Klumme

Kultur eller natur?

Debatten om autenticitet er klassisk og findes mange steder; fra dopede cykelryttere og smertelindring ved fødsler over Botox-behandlede kvinder
22. april 2013

I sidste måned besøgte jeg Danmark i forbindelse med en konference. Tilfældet magede det således, at mit besøg faldt sammen med åbningen af det relancerede DR2.

Vel ankommet til mit hotel tændte jeg for tv-apparatet, men jeg var ude af stand til at koncentrere mig om indholdet. I 30 sekunder var jeg forvirret over hvorfor. Indtil det stod lysende klart: Det kunne jeg ikke, fordi de to værter, og deres fire gæster, så alt for naturlige ud. Hver eneste rynke, modermærke, hudorm eller dårligt satte hårlok trådte frem for de sagesløse seere.

Og det er jeg ikke vant til: fem år med den amerikanske tv-virkelighed har sat sig fast i min bevidsthed uden mit aktive vidende.

I USA ser tv-værter (og deres gæster) nemlig aldrig sådan ud. De er for det første fuldkommen rynkefri, uanset hvor gamle de er. Der er – heldigvis – et relativt højt antal blændende dygtige ældre kvinder på amerikansk tv. Og ikke bare som studieværter. CNN’s politiske chef-korrespondent, Candy Crowley, er f.eks. 65 år gammel. Barbara Walters, legendarisk tv-journalist og 83 år, har lige meddelt sin kanal ABC, at hun nu agter at trække sig tilbage – til næste år. Aldrende herrer som Wolf Blitzer (CNN) har af og til en ubetydelig lille autoritativ rynke, der kan anes inde bag ved den obligatoriske stålbrille. Men derudover: nada. Deres teint er fejlfri, opereret eller zappet væk med laser. Håret skinner, som var det dyppet i spejllak. Og tøjet er naturligvis også nydeligt på den formelle måde. Ingen – ud over måske en typecasted Occupy-aktivist eller et hjemløst offer for en naturkatastrofe – ser anderledes ud. Hvilket medfører, at man er dejligt fri for at spekulere på journalisternes udseende. Det er altid ens, og som seer kan man koncentrere sig om det, de siger i stedet. Indholdet med andre ord.

Det faldt mig som sagt kropumuligt den formiddag på DR2. Senere, næste dag havde jeg en kaffeaftale med en ven fra DR. Han betroede mig, at det var med vilje. Det var det naturlige look, fortalte han mig, som kanalen ønskede at dyrke. »What?« spurgte jeg.

»Det kan de da ikke mene. Folk skal være så grimme som muligt?« »Tjah,« grinede han. »Det er nok ikke sådan, dem, der har fundet på det, ser på sagen.«

I sidste uge var jeg kortvarigt i København igen. Her endte jeg i et køkken sammen med en stribe medlemmer af den danske kulturelite (det kalder de ikke sig selv – men det gør jeg). Jeg fortalte, at en kvinde af mit bekendtskab just havde lagt et billede af sit eget ansigt ud på Facebook – nøgent, taget med egen mobil før og efter indsprøjtningen af Restylane – en gelé, der lægges med en fin nål og som udglatter rynker. Restylane består af 98 procent vand og to procent af stoffet hyaluron. Der efter sigende findes i ansigtet allerede.

Godt så hun ud. Ret smart, tænkte jeg. Og modigt af den pågældende kvinde. For som sociolog Emilia van Hauen – der selv anvender skønhedsbehandlinger – siger, så er den slags tabubelagt i Danmark. De fleste skammer sig.

Hun kalder det hykleri: »Mange får behandlet deres ansigter og kroppe, men de tør ikke sige det højt af frygt for at virke overfladiske eller dumme,« siger hun på en netside, der reklamerer for sådanne behandlinger. »Hvorfor er det OK at styrke vores mentale eller fysiske evner, men ikke OK at forskønne sig … For mig handler det om at bruge de muligheder, der er, på en fornuftig måde, som gør mig glad.«

Det lyder rigtigt. Det er også naturligt at føde uden bedøvelse eller have tandpine. Men heldigvis kan man undgå vilde smerter på kunstig vis. Lige som jeg også er glad for, at ikke mange ser mit ’naturlige’ ansigt uden make-up.

Men i det nordsjællandske køkken var folk mildest talt uenige. »Jeg synes det er skønt, at man kan se på mit ansigt, at jeg har levet. Mine børn elsker mine smilerynker,« lød det fra en kvinde i fyrrerne. »Nå ja,« lød det halvhøjt fra hendes mand på den anden side af køkkenbordet. »Men det behøver ikke at gå alt for hurtigt.«

Se, det, syntes jeg, var vittigt, men hans bedre halvdel smilede nu ikke specielt bredt. Og selvfølgelig er de amerikanske Hollywood- ansigter kunstige. Men vi har so wie so for længst overskredet dikotomien mellem natur og kultur. For mig går grænsen ved det sundhedsfarlige. Så når tiden kommer, ja så vil jeg muligvis selv overveje, om det ikke er helt OK at ligne sit yngre selv. Selvfølgelig blot med det formål, at mit ansigt bliver ved med at matche min ungdommeligt skarpe hjerne. Ha.

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent og blogger på www.usanu.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tage Sørensen

Imponerende synspunkt at komme med... Jeg har det nærmest modsat: et glansbillede (som AR finder bedst formidler et indhold) risikerer jeg nemt at lade mig distrahere af. Hvor indholdet kan blive distraheret af overvejelser om hvor meget botox, spartelmasse og kirurgiske indgreb det dog har krævet at komme til at se så perfekt ud? Men ok - det er nok bare mig der har det sådan....?!

Lise Lotte Rahbek

Tage Sørensen

Nej, vi er flere om den tankegang.
Jeg kan også fundere over, om hvor langt tid det tager pr. gang, om der skal større mængder spartelmasse i pr gang, og om deres hud ikke kan reagere allergisk på stofferne og på at blive sprøjtet ud og gjort ved.
Og prisen pr. år.

Jeg er ikke helt med på, hvorfor overfladen især i USA og Australien (så vidt jeg har set) skal være så glat og udfyldt. Jeg vil hellere se levende ansigter.
Jeg kan huske Robert Redford var blevet fyldt ud, på et tidspunkt, så han kun kunne præstere 4 eller 5 forskellige ansigtsudtryk. NØJ han var kedelig i sit skuespil.
Men sådan er det jo nok med kulturforskelle.

Annegrethe Rasmussen

Nu er disse klummer også ment som igangsættere af debat. Men synspunktet om, at Botox er skønt deler jeg faktisk ikke. Botox ansigter ser mærkelige ud. Lige så gør alt for mange ansigtsløftninger. Men der findes midler (laserbehandlinger, lysbehandlinger, varme, peeling Restylane, Juvederm og meget andet) som efterlader et langt mindre stift og robot-agtigt ansigt. Og det er jeg faktisk fascineret af. Dertil tror jeg simpelt hen, at det meste af det amerikanske handler om langt mere og bedre make-up end man får tilbudt på dansk TV. Jeg har set mange af de amerikanske journalister i virkeligheden og de er ikke lige så skjønne IRL som de er på skærmen.
Alt godt
Annegrethe

Inger Sundsvald

Det der med at folk skal se ”naturlige” ud på TV, og at fotografen tager nærbilleder så et øje med poser og rynker kan fylde hele skærmen, synes jeg er at overskride en privat grænse. Jeg nyder ærlig talt ikke at se på folks bumser og rynker, men jeg synes ikke at kameraet er lige så nærgående på tv-værterne. Jeg er også helst fri for den slags ”naturlighed”.
Hvad forskellen er på de forskellige præparater og behandlinger ved jeg ikke, så det kan jeg ikke udtale mig om, men jeg ville da være ked af, hvis jeg var den eneste der ligner min alder.

Vibeke Rasmussen

Den beskrivelse af danske tv-værter og andre her til lands kan jeg slet ikke genkende. Så snart nogen optræder i et tv-studie, er de da alle professionelt sminkede? Hvilket jeg i øvrigt tror, at vi, seerne, skal være taknemmelige for. Specielt med tanke på hvilket lysorgie der benyttes i især DR2-studiet. Er det ikke snarere denne ekstremt voldsomme belysning, på DR2, der får alle til at se så "naturlige" ud?

I øvrigt får vi også jævnligt lejlighed til at se med, når 'deltagere' – skuespillere, politikere såvel som 'almindelige' gæster m/k – bliver sminket, forud for optagelserne i studiet, så der bliver ikke gjort nogen hemmelighed af det.

Men hvad angår filler, botox og hvad det altsammen hedder, er jeg meget ambivalent. På den ene side synes jeg, det er en trist udvikling, at man ikke må 'ligne sin alder'. På den anden side forstår jeg også godt, at de, hvis job medfører, at de konstant er i, eller ofte kommer i, medierne, benytter sig af disse hjælpemidler. Det må være svært at modstå, især med tanke på hvor ubarmhjertig 'den offentlige mening' kan være og ofte er, og hvor acceptabelt det er blevet at give udtryk for sin uforbeholdne mening, netop om andres udseende.

Så længe man blot forstår begrænsningens kunst og stopper, inden man kommer til at ligne 'en siameserkat i stærk modvind'. Gys! Det gør næsten fysisk ondt bare at se på disse mennesker.