Læserbrev

Ny international klimapolitik, tak!

30. april 2013

Med afstemningen i EU-Parlamentet om at holde liv i CO2-kvotesystemmet blev dødsstødet givet til EU’s markedsbaserede klimapolitik. Nye initiativer er derfor hårdt påkrævede.

Der er mange forsøg på at bortforklare, hvorfor kvotesystemet ikke virker efter hensigten. Men i virkeligheden er problemet, at hele konceptet grundlæggende er forkert i et system som EU, hvor økonomisk vækst til enhver tid står over alle andre politiske mål, og hvor den højeste klimapolitiske ambition er underlagt laveste fællesnævner.

Kvotesystemet har været en narresut, hvor man for det første har sendt alt for mange kvoter i omløb af hensyn til nationale (økonomiske) interesser, dels ikke har reduceret kvotemængden for at nå CO2-målsætningerne. Hertil kommer, at kvotesystemet bruges til at modarbejde, at lande nationalt vælger at reducere kvotebelagt energi. Sparer vi mere CO2, end vi skal, ja så kan kvoterne jo bare bruges andetsteds, lyder de populistiske angreb fra højrefløjen.

Tiden er derfor inde til definitivt at lægge det fejlslagne CO2-kvotesystem i graven og i stedet skabe et internationalt samarbejde blandt de lande, der tager klimaudfordringen alvorligt, og som er villige til at indgå i en frontløbergruppe om forpligtende samarbejde og ambitiøse målsætninger.

Et politisk valg

Der skal opsættes veldefinerede krav til lande for at være med i frontløber-gruppen for eksempel i form af klare årlige målsætninger, som sigter på to-graders målet, forpligtende handlingsplaner, som fører målsætningerne ud i livet, og klimalov, som forpligter til årlige tiltag. Inden for EU giver Lissabontraktaten mulighed for et sådant udvidet samarbejde, hvor de progressive lande kan gå sammen, og de bagstræberiske hægtes af. Altså en slags pendant til finansskatten. Dog skal en sådan frontløbergruppe også være åben for lande udenfor EU.

Klimaudfordringen kan naturligvis ikke løses alene ved, at ansvarlige lande går foran.Men den stærkeste kraft for en global grøn omstilling er ikke markedsbaseret, men at demonstrere over for mere tøvende lande og ikke mindst deres befolkninger, at der findes løsninger, og at det alene er et politisk valg at træffe de rigtige beslutninger.

Per Clausen, MF for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Falkesgaard
  • Steen Sohn
  • Niels-Holger Nielsen
  • Grethe Preisler
Jens Falkesgaard, Steen Sohn, Niels-Holger Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu