Den danske kunstner Jeppe Hein brændte ud i slutningen af 2009. Eller det vil sige, en del af ham brændte ud. Der er stadigvæk en hel del tilbage.
At brænde ud, også kaldet burn-out, føles som om, at ens liv er ovre. Du er drænet. Ikke mere energi. Ikke mere kraft og glæde. Du kan dårligt nok overkomme at trække vejret, mens du ligger i din seng. Noget er blevet brændt af – nemlig dele af din hjerne.
Dette nulpunkt medfører typisk forskellige grader af depression og angst, f.eks. spørgsmål som: Er mit liv ovre? Vil jeg kunne leve et normalt liv? Alt sammen noget, som den enkelte skal forholde sig til samtidig med, at vedkommende prøver at revaluere sit liv.
Flere brænder ud
Burn-out er sammen med stress en af de lidelser, som er i stærk vækst. Bare konsultér statistikkerne og alle sundhedsorganisationerne. De spår flere udbrændte i fremtiden.
Flere og flere behandlere, psykologer og teoretikere ser ikke denne udvikling som et udslag af en bestemt type menneskes livsførelse. Det er ikke et spørgsmål om det enkelte menneskes dispositioner eller karakteristika. Kun en tåbe tror, det aldrig kunne ske for ham eller hende. Snarere skyldes det den sociale kontekst, som flere og flere mennesker lever i.
Denne kontekst er formet gennem en kapitalistisk ideologi. Det, der kendetegner denne kapitalistiske ideologi eller dette system, er – udover konkurrence – en ustoppelig higen efter økonomisk vækst. En higen, som p.t. ikke har ført til meget andet end den ene økonomiske krise efter den anden, mens den eneste reelle vækst er at finde blandt de mennesker, som ikke kan yde anden modstand mod dette altædende system end ved at brænde ud, blive stressede og deprimerede. Der er noget livsfjendsk på spil.
Modstanden består i, at den enkeltes krop simpelthen siger stop. Den vil ikke være med længere. Det kan godt være, at den enkelte har formået at ignorere kroppens signaler gennem længere tid – signaler som træthed, irritation, manglende koncentration, dårlig fysik, dårlig vedligeholdelse af givende relationer m.v., mens vedkommende siger: lige en deadline mere, en udgivelse mere, en ekstra udstilling osv. Men krop og tanke er forbundet. På et tidspunkt kan kroppen ikke mere; den skriger på nye tanker. Tanker, der både er kritiske og kreative. Den spørger: Hvordan kommer vi videre herfra? Hvordan kan vi gøre os værdige til at bære det, som sker?
Gensidig afhængighed
Tilbage til Jeppe Hein. I de sidste tre år har Jeppe Hein taget sit liv tilbage. Han har arbejdet med sig selv, gået i terapi, dyrket yoga, nedsat hastigheden i sit liv – drastisk. I dag er han mere nærværende. Mere glad.
Det kunne jeg selv opleve den 23. april, da Jeppe Hein åbnede sin første store udstilling i Sverige på Bonniers Konsthall i Stockholm. Udstillingen hedder meget passende A smile for you, idet dens tema er lykke og glæde.
Jeg nævner Jeppe Hein og denne udstilling af to grunde: Den første er, at også kunstnere kan brænde ud. Stress, burn-out og depressioner er ikke forbeholdt nogle faggrupper, idet alle faggrupper er underlagt samme kapitalistiske logik.
Den anden – og vigtigere – er, at selve udstillingen fjerner fokusset fra de seneste 10 års omklamrende anerkendelseskultur, som den erstatter med en gensidig afhængighedskultur. Alt hænger sammen. Pointen er, at begreber som lykke og glæde alt for længe har delt samfundet i to grupper.
Den ene består groft sagt af selvfrelste spirituelle gøglere, mens den gruppe består af notorisk negative og skeptiske personer, der finder al snak om velvære pinlig og plat, som var det noget, der kun er forbeholdt kulørte kvindeblade. Men at klassificere lykke som et ugebladsfænomen vidner blot om manglende indsigt i enhver form for filosofi.
Det kan trods alt aldrig være lykkens problem, at enkelte omgås begrebet på samme måde, som noget tanketomt a la X-Factor. Det, der er vigtigt, er derimod, hvilke relationer et menneske formår at skabe. Vel og mærke relationer, som ikke reducerer de andres mangfoldige forskelligheder til små figurer i en sættekasse: Kvinde, mand, gråguld, bøsse.
Nej. Og netop her er Jeppe Hein god. Han er stadigvæk legende, men på en tænksom måde. Mere vedkommende. Han er vokset som kunstner.
Lykke som sidegevinst
Når en besøgende træder ind på Bonniers Konsthall, konfronteres han eller hun med spørgsmålet: »Er du virkelig lykkelig?«
Og mens de besøgende tænker sig om, kan de så kigge sig i spejlet foran for blot at se, hvordan de – deres eget selv – tværes ud. På en måde er spørgsmålet slet ikke vigtigt. Det handler ikke om, hvorvidt du er lykkelig lige her og nu, men om hvorvidt du er tilstede – lige her og nu, som der ligeledes står flere steder. Det er tilstedeværet eller nærværet, som til tider kan medføre lykke som en lukrativ sidegevinst ved at være i live. Det er med andre ord ikke lykke, som jagtes, men et godt liv, hvor lykke og glæde er hyppigere gæster end tristhed og stress.
Fortsætter den besøgende sin vej gennem udstillingen, vil hun/han blive konfronteret med en del af kunstnerens selvterapi, som består af mere end 900 akvareller, der både rummer meditative streger, ansigter med forskellige følelsesudtryk og en masse små tekstbider a la: »Jeg ønsker at være normal,« »Det vil gøre mig stærkere,« »Jeg er totalt udbrændt,« »I dag ringede min mor,« »Jeg er et spøgelse.« Det er en stærk og ærlig proces, som den besøgende inviteres ind i. Men netop, som du hver gang er ved at falde hen i et værk (eller i dine egne tanker), så vækkes du af lyden af tibetanske bønneskåle. Hele udstillingen runger.
Jeppe Hein har skabt et sirligt system af bevægende kugler, som hænger ned fra loftet, mens de kører rundt gennem hele udstillingen. Med 20-30 meters interval har han placeret bønneskåle i forskellige størrelser, som på en måde gør, at det hele – hele tiden – sætter sig i kroppen. Livet sætter sig i kroppen som emotioner, der enten kan vække positive eller mindre positive følelser.
Et liv der er værd at leve
På vej ud lyser endnu et statement op »Lykke er ikke akkumulation«. Nej. Det kan lyde banalt, men dette statement hænger selvfølgelig sammen med det tidligere spørgsmål: »Er du virkelig lykkelig?«
Spørgsmålet er relevant, idet vi lever i en kapitalistisk kultur, hvor det at konsumere og akkumulere er blevet ren rutine. Vores tanker er skrumpet ind. De er flade som et hævekort. Men er det en rutine, som gør dig mere glad? Hvis ikke, så gør noget ved det.
Ja, det kan lyde banalt, men at begribe livet kræver en masse arbejde. Grunden til at de fleste filosoffer, psykologer og vise mænd og kvinder taler om nærvær, er, at livet passerer os. Hvis ikke vi er opmærksomme, er vi ikke modtagelige over for al den energi, som livet rummer.
Den eneste måde, man kan værne om livet på, er ved at række lige netop dét videre til kommende generationer, som er værd at gentage, nemlig det livagtige.
Jeppe Heins historie vidner om, hvad der kan ske, når fokus ikke er på det givende, men på anerkendelse, status og prestige. Så brænder du ud. Du kan aldrig få nok anerkendelse. Der er altid én med en højere status eller mere prestige. Men alle disse kapitalistiske markører er sjældent værd at huske på. I stedet for forsøger Jeppe Hein anno 2013 at lege videre med sin kunst, men på en måde som rummer et endnu større aftryk, fordi budskabet måske er trivielt, men ikke desto mindre altafgørende. Hvad er mere værd end at leve et liv, som er værd at leve?
Det er på tide, at dette spørgsmål tages seriøst. Uden berøringsangst.
Finn Janning er filosof
Stakkels Jeppe. Han blev kunstner og derfor en sucker for systemet og dets kunststøtte. Stakkels Jeppe skulle være blevet anlægsgartner ligesom mig, vi er altid glade og har aldrig travlt, for kun naturen kan bestemme slagets gang. Iøvrigt er vi også underlagt den kapitalistiske naturs kræfter men kun det glade individ kan se gennem facade og falsk lykke som tit og ofte udspiller sig via materialistiske ligegyldigheder som oftest er lavet af underbetalte børnearbejdere eller meget billige håndværkere. Flot du fik livet tilbage Jeppe, jeg håber du har lært at det ikke er livet der skal styre dig, men omvendt.
Måske den samme historie fra kontanthjælpsmodtageren eller den enlige mor som har været under kommunernes dyneløfteri havde været bedre. En kunstner til yoga og bedeskåle er sgu for nemt.
Udbrændthed kommer vel i særdeleshed af i kortere eller længere tid at have levet en tilværelsen som ikke er selv-valgt (uden at ville gå ind i en længere diskussion om hvad et autonomt valg er), men blot er en levet, dogmatisk overlevering fra fortiden, og som derfor ikke er kongruent med de ønsker det enkeltes menneske måtte have til tilværelse!? Når denne erkendelse 'materialiserer' sig hos den enkelte, melder vemodet sig, og udbrændtheden kan lugtes som en stoppet kloak på hovedgaden.
Det er sjovt med den store fokus på stress, men det er måske fordi at de grupper der bliver ramt af stress, tilhører de grupper der får mest taletid i Danmark?
Jeppe blev rask igen, det gør de lavtlønnede der bliver nedslidt ikke, de har bidraget til samfundet med deres helbred og skal leve resten af deres liv som handicappede med daglige smerter, samtidig med at de skal finde sig i at blive kaldt for dovne velfærdsnarkomaner og dagligt få at vide at deres løn er for høj, selvom de uden tvivl betaler den højeste pris!
En undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed i 2005 viser,
at nedslidningssygdomme ikke blot er en af de mest udbredte sygdomstyper,
men den mest udbredte i den danske befolkning.
Nedslidningstruede brancher
•Rengøring, vaskeri og renserier
•Hjemmepleje og døgninstitutioner for voksne
•Hotel og restauration
•Transport af gods
•Transport af passagerer
•Svineslagterier
•Fiskeri
•Bygge og anlæg
•Skibsværfter
•Fjerkræsslagterier, fiske- og foderproduktion
•Tekstil, tøj og beklædning
•Kriminalforsorgen
•Telekommunikation
•El- og elektronikindustri
•Papir- og papvarer samt bogbinding
•Konserves og drikkevarer mv.
•Brød, tobak, chokolade og sukkervarer
Nedslidningstruede faggrupper
•Pædagogmedhjælpere
•Kortuddannede
•Social- og sundhedshjælpere/assistenter
Nedslidningsramte brancher
•Ældrepleje
•Fiskeri
•Slagteri
•Hospitalsvæsenet
Samlet set lader nedslidningssygdomme derfor til
især at ramme de brancher og jobgrupper, der er
kendetegnet ved manuelt arbejde samt pasning
og pleje.
Jeg mener Simon Spies engang sagde noget i retning af "jeg ved ikke om jeg er lykkelig, men jeg er ofte glad".
Det er vist ikke normalt at være konstant lykkelig - og en stor del af verdens befolkning har langt større grund til at være utilfredse med tilværelsen og udbrændte end folk i Danmark .
Vi lever stadig længere , vi kan behandles for en række sygdomme, som tidligere betød lidelse og tidlig død.
I forhold til tidligere generationer skal vi ikke arbejde ret meget , før der er "brød på bordet" og hovedparten af vores indkomst bruges på ikke-livsnødvendige ting og oplevelser ( - sådan var det ikke i begyndelsen af forrige århundrede og tidligere !)
Man har i dag tid til at tænke over tilværelsen , hvor man i gamle dage bare var udslidt, når man kom sent hjem fra arbejde og gik småsulten i seng.
Jeg synes artiklen er nærmest pinlig og viser en selvoptagethed, der er grænser til det asociale og egocentriske.
En god kur mod "udbrændthed" ( tidligere kaldtes det ofte for "livslede") er f eks at tage en tur ud som nødhjælpsarbejder for en NGO - bare 3-4 uger i en flygtningelejr eller som deltager i et ulandsprojekt får forkælelsen og egofikseringen til at fordampe,
Jeg havde ventet andet og mere end denne hovedårsag : "Denne kontekst er formet gennem en kapitalistisk ideologi. Det, der kendetegner denne kapitalistiske ideologi eller dette system, er – udover konkurrence – en ustoppelig higen efter økonomisk vækst."
Hvad med dem der falder ud fra skolen, børnehaven, socialvæsenet, osv. Er de osse offer for kapitalisme, vækst og økonomisk konkurrence ?
Jannik siger også : " Snarere skyldes det den sociale kontekst, som flere og flere mennesker lever i."
Velfærdsstaten svageliggør mennesker. Overbureaukratiet presser nedad gennem pyramiderne. Ustandselige ændringer med nye krav strømmer ud fra den magtfuldkomne øvrighed. Ansvaret forflygtiges og skubbes nedad og opad.
Det er muligt at ånden kommer fra griskheden, statusjaget, fra den misforståede lykkefølelse ved stadig at forbruge mere og af politikernes hjernevaskende krav om svinge dankortet.
Vækst, vækst, vækst.
Men problemet ligger også i os selv, vores selvstændighed, frihedstrang, den naturlige trang til selv at kunne og ville. Og til at turde sige fra, når "den sociale kontekst" bliver for tyrannisk. Istedet for at æde piller.
Hilsen Lommefilosoffen
Det er altid så let at distancere sig ved lidt hån og spot når andre mennesker fortæller om deres nedture og stress for det rammer jo ikke mig.,jeg er usårlig lige indtil det netop rammer mig.
Vi kan alle brække et ben en arm og komme os over det,men når ulykken rammer sindet findes der ingen protese som umiddelbart lindrer og helbreder den smerte som en depression eller andre former for stress relateret sygdomme kan påføre os af skader på den menneskelige psyke.
Som håndværker og akademiker i byggebranchen ramte fænomenet mig i 2005 i vintermånederne hvor det banale at sætte 2 fliser op ved siden af hinanden var en fysisk umulighed samtidig med kommunikation med kunden og omgivelserne.
Til mit store held var kunden sygeplejerske og forstod mine symptomer ,hvilket gjorde at det umiddelbare projekt efter en pause på 10 dage kunne færdiggøres til begge parters tilfredshed,ved hjælp af stærk lys og ekstra motion-men det var en udmattelse ud over alle grænser.
Det tog cirka 4 år før depressionen var til ende og godt for det.
Et PS: til Simon Olmo 30. april, 2013 - 17:32 # indlæg.
Hørte lige i P1, at en undersøgelse viste at 37 pct. ønskede endnu mere nedskæring i kontanthjælpen. H Kjær fra de konservative var der også og kom med den gamle sang om at kontanthjælpsmodtager skal tjene 30 000 kr for at det kan betale sig at arbejde.
Holder denne hetz aldrig op - hvad med at stille krav til arbejdsgiverne om at skabe
arbejdspladser eller bliver det næste når OVK og LA kommer til at vil tilbyde en pille til dem der er langt væk fra arbejdetsmarkedet. Undskyld - men jeg spørg bare i håbløshed.
Per Torbensen
Jeg håner ikke, slet ikke, kender alt til at have depressive perioder og ved hvor hårdt det kan være, men da jeg læste overskriften, troede jeg endelig der kom lidt fokus, på den store gruppe danskere, der sætter deres helbred på spil hver dag, når de går på arbejde, så ja jeg blev lidt skuffet da jeg læste artiklen, jeg er af den mening at vi burde have en national flagdag for alle dem der dør på deres arbejdsplads, men det er åbenbart kun soldater der får det, selvom deres job ligesom indenbærer død og lemlæstelse, hvilket det ikke burde gøre at gå på arbejde i Danmark.
For ikke så længe siden, hørte jeg Torben Mogensen, fra Hvidovre hospital(han er overlæge og vicedirektør).
Han kunne fortælle, at de absolut mest stressede i vores samfund, er de arbejdsløse, og de kortest uddannede, og imellem disse to grupper er der jo, som bekendt et markant sammenfald.
John S. Hansen
Er det ikke bare noget de siger, så de kan leve som konger på overførselsindkomst?
Hvordan får vi glæden til at vækste?
Mette Olesen
Sygdom skaber da massere af vækst :-)
Simon Olmo.
Jeg kunne aldrig mistænke dig for at håne,du er et elskeligt og varmt menneske og en humanist,har fulgt dig på flere tråde.
Navnet Olmo,har du italienske aner,tænker på den pragtfulde film år 1900,når dit navn popper op,på diverse tråde ?.
Anerkendelse, status og prestige er ikke den egentlige grund til udbrændthed. Desværre er det snarere at ville gøre en forskel, at være ansvarsbevidst . Det er netop, når du er givende og samvitigshedsfuld på dit arbejde, er arbejdsløs med alle de restriktioner det fører med sig samt nedsat selvværd. Måske er du fanget i at skulle skaffe til dagen og vejen, men under stadig mere usle vilkår. Så er det svært at flytte sig...Omgivelsernes forståelse kan være på et lille sted og lægehjælpen består ofte af piller.
Oplægget er en meget sød historie og hvem vil ikke gerne leve i nuet, desværre skal der overskud til, også økonomisk. Lykkelig er man ind i mellem, det kan sjældent blive en stationær tilstand. Hvis da, så ville man heller ikke lære at kende forskel!
Ja det er der noget om. Der burde være to slags vækst at tale om:
Sund vækst = mere sundhed, mere velfærd, mere glæde, mere kreativitet, større livskvalitet, mere naturomsorg, mere bæredygtighed, mere kærlighed, mere værdighed, mere nærvær, mere mening, mere visdom, mere fred, flere ressourcer, mere frihed, mere fritid, mere liv.
Usund vækst = mere konkurrence, mere forurening, mere stress, mere sygdom, mere degeneration på alle planer, mere vold, mere forvirring, mere produktion kun for produktionens skyld, mere ligegyldighed, mere dumhed, mere krig, mere fattigdom, mere had, mere tomhed, mere død.
Per Torbensen
Tak for de pæne ord :-)
Jamen jeg da er opkaldt efter filmen, er født i 1978 og begge mine forældre er danske.
Digtet hedder Burn-Out.
Ældrepleje, Fiskeri, Slagteri
Hospitalsvæsenet,
Ældrepleje, Fiskeri, Slagteri,
Hospitalsvæsenet.
Rengøring, vaskeri og renserier, Hjemmepleje og døgninstitutioner for voksne
døgnet rundt.
Hotel og restauration, Transport af gods, Transport af passagerer
Døgnet rundt,
Svineslagterier
Fiskeri
Bygge og anlæg og glasfacader og åbne kontorlandskaber og
Skibsværfter, 2 af dem.
Fjerkræsslagterier, fiske- og foderproduktion, Tekstil, tøj og beklædning
Kriminalforsorgen, Kriminel-Telekommunikation, El- og elektronikindustri
og
Papir- og pap varer samt bogbinding, samt flere varer og mere papir.
Konserves og drikkevarer mv.
Brød,
Tobak,
Chokolade
og
Sukkervarer
Og
Sukkervarer, igen
Og.
Hvormeget livskvalitet kan man få for en mindsteløn ?
Og min far døde i 1982 af sit job - han var uddannet værktøjsmager og arbejdede uden beskyttelse med argonsvejsning og syrebade, inden man forstod, hvor giftigt det var- og hans familie mistede en ægtemand, en far, en bror og en bedstefar.
Hvad kan man få for en mindsteløn - er du dus med himlens fugle - den sang vi, når vi gik i skoven
A working class hero is something to be ?
Kan man ikke blive lykkelig af at arbejde sig ihjel, har storkapitalen et middel mod det, kaldet lykkepiller! Sådan lidt som man brugte i "Fagre Ny Verden", hvor det bare var en maskine der stod for påfyldningen.
Arbejderklassen og Overklassen er måske de mest ærlige klasser,det imellem noget fims-Randi.
Ikke noget fjernsyn, ingen aviser og blade, ikke noget internet, ingen fortid, ingen fremtid. Så bliver medicinalindustrien arbejdsløs.
Åh, hvor er det dog befriende at læse om, hvad det vil sige at brænde ud. Ja, på den psykiatriske afdeling jeg var på, brugte vi de danske ord "at brænde ud", men det er jo så også i provinsen.Til dem af jer derude, som ikke ved, hvad det præcis vil sige at brænde ud: Husk at værdsætte, at I ikke ved det! Jeg vidste det ikke...jeg kunne ikke forstå konceptet "at brænde ud". Man skulle jo bare huske, at passe på sig selv, at koble af osv. og jeg var rigtigt god til det......eller det syntes jeg jo selv, at jeg var. Set her fra den anden side...hvis jeg havde vidst, hvor forbandet ødelæggende det er, så havde jeg forhåbentligt sagt fra før jeg lå på gulvet.
For dem af jer, som mener at det aldrig kan ramme jer: Well....det var den ene ting, som vi alle havde tilfælles på afd. P. Rammer aldrig os....eller...
Flere af jer har sikkert set aftenens udsendelse på Dr2 om virksomheders skattefiflerier i størrelsesordenen > al offentlig gæld.
Derfor må staterne gældsætte sig og betale med stadig større huller i det sociale sikkerhedsnet
Er der efterhånden tvivl om bedraget
Der er flere problemer her. For det første benyttes lykkebegrebet i artiklen fuldstændig ukritisk. 'Lykke' er ikke en passende målestok for menneskelig trivsel. Der findes, så vidt jeg ved, ikke nogen generelt anerkendt definition for hvad lykke er for en størrelse, og bebrebet forvirrer derfor mere end det klargør i en diskussion, da alle taler om det samme, men mener noget forskelligt.
Trivsel er efter min mening et bedre ord. Stadig lidt uldent i sit omrids, men en foreløbig definition af trivsel kunne være, at man trives hvis man oplever en klar overvægt af positive følelser i forhold til negative.
Vores følelser bestemmer vores verden, i den forstand at de er er afgørende for ikke blot hvilke elementer i den eksterne virkelighed vi lægger mærke til, men også hvordan vi fortolker disse indtryk. Vores fortolkning giver sig så udslag i følelser, som igen er bestemmende for hvilke dele af virkeligheden vi bemærker, og vores fortolkning af disse nye indtryk. Når vi tænker rationelt og analytisk, sker det altså med udgangspunkt i en empiri, som er selekteret og farvet af vores følelsesmæssige tilstand.
Når Randi Christiansen i debatten her spørger hvor meget livskvalitet [Trivsel?] kan man få for en mindsteløn? , må svaret lyde noget i retning af Det må du selv bestemme!
Anne Eriksen skriver:
Oplægget er en meget sød historie og hvem vil ikke gerne leve i nuet, desværre skal der overskud til, også økonomisk. Lykkelig er man ind i mellem, det kan sjældent blive en stationær tilstand. Hvis da, så ville man heller ikke lære at kende forskel!
Der er for meget defaitisme i dette udsagn. Hvis man ønsker at styrke sin evne til at leve i nuet, så er der skam metoder til det. Mindfulness meditation er en af de mest effektive, så det var da et sted at starte.
Der findes også metoder til at skabe flere positive følelser i sit liv. Man kan for eksempel prøve at bruge 5-10 minutter hver aften på at skrive om 3 ting man er taknemmelig for i sit liv. Det er vigtigt her at være både specifik og varieret. Det kan være både små og store ting. Hold øvlesen kørende i 30 dage, og se hvad der sker med synet på tilværelsen. Det kan være ret bemærkelsesværdigt!
Det glæder mig, at der er kræfter her i Danmark, som laver forsøg med at gøre børn mere selvbevidste. . mærke egne grænser..mærke egne kropssignaler og følelser...lærer dem at sige ja og især nej ud fra , hvad deres kroppe og følelser siger dem...stå ved, at her er min grænse uanset udefra kommende pres.. Det lyder måske lidt langhåret, men for mig ville det have været et afgørende redskab, da jeg selv brændte ud for ti år siden . Alle skal altid have ret til at vælge det, der er sundest for dem selv...uafhængig af en krævende kapitaliststyret arbejdsvirkelighed, uafhængig af opvækstvilkår. uafhængig af pres fra andre menneskers normer og meninger. ..uafhængig af, hvad folk flest mener er "normalt" .. Jeg ved godt dette ikke kan stå alene.
Opskriften på det gode liv: At fokusere på de gode sider af tilværelsen, uden at glemme eller ignorere de negative sider. At det kan lade sig gøre, selv med ekstremt negative oplevelser i baggagen, vidner denne 8 minutter lange historie om.
Fortalt af Tal Ben-Shahar under en forelæsning i positiv psykologi på Harvard University. Historien om hans bedstemor. Rørende og inspirerende:
http://www.youtube.com/watch?v=khU-PB6X5JM&t=71m30s
Torsten Jacobsen
Jeg føler, at jeg skal forsvare mit udsagn, der måske ikke blev formuleret klart nok. Har været udbrændt for ca.7 år siden og har hele livet ville gøre en forskel - så brænder man ofte ud, inden man når at standse. Det er ikke alle, der kan erhverve sig en metode som "Mindfulness meditation" selvom det er blevet mere almindeligt, også på kurser. At lære sig selv at kende er imidlertid rigtigt godt og at have fokus på det positive, så vi er nok ikke så uenige:-) Det kan bare være trættende at høre så meget om at være "lykkelig" hele tiden.
I forhold til dit link, så har jeg været meget påvirket i mange år af Victor Frankl`s "Psykologi og eksistens"og hans Logo terapi - idet hele taget, så mener jeg at eksistentialisterne har meget at byde på, selvom det meste er skrevet for en del år siden. Vilkårene ændrer sig også hele tiden...
Jeg forstår ikke, hvorfor folk er blevet så fremmedgjorte fra det almindelige liv, at de må have andre mennesker til at lære sig det indlysende. Opmærksom eksistens gør aldrig ulykkelig, den giver også overskud til, at man kan være venlig og høflig overfor andre mennesker, kan låne den nødvendige trøstende skulder og give det gode råd, det er ikke så kompliceret.
"Skal frivillige redde velfærden" hedder en anden tråd. Vakte ikke interesse. Kun tre indlæg. Mærkeligt, for emnet er, sammen med dette emne, et væsentligt grundlag for politisk holdning. Hvad måles trivsel på ?
Når jeg taler for det liberale livssyn (ikke rå kapitalisme), prøver jeg på netop at tage dette udgangspunkt og jeg kan tilføje : Hvordan har befolkningen det !
Som rovdriften på naturen har sine alvorlige skadevirkninger, så har samfundsdriften også sine. Velkendt og klarlagt af fagfolk i statistikker.
Så er det jeg undrer mig over, at vi ikke tager ved lære og gør politik til noget helt andet.
Torsten J - sig det til en enlig forsørger på kontant-eller mindsteløn, når det eneste der dur er fodboldstøvler til 1000 kr, hvis ikke mobbehammeren skal falde stenhårdt blandt de små rovdyr i skoven - de gratis glæder uhm dem er de fattige storforbrugere af - når de har sparet sammen til en togbillet til hele familien til Dyrehaven, og går i en stor bue uden om Bakken med deres medbragte leverpostejsmadder.
Det, Randi Christiansen, er simpelthen ikke rigtigt. Og hvis det er, må man se sig for - og f.eks. bestille til en langt billigere pris over nettet.
Randi - Jeg forstår dig godt. Verden kan være hård.
Børn er nogle dejlige, egocentriske bæster og er længe ubarmhjertige. Måske kommer de aldrig videre. Voksenmobning er en ret udbredt sport.
Det er vores natur, som vi prøver på at rette som voksne. Generelt, for nogen gør det modsatte i deres egotrip med markering af deres sociale og materialistiske statusræs.
Hvordan skal børnene så blive anderledes.
Det er en væsentlig del af emnet her.
Hmmm jeg tror snart lægevidenskaben må opdateres lidt a la det her:
"I gamle dage var der tale om en bred vifte af årsager til hvad vi i bred forstand betegner som sygdomme, men idag gælder for alle disse at de entydigt skyldes kapitalisme... Før i tiden var man f.eks. af den overbevisning at knoglebrud skyldtes overbelastning, men en vis filosof påviste i 2013 at knoglebrud uden tvivl var en direkte konsekvens at kapitalismen"
Det gode er, at det kommer til at tage meget kortere tid at læse medicin.
Klinikken for funktionelle lidelser har udgivet en piece der hedder: Når kroppen siger fra.
http://funktionellelidelser.dk/
http://funktionellelidelser.dk/fileadmin/www.funktionellelidelser.au.dk/...
" Når vi allesammen lever i en SevenEleven kiosk ", må det nødvendigvis medfører en del udbrændthed og hypentension.
Undskyld stavefejl: Hypertention.
@ Randi Christiansen
Jeg tror ikke du har læst mit indlæg grundigt nok, eller også udtrykker jeg mig ikke klart nok.
Min kommentar står jeg dog ved, og gentager den gerne til enhver der vil lytte, den enlige forsørger ikke undtaget.
Jeg anerkender fuldt og helt at det kan være svært at få de økonomiske ender til at mødes, hvis man som enlig forsørger med minimal indkomst skal holde poderne på materiel omgangshøjde med kammeraterne. Jeg nægter dog at anerkende en præmissen om at der en kausal sammenhæng mellem indkomst og trivsel. Når basale behov som søvn, mad og grundlæggende tryghed er dækket, ophører det materielle i sig selv ganske enkelt med at spille nogen betydende rolle for oplevet trivsel.
Det handler grundlæggende om fokus. Det virker som om du har et stærkt fokus på alle de ting en fattig person ikke kan købe til sig selv og sine børn. Et sådant fokus fører efter min egen erfaring til negative følelser som misundelse, afmagt og mindreværd, Følelser der bliver selvforstærkende, idet de kun øger fokuset på alt det man ikke har, eller ikke er. Det er meget nemt at glide ned og ned i en negativ spiral, indtil desperation og depression står lige for døren.
Det ér muligt (men ikke nødvendigvis let) at ændre sit fokus. At fokusere på de ting der lykkes. De ting der, på trods af en stram økonomi, blomstrer og gror i ens eget liv, og i relationer til andre mennesker. Et sådant fokus er ligeledes selvforstærkende, men her er det positive følelser som taknemmelighed, glæde og selvværd der vokser.
Jeg hævder ikke at det er en gave at være fattig. Men jeg hævder at materiel velstand på det niveau vi oplever det i Danmark, på ingen måde behøver at være determinerende for hvor stor grad af trivsel vi oplever.
Peter Hansen - et blåt klippekort til 145 kr kan hurtigt blive brugt når familien skal i skoven
Og Torsten, allerførst må jeg spørge, om du har børn?
Mht at lære børn og teenagere at være nøjsomme midt i et overfor-og misbrugssamfund? Undskyld, hvilken planet kommer du fra?
@ Anne Eriksen
Jeg tror heller ikke vi er så uenige. Jeg reagerede på en specifik del af din kommentar, fordi den for mig er symptomatisk for den tilgang mange, jeg selv inkluderet, ofte har til det at lave fundamentale ændringer i livet.
Der synes at være en fremherskende forestilling om, at menneskers trivsel eller mangel på samme, i det store og hele kan forklares ud fra socio-økonomiske forhold, Og hvad værre er: at vores mentale habitus og robusthed er determineret af disse forhold, og derfor ikke står til at ændre.
Intet kunne være mere forkert. Vi kender alle personer der kan beskrives som den evige optimist, eller den evige pessimist eller gnavenpot, men sandheden er, at der her er tale om tilstande (der kan ændres) og ikke karaktertræk (som er mejslet i sten). Sindet er som en muskel. Det kan trænes, og metoderne findes. Derfor forekom dit udsagn mig en smule defaitistisk.
Jeg er aldrig selv 'brændt ud', selv om jeg har rigelig personlig erfaring med negative følelser . At ville bidrage ud over sig selv, til gavn for andre mennesker end sig selv, er ikke nødvendigvis påkrævet for at trives, men afgørende for at vokse som menneske. Hvis man brænder ud på dét, så må det efter min mening skyldes en ubalance et andet sted. Måske er det slet ikke ønsket om at bidrage som driver værket, men et andet lige så vigtigt behov, som f.eks sikkerhed, ønsket om at føle sig elsket, et behov for anerkendelse eller andet. (Jeg taler naturligvis generelt her, og ikke personligt om dig.)
Hvis du er positivt påvirket af Frankl, kan jeg anbefale dig at kigge nærmere på den seriøse del af den positive psykologi, som er vokset frem de sidste 15 år. Martin Seligman er i den forbindelse svær at komme udenom.
@ Randi Christiansen
Ja, jeg har en dreng på snart 4.Jeg fornemmer at et 'bare vent til han kommer i dén alder' er lige på trapperne, så den kan du gemme til en anden god gang :)
Det ændrer ikke en tøddel på de synspunkter jeg har fremført. Du er velkommen til at forholde dig mere substantielt til det jeg skriver, men ellers skal vi nok bare enes om at være uenige, og så lade den hvile der.
Torsten - uden mad og drikke duer helten ikke - det er nemt nok at være asketisk på andres vegne, men så længe man ikke er i besiddelse af den optimale, endegyldige formel for det gode liv, sku man måske stikke piben ind og gi en skærv til skovturen i stedet for at bede andre om at feste på gåsevin, mens man selv smovser i årgangsdruer .... ?
...og vi lader den hvile der :)
Torsten, jeg er i hvertfald enig med mig selv om, at du er en verdensfjern jubeloptimist, som tror, at positiv tænkning giver fyldte maver og transcendental tilfredshed. Jeg tror, du har forspist dig på nogle letfordøjelige damebladsteorier, der selvfølgelig har ret i den forstand at : hvis du smiler til verden, er det sandsynligt, du får smil tilbage.
Vi vil have substantiel mad til vore materielle kroppe - oej heller floskler til vort esoteriske liv.
@ Randi
Hvis du læser det jeg skriver som 'smil til verden, så smiler den igen', så kan jeg sagtens forstå at du betragter mig som en verdensfjern jubeloptimist.
Det er imidlertid ikke hvad jeg skriver. Det er bare dig der læser det sådan. Det er det der med fokus, du ved. I mine skriblerier fokuserer du på alt det, der kan bekræfte dig i din tro på at jeg er din fjende og modsætning, og overser ganske (u)bevidst de linjer, som ellers burde overbevise dig om at det ikke er tilfældet.
For the record:
Jeg lever på en SU. Jeg betaler 1200 kroner i børnebidrag hver måned. Jeg mæsker mig ikke i årgangsvine og kaviar, men fylder skabene med instant noodles og mûsli i stedet for. Jeg bor i et kammer på 12 kvm, pt uden fungerende køleskab, til en uanstændig høj husleje. Jeg stemte på Enhedslisten ved sidste valg. Så ærligt talt....Spar mig dine fordomme.
Ja, Torsten Jacobsen - det kunne jo godt være, at jeg var een af de kvinder, der blev bekræftet af at gøre noget for andre:-) Nu skrev jeg "udbrændt" - det rigtige udtryk er nok nærmere "stress og et meget uheldigt arbejdsmiljø".
Det er nogle år siden jeg fik SU og et halvt tons bøger ligeså...plus flere udd.institutioner. Jeg har også været enlig forsørger i mange år, hvilket selvfølgelig ikke har gjort det nemmere. Men det gode er, at man bliver klogere med årene...
Desværre ser det ikke ud til at vi undgår den "socio-økonomiske habitus" i fremtiden, når det svømmer over med "tiltag" af social art - de uuddannede og den derfor kortere levetid, indsatsen for, uden at skele til årsager", at alle børn skal bestå 9 klasses prøver med en bestemt karakter - osv - osv - kontrol og begrænsninger af frihed.
Martin Seligman er vist lidt for moderne for mig. men jeg kan anbefale Ronald Laing:
Whether life is worth living depends on whether there is love in life.
R. D. Laing
Meget nemt, Randi, man skal bare sige NEJ. Det blev der sagt til os, vi græd, vi hvinede, men vi blev klogere og styrkede og fik lettere ved at stå imod forbrugersamfundets idioti. Dengang beskyttede man dog også både børn og voksne imod reklamer, som bestemt blev set som et onde. Det værste, alle kunne forestille sig, var reklamefinansieret tv.
Peter og Leo - Mennesket er et flokdyr - det gælder i særdeleshed for børn - at tvinge sine børn ud i ekskludering fra 'det gode selskab' i den tidligste alder er et stort offer på et andet menneskes vegne og ikke velegnet ifht at uddanne ressourcestærke samfundsborgere.
Noget andet er den systemkritiske tilgang som man præsentere for sine børn i passende mål, således at de med størst mulig personlig styrke og forståelse kan foretage egne valg.
Valg foretaget i en sørgende oplevelse af mangel er ikke den bedste sikring for det rationelle
Randi - Jeg tror på, at personligheden dannes gennem barndommen.
Måske er det en myte, men nutidens mødre er overbeskyttende og den bløde mand/far følger med. Styrke kommer af modstand.
I tiden er der en svageliggørelse i samfundsindretningen generelt (Ole Thyssen). Nemt for mig at sige, når jeg har erfaringen fra en velfungerende kærnefamilie. Du vil sikkert kalde det liberalistisk indstilling.
En anden vinkel, som jeg har bemærket (i borgerlønssammenhæng) er, at der aldrig har været flere enlige end, der er nu, også mødre ? Der må være en årsag.
Jeg har nær på to personer, der pga arbejdspladsforhold sagde fra og sikkert alle kender nogen. Det der skræmmer, er det, det reparende samfundet stiller med , når skaden er sket. Der må være en bevidst forebyggende holdning på arbejdspladserne, som jeg bare ikke er bekendt med.
En anden ting, jeg spekulerer over, er påvirkningen fra de (a)sociale medier, som har en isolerende virkning. Det samvær, hvor man ser hinanden i øjnene, når man mødes, er i høj grad erstattet af distancesamvær, hvor "kroppen siger fra", bogstavelig talt.
Det var bar lidt strøtanker, også til Peter.
Kære Finn Janning
Jeg håber at du har tid og energi til skrive mere om denne problematik.
Kender du eksempelvis Erik A. Nielsen bog , Søvnløshed fra 1982.
Som jeg tidligere antydede her, lever vi jo ikke længere i harmoni med naturen og vores egen biologi , som har sine klare begrænsninger.
Alle grænser udfordres og forsøges overskridt overalt i tilværelsen, personligt , karrieremæssigt, på jobbet , med mobilen der ringer, sms'er der konstant tikker ind , spam og pop ups overalt, blandet med Breaking News, ovs, ovs.
Otto Gelsteds gamle digt " Reklameskibet ", er jo næsten at sammenligne med en uskyldig børnebog i forhold til nutidens virkelighed.
Vi lever mao. i en Seven-Eleven kiosk fra morgen til aften.
Samfundet befinder sig i en tilstand af hypertension, ( forhøjet blodtryk), og flere og flere falder om, og får varrige skader.
Udbrændtheden vil forsætte med mindre tidsånden besinder sig og flader til ro igen.
Gider du forsætte Finn.
(Jeg selv er lige udskrevet fra Riget netop på grund af hypertension.)
Bedste Hilsner Peter