Klumme

Kunsten at holde foredrag

En foredragsholder, der taler uafhængigt af manuskripter og tekniske hjælpemidler, er vistnok publikums yndling. Men måske lader det sig bedrage for oplysningen for oplevelsens skyld
19. april 2013

I den senere tid har jeg foretaget adskillige rejser fra Tyskland til Danmark, fra min hjemby Berlin til København, Aarhus, Kolding, Aalborg og mange andre steder i kongeriget, hvor der heldigvis har været nogle, der gerne ville høre mig holde foredrag om 200-års-jubilaren Søren Kierkegaard. Heldigvis, fordi jeg som forfatter nødvendigvis må skaffe penge i kassen, mens jeg i spænding afventer de købedygtige læseres reaktion på min nyeste bogudgivelse. Og heldigvis, fordi jeg har det som en cirkushest, der lugter manegens savsmuld, når jeg træder ind i forsamlingshuset, sognegården, kirken eller mødelokalet for at holde mit foredrag. Når blot jeg ikke skal møde mit publikum i et auditorium! Skal jeg det – stå nede på gulvet ved katederet med publikum stirrende ned på mig oppe fra bænkeraderne – bliver jeg utilpas. Den østrigske forfatter Stefan Zweig havde det på samme måde, da han for et par generationer siden under en foredragsturné blev sat til at tale i et stor universitetsauditorium, hvor tilhørerne sad på bænkene, præcis som han og hans skolekammerater i sin tid havde gjort det i Wien, »skikkelige og uden at turde komme med modsigelser«.

I det øjeblik faldt det ham ind, at han i alle sine skoleår havde lidt under dén autoritære, ukammeratlige og doktrinære måde, han blev tiltalt på af læreren, og han blev grebet af frygt for, at han selv nu kunne komme til at virke lige så upersonlig på sine tilhørere, som hans fordums lærere havde gjort på ham. Jeg har selv oplevet det sådan i min skoletid, da vi i skolens eneste regulære auditorium havde skolens strengeste lærer, der fældede sine domme over os med objektivitetens centnervægt. Som regel kunne jeg nok svare for mig, når jeg blev spurgt, men ikke desto mindre hadede jeg formen: autoritær, ukammeratlig, doktrinær, upersonlig. Og derfor ønsker jeg lige så lidt som Stefan Zweig at virke på den samme måde på mine tilhørere, når jeg holder foredrag. Jeg vil gerne fysisk befinde mig på samme niveau som dem, så vi er i øjenhøjde som jævnbyrdige mennesker, hvor det kun er tilfældet – deres interesse for det, jeg i årtier har beskæftiget mig indgående med – der gør, at jeg den første times tid holder enetale, indtil de kan komme til med spørgsmål, kommentarer og kritik.

Men hvad er et godt foredrag? Det skal man snarest spørge publikum om, men som foredragsholder er det mit indtryk, at min egen interesse for mit emne er afgørende. Hvis publikum ikke sporer mit engagement, kan jeg dårligt forvente at kunne engagere dem for mit emne. Altså skal jeg ikke skjule min entusiasme, men vise den, demonstrere, at jeg er levende optaget af mit emne, og at det ikke er død viden for mig.

Når jeg selv går til et foredrag, mister jeg hurtigt min koncentration, hvis foredragsholderen står med næsen i et manuskript og læser op af det. Han kan være nok så kompetent, og hans foredrag nok så indholdsrigt, det nytter intet, for jeg får straks den tanke, at jeg lige så godt kunne have siddet derhjemme og læst hans foredrag som en trykt artikel, når han alligevel har gjort sig den ulejlighed at skrive det ned. Mine tanker flagrer og flakser, når jeg ikke kan se ham i øjnene, men blot ane dem vandre mekanisk hen over og ned ad papiret. Bliver han afbrudt, fordi nogen hoster eller snorker, eller fordi mikrofonen hyler, eller teknikken svigter, fortsætter han efter afbrydelsen som en gammeldags kassettebåndoptager, der har stået på pause et øjeblik. Han lader sig ikke udfordre af publikums reaktioner, forstår ikke at improvisere, når hans minutiøse forberedelse kommer til kort over for øjeblikkets tilfældigheder.

Og dog er formen ikke alt, naturligvis ikke. Således har jeg flere gange oplevet at holde foredrag, som gav mig følelsen af at have et begejstret publikum i min hule hånd, mens jeg ikke desto mindre var pinligt bevidst om, hvor lidt substans der var i det. Tilhørerne lader sig blot forføre af min stil – min entusiasme, min uafhængighed af et manuskript, min humor – og går hjem i den tro, at de har lært en masse. Sandheden er, at jeg har givet dem en sludder for en sladder og ikke desto mindre er blevet tiljublet. Men måske er publikum også selv skyldigt, for hvorfor kommer det egentlig: for oplevelsen eller for oplysningen?

 

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Mange er taknemlige for lidt, så ja - de kommer nok mest for oplevelsen.

De, som kommer for oplysningen, nyder entusiasmen - når den er til stede.

Sker det, at foredragsholderen læser op fra sit manuskript (fordi vedkommende er nødt til det), så skal tilhørerne blot kigge væk. Så går det såmænd. Det er helt som med Powerpoint-foredrag. Foredragsholderens huskeseddel/krykke. Dem skal man bare se væk fra, så gør de ikke den store skade, og man slipper dertil for at irriteres over slå- og stavefejl.