Kommentar

Det nye land og Danmark

Kurdistan-regionen i Nordirak har potentialet til at blive et nyt land på vej. Danmark og dansk erhverv bør hoppe med på vognen, mens tid er
17. april 2013

Danmarks historie har ikke mange eksempler på helte, der har opdaget nye lande eller kontinenter.

Mindre har kunnet gøre det. Kolde kolonier og nogle problematiske slaveregimer i ældre tider. Tilskuerrollen har tilsyneladende passet os bedst. Meget tyder på, at det stadig er tilfældet, når det drejer sig om at vinde fodfæste i nye vækstområder.

Fremsynede eksperter og journalister har i flere år forsøgt at få dansk erhvervslivs opmærksomhed rettet mod, hvad der sker i f.eks. Kina, Brasilien og Indien. Flere år efter andre lande gøres nu fodslæbende forsøg på at få del i de nye og kommende wirtschaftswunder-regioner, og ligeså reaktivt bakkes det op politisk.

Forsigtighedsprincippet har naturligvis sin logik bl.a. med hensyn til, hvem man spiller sammen med. Diktaturer, voldsregimer, totalitære stater er i den grad fy, og sådan skal det naturligvis være. Men det er ikke forbudt at holde øje med positive udviklingstendenser. Og de findes til alle tider og i alle lande.

I 1990’erne tog f.eks. daværende menneskerettighedsdirektør, Morten Kjærum kontakt til et kinesisk universitet for at indlede en dialog. Det medførte seminar i Kina om bl.a. dødsstraf. Amnesty International var forbeholden i begyndelsen, men applauderede senere resultatet. Der er stadig demokratiske problemer i Kina, men andre og stærkere dialogpartnere end Danmark har overtaget både den politiske dialog og de toneangivende handelskontrakter med det nye Kina.

Kurdistans muligheder

Sådan bør det ikke være i forhold til nye muligheder. Og her bør både dansk erhvervsliv og danske politikere spærre gluggerne op og rette blikket mod det nye land, Kurdistan i Nordirak, som er på vej.

For kort tid siden markeres 10-året for Irakkrigen. Stor medieopmærksomhed. Samtidig glemte den danske offentlighed den 25-årige mærkedag for folkedrabet i den kurdiske provins Halabja, hvor Iraks daværende diktator, Saddam Hussein, startede en masseudryddelse af irakiske kurdere. Ikoniseret ved det forstemmende billede af en dræbt far, der holder beskyttende om sit lille døde barn.

En international konference i Erbil (Nordirak, hovedstaden i Kurdistan-regionen) samlede i marts måned over 200 deltagere fra hele verden. Ganske få fra Danmark deltog, heriblandt folketingsmedlem Özlem Cekic (SF). Der var også parlamentsmedlemmer fra Storbritannien, Holland, Sverige og Norge, hvis folkevalgte forsamlinger har anerkendt det såkaldte ’Anfal’ mod de irakiske kurdere som et folkedrab. Det samme har USA’s senat.

Pointen er, at hvis man kan forene de politiske intentioner om demokratistøtte, kapacitetsopbygning af et velfungerende civilsamfund, der vogter over borgernes rettigheder og f.eks. danske virksomheders CSR-politik, er der mulighed for nogle handleplaner, som kan give sorte tal på både den økonomiske og politiske bundlinje. Nøglen til dette er dansk anerkendelse af folkedrabet mod kurderne.

Hvor er Dansk Industri?

Mens der dagligt indgår nyhedsmail om bombeattentater i det sydlige Irak, er der anderledes fredeligt i nord, hvor de irakiske kurdere, siden FN erklærede Nordirak for Safe Haven Zone i 1991, nærmest har opbygget et føderalt Kurdistan.

Det sker med baggrund i de ganske rige oliefelter, som det lokale kurdiske styre har forstået at udnytte. Den kurdiske hovedstad, Erbil, er blevet en lillesøster til Dubai. Overalt er der storstilet nybyggeri i gang. Bydele på størrelse med Køge er ved at tage form. Hoteller står side om side for, at de overnattende olieselskabers ’goldrushere’ kan finde plads i femstjernede restauranter og lave lukrative handelsaftaler.

En nylig aftale mellem de kurdiske ledere og den tyrkiske regering om en olieledning fra Nord-irak gennem det sydlige Tyrkiet ud til Bosporusstrædet er ikke den eneste spøjse kontakt mellem de tidligere kurdiske ’fjender’ og et minoritetsundertrykkende, kemalistisk Tyrkiet.

Ifølge kurdiske regeringsoplysninger er op mod 90 procent af nybyggeriet i Kurdistan på tyrkiske entreprenørhænder, ligesom der bugner af tyrkiske varer i bazaren i Erbil, som i øvrigt er den eneste storby i hele Irak, hvor der er indkøbscentre.

Hvor er Dansk Industri, FL-Smidth, Grundfos, Danfoss osv.? Hvor er den danske knowhow ud i klima- og miljøtiltag? Hvor er de danske politikere?

Det er forstået af lande, vi normalt sammenligner os med. Kombinationen af politiske udstrakte hænder og handelsaftaler og industriel hjælp til at sikre den kurdiske befolkning det demokratiske samfund, de selv ønsker at skabe.

De mange dansk-kurdiske irakere, som har fristet en diskriminerende hverdag under danske himmelstrøg, er i stor udstrækning på vej tilbage. Her har den danske stat og ngo’en Care4You været vågne. Og det kan være det, som giver adgang til et mere solidt, erhvervspolitisk samarbejde.

Klaus Slavensky er redaktør og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Deniz Atan
Deniz Atan anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu