Kronik

Når ildsjælen bliver en ressource

Erhvervslivet og politikerne hylder ildsjælene. Dem, der kan og vil gøre en ekstra indsats, fordi de brænder for det, de laver. Allerhelst skal vi alle være begejstrede, dedikerede ildsjæle, for hos ildsjælen er der næsten intet skel mellem arbejde og fritid. Men når et kald bliver gjort til en strategisk ressource, som alle skal besidde, forsvinder den ægthed, der karakteriserer ildsjælene, også
Erhvervslivet og politikerne hylder ildsjælene. Dem, der kan og vil gøre en ekstra indsats, fordi de brænder for det, de laver. Allerhelst skal vi alle være begejstrede, dedikerede ildsjæle, for hos ildsjælen er der næsten intet skel mellem arbejde og fritid. Men når et kald bliver gjort til en strategisk ressource, som alle skal besidde, forsvinder den ægthed, der karakteriserer ildsjælene, også

Katrine Bælum

5. april 2013

Ideen om ildsjælen som en uundværlig samfundsmæssig ressource vinder terræn. »Rundt om i landet er ildsjæle med til at forandre verden,« konstaterer Realdania i sin aktuelle kampagne Byggeriets ildsjæle. Her i starten af april uddeler Carsten Hansen (S), minister for by, bolig og landdistrikter, Årets Ildsjæl til en person, der har arbejdet for »udvikling« og »fremgang«, ligesom bogen Professionelle ildsjæle fra 2011 kontant fastslår: »uden glød, intet velfærdssamfund«.

Når politikere, ledere og konsulenter søger at fremelske borgerens og medarbejderens indre ildsjæl, sker det ud fra en forventning om, at det kan betale sig. Ildsjælens passion ligner nemlig en rigtig god forretning – både på det personlige og det samfundsmæssige plan. Men selv om sjælearbejde kan være en ganske lukrativ forretning (som f.eks. demonstreret af den katolske kirke), er det dog ikke uproblematisk at omforme befolkningens sjæle til nyttige redskaber for bestemte, økonomiske mål.

Flere og flere – f.eks. frivillige, kunstnere og iværksættere – omtales i dag som ildsjæle, ligesom flere og flere omtaler sig selv som sådan. Og det er ikke underligt. Ildsjæle har nemlig – forstås det – både status, handlekraft og potentiale. De næres og drives af deres indre glød – de brænder for deres sag.

I kraft heraf kan de hæve sig op over hverdagen og det gængse (arbejds)livs kedsommelige trivialiteter og dets smålige optagethed af lønforhold, arbejdstider og overenskomster. Eller det forestiller vi os i hvert fald – med lige dele længsel og misundelse og godt hjulpet på vej af politikeres og mediers repræsentationer – at de kan. Ildsjælemetaforen fremmaner nemlig billedet af en fri, selvstændig og uafhængig personlighed – en ’sjæl i flammer’, der ikke primært stræber efter magt, tryghed eller rigdom, men tværtom efter den mening, der ligger i at realisere et højere kald. Ildsjælen er vor tids helt.

Ildsjælen som helt

Ifølge antropologen Elizabeth Povinelli udstikker to store fortællinger rammerne for vores opfattelse af, hvad et individ og et samfund er, kan og bør være. Den første omhandler (drømmen om) ’det autologiske menneske’ – altså det frigjorte, selvrealiserende og selvberoende individ, der egenhændigt skriver og skaber sit livs historie. Den anden omhandler (mareridtet om) ’det genealogiske samfund’ – det klaustrofobisk undertrykkende og konforme samfund, der via massiv socio-kulturel kontrol determinerer og begrænser det enkelte menneskes livsudfoldelse.

Vi stræber efter og forguder det autologiske menneske og frygter og foragter det genealogiske samfund. Den kulturelle begejstring for ildsjælen udspringer af, at hun inkarnerer det autologiske menneske – og tilmed en særlig etisk udgave af det: Ildsjælen søger netop – via f.eks. socialt engagement eller ’vækstskabende’ aktiviteter – at reformere det genealogiske samfunds vederstyggeligheder. Fordi ildsjælen har transcenderet samfundets snærende bånd og egoismens selvtilstrækkelighed, kan hun realisere sit kald – til gavn og glæde for sig selv, ja vist, men især til gavn og glæde for alle os andre. Håber vi i hvert fald.

Oprindeligt betegnede ’et kald’ en opgave pålagt det enkelte menneske af Gud, og arbejdet med at løfte denne opgave var derfor helligt. Men mens Guds betydning i tidens løb er gledet i baggrunden, er opfattelsen af arbejdets hellige karakter forblevet intakt. Arbejde er en moralsk pligt og en etisk fordring. Som Max Weber for snart 100 år siden pointerede, medførte denne protestantiske arbejdsetik en omfattende, rational organisering af livet omkring arbejdet. Hvor det tidligere var præster, læger og lærere, der udøvede et kald med et højere formål, er det i dag ildsjæle, iværksættere og andre passionerede professionelle, der besidder et kald. Det moderne kalds højere formål er tilmed klart og ligetil formuleret; nemlig at sikre mere – eller alternativt: kompensere for manglende – økonomisk vækst.

Længsel efter passion

Fra et politisk og erhvervsmæssigt perspektiv er ildsjælen – uanset om hun er en driftig iværksætter eller socialt engageret organisator – netop interessant, fordi hendes engagement har karakter af et kald. I kaldet sammensmeltes profession og person – arbejdet er ikke længere blot et middel til at opretholde livet (som i konventionel lønarbejderforstand), men et mål i sig selv. Når arbejdet bliver dets eget mål – lyder rationalet – forsvinder modsætningen mellem arbejdstid og fritid, og individets produktive værdi øges. Og det er præcis ideen om mere værdi (og ikke ideen om Gud), der legitimerer den moderne version af kaldet.

Ifølge medier og kampagner genkendes en ildsjæl på den passion, dedikation og begejstring, hun udstråler. Det er disse emotionelle kvaliteter, der beviser, at ildsjælen er en ægte ildsjæl. Som påpeget af antropologen Karen Lisa Salamon, oplever vi i disse år en markant kulturel længsel efter – og i mange (job)sammenhænge et decideret krav om at udvise – netop disse kvaliteter. Vi higer efter passion og begejstring, fordi de udtrykker en ægthed og autenticitet, som vi – i en verden oversvømmet af glittede reklameoverflader og markedets noget for noget-logik – længes radikalt efter.

En markedsstrategisk ressource

Politikere, arbejdsgivere og civile organisationer bruger flittigt billedet af ildsjælen og det passionerede, driftige menneske som strategisk lokkemad til at forme vores – borgernes – interesse og værdier i bestemte retninger. Når vi skal rekrutteres til at blive iværksættere (og dermed via en personlig indsats øge statens konkurrenceevne); til at udføre frivilligt arbejde (og dermed via gratis arbejde mindske de offentlige udgifter); eller til at investere hele os selv i vores arbejdsliv (og dermed skabe mere værdi for virksomhederne), så gøres det ofte via prisuddelinger og personaleudviklingskurser, der idealiserer og dyrker den individuelle ildsjæl og hendes kvaliteter. Og hvorfor egentligt ikke? Et menneske, der – næret af en indre ild og uden øje for egen økonomisk vinding – dedikerer sit liv til udførelsen af et kald, udgør jo en potent samfundsressource. Så hvad er der galt i at bruge det idealiserede billede af ildsjælen til at tænde op i borgernes sjæle?

En afstemt performance

Flere ting. Når begreber som ildsjæl, kald og passion bliver brugt strategisk ud fra et politisk eller forretningsmæssigt ønske om at aktivere og udnytte den produktive og motiverende kraft, de besidder, mister begreberne nemlig ikke bare deres uskyld, men langsomt også den troværdighed, der gør dem virkningsfulde. Når passion og begejstring blot bliver endnu en markedsstrategisk ressource – et middel til at opnå et andet mål – forsvinder den aura af ægthed og autenticitet, vi tillægger dem – og som giver dem liv og effekt. Når passion og begejstring bliver et krav for at fremstå som konkurrencedygtige, produktive individer, reduceres passion til en ensrettet, flad og farveløs størrelse uden reel forandringskraft – en grimasse, der kan passe; et stivnet smil; en afstemt performance.

Statens, erhvervslivets og civilsamfundets organisationer bør derfor tænke sig om en ekstra gang, inden de strategisk forsøger at bruger den enkelte, unikke ildsjæls passion og begejstring til at puste liv i vores kulturelle og sjælelige længsler. En mere velgennemtænkt strategi ville i langt højere grad også – og især – hylde, dyrke og nære den frodige underskov af formelle og uformelle netværk, sociale grupperinger og interessefællesskaber, som rent faktisk leverer den nødvendige ilt til ildsjælenes flammer.

Mikael Hallstrøm Eriksen er antropolog. Kronikken er skrevet på baggrund af et halvt års antropologisk feltarbejde i iværksættermiljøer i København – et feltarbejde, der også udgør det empiriske grundlag for specialet ’Conjuring up mouldable worlds. Passionate doing and functional believing among small-scale Danish entrepreneurs’, Institut for Antropologi, KU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Olesen
  • Jens H. C. Andersen
  • Maiken Guttorm
  • Mona Jensen
  • Rasmus Knus
  • Johannes Lund
  • Bill Atkins
Mette Olesen, Jens H. C. Andersen, Maiken Guttorm, Mona Jensen, Rasmus Knus, Johannes Lund og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak for den vinkling.

Her bare et lille PS: KL og finansministeren forsøger ellers i øjeblikket at "kvæle" mange ildsjæle ude på skolerne ved at fratage dem arbejdsglæden og gøre dem til almindelige lønslaver.

Henrik Stæhr, Elisabeth Andersen, Tue Romanow, Steffen Gliese og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

Tak for en fremragende kronik, fyldt til randen med livlige iagttagelser og sproglige finesser. Jeg hæfter mig ved at der åbenbart nu er gået så meget inflation i "ildsjæl" at "arbejdsglæde" forekommer mindreværdigt; men værdien af arbejdsglæden tilhører jo også selve arbejderen.

Mona Jensen, Elisabeth Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

@Dorte Sørensen

Lige netop. Men jeg mener nu at forfatteren groft overvurderer det stive og konservative erhvervsliv, der med forældede management metoder prøver at kvæle ildsjælene, fordi de ikke forstår dem og nogen gange ligefrem frygter dem, for de passer jo ikke ind i kasserne, de tænker faktisk 'out of the box'.

// Jesper

Elisabeth Andersen, Susse Hansen, Sabine Behrmann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Dennis Jørgensen

@Dorthe Sørensen.
Hvad mener du med "almindelige lønslaver"?
Jeg har respekt for de lærere der knokler og gør en stor indsats, på den ene eller den anden måde. Det er formegentligt et hårdt job. Men det er det også at være jord-betoner, murer, rengøringsassistent osv. osv.
Tiderne hvor det at være ansat ved det offentlige gjorde man var fredet i klasse A, er forbi, og helt ærligt at bruge udtalelsen med lønslaver, er en hån mod resten af befolkningen der ikke har de privilegier som folkeskolelæreren har.
Tror godt den person der står ved fabrikssamlebåndet kunne tænke sig de ferier og den frihed til selv at tilrettelægge sin arbejdsdag som læreren har haft.
Og nu kommer der ændringer, så går alle amok. Men det har der også været i alle andre former for job i Danmark (verdenen).

Thomas Gitz-Johansen

Det er godt og sundt at følge sit kald og at være passioneret i sit arbejde. Problemet kommer, hvis dette kald og denne passion ikke kommer indefra os selv men pålægges os som et ydre krav. Hvis vores passion og kald tvinges til at følge udefrakommende krav bliver arbejdet endnu mere fremmedgøende end det fabriksarbejde, som Marx analyserede, hvor produktet af vores arbejde ikke længer giver mening for os. I den moderne "brænd for chefens projekt"-arbejdskultur kan vi ikke engang holde vores sjæl for os selv, mens vi sælger vores tid og kvalifikationer - vi må investere vores sjæl i virksomheden. Faren er, at vi ikke længere kan mærke og selv - ikke engang vores kedsomhed, ulyst og træthed, og slet ikke vores egentlige livslyst. Mon ikke al den moderne stress og udbrændthed har noget med det at gøre?.

Mette Olesen, Mona Jensen, Elisabeth Andersen, Susse Hansen, Anette Gatzwiller, Mads Kjærgård og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

En ildsjæl er i ordets betydning altid i fare for at brænde op - eller ud.

Lilli Wendt, Dennis Berg, Heidi Larsen, Susse Hansen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, slet ikke Dennis Jørgensen; men flertallet ser vist sådan på det, at det snarere burde være de ordnede forhold, der hersker for lærerne - og hvis ikke et arbejde, der baserer sig på et forudlagt fast skema skulle kunne lægges i ret faste rammer, står verden da ikke længere - som danner rammen for det øvrige arbejdsmarkedet.
Vi mangler iøvrigt at få fastsat, hvad der er varen på arbejdsmarkedet - er det jobbet eller arbejdskraften?

steen nielsen

Gud og hver mand.
Jo, kommer man på et jobsøgningsforløb hos en ekstern aktør, lærer man at iscenesætte sig selv, at være sin egen private virksomhed for at få et arbejde, at være sin egen ildsjæl.
Der er med andre ord gået lidt inflation i begrebet, når Gud og hver mand skal være det.
Man må også sige at der er nødvendigt, hvis folk skal ud og skabe nogle jobs som ikke findes endnu.

På mandag kommer opsvinget.

Jesper Wendt, Elisabeth Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet med ildsjælene er præcis, at de er ustoppelige morakkere. De har brug for hjælp mod sig selv - og det er f.eks. derfor, at kunstneroverenskomster altid meget strikt fastlægger, hvor grænserne går. Teatrets prøvetid er 4 eller 6 timer, alt efter om der skal spilles om aftenen - og det er ikke instruktør og skuespillere, der får lov at bestemme, at man godt lige kan gå over tiden, men derimod forestillingslederen med et mere ædrueligt syn på arbejdstid og krav og pauser.

Anders Kristensen

Fra asken er jeg kommet og i ilden skal jeg blive, til den dag jeg har lært mig livets melodi. For en sang uden mening er der selvsagt ingen mening i
(C.V. Jørgensen)

Jesper Frimann Ljungberg

@Peter Hansen
Ildsjæle er Morakkere ? Den bemærkning har jeg hørt før.
Jeg husker fra min tid som tillidsmand, der var der altid nogen der brokkede sig over dem der lavede mere end arbejdstakten. Sjovt nok var dem der brokkedes sig, altid dem der selv kun 'gad' lave 50%, og derfor var afhængige af dem der lavede 'for meget' for ikke at virke som det de egentlig var. Nemlig asociale.

// Jesper

Lise Lotte Rahbek

Jesper Frimann

Hvis nogen kører på frihjul i et arbejdssjak, er det en ledelsesopgave at få folkene til at arbejde sammen - og nogenlunde lige meget. Ellers må man jo fyre de, som ikke magter at brænde igennem på arbejde.
Det kan sgu da aldrig blive en tillidsmands opgave at stå og kalde folk for asociale, fordi de laver det, de bliver betalt for, og ikke mere.

Jens H. C. Andersen

Det her er et højrøvet akademisk selvrealiseringsprojekt, der er til at brække sig over.

Samtlige rekrutteringsmedarbejdere, HR-afdelinger mv. og popsmarte erhvervsledere der roder i denne skuffe skal have en ordentlig røvfuld.

Lad mig understrege at der er absolut INGEN direkte sammenhæng mellem at `top-performe` og det at brænde for det, i betydningen leve for at arbejde.

Arbejdere kan godt præstere, være dygtige og pligtopfyldende, "give den gas" eller fx være kreative, eller hvad der nu er oppe i tiden uden at brænde for det, nogen gange tværtimod.

Jeg har mødt håndværkere der gik op i at kunne deres kram, og som er stolte af deres håndværk, men jeg har aldrig hørt om håndværkere der i samme omfang som akademikere har dyrket "at brænde for det".

Motivation og mennesket er komplekst og mangfoldigt, der ikke bør reduceres til dovne HR-folk der kun kikker efter at brænde for det symptomer, fra smarte sælgere/ansøgere.

John Vedsegaard, Thomas Gitz-Johansen, Steffen Gliese, Mette Olesen, Leo Nygaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ildsjælen er det frivilligt. Kan ikke andet.
Hvad er det modsatte ? Den ufrie slavesjæl ! Den ufrie får løn. Gør bare sit arbejde.
Ildsjælen belønnes med anerkendelse og glæde. Forsøges ildsjælen indfanget og lønnet, slukkes ilden. Erstattes af den ufrie slave.

John Vedsegaard og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet, Leo Nygaard, er, at det meget hurtigt bliver evne til at brænde, der afgør, om man får job eller ej.
Jeg brænder selv for mit fag, jeg beskæftiger mig stort set ikke med andet, bortset fra disse debatter og madlavning; men jeg er ganske klar over, at der gælder andre vilkår for folk, der har jobs, jeg meget nødigt selv ville bestride. Jeg har svært ved at forstå, hvad der får folk til positivt at vælge de jobs, men jeg ved, at det sker. De fleste har faktisk været i stand til at finde arbejdsglæden, enten i kammeratskabet og det faktum, at man ikke behøver tænke så meget over, hvad man får fra hånden, eller i et arbejde, hvorom man kan sige det modsatte. Folks motiver er forskellige, men det er svært at forholde sig til, når samtalen mellem de forskellige grupper i samfundet er gået mere eller mindre i stå.

John Vedsegaard

Ildsjæle er iværksættere, initiativtagere, kunstnere og meget andet.

Vi vil altid have brug for disse ildsjæle, både nu og i fremtiden.

Skulle vi engang organisere vores samfund så alt produceres helt automatisk, vil vi stadig have brug for ildsjæle. Eksempler kan være den der driver fodboldklubben til sejr, den der sørger for at skovene bliver holdt ordentligt, den der laver noget hele befolkningen kan lide også TV-serier, eller andet.

Uden ildsjæle vil samfundet dø, da initiativ er betingelsen for overlevelse.

Steffen Gliese

Når, John Vedsegaard, vi har fået organiseret samfund, så produktionen foregår automatisk, vil det frigøre folk til det, der optager dem og fritage dem fra det, der er trivielt og kedeligt på daglig basis, til fordel for det, der kun er det en gang imellem.

Ildsjælene, ender typisk, som nyttige idioter - hvilket måske kan forklare automatreaktionen, Frimann, taler om.

Men bryder man akkorden, er der ballade, det siger sig selv. Her vil de typer (ildsjæle), typisk lande i et stormvejr, i en akkord.

Så det er med andre ord - ikke altid i alles interesse. Det kan endda fordre modstand.

Antageligt har man på den gældende arbejdsplads, kæmpet for rettigheder - hvilket er uden betydning for ildsjælen.
Det i sig selv, giver en bred vifte af problemstillinger.

Verdensmester søges.

Jesper Frimann Ljungberg

@Lise Lotte Rahbek

Nu lægger du ord i munden på mig. Selvfølgelig er det ikke en tillidsmands opgave, at lave daglig ledelse, og være indpisker over for medarbejderne.

Men en tillidsmand forventes også at stå på mål for de aftaler han/hun har lavet og/eller repræsenterer.

Men tro mig du bliver træt af de få arbejdssky elementer, som du måske er tvunget til at bruge 50% af din tid på fordi de ikke bestiller andet end gå og sprede dårlig stemning og prøve at undgå at lave noget. Virkelighedens Dovne Robert'er er der alt for mange af derude, selv om der ikke er mange af dem kan de virkelig skabe splid og have en negativ effekt. Jeg tror de fleste af os kender typen.
Og det overskud i forhold til normen, som dem der yder lidt ekstra så skaber, det bliver hurtigt spist op af de her negative kræfter. 'Noget ekstra' som ellers så kunne bruges til gavn for fællesskabet og/eller måske et skånejob eller to.

Hvis du nogensinde har været på en arbejdsplads, hvor der er tidligere tillidsfolk der er gået over og blevet ledere. Så vil du se at disse tillidsfolk, som regel er noget hårdere ved medarbejderne og noget mere kyniske end de 'normale' ledere.

// Jesper

Jesper Frimann Ljungberg

@Jesper Wendt

Ikke de ildsjæle jeg kender, mig selv inklusive, er efter min mening mere kyniske og mere risikovillige end folk er flest.
Hvis lugten i bageriet ikke passer mig, og/eller jeg ikke får bare nogenlunde som fortjent, jamen så melder jeg det ud, og hvis det så ikke ændrer sig så skrider jeg da.
Det der virkelig får mig til at klikke rent arbejdsmæssigt er når man kan arbejde sammen med ligesindede kreative ildsjæle, der alle deponerer deres ambitioner og evner i en pulje for at skabe noget unikt.

// Jesper

Lise Lotte Rahbek

Frimann

Vi har helt forskellige opfattelser af, hvad en ildsjæl er og gør,
kan jeg se.

Jeg har mødt ildsjæle, som brændte så meget for deres job (som også var hovedfokus i deres liv), at de aldrig selv syntes, at de kunne gøre NOK.
En af dem, et af de mennesker med størst overskud til andre mennesker, som jeg nogensinde har mødt og hvem jeg har beundret mest for engagement,
brugte sig selv så meget, at hun brændte op før hun var 50. Helt bogstaveligt. Hun døde af kollaps, for hun havde aldrig tid til at tage sig af sig selv.

Det er noget helt andet end at være kynisk arbejdsleder. Dem regner jeg på ingen måde blandt ildsjælde. De vil hellere brænde andre op, end sig selv.

Jens H. C. Andersen

"Dem der har travlt med at rende rundt og brænde for det, skulle hellere begynde at passe deres arbejde og levere noget fornuftigt til samfundet."

John V.: Hvis du med ildsjæl også mener det som jeg i første indlæg henviser til som det at brænde for det, så har du fået det galt i halsen.

Iværksættere, initiativtagere, kunstnere, ledere af fodboldklubber/skove/tv-serier er IKKE pr. definition ildsjæle, måske er de, men de kan ligeså vel være alt mulig andet og gøre det mindst lige så godt/skidt.
Det at være ildsjæl sikre ikke i sig selv at vedkommende ikke laver fejl.

Hvis du med ildsjæle faktisk mener initiativtagere(?), så lad os bruge det begreb i stedet :)

Steffen Gliese

En ildsjæl er vel først og fremmest engageret og dermed en drivende kraft i en organisation? Det kan være initiativtageren, men meget ofte er det andre, mere ydmygt placerede, der fokuserer på mål - undertiden på bekostning af alle andre relationer og aktiviteter. Ildsjælen er ligeglad med arbejdstidsaftalen, han vil bare have løst opgaven.
En ildsjæl vil i virkeligheden helst bare have pengene til at rulle ind på kontoen og koncentrere sig om opgaveløsningen uden at behøve at tænke på, om pengene kommer, og om man får, hvad man skal have. Til gengæld kan man kun have ondt af den, der benytter sig af ildsjælens ihærdighed og underbetaler - oh, ve!

Ildsjæl-metaforen dækker vel over et stort engagement - en opofrelse for/dedikation til en sag, man brænder for? Ildsjælens dilemma vil vel derfor altid være hensynet til omverdenen og sig selv, mens der ofres og dedikeres. Efter mine begreber kan omtalen af sig selv eller andre som værende 'ildsjæl(e)' let dække over en meget emotionel - og ikke altid særligt opgavekoncis eller rationelt funderet arbejdstilgang. Dét at mærke engagementet, at opleve suset, at forestille sig selv at man 'gør en forskel' - uanset hvor velreflekteret denne forestilling er, er hovedmotivet.

Jeg har ved ansættelsessamtaler indimellem stillet spørgsmålet: Hvor brænder det i dig? Hvad betyder metaforen konkret for dig, i din praksishverdag? Hvorfor omtaler du ikke dig selv som engageret istedet? Ofte har jeg fået undrende respons fra ansøger, indimellem gående på om jeg da ikke anerkendte ildsjæleriet. Om jeg da ikke værdsatte mennesker, som brænder for en sag.

Jens H. C. Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ildsjæle er, udover at de ofte løser opgaver gratis - hvis man er samvittighedsløs nok til at tillade noget sådant, lette at forføre. Lette at manipulere. Ingen undring over at vore dages politiske parnas tilbeder fænomenet og søger at booste det.

steen nielsen

Ildsjælen er uundværlig men det er der jo også nogen der mener at morakkeren er, det er vel væsentligt at kunne skelne.

steen nielsen

Vær lidt positiv.
Ildsjælen er meget oppe i tiden, fordi der også i begrebet ligger den usagte og uskrevne mulighed for at drage nytte af ilden og det hyperaktive, til at løse opgaver som ikke ellers bliver løst, eller som det også tit udtrykkes, mere frivilligt arbejde er godt for samfundet, for jo flere værdier for samfundet vi kan skabe, uden at det koster noget, jo mindre kan vi betale i skat.

Moralen skal bare lige ændres lidt overmod mere parathed til at arbejde gratis, skal det være mere attraktivt, så skal ideen forsynes med et mere positivt ladet begreb, her er det at ildsjæl begrebet kommer lige på rette tid og på rette sted, her er det de progressive kommer ind. Dem som frivilligt arbejder uden løn eller frivilligt overbyder hinanden omkring hvordan lønnen sættes ned og effektiviteten sættes op er morgendagens ildsjæle som gør nytte.

Anders Sigsgaard Skov

Hvorfor er det fedt at arbejde gratis i en ende af lønskalaen, mens det i den anden ende er flot at skovle flere penge ind end man kan bruge på et liv? Hvorfor skal offentligt ansatte være ildsjæle mens vekselerer skal have bonus?

Helle Corydon siger at vi skal have en stærkere privatsektor og en slankere offentlig. Hvorfor er det bedre at have dygtige revisorer end dygtige skolelærere?