kære medborgere i denne stat, hvor der noget, der er råddent: vi skal heller ikke være alt for hurtige med frikende os selv (så meget for Wilhjem), for vi har tilladt det at ske for næsen af os. Det er nemt at pege fingre. Til gengæld synes jeg, vi skal holde op med at pege fingre alle de såkaldt dovne og uansvarlige befolkninger i Sydeuropa - såkaldte! - for, at det jo bare er deres egen skyld, at de nu fattiggøres - går vi nu og siger. Husk, kære sofadansker: turen er snart kommet til dig! Kan du ikke mærke, at der strammes til lige nu?

Så længe vi ikke evner at sige andet, end at der jo er deres egen skyld, så kan de centralbankfolk, der designede hele boblen ikke få hænderne ned hele vejen hen til den bank, der selv ejer og driver på mest skamløse vis. Hvis vi, hr. Wilhjelm, skal frikende dem for dette stykke mega-finansterror, denne plyndring af lig på slagmarken, dette bankkup på den anden side af skranken, vi ser udrulle for tiden, så er vi medskyldige i terror, og så er vi endt som små køkkenhøjttalere med DERES jackstik oppe i enden udskrattende DERES forløjede og nøje tilrettelagte propaganda. Det er MENINGEN, at vi skal gå og sige den slags sludder.

På det punkt er det nødvendigt at rette en pegefinger mod dem, der hele tiden postulerer, at vi skal navngive deres grovheder som 'nødvendige og samfundbevarende', og stille dem til ansvar for deres systematiske vildledning. Det inkluderer derfor også de politikere, der aldrig gad, turde eller evnede at gøre deres hjemmearbejde og stille de spørgsmål og krav på vore vegne, hvilke vi sådan set havde valgt og betalt dem for. Det gælder også de medier, der mente, det var nok at skrive af fra de nyhedstelegrammer, der tikkede ind, og som beskrev finansboblen som et slags meteorologisk fænomen. Eller som som sportsjournalister, der kommenterede en fodboldkamp: '... og nu rykker de ud i højre side, lægger spekulationen indover til boligmarkedet, og her går de forbi forsvareren og hæver renten og-og ...naiiii! Der fløjtes, men storbankerne prøver at filme sig til en bailout, og politikerne og dommeren vælger at punge ud med skatteydernes penge og lade spillet gå videre ...'

Der var nogen, der for nylig udtalte om Robert Mugabe, at han aldrig ville forandre sig, for hans hjerne var dannet under borgerkrigen og krigen mod englænderne. Mugabe tror den dag i dag, at han stadig befinder sig i 70'erne og er i krig med de samme fjender. Wilhjelm tror stadig, at han befinder sig i det 20. århundrede og at de forklaringer, han dannede dengang, han var partiformand for venstresocialisterne, stadig er gængse og med lidt system-opdatering kan bruges. Lidt som at downloade en patch til et forældet og defekt styresystem. Marxismen var hele tiden en del af problemet og aldrig løsningen.

Og det er de ikke. Vi har brug for at pudse brillerne en gang og få smidt klicheerne ud. Man kan ikke tale fornuft til et system, der har opforstret kyniske sociopater og givet dem lov til at køre verden, som vi kender den. Det eneste, vi kan og skal gøre, er at holde op med at fodre systemet. Tør vi det?

Heinrich R. Jørgensen, Esben Maaløe, Philip B. Johnsen og Kaspar Olsen anbefalede denne kommentar

Ja da - det er jo den frihed til tanker og ytringer vi slås for, i bevidsthed om kommunikations nye muligheder, og i respekt for de der blev formet af kampen mod nazismen, kolonialismen, udbytningen og fattigdommen, og også med mulighed for en forbrødring med de der lod sig rive med af udviklingens tankeløshed...

Philip B. Johnsen

Sandheden om mulighederne, skal ses i lyset af mennesket som dyr, med andre ord, man skal have råd til, at tænke over ting, jeg vil ikke udpensle emnet i ved, hvad jeg er på vej til at sige, men lad os tage kampen op med finanssektoren, det er ikke spild af tid.

Helt enkelt:

Hvis A dyrker en mark med gulerødder og får 5.000 for dem , hvorfor skal B så have 10.000 for den samme ydelse?

Beklager at jeg bringer diskussionen ned på hareniveau, men det er de facto det det handler om.

Michael Kongstad Nielsen

Kent Ravn - at være en glad cyklist med eget kolonihavehus er ikke noget at kimse af. Hav en god sommer!

Kent Ravn

Som salig Sylvester Hviid sagde om Dunlop ringene:

"De er som min onkel; af naturen blød, med når du pumper ham bliver han hård."

God sommer og grokraft i haven.

Esben Maaløe

Prøv at tale om pengeskabelse ...

Det at vi overlader det til private banker at udstede vores penge (ikke mønt, men virtuelle dvs. langt langt de fleste) er simpelthen utroligt.

De låner penge ud de ikke har (de får lov at 'oprette' pengene) og de får lov at tage renter for det. Godt nok skal de 'oprettede' penge annulleres, men renterne får de lov at beholde.

Det er simpelthen bare skævt fra starten ...

Og så må man ikke engang forlange at de viser samfundssind for så krænker man ejendomsretten.

Man kan have lige præcis den overbevisning man i øvrigt vil, men at benægte at vores økonomi er som et pyramidespil er ikke en mulighed.

Esben Maaløe

(den totale afhængighed af stadig vækst er i øvrigt også en stærk indikator på det forhold)

randi christiansen

Naturalieøkonomiens abstraktionsniveau er muteret ud i surreelle fantasyuniverser hvor finansatleterne jonglerer uhæmmet og inkompetent med planeten og dens indbyggeres eksistens - modmagten viser sig fx i bæredygtighedsfestival i Århus - måske vi når det

Heinrich R. Jørgensen

Morten Hansen:
"Wilhjelm har haft sin tid"

Preben Wilhjelms intellektuelle formåen er efter alt at dømme rigeligt plastisk til at kunne tænke nyt og anderledes. Det er i sig selv en præstation af de sjældne.

Det er muligt, at Preben Wilhjelm ikke peger på videre anvendelige svar på de mange udfordringer der foreligger, men der er næppe noget i vejen med hans empiriske undersøgelser, hans analyse eller hvad han udleder deraf. Og hvem har i øvrigt alle svarene, eller de rigtige svar?

Bo Stefan Nielsen

Kronikørernes kritik af Wilhjelms kriseteori er korrekt:

"Preben Wilhjelms version af en kriseteori funderet på ubalance i det økonomiske system lider af en fatal svaghed. Systemet bliver jo ofte udsat for stød, der bringer det i ubalance. Men i langt de fleste tilfælde svinger det hurtigt tilbage til et slags balanceret vækstspor."

I kapitlet “Har Marx et budskab til hvor tid?” gennemgår Preben Wilhjelm sin forståelse af den marxistiske teori. Han taler direkte imod marxistisk økonomisk politik, i sin analyse af “profitratens tendens til fald”.

Hans kritik er dog baseret på en fejlfortolkning. Han skriver: “Over tid ville afkastet af kapitalen, profitraten, nødvendigvis falde, til sidst nærme sig nul, og dermed fjerne selve grundlaget for kapitalismen. En bedre profeti kunne man ikke ønske sig”.

Problemet med denne fortolkning er, at profitratens tendens til fald ikke leder til kapitalismens sammenbrud, men i stedet føre til uundgåelige kriser indenfor kapitalismen. Man skal trods alt bide mærke i ordet ”tendens”. Profitraten kan godt vokse, hvis visse faktorer er indfriet.

Det har aldrig været en marxistisk forståelse, at blot man venter, så afskaffer kapitalismen sig selv. Det er befolkningningerne- og arbejderklassens værk, at afskaffe kapitalismen.

Hvilket bringer os til næste problem, som handler om Wilhjelms forestillinger om at kapitalismen lader sig reformere indenfor de eksisterende grundlæggende rammer. Det vi på venstrefløjen plejer at kalde reformisme. Kronikørerne er foran Wilhjelm og har luret, at disse reformer ikke vil være nok. Der må indgreb i ejendomsretten til - det som de senere kalder 'socialisering':

"Preben Wilhjelms reformforslag burde kunne samle stor opbakning i den brede lønmodtagerbefolkning samt blandt unge under uddannelse og pensionister. Måske vil de også gøre det. Problemet er imidlertid, at selv indgrebene mod de finansielle institutioner, især bankerne, ultrahurtigt kan ’spinnes’ til at ville føre til et indgreb mod den private ejendomsret som sådan. Og så stiger frygten hurtigt blandt de to tredjedele af vælgerne, som er ejere af deres bolig."

Jeg er overvejende enig i denne indvending. Ikke fordi jeg dermed mener, at socialister skal undlade at tale om opgør med ejendomsret og om socialisering. Vi skal bare gøre det på den rigtig måde, så det giver mening og bliver en frigørelse frem for et skræmmescenarie.

Det er jo formentlig kun stalinistiske regimer, der har lidt under den vildfarelse, at alt skal 'socialiseres'. Socialisme handler om at almindelige mennesker fratager kapitalisterne ejendomsretten over produktionsmidlerne - altså fabrikker, maskiner, computere, kraner, erhvervsbygninger osv. fordi, det er i selve produktionen, at overskuddet skabes. Og det er netop overskuddet - og dermed også planlægningen for produktionen - der må under arbejdernes demokratiske kontrol, hvis kapitalismens hærgen, den stigende ulighed og ødelæggelse af mennesker og natur og klima skal stoppes.

Når virksomhedsejeren (og evt en bestyrelse) qua ejendomsretten til produktionsmidlerne sidder med den uindskrænkede magt over hvad der skal produceres, hvordan det skal produceres og hvor overskuddet derefter skal forsvinde hen, så er der intet demokrati i den sektor af samfundet, hvor værdierne skabes. Altså et kapitalens diktatur. Stalinismens totalitære statsopfattelse var omvendt blot en anden slags diktatur. Det var hvad vi på venstrefløjen af og til kalder 'statskapitalisme'.

Begge former for diktatorisk 'kapitalisme' går ud på at konkurrere. De private selskaber konkurrerer mod hinanden, og landene i Østblokken konkurrerede mod vestlige lande. I begge tilfælde var de, der skabte værdierne - arbejderklassen - frataget ejendomsretten og dermed demokratiet på arbejdspladsen. Uden denne er der intet reelt demokrati. Det viser sig da også, at det formelle demokrati (hvadenten det er borgerligt/liberalt eller om det var 'kommunistisk') alt for ofte viser sig at være en fernis over undertrykkelse af de mange og pleje af de fås elite-interesser.

Så jeg vil foreslå Preben Wilhjelm at udsende et opfølgende bind (den berømte 2'er ;-)) hvori han argumenterer for, at kriser og klimakatastrofe kun lader sig løse gennem kamp for revolution, arbejdermagt og international socialisme.

Sider