Læsetid 4 min.

Hvad bliver den næste store fortælling?

Uden en ny original idé med stor social forandringskraft vil det ikke kunne lade sig gøre at føre ægte, progressiv og venstreorienteret politik
5. april 2013

De fleste mennesker i verden er anstændige, hæderlige og venlige. De fleste af dem, der dominerer os, er uforbederlige skiderikker. Sådan er min konklusion efter mange års journalistisk. Og mens jeg skriver dette på Sorte Mandag – dagen, hvor den britiske regering omfattende nye serie af angreb på sine fattige medborgeres velfærd – er jeg mere sikker på den end nogensinde.

Denne regering, hvis inkompetente forvaltning af økonomien har tvunget så mange i armene på staten, giver de syge, de arbejdsløse og de underbetalte skylden for en krise, som er skabt af en glubsk elite – og ønsker at straffe dem derefter. De fleste af dem, der rammes af den såkaldte bedroom tax – en ’velfærdsreform’, der beskærer den ydelse, personer, der bor i socialt boligbyggeri, kan få, hvis de vurderes at have et ekstra soveværelse – er handicappede. Tusinder må flytte fra deres hjem og mange flere presses ud i elendighed. Fattighjælpsydelserne fra kommunale kasser beskæres også, mens retshjælp til civile søgsmål skæres helt væk. Samtidig får indkomster over 150.000 pund en lettelse af deres indkomstskat. Hvad vi ser, er de riges rå økonomiske klassekrig imod de fattige.

Slaveriets magt

Så atter melder det urgamle spørgsmål sig: Hvorfor vil den anstændige majoritet lade sig regere af den brutale, asociale minoritet?

En del af forklaringen er, at det er denne minoritets fortælling, der styrer. Og denne dominerende fortælling er blevet, at de fleste modtagere af sociale velfærdsydelser er initiativløse og dovne nassere. Det er trods de sidste års skandaler stadig mediebaroner som Rupert Murdoch og lord Rothermere, der anslår tonen, og deres ubønhørlige propaganda, hvor exceptionelle og chokerende enkelttilfælde systematisk anvendes til at stemple en hel socialklasse, er overordentligt effektive. Del og hersk er et så potent princip som nogensinde.

Men det slår mig efterhånden, at der er noget dybere på færde her: At flertallet af verdens befolkning stadig er mærket af slaveriets virkningshistorie. Selv i et nominelt demokrati som Storbritannien blev hovedparten af befolkningen stadig holdt i trældom indtil for lidt over et århundrede siden. De måtte leve i stor og berettiget frygt for autoriteterne, og denne frygt har overlevet og er blevet nedarvet igennem de fem eller seks generationer, der skiller os og dem, og bliver forstærket af fornyet usikkerhed, eskalerende ulighed og øget overvågning.

Håbets kraft

Enhver bevægelse, der vil udfordre magteliten, må spørge sig selv, hvad der skal til for at bringe mennesker ud af denne tilstand. Der ser ikke ud til at være nogen vej uden om, at svaret er – håb. De, som regerer på vegne af milliardærer, kan kun trues, hvis de konfronteres med en ny stor idés sociale forandringskraft.

For et århundrede og længere siden var denne idé kommunisme. Men selv i den form, som Marx og Engels præsenterede den, var kommunismens problemer åbenlyse: Den forsimplede binære system, som de søgte at presse ned over samfundet; deres brutale afvisning af enhver, som ikke kunne indpasses i denne dialektik (’socialt afskum’, ’bestukne redskaber for reaktionære intrigemagere’); deres genopfindelse af Platons vogterfilosoffer; statens fuldkomne magt over menneskers liv; tusindårsrigemyten om en endelig løsning på klassekampen. Men deres løfte om en anden verden var i stand til at opildne mennesker, som indtil da ikke havde troet på, at der fandtes noget alternativ.

For 70 år siden var den store frisættende idé om sociale forandringer velfærdsstatens løfter om et socialt sikkerhedssystem og en sundhedsforsorg, der skulle beskytte mennesker imod nød og frygt. I flere lande bragte denne idé stærke socialdemokratiske regeringer til magten, som trods vanskeligere økonomiske omstændigheder end i dag, formåede at skabe et mere fair samfund ud fra splittede og krigshærgede nationer. Det er denne bedrift, som Cameron-regeringen nu bestræber sig på at afvikle igennem sine pludselige, spektakulære og mandatløse anslag.

Borgerløn giver frihed

Men hvor skal vi så i dag lede efter den idé, der kan gøre håbet stærkere end frygten? Næppe fra de europæiske socialdemokratier. Fra dem kan vi kun forvente den form for udvandet tilpasningspolitik, der aflivede alle forhåbninger under Tony Blair

Mere progressiv er Det Grønne Parti med dets forslag om jordbeskatning og borgerløn. Om jordbeskatning har jeg skrevet i en tidligere klumme, så jeg vil her koncentrere mig om borgerløn. Tanken er, at en grundindkomst skal give alle, rig som fattig, uden hensyntagen til evner eller særlige vilkår, en garanteret minimumsum hver uge. Denne skal erstatte flere, men ikke alle velfærdsydelser (pensionister og handicappede skal f.eks. stadig have særlige tillæg), og vil kunne gøre det af med den frygt og usikkerhed, der nu hjemsøger den fattige halvdel af befolkningen. Økonomisk overlevelse bliver en ret, ikke et privilegium.

En grundindkomst fjerner stigmatiseringen ved at modtage offentlige ydelser og låser også den såkaldte ’velfærdsfælde’ op: Der vil stadig være incitamenter til at påtage sig et job, for alt, hvad man tjener på dette, er ekstra indkomst. Desperation vil ikke tvinge fattige i armene på skruppelløse arbejdsgivere. Folk vil arbejde, hvis vilkårene er gode og lønnen rimelig, men vil nægte at blive behandlet som muldyr. Den vil skulle finansieres ved progressiv beskatning i en kombination med jordbeskatning.

En sådan nytænkning kræver mod. Vi må have mod til at konfrontere regeringen, oppositionen, plutokraterne, medierne, mistroen i et desillusioneret vælgerkorps. Uden forslag af så vidtrækkende forandrende karakter, kan vi lige så godt erklære den progressive politik for død. Sådanne forslag kan tænde den værdifulde gnist, som er så sjælden i denne strukturtilpasningernes og forsagthedens tidsalder – håbets gnist.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mette Olesen
    Mette Olesen
  • Brugerbillede for n n
    n n
  • Brugerbillede for mikael hansen
    mikael hansen
  • Brugerbillede for Johannes Lund
    Johannes Lund
  • Brugerbillede for Erik Christensen
    Erik Christensen
  • Brugerbillede for Bill Atkins
    Bill Atkins
Mette Olesen, n n, mikael hansen, Johannes Lund, Erik Christensen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

God artikel, fyldt med velplaceret social harme og indignation. Men den store fortælling tilhører altså magthaverne i min begrebsverden - hvilket Monbiot også selv udtrykker:

denne dominerende fortælling er blevet, at de fleste modtagere af sociale velfærdsydelser er initiativløse og dovne nassere.

Præcis hvor det kommer ind at det er venstrefløjen, der skulle have behov for en sådan "ny stor fortælling" er mere uklart...

Det venstrefløjen har brug for hvis ikke magthaverne kan få styr på deres rod, er anderledes kort og kontant: En solidarisk og koordineret huslejeboycot. Aktion.

http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2013/apr/01/alternative-to-war-o...

Brugerbillede for Peter Voss

Ideen om en "indtægt for alle" bliver stærkt propageret i diverse lande som "borgerløn", Bürgerlohn eller "basic income" og altid bekæmpet af især socialdemokratiske partier af umiddelbar forståelige grunde. Andre partiers evt.
tilsluting kan læses af nogle af nedenfor anførte grunde for en indtægt for alle.

Men disse (partiers) grunde er forkerte, da de drejer sig om omsorgen for de egne og fagforeningernes magt- og indtægtsbastioner. Dette er et forfejlet syn, da en
"Indtægt for alle" kræver, at den har stærke magtbastioner i et samfunds formelle
demokratiske system og en modmagt også på arbejdspladserne. Det sidste til
trods for en "indtægt for alle"; thi ellers vil man helt sikkert presse lønniveauet
for arbejde med henvisningen til, at firmaet har det åh så dårligt og den ansatte
selv har jo en basisløn.

Kald det hvad du vil, men korrekt må være, at basislønnen som en indtægt til alle
skal være den store og nye fortælling om samfundsudviklingen og samtidig en forudsætning for, sagt polemisk, Mette Frederiksen-fri områder for vore allesammens liv samt for en omstilling, som medtænker, at vi skal udvikle en væsentlig mere grøn og karbonfri fremtid, der også vil indeholde, at vi ikke længere kan fravriste verdens fattige lande deres naturreserver på basis og ved hjælp af militær magt og ved finansiel afstraffelse. Såfremt BRIC-landene får succes med deres eget banksystem og og en samtidig frigørelse fra den amerikanske dollar bliver det vanskeligt at opretholde vor fiktion om en fuldbeskæftigelse.

Derefter forbliver os kun at have tid til at være kreative såvel privat som på jobbet.
Og for samfundet bliver det nødvendigt, enten selv at gå ind i de industrielle udvik-lingsprojekter eller ved lovgivning at tvinge vore virksomheder ved gulerod og stok til at gøre det, som for samfundet er rigtig og vigtig, At finde ud af det, kræver hele
samfundet medvirken og tid. Det kan ihvertfald ikke overlades til politikerne alene. Både kreativitet og deltagelse kræver tid og en indtægt, som kun en - og nu skærper jeg udsagnet - kun en betingelsesfri "indtægt til alle" kan give.

Der kan ikke herske tvivl om , at ethvert menneske, stor som lille, gammel som på livets tinde som en person i samfundet nødvendigvis har behov for en indtægt, men ikke lige så nødvendigvis behov for et lønarbejde. Det er også vanskeligt, at forestille sig, at vi i al fremtid skulle have en så høj beskæftigelsesgrad, som den vi har i DK og slet ikke, hvis man skulle forestille sig dette for alle denne verdens beboere.

Lad os få startet på denne nye store fortælling om basisløn. Gå ud på nettet og find, hvad der står om den (fx. under BIEN) og slå Jer sammen om at tvinge ideen fra at være en utopi til at være en "topi", et sted, på jorden og gerne her i DK.

Brugerbillede for Liliane Morriello
Liliane Morriello

Det er betryggende at læse at førtids og folkepensionister skal have ekstra tilskud, for eller kan vi da virkelig komme til at tale om at efterlade disse i evig fattigdom.

Vi taler i det danske samfund om differentierede ydelser (sociale ydelser) der er baseret på behov, sygdom, arbejdsløshed, alder, økonomisk formåen, osv. derudover har vi det der hedder universalydelser, det er ydelser som fri undervisning, fri behandling ved sygdom, næsten fri infrastruktur, vedligeholdelse af områder, osv., men også medicintilskud og indtil nu har f.eks. også børnepenge, hørt til de universelle ydelser. Det hele betales dog via skatten. Og jeg finder denne opdeling rimeligt fin, fordi de første (de diffenrentierede ydelser) er med til at udligne mellem rig og fattig, mens de universelle ydelser holder status quo. Men status quo er ikke nødvendigvis godt i et samfund hvor man efter min mening til stadighed bør arbejde hen imod mere og mere lighed.
Derfor synes jeg også at det er rigtigt i fremtiden, at de rigeste ikke længere kan få børnepenge. Børnepenge skal gå til dem der har et reelt behov for det. Samtidig med de nye regler for børnepenge, har man dog også valgt at sætte topskattegrænsen kraftigt op så det i løbet af de næste år udligner sig selv. Altså kunne de lige så godt have ladet tingene blive ved det de er.

Hvilken form for 'ydelse' er så basisindkomst (borgerløn)?

Da alle skal have den, uanset behov eller situation, så må den høre til det der hedder universelle ydelser, altså den holder tingene status quo, de vil være med til at opretholde skellet mellem rig og fattig, og selvom det lyder forjættende så må vi nok ikke lade os forblænde.

Jørgen Malmgren, n n og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Liliane Morriello
Liliane Morriello

Mit personlige politiske mål er at skabe størst mulig lighed, ikke mindst økonomisk, i samfundet og globalt.

Vi har to måder at udøve velfærd på, den ene hedder universelle ydelser (holder tingenes tilstand status quo), den anden behovsbestemte ydelser (lighedsskabende). Vi har et værktøj til at skabe større lighed og det hedder omfordeling.

Omfordeling kan kun ske via lighedsskabende og behovsbestemte ydelser, da alle universelle ydelser betyder at der ikke flyttes noget i retning af større lighed.

Borgerløn er en universel ydelse, den skaber ikke større lighed mellem rig og fattig, tværtimod giver den den rige del af befolkningen mulighed for at vaske deres hænder, og fralægge sig ansvar.

Brugerbillede for Henning Steen
Henning Steen

Ikke enig. Dem der betaler meget til skattepuljen vil ad åre tiltage sig retten til at definere medborgernes behov. På en måde der vil komme til at forekomme urimelig og ulige i sig selv.

Der er i Lilianes tanke også et problem med, at der samtidig foregår en usynlig udligning - eller rettere kapitalflugt - fordi nogle synes de er berettigede til højere fortjenester eller lavere skatter 'ved eget initiativ'.
Det kan vel begrænses, men det er en af de faktorer som gør at vi ikke længere kan håndtere den danske samfundsøkonomi som et lukket spil om fordeling. Og en UBI (Universal Basic Income) kunne være en globalt udlignende faktor, som vel i sig selv kunne dæmpe incitamenterne til den samfundsundergravende kapitalflugt.

Brugerbillede for n n

Basisindkomst OK, men derom senere.

Ulighed?

Man kunne starte med at omdefinere dagpenge, kontanthjælp etc. til at være specifikt skattefinansierede, således at der skulle opkræves bidrag til disse ydelser fra alle skatteborgere. Bortset fra dem der får ydelserne.

Bidragsstørrelsen skulle være afhængig af af antallet af borgere udenfor arbejdsmarkedet. Heri ligger naturligvis en afskaffelse af de forskellige ydelser. Kun en ydelse hvis man er udenfor arbejdsmarkedet.

Altså når der er 6% uden job, så skal bidrage være dobbelt så stort som hvis der 3%.

Derved bliver det tydeligt for enhver, at hvis skatten skal ned, så må man deles om de job der er.

Brugerbillede for n n

Et konkret bud på en borgerlønsmodel

Systemkrise eller blot krusninger?
Vi står i dag midt i en regulær systemkrise. Både økonomisk, økologisk og socialt. Det er ikke nyt. Det nye er at problemerne er større og mere sammenhængende end nogensinde.
Konsekvensen af systemkrisen betyder, at når politikerne forsøger at løse èt problem, skaber vi to nye der er mindst lige så alvorlige - bare andre steder.
Systemkrisen har endvidere – som alle kriser - udløst nogle kraftige centrifugalkræfter.
De enkelte lande forsøger at eksportere problemerne til hinanden og skellene mellem samfunds- og aldersgrupper uddybes hastigt.
Flere og flere udstødes i denne proces og i nogle lande i Sydeuropa er ungdomsarbejdsløsheden nu omkring 50 pct.!
Flere lande befinder sig i regulær økonomisk recession – samtidig med at de rentesatser staterne kan genbelåne deres statslån til er stigende.
Andre lande balancerer på kanten af recession i fare for at blive trukket med i faldet af de lande der allerede er faldet igennem ”isen”.

Den komplementære økonomi – sort eller hvid!
På den ene side har problemerne aldrig været så globale og dermed så komplekse – på den anden side har vi aldrig vidst så meget om deres karakter og konsekvenser.
Det store spørgsmål er, kan den nuværende krise alene løses inden for det nuværende systems rammer gennem omfattende reformer og spareplaner?
Vi mener nej. Derfor er der behov for at opbygge et komplementært økonomisk system.
Med udgangspunkt i tankerne omkring basisindkomst, vil vi demonstrere løsningsmuligheder, der på en positiv måde giver svar på en række af de samfundsskabte problemstillinger der virker som forhindring for den naturlige plasticitet i den lokale i Danmark.
Vi har derfor udbredt tanken om basisindkomst til at omfatte basisøkonomi som en væsentlig del af de grundlæggende byggesten i samfundet.
Formålet med denne tilføjelse har været at skabe høj lokalvækst med stigende beskæftigelse samt at forhindre spekulation.
Vi mener at tiden er kommet til at opbygge et lovligt og anerkendt komplementært system.
Det er denne artikels hovedbudskab.

Borgerløn og Borgermarkedet eller model Borgerplan
I den nuværende økonomiske struktur, tjener borgeren sin løn, betaler skat og moms. Herefter forbruger borgeren resten af sin optjente løn til faste udgifter, mad og evt. opsparing. Netop fordi borgerens indkomst altid beskattes, udhules værdien af indtjeningen og det eneste svar på denne tilstand er at kræve større indkomst. Vi er af den opfattelse at dette scenarie netop er et af hovedproblemerne i den nuværende krise.
Vores svar på denne ødelæggende tilstand er, at hæve værdien af den tjente krone, ved at omsætte en fast del på et Borgermarked og samtidig kombinere denne med en Borgerløn.
For nemheds skyld benævnes Borgerlønsvalutaen som Borgerkroner, hvorimod den øvrige valuta er EURO.
Velvidende at kritikerne allerede nu er op i det røde felt, fortsætter vi ufortrødent vores gennemgang af modellen.

Hvad er borgermarkedet?
Inden vi går til selve beskrivelsen af et komplementært økonomisk system, kan det måske være rart at se på hvordan den grundlæggende økonomi for en borger vil se ud efter et systemskifte.
For det første, vil alle borgere modtage ex 90.000 kr. pr år. En del af finansieringen vil kunne hentes fra en reduktion af administrative medarbejdere i stat og kommuner, idet der ikke længere vil være behov for et stort antal kontrollerende og undersøgende medarbejdere.
En anden og væsentlig del at finansieringen stammer fra fjernelse af række lønmodtagerfradrag, fx kørsel, idet disse fradrag er indeholdt i Borgerlønnen. For at maksimere værdien af Borgerlønnen skal der skabes et lokalt marked, hvor lokalt producerede varer samt service-og tjenesteydelser kan omsættes skatte- og momsfrit.
I forbindelse med dannelse af borgermarkedet, indføres der en Produktionsret. Denne skal forstås som et ret til at omsætte for ligeledes 90.000 kr. på det Borgermarkedet.
Det kunne være serviceydelser, lokalt fremstillede fødevarer eller man kan omsætte sin Produktionsret til det firma man er beskæftiget i. Den eneste forudsætning for at modtage Borgerløn, er et dansk statsborgerskab, hvorimod borgermarkedet er en ret for alle der har opholds og arbejdstilladelse samt har en fast adresse i Danmark.
Vi vil vende tilbage med en detaljeret beskrivelse af borgermarkedet senere.

Borgermarkedet i praksis
Lad os nu vende blikket på selve Borgermarkedet og prøve nogle forskellige tilstande og transaktioner af.
En Borger får som tidligere nævnt 90.000 kr. i Borgerløn samt en ret til yderligere at producere eller omsætte sin arbejdskraft med maksimalt 90.000. Der skal ikke udstedes penge, da alle værdier og transaktioner håndteres via et Borgerkort.
Dette, for at forhindre spekulation, samt for at kunne udføre de nødvendige kontroller. Altså – alle transaktioner sker virtuelt.
Borgermarkedet er fritaget for skat og moms på transaktioner indtil 90.000.
Vi skal gøre op med at et agtværdigt job skal være på 37 timer. Det kan være 20 eller 45, men det er lige agtværdigt og respekteret.
Ikke alle kan ligge i spidsen i et cykelløb. Ikke alle trækker lige meget hele livet. Så hvorfor forsøge at tvinge virkeligheden ned i en form.
I stedet bør vi se på de positive sider af at have et dynamisk arbejdsmarked.

Finansiering
Hvis vi ser nationaløkonomien som et husholdningsbudget, er vores forbrug begrænset af den nettoindtægt vi opretholder via lønarbejde eller overskud af selvstændig virksomhed. Værdien kan maksimeres igennem en fornuftig forvaltning af disse midler.
Nationaløkonomisk vil det svare til at det er eksporten der skaber vores indkomst. Derfor er det vigtigt at tage udgangspunkt i denne. Dog må vi huske at eksporterhvervene ikke kan fungere uden det serviceapparat der er en naturlig forventning til infrastrukturen.
Indkomsten fra eksporterhvervene skal altså dække de vigtige og fælles samfundsopgaver som sundhedsvæsen, uddannelse, forsvar og politi samt infrastruktur.

Et eksempel:
Den samlede udgift i 2010 til kontante sociale ydelser var 335.175.000.000 kr. Med en gns. skattepct. på 36%, vil det svare til at der kunne udbetales Borgerløn til 2.383.467 borgere.

Kontrolfunktioner
Som tidligere beskrevet foregår alle transaktioner virtuelt. Det vil sige at du kun kan betale ydelser og indkøb på Borgermarkedet med dit Borgerkort. Dette sikrer at der ikke opstår svindel med Produktionsretten.

Brugerbillede for Bill Atkins

Et samfund hvis mål det er at skabe størst mulig lighed (Liliane Morriello) - eller et samfund med lige muligheder og basale behov dækket.

Jeg foretrækker det sidste.

Henning Steen siger ganske rigtigt:
Dem der betaler meget til skattepuljen vil ad åre tiltage sig retten til at definere medborgernes behov.

Og det er så her at en grundlovsændring skal sikre lige muligheder og dækning af basale behov ikke kan fortabes.

Brugerbillede for Henning Steen
Henning Steen

Ja for det sker desværre allerede i stor udstrækning - at børns, handicappedes og syges behov 'omdefineres' efter kassestørrelser.

Brugerbillede for Mette Olesen

Lighed er ikke et mål i sig selv, der mener jeg at det er bedre at bruge ordet mangfoldighed. Vi skal alle have, som vi allerede burde have, det samme grundlag for at eksistere på helt værdig vis, men staten skal aldrig diktere hvad der er lige og hvad der ikke er, udover dette. Vi skal sætte mennesker FRI ikke spærre dem inde i et lighedsfængsel.

Fattigdom og underklasse skal afskaffes og mennesker skal komme til udtryk, som de selv ønsker det.

Man kan jo ikke udefra vurdere, hvor lige vi egentlig er, undtaget på indkomstgrundlag og det fysiske og psykiske funktionsniveau. En person der bor i en lille rønne med en fiskestang - selvvalgt - kan jo føle sig som kongen af verden mens direktøren med den høje indkomst ville ønske at han kunne skrue ned for ambitionerne og "nøjes" med mindre, og dette får ham til at have det dårligt indeni, selvom han er "rigere".

Vi kan skabe lighed så langt at alle kan leve et normalt middelklasseliv sådan cirka, og ellers må det være op til samfundets borgere at gøre det, de helst selv vil. De er ikke født med samme interesser, talenter og ønsker. Lad dem da være forskellige, så længe de ikke skader andre eller miljøet.

Brugerbillede for Henning Steen
Henning Steen

"Et normalt middelklasseliv" i Danmark er desværre til væsentlig skade for miljøet.
Jeg er helt enig i at understrege frihedens betydning - og Universal Basic Income vil selvfølgelig ikke batte meget i en dansk sammenhæng.
Det ville kræve ca. fire jordkloder, hvis hele verden levede som gennemsnitsdanskeren.

Brugerbillede for Bill Atkins

Mette Olesen siger, "Vi skal sætte mennesker FRI ikke spærre dem inde i et lighedsfængsel. "

Der er lige blevet søsat et initiativ i form af en bog fra en gruppe unge socialdemokrater og Cevea-folk:

’Folket skal have friheden tilbage’
http://www.information.dk/456405

Der var ikke megen tiltro at spore blandt kommentarerne til initiativet, men der peges på at initiativet bør komme nede fra - frihed kan ikke dikteres oppe fra - og så jeg vil jeg benytte lejligheden til at gentage min efterlysning fra min kommentar ovenfor nemlig: AKTION - som var ment i Henry D. Thoreau ånd.

..og så lige bemærke at jeg ved nærmere eftertanke omkring en eventuel solidarisk huslejeaktion, som den Spanien i protest mod udsatte familier, må erkende at en sådan nok ikke er mulig i dagens Danmark. Vores lønninger tilgår jo en bank og i givet fald vil huslejerne sandsynligvis blot blive udlagt via en dommerkendelse.

Eksisterer frihed overhovedet i et teknokratisk samfund?

...hvilket Anders Lundkvist har skrevet en særdeles læseværdig artikel om her: "Europas aflyste valg" http://www.information.dk/456756

Politiske partier forgår politikken består!

Brugerbillede for Bill Atkins

Henning Steen, der er her en ganske tankevækkende artikel, om vores miljømæssige fodaftryk - http://www.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=19229

Det vi skal have gjort op med er neo-liberalismens bevidstløse globale arbejdsdeling. Produktionen skal tilbage i nærheden af forbrugerne - i dag rejser et dansk eksportprodukt i gennemsnit 2800 km.

...hvilket blev annonceret med et stort selvtilfredst smil. :-(

Brugerbillede for Bill Atkins

Erik Lang: Der er nogle problematikker der ikke egner sig til en debat, som den der er mulig her på Informations site og "Borgerløn" er efter min mening en sådan problematik. Jeg er ikke den store Facebook-bruger, men mon en effektiv "Borgerløns gruppe" er mulig i det regi - jeg vil gerne være med hvis nogen inviterer. Se i øvrigt alle de gode kommentarer i den tråd der fortjener en videre skæbne:

Nyt våben tages i brug for at opsnuse sociale bedragere
http://www.information.dk/telegram/450710

Brugerbillede for n n

Bill Atkins

Når jeg brodcastede denne sag, skyldes det at artiklen i sidste del tog diskussionen op.
Det er et konkret udspil som angiver nogle rammer, der kunne give anledning til inspiration.
Oplægget er gennemarbejdet og præsenteret på Nordisk Folkeseminar 2012.

Omkring sociale bedragere, er der allerede sendt en formel klage til Danmarks Radio.
Omdrejningspunktet er overtrædelsen af forbuddet mod selvinkrimininering som udstilles i al sin gru i disse programmer. Altså borgernes retsbeskyttelse.

Vi afventer stadig svar.

Du kan skrive til musicman27@rocketmail.com og jeg skal sende dig begge dokumenter.

MVH

Erik

Brugerbillede for Mette Olesen

@Henning Steen

Vi kan leve et bæredygtigt liv, som sagtens kan måle sig med det komfortniveau vi er vant til. Det er en stor misforståelse, at vi skal rejse tilbage i tiden for at redde miljøet.

Vores problem er, at vi ikke genbruger vores ressourcer 100%, men også at vi endnu ikke har fri energi. Det kommer måske med fusion, hvis det sker, vil energi blive meget billigere og 100% bæredygtig.

I fremtiden vil vi dog heller ikke have det store behov for stimulanser og shopping, når angstniveauet falder generelt.

Vi kan løse problemerne, der er bare ikke nogen der har (undskyld mit sprog) nosser til at gøre det nødvendige, og bruge pengene, der hvor det batter for hele menneskeheden.

Undtaget måske Elon Musk.

Brugerbillede for Karsten Lieberkind
Karsten Lieberkind

Da Liliane Morriello har postet nøjagtig samme indlæg på Facebook, vil jeg også gengive mit svar til hende her:

Jeg tror ikke de rige føler de har behov for at vaske hænder, jeg tror de er ligeglade. Men til spørgsmålet om lighed. Jeg er enig med dig i at vi bør tilstræbe så stor lighed i samfundet som muligt. Ud over at det intuitivt føles mere retfærdigt (om end der kan og bliver anført mange argumenter imod det), så skaber det også et mere stabilit og trygt samfund. Det giver den berømte sammenhængskraft som kun solidaritet på tværs af alle klasseskel kan foranledige.

Jeg er til gengæld ikke enig med dig i at basisindkomst ikke skaber større lighed. Godt nok er BI en universel ydelse, men det er netop dens styrke, ikke dens svaghed, fordi den tilstræber mere lige initialbetingelser for individet end det nuværende system. Det er korrekt at den ikke eliminerer økonomisk ulighed fuldstændigt - der er stadig en indbygget økonomisk incitamentsstruktur om man vil - men du skal sammenligne med det nuværende system hvor folk i kontanthjælpssystemet sidder fast i en 'fattigdomsfælde' fordi de ved at tage et arbejde bliver beskattet med 100 procent! Under et BI-system vil der ikke ske denne modregning. Enhver kan altså forbedre sin situation bare ved at arbejde nogle timer, uden at skulle stå til rådighed for et arbejde der ikke er der eller indgå i tvangsaktiveringsforløb.

For det er jo den anden side at lighedsaspektet, som jeg synes du overser. Lighed handler ikke kun om penge, men også om basale civile rettigheder. Har man formue, behøver man ikke arbejde, men kan lade pengene arbejde for sig, og der findes ikke nogen arbejdspligt for den gruppe, dvs. der er ikke reel lighed i basale frihedsrettigheder. Det er tillige en krænkelse af menneskerettighedernes kardinalpunkt om menneskelig værdighed.

Lever BI dermed op til fx Rawls' differensprincip om at 'ulighed er acceptabel, hvis og kun hvis uligheden forbedrer niveauet for de dårligst stillede'? Man kan hævde at hvis folk slet ikke arbejder, er situationen status quo økonomisk set, men med de mere ensartede initialbetingelser (altså lighed) på andre væsentlige områder og den lettere adgang til at forbedre sin situation, er den absolut ikke længere status quo.

Derudover vil jeg nævne et andet væsentligt Rawls-punkt, selvrespekten, som han selv tillagde stor betydning. BI vil fjerne grundlaget, eller i hvert fald begrænse det, for stigmatisering af mennesker uden for eller med løs tilknytning til arbejdsmarkedet, igen fordi mennesker bliver udstyret med samme initialbetingelser. BI gør at mennesker kan se sig selv i øjnene som værdige til at leve det liv de selv vælger, fordi andre ikke længere vil kunne finde anledning til at ringeagte dem for det. Det anser jeg for en meget stor styrke. Og det er et vigtigt skridt på vej mod større lighed.